The bad guy or? - JB

Hvordan er det at have en bedsteven, som pludselig forsvinder? Og så lige når der er opstået følelser? At man kun troede det bedste, men begynder at tro det værste?Og hvordan skal man så lige have det med, at ens bedsteven har dræbt en? Det kender Lilly O'Connor alt til! Men hvordan bliver det, når han pludselig vender tilbage? Lige da hun troede han var væk for altid som han lovede? En ting er sikkert. Hendes liv bliver ikke det samme. Men er det begrund af ham? Eller er det noget helt tredje person?

21Likes
18Kommentarer
8646Visninger
AA

7. †Kapitel 6

Manden fik slæbt mig væk fra huset, så folk ikke kunne se mig. Fuld som jeg nu er, snuplede jeg over mine fødder, og lå og grinte på jorden. “Rejs dig!” sagde manden strengt. “Slap af din sure spadser”svarede jeg, og rejste mig. “Hvad kaldte du mig?” sagde han hårdt. “Din sure spadser” Svarede jeg ham. Altså var han døv?
Til min overraskelse tog manden hætten af. Manden var så Justin. “Undskyld Justin jeg troede du ville kidnappe mig” Sagde jeg, og kiggede ned i Jorden. “Det gør jeg også” svarede han, og lød alvorligt. Jeg kiggede hurtigt op, og kiggede ham direkte ind i øjnene. “Det mener du vel ikke?” spurgte jeg bange. “Nej mulle. Jeg kan ligesom bare ikke komme ind, når alle de der mennesker er der” Svarede han, og smilte. Jeg kunne have slået mit selv. “Folk er så stive, at de intet kan huske imorgen” svarede jeg og grinte. “Ligesom dig?” Spurgte han. Jeg nikkede og fniste.

Inden jeg nåede at se mig om, havde Justin smedet vores læber sammen. Jeg var ikke 2sekunder om at svinge mine
arme om hans nakke.
Noget sagde mig at det her var helt forkerte, mens noget andet sagde det var rigtigt.

Han brød kysset, og lagde sin pande på min. “Er du klar over hvor længe jeg har ventet, på at kunne gøre det her?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet, og kiggede ned i jorden. “Ærgerligt du nok ikke kan huske det imorgen” Sagde han, og gik nogle skridt tilbage.
Jeg stod lidt og vidste egenlig ikke hvad jeg skulle sige. Jeg følte mig på en måde ædru efter hans kys.
“Jeg går ind” sagde han, og begyndte at gå mod huset.

Jeg stod stadigvæk bare og stirrede ud i luften. Ville det være mærkeligt at sige, at jeg fik de gamle følelser tilbage da han kyssede mig? Det sikkert bare fordi jeg er fuld, at jeg tænker sådan.

Jeg gik hurtigt tilbage til huset, og så der ikke var nær så mange mennesker, som da jeg forlod det. Så længe var jeg da heller ikke væk?
“Ey sweet lilly, du sagde da ikke han var her” Snøvlede Jasmin og kiggede lumsk på mig. “Hvad hvem?” spurgte jeg nervøst. “Ja Ryan Butler” grinte hun, og klappede mig engang på skulderen.
Jeg grinede bare med, men stoppede hurtigt da jeg tænkte en ekstra gang over navnet. “Ryan Butler?????” spurgte jeg hende. “Ja han sidder da lige der” sagde hun, og pegede mod sofaen. Jeg nikkede kort for mig selv, og vendte mig om for at gå.

Jeg halv løb hen til gæste værelset, hvor jeg vidste Justin ville være. Jeg bankede kort på, og bad til at han ville åbne hurtigt. Hvilket han også gjorde.
Jeg gik hurtigt ind, og lukkede døren efter mig.
“Hvad sker der Lilly?” spurgte han, og gik over og satte sig i sengen. “Vidste du godt at Ryan er her?” spurgte jeg. “Ja jeg var over og hilse på ham” svarede han, og virkede afslappet. “Jamen? Jeg troede ikke folk måtte vide du var her?” spurgte jeg forvirret. “Ryan siger det sgu ikke til nogen. Han har ligeså meget ret til at vide at jeg er her, som du havde da jeg lige var kommet” svare han, og lagde sig ned.

Jeg nikkede som svar, og skulle til at gå ud af værelset. “Kommer du ikke lige herover?” kom det fra Justin. Jeg vendte mig om og gik over mod sengen. Jeg lagde mig ned, og vendte mig med fronten mod ham. “Er du klar over, hvor glad jeg er for at måtte bo her?” spurgte han. Jeg rystede bare på hovedet som svar.  Han smilte sit skæve smil, som jeg aldrig har kunne stå for.

“Det der kys før?” sagde jeg nervøst. “Hvad med det?” spurgte han. “Betød det noget?” spurgte jeg nervøst, og begyndte at rode ved min ring. Justin rykkede sig tættere på mig, og lagde en arm rundt om mig. “Selvfølgelig gjorde det det” svarede han. Jeg smilte, men hurtigt overmandede trætheden mig. “Men der kan aldrig blive noget mellem os” sukkede han. Jeg lå helt forvirret, men var for træt til at kommentere det. Tusindvis af spørgsmål fløj rundt inde i mit hovede, men trætheden vandt over spørgsmålende. 

________________________________________

Hvad syntes i om historien indtil videre? :) 
15 Likes for næste kapitel 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...