21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66005Visninger
AA

11. Day 10

Day 10


Violets synsvinkel.


I dag skal jeg se Liams hjem og møde Liams ven, sådan rigtigt. Jeg ved ikke hvorfor jeg kalder ham Liams ven, når han sikkert er lige så meget Niall og Louis’ ven, det er bare blevet en vane.


Jeg gør ikke noget specielt ud af mig selv, løst hår – som sædvanligt – en langærmet sort bluse og et par mørkegrå bukser. De samme farver som jeg normalt går i og de samme modeller af tøj. Ingen skal se mine overarme.


Make Up går jeg ikke med specielt meget. Lidt mascara og en tynd streg eyeliner, og det er det. Jeg går langsomt ned i køkkenet og da jeg kommer derned sidder Elena med hendes computer fremme – hun laver sikkert lektier – og min far sidder sikkert inde på hans kontor. Hvis man er stille nok, er det lige før man kan hører ham trykke på knapperne på hans tastatur.


Jeg sætter mig ned ved siden af hende og tager et æble fra frugtskålen.


”Hvad skal du i dag? ” spørger jeg og hun trækker kort på skuldrende og stopper med skrive, og vender sit hoved hen mod mig.


”Ikke rigtigt noget, hvad skal du? ” spørger hun og lægger sit hoved på skrå, ligesom hunde gør.


”Jeg skal… i parken og få inspiration til en ny historie. ” lyver jeg hurtigt, men den løgn var virkelig det værste jeg kunne komme med. Nu tror hun at jeg skriver igen.


For mange år siden, havde jeg en lille drøm om at blive forfatter. Jeg skrev rigtig tit, for det meste eventyrer, fordi jeg selv syntes at jeg var meget opfindsom. Men pludselig blev alt for meget og jeg glemte det helt og da nogle spurgte ind til det, sagde jeg bare at jeg havde droppet det.


”Skriver du igen? ” spørger hun og kigger overrasket på mig.


”Nej. Jo, ja det gør jeg. ” stammer jeg. ”Men vi ses, jeg må hellere se at komme af sted. ” jeg griner kort inden jeg farer ud i entreen.


-.-.-.-


Jeg håber det er den rigtige adresse og de ikke skrev en forkert en. Gud, hvor ville det være pinligt, hvis jeg bankede på og en ældre herre kom ud. Men jeg stoler på dem, selvom jeg ikke har kendt dem i særlig lang tid. De virker meget overbevisende.


Jeg banker på klokken og idet jeg har banket får jeg øje på ringeklokken. Hvorfor brugte jeg ikke bare den?


Fordi du er for blind til at se den. Ligesom du er for blind til at se alt andet.


”Vil du ikke nok lade mig være? Bare de næste timer. ” hvisker jeg.


Kort efter høres skridt og nogle roder med låsen; Sig det ikke er en ældre herre. Døren bliver åbnet og på grund af mine forestillinger, tror jeg det er en ældre herre. Heldigvis kun på grund af mine forestillinger, for Niall ligner langt fra en ældre herre.


”Hej Violet, bare kom ind, jeg er i gang med at lave popcorn. ” han smiler inden han træder et skridt til højre, så jeg kan komme ind.


Ikke fordi det er noget der sker tit, men jeg hader bare lige når man har hilst på personer og er kommet indenfor. Det er så akavet og man ved ikke hvad eller hvor man skal gøre af sig selv.


”Klokken er ikke mere end halv et og så varmer du popcorn? ” jeg kigger undrende på ham.  Ja, første gang jeg mødte dem, sagde Louis at Niall var ret så madglad, men popcorn, klokken halv et om formiddagen?


Han nikker ivrigt på hovedet inden han vender sig om og går. Jeg hænger min jakke op på knagen og kigger rundt i den lille entre. I forhold til at det er en dreng der bor her – og at han ikke har meget fritid – så er er her ret så pænt og ikke rodet. Men han har vel nogen som gør det for ham, eller så er han ikke nok hjemme til at kunne nå at rode det hele til. Eller, så er han perfektionist, men det vil jeg ikke udtale mig om.


Jeg kigger forvirret rundt, fordi jeg ingen anelse har om, hvor jeg skal gå hen og her er hele tre døre man kan vælge imellem. Jeg gætter på hans hus er ret så stort.


Jeg går igennem den dør, Niall næsten lige gik i gennem og kommer til en aflang gang med tre døre på den ene side og to døre på den anden.


