Er livet værd at leve?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 4 maj 2015
  • Status: Igang
En historie set fra en 14 årig piges synsvinkel. Alle de valg og ting, man som teenager skal tage stilling til.
Også om, at man ikke altid behøver at passe ind i det fucked up samfund vi lever i.

0Likes
0Kommentarer
155Visninger

1. 4 maj 2015

Hun vidste godt det var dumt. At eksplodere over sådan en lille ting. En lille opgave. Men hun kunne ikke holde det inde mere. Hun var træt af at være den gode og ordentlige. Hun ville være den seje rocker-tøs som alle var bange for, men det er ikke nemt at ændre sit ry. Derfor overvejede hun at skrifte skole. En ny by. En ny start. Men noget holdte hende tilbage. Hendes mor. Hendes mor ville ikke have at hun skulle skifte skole. Hun mente, at man kunne forbedre alting bare ved at snakke. But actions speak louder than words. Det var hendes motto. Det hjalp ikke at snakke med dem. Det ville komme ind af det ene øre og ryge ud af det andet øre. Man skulle tro, at det var pigen veninder der holdte hende tilbage, men det var de ikke. De var der kun i de gode tider. Når det virkelig brændte på, så vendte de ryggen til. Men hvad kan man lære af det? Man skal ikke stole på andre end sig selv. Er det muligt at trumfe sin mor? At føre noget, hun er imod? Det kunne pigen blive nødt til, for hun gad ikke mere. Hun var træt  af at prøve, når alle var ligeglade. Der var ingen der vidste hvordan hun havde det inden i. De var alle sammen ligeglade. Men bebrejder hun dem? Har hun givet grund til at de skulle bekymre sig? Nej, for hendes facade er perfekt. Ingen kan nogensinde komme igennem den. Skudsikker. Hvem ville med vilje åbne sig for et andre menneske, når ingen har givet hende grund til at stole på mennesker? Ingen. Hun føler sig alene i et rum fyldt med mennesker. Er det ikke skidt? Men hvordan blev hun sådan? Det kan der være mange forklaringer på. Det kunne være dengang, for et par år siden, at det gik op for hende, at hendes forældre ikke kan udstå hinanden. Er du klast, ikke kan udstå synet af den anden. Det er fucking hårdt! Men hvad skulle hun gøre? Det er jo ikke ligefrem fordi at hun kan få dem til at finde sammen igen, vel? 

Nej, den mulighed er helt udelukket. Hendes eneste ven er musikken. Det var det eneste der havde været der hele vejen. Når hun hørte musik kunne alting rende hende.  Men når både skolen, "vennerne" og familien forventer guld og grønne skove af en 13 årig, kan det godt være svært at følge med. At du som 13 årig skal tage dig af en far der drikker og en søster som er psykisk ustabil, kan det knække selv de bedste. Hun var en af de bedste. Hun var hende, der havde hele livet foran sig. Men det fik hendes omgangskreds så fint ødelagt. Hun har en hjerne som godt kan lide  at tænke tingene igennem mange gange og det kan køre en ned. Hun plejede at se sådan nogle skæbner og tænke; Godt det ikke er mig. Nu er det blevet hende. Det er hendes familie der hader hinanden. Det er hendes hoved der tænker alle de dårlige og farlige tanker.  Det er hende uden venner der rent faktisk bryder sig om hende. Det er hende der har ingenting. Ingenting. Har du fattet det? Den pige er mig. 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...