Atlantis Hjerte: Næste generation

Natiles børn er vokset op i tyranens klør. Jessica hendes datter er dog hendes mor op af dage. Nysgerrig og vilje stærk... Tim finder dog hurtigt ud af at han ikke kan vinde og vil forsøge at tage kontrollen. Vil kongeriget falde eller vil Atlantis krone igen vende tilbage i de rigtige hænder.

0Likes
0Kommentarer
644Visninger
AA

12. Besat

     Andreas vågnede med et sæt og en klud fadt ned i hans skød. Hans syn var sløret og en hovedpine der gav genlyd sendte ham tilbage i puderne.

- ”Hvorfor kan jeg ikke bare være normal?” Stønnede han og Simon dukkede op ved hans side.

- ”Hvis du havde været normal ville din veninde ikke være i live og du ville ikke kunne se os.” Andreas sukkede og lagde en pude over hovedet.

- ”Hvorfor er du her stadig? Jeg har ikke brug for en babysitter! Desuden sidst jeg så dig tog du halvdelen af min sjæl. Jeg ville sende jer alle tre af sted hvis ikke det var fordi jeg havde en tank der kørte rundt i hovedet på mig!” Døren gav sig og Simon bakkede ind i skyggerne. Andreas lagde puden og Juaqline smilede.

- ”Velkommen tilbage, Deres nåde.” Andreas satte sig op og så spørgende på hende. Hun satte en bakke og nejede dybt for Andreas der var endnu mere forvirret.

- ”Deres nåde? Hvornår er jeg blevet adelig? Jeg er stadig bare mig!” Juaqline nikkede og slog blikket ned som hun altid gjorde når hun talte med James eller Jessica.

- ”De er måske stadig Dem, Deres nåde, men folket adlede Dem.” Andreas sukkede og lagde sig tilbage i puderne.

- ”Som om min hovedpine ikke var slem nok! Du har min tilladelse til at tale som var jeg din bror. Jeg orker ikke det andet, Juaqline.” Sagde han og Juaqline smilede.

- ”Jeg tænkte det nok! Du vil aldrig kunne tilpasse dig det. Nu skylder James mig en middag! Jeg mener…” Juaqline blev pludseligt rød i hovedet og Andreas vendte øjne. I det samme kom Andreas mor ind og lagde armene over kors.

- ”Ligger du stadig og daser! Kan du så se at komme op! Du har en stram hverdag, unge mand! Sjælene hviler ikke som nogen går og tror! Desuden er der en ung prinsesse der har brug for en hjælpende hånd!” Andreas sprang op, hvilket fik Juaqline til at falde bagover af forskrækkelse.

- ”Undskyld, Juaqline. Jeg glemte at du stadig var her inde. Hvor er James og de andre? Jeg har brug for at tale med dem.” Juaqline rejste sig og smilede.

- ”James var i træningsrummet sidst jeg så ham. Allan og Luis gik rundt i gangene og Jessica sad i biblioteket.” Svarede Juaqline og bukkede før hun gik ud.

- ”Hvad var det for en optræden? Andreas næste gang vær lidt opmærksom! ANDREAS!” Andreas faldt sammen igen da det gik op for ham at han stadig var svimmel. Hans mor så panisk til, uden at kunne gøre noget. Han rejste sig igen og satte sig på sengen.

- ”Mine kræfter er ikke vendt tilbage endnu! Jeg forstår det ikke… Normalt bliver jeg ikke så svimmel? Hvor længe har jeg været her? Siden du jager mig ud af sengen på den måde, mor!” Sagde Andreas irriteret og Natalie dukkede op i stolen.
- ”Du skal nok regne med at du har været her en uge. Du havde meget høj feber og Jessica vågede over dig hele tiden. Hvilket til sidst tog hende. Hun kom først til bevidsthed i går. Jeg ved ikke hvad hun laver i biblioteket på denne tid. Hun er godt forkølet og hoster det meste af tiden. Hun har sjovt nok kastet en eller anden besværgelse over rummet så ingen af os kan komme ind! Jeg ved ikke hvad hun laver kun I levende kan gå der ind. Det bekymrer mig altså!” Andreas rynkede panden og rejste sig igen. Han greb en trøje og gik ud af værelset. Velvidende at hans familie fulgte ham i skyggerne. Han stoppede uden for døren til biblioteket og smilede. Han kunne se den lette barriere der omkransede rummet.

