21 Days - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Færdig
Tyve år. Tyve år, har Violet Moore, levet et forfærdeligt liv. Hun har gået rundt med tanken om at hun ikke er god nok, den tanke er samtidig blevet bekræftet af hendes klassekammerater. Om 21 dage, fylder Violet 21 år. Men minuttet før de 21 år, skal hendes sjæl svæve væk og hun skal trække vejret for sidste gang. Men hvad sker der, når hun en dag sidder på en Café efter skole og skriver i hendes dødsdagbog og hendes øjne møder et par skinnende grønne? Præcis de grønne øjne falder hun for. Hun glemmer ikke dem, men glemmer dog sin dødsdagbog. Ejeren af de grønne øjne, selveste Harry Styles, opdager det med det samme. Han leder efter hende og hun leder efter bogen. Vil de mødes ved et tilfælde? Værst af alt; Vil Harry se hvad der står i bogen og dele det med de andre drenge? Vil han hjælpe? Og falder han for hendes dybe og hemmelighedsfulde, brune øjne, ligesom hun faldt for hans grønne? Og vigtigst; er det alle historier, der ender lykkeligt?

173Likes
142Kommentarer
66011Visninger
AA

2. Day 1

Day 1


Violets synsvinkel.


Mit blik søger op mod klokken og jeg ånder lettet ud. Ti minutter tilbage. Det er ikke helt så let at holde koncentrationen, på ens undervisning, med al den støj. Med støj mener jeg hviskende ord, der kravler ind i mit øre og rammer mig indvendig.


Det er ret så komisk. Jeg er i fuld gang med at uddanne mig til psykolog, men jeg kan dårligt nok styrer mig selv psykisk. Jeg uddanner mig til at hjælpe andre, uden at kunne hjælpe mig selv. Allerede der kan man se at jeg er langt ude.


”Viola? ” lyder det lavt fra min højre side. Jeg kigger hen på hende man nok ville kalde den populære pige. Jeg aner ikke hvorfor jeg bruger det ord, jeg har aldrig forstået konceptet.


Nok om det. Jeg kigger hen på Olivia, hende der har alt. Hendes lange, lyse hår hænger fint ned om ryggen på hende. Hendes tøj sidder som det skal, tæt ind til hendes krop der afslører, næsten alt. Hendes store blå øjne, ser endnu større ud, grundet hendes lange øjenvipper. Hvis man ser bort fra hendes udseende, så lader hun som om hun altid er der for andre og hun lader som om hun er sødere end sukker. Det falder alle selvfølgelig for.


Hvis man ser bort fra hende som person, ser man alle de ting hun har. Hun har en lille lyshåret – som hende selv – Chivava og jeg vil vædde med at den har et værelse for sig selv. Hun har en skinnende, hvid Mercedes. Hendes kæreste er selvfølgelig Mason, man kan vel godt kalde ham skolens badboy, som alle ser op til, men jeg vil hellere kalde ham en forkælet unge der får alt hvad han peger på, præcis ligesom Olivia.

Generelt udstråler hun bare perfekthed, lige hvad man har brug for, når man har selvtillidsproblemer. Har jeg ret?


”Det er altså Violet. ” påpeger jeg. Hun trækker blot på skuldrende og mumler et kort ’whatever’. Allerede der er hun i gang med at sætte mit pis i kog, men jeg trækker vejret dybt og læner mig afslappet tilbage.


”Jeg vil bare minde dig om, at du skal huske at lade være med at spise alt for meget slik. Og så overvej lige at tage et smut forbi træningscenteret. ” hun sender mig et falsk smil og tygger videre på hendes tyggegummi.


Jeg kigger ned i gulvet og kan mærke farven stige op i mine kinder. Hun har ikke sagt det helt så lavt som jeg havde troet, hun har sagt det højt nok til, at hendes omgangskreds lige nu, sidder og fniser.


Hvordan kan det være muligt at hade en person så meget? Hade er et stærkt ord, men hun er virkelig ikke på min top ti lige nu. Var det ikke meningen at hun skulle udstråle venlighed?


”Se, hendes ansigt får samme farve som en postkasse. ” ler hun stille. ”Jeg hader postkasser. ” mumler hun kort efter, så kun jeg hører det.


Jeg kigger op, så vores blikke mødes, for derefter at sende hende et ondt blik. Jeg kan nærmest mærke katte ørene, vokse frem og skubbe sig tilbage, mens et lavt hvæs lyder fra min mund. Uheldigvis sker det kun i mine tanker og få gange i mine drømme.


”Du forsvarer ikke dig selv. Er du blevet mundlam? ” spørger hun og sender mig et klistret, sukkersødt smil, jeg ikke kan andet end at, få brækfornemmelser af. Hun lægger hovedet på skrå og blinke nogle gange i træk.


Normalt tænker man at det vil se dumt ud, men på hende ser det ganske charmerende ud. Tro endelig ikke at jeg er til piger – ikke fordi jeg har noget imod, dem der er det – men hvis man ser det fra en drengs synsvinkel.


”Nej, jeg ønsker bare ikke at synke ned på dit niveau. ” siger jeg, alt for højt.