”Hallo? Niall? ” prøver jeg. Jeg står stille og lytter om han svarer, det gør han ikke men det gør Louis til gengæld.


”Vi er i stuen. ” råber han fra den side med tre døre. Jeg slår mig selv i panden over hans dumhed. Grunden til at jeg kalder på Niall eller andre, er nok at jeg ikke kan finde rundt.


”Første dør til højre. ” lyder det lidt efter og jeg gætter på det er Liam.


Jeg går ind af den første dør til højre, som Liam sagde og ender ud i et ret stort rum, som så må være stuen. Louis ligger på en stor sofa og Liam sidder i lænestolen der står ved siden af sofaen.


”Hej Liam. ” jeg vinker kort til ham. ”Og hej dreng der ikke kan forklarer hvor man skal gå hen. ” jeg retter mit blik mod Louis og han trækker på skuldrende.


”Hej pige der ikke kan finde rundt i et hus. ” hilser han og jeg vender øjne af ham.


”Huset er stort, større end jeg er vant til. ” forsvarer jeg mig.


Jeg kigger rundt i stuen og man kan godt se at det er en verdenskendt dreng der ejer det. Væggene er hvide og gulvet er lyse træ planker. Der er mindst fire lamper og et stort fladskærmsfjernsyn. Og mange andre ting som man nu normalt har i ens stue.


”Jeg forstår ikke hvad der er med jer og de der navne. ” mumler Liam og kigger forvirrende på os.


”Det er sådan vi hilste på hinanden første gang, cirka sådan i hvert fald. ” forklarer Louis og kigger derefter på mig.

 

”Harry kommer lige om lidt, ” siger han og jeg nikker.


Jeg skubber forsigtigt til Louis’ ben og sætter mig. Lidt efter kommer Niall ind med en stor, hvid skål fyldt med popcorn. Jeg mener virkelig fyldt, det er lige før de ikke kan være der og hvis jeg gætter rigtigt har han allerede spildt nogle.


”Hvor mange har du lige lavet? Fire poser? ” jeg kigger på ham med store øjne, dels fordi jeg ikke bryder mig om popcorn og dels fordi der er virkelig mange.


Når jeg siger en stor skål mener jeg ikke en standard skål, man laver pandekagedej, eller røræg i, men en virkelig stor skål.


”Faktisk kun tre. ” mumler han og sætter sig oven på Louis mave. Louis laver en mærkelig grimasse og lader som om han ikke kan få luft. ”Helt ærligt, så meget vejer jeg heller ikke. ” Niall skuler fornærmet til Louis der bare trækker på skuldrende imens han griner lavt.


”Man skulle tro at det var den tid på måneden. ” mumler jeg lavt, men ikke lavt nok til at de ikke hører det.


Jeg bider mig i læben og bliver ret så nervøs. Hvis jeg har sagt noget forkert, så gør jeg mig enig med stemmen om at jeg ikke kan få venner. Lidt efter bryder de ud i grin og jeg griner nervøst med.


Måske var jeg ikke helt forkert på den? Der er jo nogle, der er lang tid om at opfatte ting og det kan jo være tilfældet lige nu? Jeg håber bare at jeg ikke fik sagt noget forkert. Men man skulle virkelig tro at det var den tid på måneden, selvom det kun var for sjov – han er nu en ret god skuespiller.


”Hvad griner vi af? ” lyder en dyb, hæs stemme bag mig og jeg stopper med at grine ligesom de andre gør. Okay, der fik jeg et lille chok, det indrømmer jeg.


Jeg vender mig ikke om og kigger på ham, men de andre har allerede vendt deres hoveder og er i gang med at vinke og smile til ham. Det er ikke fordi han står på den anden side af gaden, så brug dog ord?


”Lad mig gætte, solbriller og hættetrøje? ” mumler jeg og spærrer kort efter øjnene op over mig selv. Kan jeg ikke bare holde min mund, i stedet for at komme med de der sarkastiske bemærkninger, hver evig eneste gang jeg skal møde nogle nye? Selvom jeg teknisk set har mødt ham før, men ikke sådan rigtigt hvor man hilser og snakker.


”Dit gæt er lidt på bar bund. ” nøjes han med at sige, hvilket overrasker mig. De eneste gange jeg har set ham, har han haft solbriller og hættetrøje på.