- ”Nu kan I ikke følge mig… Hvordan kender hun til den besværgelse?” Sagde han og Simon fnøs.

- ”Hun har sikkert lært den fra dig, du plejede at sprede den slags som var det almindelige ord og sætninger! Mange af dine venner kunne næsten sende os til paradis. Hører du efter…?” Andreas var gået gennem døren uden at sige et ord mere.

- ”Hjælp! Hvad handler det om Luis! Du skræmmer livet af Jessica!” Andreas listede sig frem mod latteren og smilede da han så de to brødre og Jessica sidde i sofaerne og snakke.

- ”Han skræmmer mig bestemt ikke! Jeg kan ikke huske ret meget fra den aften men jeg kan huske Andreas vrede. Jeg havde aldrig set ham så ophidset. Da jeg så reaperen var jeg chokeret, men ikke bange! Andreas stemme ændrede sig… Der fra er alt tåget til jeg sætter mig op på torvet.” Jessica løftede en gammel bog op på skødet og Andreas stivnede. Hvor havde hun den gamle sag fra? De fleste bøger i biblioteket var ikke mere end tredve, men denne her lignede den Andreas familie havde haft i generationer. Andreas trådte frem fra hylderne og de andre stivnede.

- ”Wow… Så forskrækket må du ikke gøre os, man! Vi er i forvejen på springnings niveau. Jeg var ved at tro magien ikke havde virket! Du ser forfærdelig ud, Dres. Jeg ved ikke hvem der er værst lige nu!” Jessica sendte en pude i hovedet på Allan der så ned.

- ”Har du ingen med følelse! Du kender intet til det at kunne se det andre ikke kan se! Jeg siger jer det var ikke nemt at holde det ud ikke at kunne gøre noget. Der var mange ting der blev mere og mere frustrerende. Hvordan har du det?” Andreas så forvirret på Jessica. Hun smilede men noget sagde Andreas at hun ikke var helt sig selv. Det var forhåbentlig kun forkølelsen der forandrede hende, og ikke den oplevelse hun havde haft.

- ”Jeg har det bedre, men hvordan har I kunnet spærre rummet af. Jeg mindes ikke at have fortalt jer hvordan, eller har hørt at nogen anden skulle have haft muligheden.” Jessica smilede og vinkede ham hen til sig.

- ”Jeg vidste ikke at mine forældre kendte et medium. Den gamle kvinde døde for nogle år tilbage og har interessant nok sendt denne bog til min mor, men da hun var død og ingen anden var her til at tage imod, gemte Leonora den. Nu hvor der er lidt ro på fandt hun den på en af hylderne. Hun mente at den ville være passende til dig. Undskyld at vi læste lidt i den. Jeg var bare ved at blive paranoid af at føle jeg blev overvåget konstant. Her inde kan jeg være i fred.” Andreas smilede og satte sig ved siden af hende.

- ”Det vil måske nok virke mod de almene ånder, men hvis vi ser på de lidt farligere… En poltergejst for eksempel. Den lille mur vil ikke holde dem væk, men det er fremskridt. Du skal bare kombinere den med det her. Andreas hævede hånden men kunne ikke fremkalde sine evner, da hans hovedpine bombarderede hans hoved. Han tog sig til hovedet og lagde bogen.

– ”Undskyld jeg er ikke kommet mig helt over mit møde med reaperen. Jeg har en bombe af en hovedpine…” Jessica begyndte at hoste og de andre stivnede. Hun kunne næsten ikke få vejret og Andreas lagde en hånd på hendes pande.

- ”Jeg ved det… Jeg har stadig feber. Gispede hun og Luis lagde armene over kors.

- ”Du sagde du var rask! At det ikke var andet end resterne af din ”flue”. Jeg fatter ikke at vi troede på dig!” Sagde Allan og Jessica sendte dem alle et af sine blikke.