Jeg kigger hurtigt op for at se om vores lærer har opdaget noget, men heldigvis er hun i sine ældre år og hører ikke helt så godt.


”Hvorfor? Du er der jo allerede. ” fnyser hun hånligt.


Det er som om at hun trykker på en knap, så de andre automatisk begynder at grine hånligt, men dog stadig lavt. Jeg vender blikket væk fra hende og prøver at ignorere hende, men hun bliver ved med at kigge på mig.


Jeg sukker lydløst og retter blikke op mod tavlen, men det keder mig allerede efter ti sekunder. Hvorfor skal man gå i skole? Det er jo bare flere timers længsel efter at komme væk og så ender man sommetider med at få en gang hovedpine oven i. Det er jo også livet. Right?


Ud af øjenkrogen, kan jeg ane at hun stadig sidder og overglor mig.


”Har du et problem? ” spørger jeg og vender mig irriteret om mod hende. Hun tager hænderne op foran sig og bøjer sig let bagover.


”Ja, dig. ” siger hun og smiler. ”Og jeg ved lige præcis hvorfor din bror tog til Brasilien. ” siger hun og kigger triumferende på mig, som om hun har vundet en præmie.

Hun har jo også vundet det hun ville; At såre mig.
I slutningen af sommerferien fyldte min bror toogtyve og han valgte at flytte til Brasilien, med hans nye kæreste. I juleferien var det meningen at han skulle komme på besøg, men han aflyste det, siden har han ikke skrevet eller noget andet, det er som om at han fuldstændig har droppet kontakten. Man kan vel godt sige at han er et ømt punkt, bare man stikker lidt til mig, imens man nævner ham, så kan jeg fuldstændig miste mig selv i et kort øjeblik.


”Det ved jeg også. ” mumler jeg.


”Han gjorde det for at komme væk fra dig. ” siger hun og smiler som om hun lige har givet mig et kompliment. Næppe. Det hun gør er at kritikere mig direkte.


”Olivia, vær sød bare at tie stille for en gangs skyld. ” sukker jeg og kigger væk fra hende.


Hun forstår virkelig at overtræde andres grænser, eller pisse en fuldstændig af, de dage man har en kort lunte. Kort og præcist sagt, så gider jeg hende bare ikke i dag.


”Siger du det fordi du er bange for at jeg fortæller noget om din far, eller måske din mor? ” spørger hun og smiler lusket til mig.


Jeg kan lige så godt være ærlig nu og sige; min familie er splittet. Min bror bor i Brasilien og jeg har ingen kontakt med ham. Min mor bor i den anden ende af London med hendes nye kæreste og hendes datter, Vanessa, på et. Min far er aldrig hjemme, arbejder hele tiden, så jeg ser ham aldrig og når jeg er gør, er han virkelig stresset.


”Olivia, luk. ” mumler jeg sammenbidt. Forstår hun ikke bare at hun skal lade mig være?


”Okay. Din mor hu- ”


”Hold så mund, din sædcontainer! ” skriger jeg og rejser mig op. Jeg aner slet ikke om det passer, men hvis man dømmer efter hendes ansigtsudtryk, har jeg ramt plet. Hun kigger kort over på Masons plads, selvom han ikke er der. Selvom han var, ville han ikke tro på det jeg lige fyrede af, han har aldrig troet på mig. Og hvis han nu gjorde, stod det så godt som kvit.


Jeg kan hører mit hjerte dunke, grundet stilheden der pludselig opstod. Jeg står op og kigger ud over alle, der kigger på mig.


”Moore, jeg synes de skal sætte dem ned og ikke bruge sådanne ord i mine timer. Jeg skriver hjem og efter skole kan de lige så godt gå op på kontoret. ” siger vores lærer, mrs. Johnson.


”Rend mig. ” mumler jeg højt nok til de andre elever kan hører det, men jeg ved ikke om mrs. Johnson kan.


Jeg river min taske af stolen og går med faste og hurtige skridt ud af klassen. Idet jeg smækker døren bag mig kan jeg hører snakken begynde at genoptage sig.


Jeg finder et lokale på skolen, hvor der aldrig kommer nogen. Hverken lærere eller elever, den eneste der kommer der, er mig. Jeg sætter mig hen i et hjørne af det smalle lokale og finder min dagbog op. Jeg kan lige så godt sige nu, min dødsdagbog. Den tæller de resterende enogtyve dage ned, som jeg har tilbage på denne planet. Et minut inden jeg fylder enogtyve, skal jeg trække vejret for sidste gang.
Jeg slår op på en tom side og giver mig til at skrive.


Hej igen.


Enogtyve dage tilbage og jeg finder lykken i mørket.


Efter min egen mening, har der altid været noget fascinerende over mørket. Man kan intet se, man ved ikke om der er andre, så man føler sig alene. Når man er alene, skal man ikke sørge for at passe ind, eller opfører sig som alle de andre. Ikke fordi jeg gør det i forvejen.

 

Dette var dog kun en påmindelse, om at de næste enogtyve sider, hvor denne tæller med, er de sidste der kommer til at stå noget skrevet på. Jeg er nemlig snart væk. Som i død.


-Violet Moore.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...