Jeg vender mig halvt om og hans blik møder mit. Jeg gisper lavt og vender mig om igen. Han ejer disse øjne. Disse grønne øjne. Det er ham jeg har ledt efter, i en uge og en dag, han ved sikkert, mere om mig end nogen anden. Han har min sorte notesbog.


Min dødsbog.


”Kan jeg tale med dig? ” spørger jeg nervøst og kigger ned i mit skød.


”Selvfølgelig. ” svarer han.


Jeg rejser mig op og vender mig om mod ham i en hård bevægelse. Han begynder at gå og jeg følger efter ham. Han går ud i den smalle gang og ind af en af de døre, på den side hvor der kun er to døre.


Rummet vi ender i er et stort værelse, sikkert et gæsteværelse. Lige i det jeg har lukket døren bag os, vender jeg mig mod ham og træder et skridt tættere på ham.


”Du har min notesbog og jeg ville blive vældig glad, hvis jeg kunne få den tilbage, eftersom jeg ejer den. ” min stemme ryster, hvilket ikke er meningen. Meningen er, at jeg skal virke hård, han tog min notesbog.


”Du får den tilbage, når du fortæller mig hvorfor du vil dø, hvorfor du tæller ned til at dø. Livet er værdifuldt og dyrebart. ” forklarer han og kigger mig ind i øjnene.


Jeg kigger ind i hans øjne i et par sekunder, og prøver at gennemskue hvad han vil have, efter lidt tid går det op for mig, at han ikke vil have andet end et svar. Jeg kigger ned i gulvet.


”Men det er jeg ikke, svar nok? ” jeg kigger irriteret på ham, men han sender mig bare et skævt, sødt smil og lægger hovedet på skrå.


”Det er alle, hver og en. Uanset hvem man er, alle er ikke ens og ingen er perfekte. ” mumler han. ”Hvis du ikke forstod hvad jeg lige sagde, mente jeg nu; Du skal bruge et bedre svar. ” jeg kan mærke han bliver ved med at kigge på mig og jeg føler mig virkelig ubehagelig til mode.


”Du så det godt i går, giv mig nu bare min bog. ” jeg lægger armende over kors og kigger udtryksløst på ham.


”Jeg har den ikke her, mød mig i morgen klokken fire, på caféen hvor du sad og skrev i din bog, første gang vi så hinanden. ” han sender mig et smil, inden han fortsætter. ”For resten, jeg stjal den ikke decideret, jeg så du glemte den, tog den og prøvede at finde dig, så du kunne få den tilbage. ” siger han lavt.


Jeg løfter et øjenbryn og kigger koldt på ham. Eller, jeg prøver så godt jeg kan, men jeg har ingen idé om hvordan det går.


”Det giver dig ingen ret til at læse i den. ” hvisker jeg og bider mine tænder sammen.


Det kan godt være han ikke stjal den, men blot tog den så han kunne give den til mig igen; Men hvorfor så læse i den? Er det ikke chikane eller krænkelse? Jeg føler mig i så fald ret chikaneret og krænket lige nu, i dette øjeblik.


”I dette tilfælde er det heldigt at jeg læste det, du planlægger noget ret så grusomt, som ingen burde tænke på, overhovedet. ” siger han højt og jeg tysser på ham.


”Jeg er ligeglad om du ved det hele, for intet kan stoppe mig. Hvis du siger noget til de andre drenge, så kan jeg måske rykke tre, eller fem dage længere frem, så er der jo ikke så meget tid tilbage. Så lad være med at sige noget. ” advarer jeg ham, men det lød meget bedre i mit hoved. Når jeg kommer med en advarsel lyder det bare som om jeg forsøger at skælde en hundehvalp ud, fordi den lige har tisset på gulvtæppet.


”Jeg ved, at der er noget der kan stoppe dig. ” han kigger alvorligt på mig.

 

-.-.-.-

Da da da daaaaam.

De mødtes endelig, jeg håber ikke det er gået for hurtigt? :I

Men i så fald, jeg har ret travlt her de næste to dage.

Onsdag: Sammen med mine to veninder, så vi kan færdiggøre vores fremlæggelse (Det er kun to af os, den sidste skal hjælpe til og bedømme det)

Torsdag: Skolehjem samtale (God, kill me, er jeg den eneste der altid får det samme at vide?) Og bagefter dyrelægen med min hund.

Så der kommer nok først et kapitel fredag eller lørdag...

-Isabella <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...