Atlantis Hjerte: Næste generation

Natiles børn er vokset op i tyranens klør. Jessica hendes datter er dog hendes mor op af dage. Nysgerrig og vilje stærk... Tim finder dog hurtigt ud af at han ikke kan vinde og vil forsøge at tage kontrollen. Vil kongeriget falde eller vil Atlantis krone igen vende tilbage i de rigtige hænder.

0Likes
0Kommentarer
648Visninger
AA

13. En god eller en dårlig nyhed

     - ”Hvor er Andreas?” Spurgte Jessica og James rejste sig.

- ”Han gik. Han sagde der var en der havde brug for ham. En der var bange for at dø. Kan du huske Ginger?” Jessica nikkede og vendte rundt for at gå. Hun havde en glædelig nyhed at fortælle ham, så hun måtte finde ham.

– ”Jessica, hvor skal du hen?” Råbte Atlantico og greb hende før hun kunne gå ud af slottet. Jessica ville ud hun forsøgte at rive sig løs men hun kunne ikke komme fri.

- ”Jeg må der ud, far! Jeg skal tale med Andreas! Han er altid for træt til at høre når han kommer tilbage fra et job. Lad mig gå?” Atlantico rystede på hovedet.

- ”Her på det sidste er du begyndt at opføre dig som et lille barn og Juaqline fortæller mig at du spidser de mest mærkværdige ting. Skal vi have Andreas til at tjekke dig igennem? Sig ikke at du er blevet besat af et barn denne gang?” Jessica smilede og nikkede.

- ”Det kan man vidst godt sige.” Atlantico blev ligbleg og Tiffany der var kommet op fra køkkenet stivnede.

- ”Du er… Venter dig?” Frem stammede Atlantico og Jessica nikkede.

- ”Det er derfor jeg må finde Andreas, han vil være for træt når han kommer tilbage til at høre efter. Hvis jeg fanger ham nu. Er der en chance for at han bliver glad.” Tiffany rystede på hovedet.

- ”Jes, hvis du fortæller ham det nu. Risikere du bare at forstyrre ham i det han skal og så vil det være lige fedt. Det er derfor han har bedt dig om ikke at tage med, med mindre at han har brug for dig. Desuden vil det være for risikabelt at fortælle ham det, for så vil han aldrig lade dig tage med selv hvis det er et genfærd eller dæmon han ikke kan klare alene. Så mister vi ham og vi risikerer også at miste dig.” Jessicas humør dalede og Tiffany fortrød at hun havde fortalt det. Jessica faldt Atlantico om livet og begyndte at græde. Atlantico vidste ikke helt hvad han skulle gøre og kunne næsten se Natalie stå i skyggerne og le over hans latterlige forsøg på at trøste Jessica.

- ”Så… så… Hør, nu finder du Juaqline og fortæller hende det. Vi fortæller alle her på slottet den glædelige nyhed, og beder om ingen fortæller Andreas det. Du må bare love mig at passe på dig selv når du er ude med ham. Vi vil ikke miste nogen af jer, ok?” Jessica lysnede op igen og skyndte sig ud for at finde Juaqline. Tiffany begyndte at le.

- ”Det var ikke så dårligt endda, Deres majestæt. Jeg må sige I klarede den situation med klasse.” Atlantico sendte hende et strengt blik og Tiffany nejede.

- ”Le du bare, Tiffany! Det er ikke nemt at være far når man ingen form for træning har. Jeg gør mit bedste for at holde dem glade. Jeg håber bare ikke at Andreas får det at vide lige med det første. Natalie fortæller at hjertet rører på sig. Der er ved at ske noget stort. En ultimativ prøve for vores unge ven. Det er der han er afhængig af at Jessica er ved hans side. Vi må bare håbe at det ikke sker før Jessica er mor, ellers frygter jeg for at vi mister dem alle.” Tiffany nikkede og gik ned i køkkenet igen for at fortælle dem nyheden, mens Atlantico tog tjeneste folk og Martin. Han håbede på at Jessica ville klare de unge mennesker.

- ”Juaqline? Hvor er du?” Jessica gik rundt i gangene og Juaqline kiggede ud fra et skab med linnedklæder. – ”Jeg har en glædelig nyhed at fortælle dig. Også til jer! Vi skal bare lige fange James i træningshallen. Kom!” Luis og Allan så spørgende på Juaqline der trak på skuldrene. De fulgte Jessica ind i hallen og hun kastede en beskyttelse over rummet for at kunne fortælle de andre hendes nyhed uden at skulle bekymre sig om at nogen andre havde øre på stedet.

- ”Hvad sker der? Jeg troede du var ude for at finde Andreas?” Spurgte James bekymret og Juaqline rørte uroligt på sig.

- ”Jessica, er du helt ok? Skal vi bede Andreas tjekke dig igennem når han kommer tilbage? Spurgte hun og Jessica lo.

- ”Nej, jeg er ikke besat. Jeg er bare glad. James, du skal være onkel.” James faldt bag over og Allan der havde lænet sig op af en stang væltede også. Juaqline åndede lettet op og Luis rejste sig med et stort smil.

- ”Hvilken lettelse. Hvor langt henne?” Jessica trak på skuldrene og så nervøst ned.

- ”Det her skal Andreas vide. Hvor bliver han glad…”

- ”NEJ!” Udbrød James og Allan i kor og Luis tav chokeret. James så forvirret på Jessica der sendte ham et strengt blik. Allan så flovt ned i jorden.

- ”Hvorfor ikke, om jeg må spørge!” Hvæsede Jessica og James sank en klump.

- ”Han vil ikke… Han fortalte os at han håbede det aldrig ville ske. Han siger at der ligger en overnaturlig atmosfære over byen. Han er bange for at der er ved at ske noget slemt. At der vil komme en ultimativ prøve på hans evner og hvis han skal til at være bekymret for dit ve og vel. Han ville ikke kunne gøre det. Det er slemt nok i forvejen når han tager dig med. Jeg vil fraråde at nogen af os fortæller ham det. Ikke endnu. Vi kan kun håbe at der ikke vil ske noget det næste årstid. Eller at det er overstået før du skal føde. Det ville være et helvet hvis det skete mens det stod på.” Jessica tog sig til maven og følte sig pludselig magtesløs. Havde hun vidst det havde hun ikke engang sagt det til de andre. Nu vidste hele slottet det. De ville begynde at holde ekstra øje med Jessica og Andreas ville sikkert også snart opdage det.

- Hvis det er sandt hvad gør vi så? Sådanne ting havner altid med at lave problemer… Måske jeg så bare skulle have en abort?” Nu blev James endnu mere panisk.

- ”Nej Jessica. Det gør du ikke. Vi risikere bare at du dør eller aldrig vil kunne få børn igen. Vi tager det som det kommer og forsøger at takle Andreas når han finder ud af det, selvom der nok vil falde nogle hoveder eller den slags. Vi lovede aldrig at fortælle dig det så det er mig og Allan der vil stå til regnskab ikke jer andre.” Sagde han og Jessica smilede trist. Det her blev ikke helt så glædeligt som hun havde håbet. Nu ventede kun møgfaldet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...