Oktober 1943

En ung pige kommer med ombord på en båd, der transportere jøder over Øresund til Sverige. Hun er ikke jøde og har dårlig samvittighed, men hun er bange for at blive i Danmark, så længe krigen raser.

6Likes
4Kommentarer
665Visninger

1. Oktober 1943

Mit hjerte begyndte at slå hurtigere, da båden forlod kajen. Så mange ting kunne gå galt, og konsekvenserne var brutale.
En jødisk ung dreng lagde mærke til min bekymring og gav mig et opmuntrende klap på skulderen. ”Det skal nok gå,” hviskede han. Hans stemme var rolig, men hånden på min skulder rystede. Han var sikkert lige så ræd, som jeg var.
Jeg havde et tæppe om mine skuldre, men jeg kunne mærke gåsehuden rejse sig på mig. Oktobernatten var iskold. Der var så tyst, at ingen turde sige noget, og der var så mørkt, at jeg næsten kunne tro, at vi sejlede rundt i det store intet.
De små børn, der var i båden, lå og sov. De var blevet bedøvet for at de ikke skulle græde og tiltrække tyskernes opmærksomhed. Jeg turde ikke røre dem af frygt for at de skulle vågne.
Jeg var ikke selv blevet bedøvet. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg skulle lægge mig til at sove på et tidspunkt som dette her. Jeg vovede heller ikke at græde. Jeg følte mig for paralyseret til at kunne knibe en tåre.
Jeg kunne høre vandet skvulpe mod rælingen og åren vende sig i sundets overflade. På et andet tidspunkt ville jeg ikke have lagt stor betydning i de lyde, men nu hvor frygten var overalt, så kunne den mindste lyd være en risiko.
Jeg lagde mig ned på ryggen og stirrede op mod himlen, lige så sort som alt andet omkring båden. Jeg tænkte på min familie, som blev revet fra mig. Jeg forestillede mig, at min mor ville græde og kalde på mig, sin lille pige. Men jeg skubbede tankerne fra mig. Jeg vidste ikke hvor de var nu eller hvad der var sket med dem, men bare det at forestille sig deres skæbne var nok til at knuge mit hjerte sammen.
Jeg var ikke jøde, men min familie var blevet arresteret for besiddelse af det illegale blad Frit Danmark. Jeg nåede selv at undgå arrestationen fordi jeg havde været ude for at købe mælk og brød, naboen advarede mig og jeg skyndte mig væk, og endte som en lovløs. Jeg havde så skjult mig i en tom lejlighed i Adelsgade, indtil en jødisk familie fortalte mig om redningsaktionerne. Nu hvor jødeforfølgelse i Danmark var blevet sat i kraft, så havde modstandsbevægelse arrangeret at danske jøder blev sejlet over Øresund, fra en by der hed Gilleje til Sverige. Og den familie, jeg mødte, tilbød at jeg kunne følges med dem.
Der var selvfølgelig en stor risiko ved det, men den var vel ikke større end, hvis jeg var blevet i København. Der blev talt og gættet om hvad der kunne ske i de tyske koncentrationslejre. Alle de historier havde en ting tilfælles: det var en værre skæbne end døden.
På sin vis følte jeg mig som en bedrager. Jeg var ikke jøde, og nu sad jeg i en båd beregnet for jøder til at komme til Sverige i. ingen havde spurgt om jeg var jøde, og jeg havde heller ikke sagt noget. Ville det uskyldige liv, hvis plads jeg havde taget i nat, lide på grund af mig?
Jeg havde været bange for hvad der kunne ske med mig, hvis jeg var blevet i København. Min familie var arresteret, jeg turde ikke gå nogen steder hen hvor gestapo kunne finde mig. Jeg levede i frygt.
Jeg trak tæppet omkring mig, og mod min vilje så jeg et billede for mit indre blik. En mand, en jøde, selvfølgelig, der blev skudt af nazisterne. Det billede ville ikke give slip på mig. En stor ækel klump samlede sig i min mave, men jeg pressede min læber sammen for ikke at sige en lyd.
”Hvor kommer vi hen?” hørte jeg en kvinde spørge.
”Til Höganäs,” svarede den fisker som styrede båden.
Höganäs. Det ord afledte mine tanker. Ja, det var rart at få et navn på det man skulle hen. Af en eller anden grund så fik det denne her flugt til at føle mere virkelig end bare tage til Sverige.
Var det en normal rute, fra Gilleje til Höganäs? Hvis det var, så ville jeg blive i Höganäs og hjælpe til næste gang. Ja, jeg ville hjælpe med at få jøderne i land næste gang. Disse modstandsmænd satte livet på spil for at få deres passagerer illegalt over grænsen, og hvem sagde at jeg ikke også kunne gøre noget for det? Jeg var kommet med, men var ikke jøde, så det kunne kun være fair, at jeg også tog en del af arbejdet. De kunne godt bruge en i Sverige til at tage imod jøderne, når en af bådene kom. Måske var det ikke meget, men jeg ville gerne gøre noget.
Med det løfte, kiggede jeg op mod himlen igen.
Der var dukket stjerner op nu.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...