- ”Jeg er rask! Der er ikke mere at rafle om! Jeg vil ikke have at I eller min bror begynder at pylre som en anden mor! Jeg er ikke en pige i nød! Jeg kan klare mig selv.” Andreas gned sine øjne og så igen på Jessica der havde en underlig mørk aura. Var det det hans mor havde ment med at hun havde brug for hjælp? Var der mere end en sjæl i Jessica? Andreas rystede på hovedet og tog Jessicas hånd.

- ”Hvis jeg var dig, ville jeg nu alligevel gå op i seng. Jeg vil helst ikke til at lege med en reaper igen lige med det første.” Sagde han og Jessica sukkede.

- ”Du har nok ret. Jeg burde nok lægge mig lidt… Jeg vil ikke høre fra det! Sagde hun og Andreas bed sig i læben. Der var et eller andet galt med Jessica. Et eller andet fik hende til at skifte sind. Det ene øjeblik var hun blid og svag, det næste var hun oprevet og hård. Da hun var gået fjernede Andreas besværgelsen over rummet og hans familie dukkede op. Allan stivnede da han mærkede en hånd glide over sin skulder og Luis sank en klump da Andreas mor hviskede i hans øre.

- ”Jeg ville hellere gå hvis jeg var jer. Jeg har et arbejde der kalder… I skulle nødig fanges i krydsilden.” Sagde Andreas og de to brødre skyndte sig ud. Simon smed sig i stolen overfor Andreas og hans mor satte sig på armlænet, mens hans far stillede sig bag dem.

- ”Hvad er jeres rolle i det her?” Spurgte Andreas og hans mor smilede.

- ”Vi er her for at føre staklerne af sted når de accepter deres død. Vi skal være bindeled mellem dig og reaperne, da du bandlyste dem fra dette sted. Vi er også deres sendebude i forhold til ordre oven fra. Der er en lige nu lige her på slottet. Det tror jeg også at du bemærkede.” Andreas nikkede og skævede til døren.

- "Den er ved at overtage Jessica. Hendes egen sjæl er ved at fordampe i hendes krop, mens den anden er ved at fylde de tomme huller." Simon nikkede og Andreas tog bogen der lå åben foran ham. Denne bog var fuldkommen magen til den han huskede fra da han var barn dog med lidt flere sider og en del ældre. Han smilede og slog op på den side han ville have. Det var som om bogen selv vidste hvilken side den skulle finde. Det huskede han også fra familiens bog. Han begyndte at læse om besættelser. Der var bare ikke den mest brugbare oplysning om hvordan man forhindrede det. Denne bog kendte ikke til bekæmpelse eller den slags. Det var en form for leksikon ikke andet. Andreas sukkede.

- ”Nu ved jeg da hvad jeg er oppe imod, men hvordan stopper jeg hende. Det tyder på at hun er nået til andet stadie. Benægtelse… Det er der hvor de to sjæle kæmper om besiddelse af hjernen og dens funktioner. Man opdager som regel først at personen er besat efter tredje stadie, når det er for sent. Derefter er der ikke andet at gøre end at dræbe personen. Nu ved vi at vores ven er i Jessica. Ved vi hvad han eller hun hedder? Eller hvor han eller hun kommer fra? Hvorfor han eller hun er her?” Andreas familie rystede beklagende på hovedet og Andreas sukkede. – ”Jeg kan ikke bruge mine evner lige nu, men forhåbentlig vil han finde ud af at jeg er efter ham og forlade Jessica før det er for sent. Eller også vil han bruge hende til at stoppe mig. Vi må bare tage det som det kommer.” Sagde han og de andre nikkede. Dagene blev ikke nemmere efterfølgende. Jessica blev kun værre og værre de andre troede bare at hun overanstrengte sig men Andreas vidste bedst. Det begyndte dog at skræmme ham. En af dagene hvor Jessica var besvimet havde han set hendes sjæl og en anden forlade kroppen i få sekunder. De var i hård kamp.

- ”Kan vi ikke komme der ind? Er der ikke en måde at hjælpe hende på! Jeg kan ikke miste hende igen og specielt ikke fordi jeg ikke gjorde mit pligt! Jeg kan ikke finde mine kræfter. Hver gang jeg forsøger mig får jeg migræne. Det er ved at være for sent at gøre noget!” Andreas vandrede frem og tilbage i værelset som en løve i et bur. Hans familie forholdt sig tavst, hvilket irriterede Andreas yderligere. – ”Hvem er det? Jeg ved I ved det! Er det en af jeres? En I ikke fik sendt af sted? En der er vendte tilbage!” Andreas mor rørte uroligt på sig og Andreas stivnede.

- ”Han kom aldrig af sted, gjorde han? Selv ikke alle sjæle der fik sin hævn kunne holde ham bundet? Er det Timothy?” Simon nikkede næsten usynligt og Andreas skyndte sig ud. Hvis det virkelig var Timothy ville intet kunne stoppe ham før hele den Atlantianske kongefamilie var ude af billedet. Han stoppede ved hjørnet før Jessicas værelse, da han så hende gå ud. Hun gik tungt men lydløst, hvilket gjorde de mørke gange mere skræmmende. Hun lignede et spøgelse i sin hvide kjole og i hånden havde hun en kniv. Andreas stivnede. Timothy ville have hende til at dræbe dem? Hvorefter han højst sandsynligt ville lade Jessica begå selvmord.

- ”Nej, Jessica!” Lød det fra James da hun kom ind til ham med hævet kniv.

– ”Jessica, det er mig! James! Hvad er der dog med dig! JESSICA!” Andreas åndede lettet op. James havde da i det mindste været vågen. I det samme lød der et skrig og Andreas skyndte sig mod rummet. Juaqline var blevet ramt af kniven og tog sig nu til armen. James forsøgte at holde sin søster på af stand af sig med en stol men Jessica fortsatte ufortrødent. Andreas hævede sin hånd og Jessica stivnede, da hun mærkede faren. Hun vendte sig og væltede Andreas i forbi farten. James satte sig på hug ved Juaqline der rystede vildt og tårerne trillede af hendes kinder.

- ”Hvad var det lige der skete der?” Spurgte James og bandt et klæde om Juaqlines sår. Andreas sukkede.

- ”Det var Jessica, eller den der gør et forsøg på at styre hende. Din søster er besat og har været det længe. Det er det der gjorde hende syg. Da hun vendte tilbage i sin krop var der en anden sjæl der var ved at indtage den tomme skal, det der er ved at ske nu er at den der har overtaget har et horn i siden på jer. Han vil bruge Jessica til at gøre arbejdet hvor ”hun” sandsynligvis vil begå selvmord. Folk i byen vil tro at hun har gjort det og bandlyse alle der stadig vil støtte kongehuset. Mig, Juaqline og BattleStar i al almindelighed.” Svarede Andreas og tog sig til hovedet. – ”Den eneste måde at stoppe det her på er at skille de to sjæle ad. Det vil kræve endnu en kræft anstrengelse og for at være ærlig kan jeg ikke klare det endnu. Jeg er ikke kommet mig over reaperen endnu! Det jeg gjorde før var bare for at skræmme dem! Hvis ikke havde en af jer ligget i blod lige nu! James greb Andreas arm.

- ”Du kan rede hende, ikke? Min søster vil ikke dø igen, vel? Jeg vil ikke miste hende igen, Andreas! Det bliver over mit lig.” Andreas sukkede.

- ”Hvis du ikke giver slip bliver det over jeres begges! Jeg vil gøre hvad jeg kan. Du er ikke den eneste der ikke vil miste hende igen, at du ved det!” James så ned og slap Andreas for sammen da et skrig der mindede om Tiffanys flænge luften. Han skyndte sig mod skriget og fandt igen Jessica med hævet kniv gå mod Martin der forsøgte at holde Tiffany bag sig. Brødrene og Atlantico kom løbende men Andreas hævede en hånd for at stoppe dem. Han mærkede igen den utæmmelige vrede han havde følt mod Timothy og reaperen. Hvad var det reaperen havde hvisket? Din vrede er din styrke. Du må lære at styre din vrede ellers vil du fejle! Andreas tog en dyb indånding og lod kræften komme. Vreden fyldte hans krop med utrolig kræft og Jessica stivnede. Hun vendte sig mod Andreas og skulle til at løbe da han hævede sin hånd og indkapslede hende i en sjælekasse, som hans mor kaldte den. Den kunne ikke ses men føles… Jessica hylede og hendes krop faldt slapt til jorden. Timothys sjæl stod nu og svajede i kassen med en kniv i hånden. Andreas hold fast i ham men det var ikke nemt.

- ”Ikke dårligt fra en nybegynder. Jeg er bare ked af at sige dine evner er ikke kraftige nok til at holde mig. Jeg kan allerede nu mærke den svækkes. Timothy havde ret, men Andreas ville ikke give op. Han måtte forsøge. For Jessica og de andre! Hvis ikke han holdt ud ville Timothy få rig lejlighed til at gøre arbejdet færdigt. Jessica begyndte at røre på sig. En underlig stemme kom fra hende. En næsten utydelig lyd men hun sagde samme vers om og om igen. Timothy stoppede brat og begyndte at ryste. – ”Hvordan? Du burde ikke kunne gøre det! Du ejer ikke de evner! Stop tøs! Argh!!” Andreas sank en klump da hans kasse blev suppleret op med en barriere. Den samme barriere Jessica havde brugt til at holde ånderne ude af biblioteket. Hvilket betød at kassen var blevet forseglet. Timothy ville ikke kunne komme ud af den i meget lang tid. Timothy var måske ikke fjernet, men fastlåst det var han. Andreas gik i knæ og hans familie dukkede op ved siden af kassen hvor Timothy stod og bankede på et usynligt glas.

- ”Ikke spor dårligt. Jeg havde ikke regnet med at et almindeligt menneske kunne gøre det, men det at du kan min kære er nok på grund af den oplevelse du har haft. Du har jo været død og det at du vendte tilbage gav dig nok lidt af den evne. Det vil måske blive en meget stor hjælp for Andreas i sidste ende. Det er nok derfor du har den.” Jessica smilede svagt og trak sig hen til en stol som hun derefter trak sig op i. Andreas familie tog et godt tag i kassen.

- ”Nu bliver han der, ikke? Jeg vil helst ikke skulle til at bruge så mange kræfter igen. Ikke lige med det samme.” Andreas mor lo.

- ”Du behøver ikke bekymre dig, Andreas. Du brugte mange flere kræfter nu end før og du er ikke faldet om. Dine evner udvikler sig som du bruger dem. Din hovedpine vil stadig komme, men det er kun fordi du bruger alle din krops funktioner til at betvinge. Det tager på energien. Dit hoved fortæller dig at du skal tage det lidt med ro efter en sådan tur. Det vil blive slemt alt efter hvor meget du trækker på kræften. I en sådan her situation vil drive din hovedpine til bomben som du så fint kaldte det. Vi ses senere. I to bør hvile…” Så forsvandt de og presset der havde været over slottet siden Andreas var vågnet forsvandt. Andreas lukkede øjne og smilede.

- ”Ro! Absolut ro! Igen der river i mig. Ingen der jager med mig. Ingen pres… Dermed ingen sjæle der ikke skal være her.” Sagde han og Jessica begyndte at le, mens hendes tårer trillede ned af hendes kinder.

- ”Hvordan kunne du vide at jeg ville gå efter dem? Jeg syntes ikke at det var så tydeligt hvad han ville.” Sagde hun hæst og Andreas trak på skuldrene.

- ”Jeg vidste det faktisk ikke. Jeg gik ud for at se om jeg havde ret i at du var besat af ham, da jeg så dig gå ud med kniven. Derefter skete det altså bare. Jeg håbede bare at det ikke var for sent. Jeg vidste fra første dag jeg mødte dig, efter jeg var vågnet, at der var noget galt. Du havde en let mørk aura, hvilket som regel er noget skidt. Du må have kæmpet bravt mod ham. Du blev jo syg." Jessica nikkede og tog sig til hovedet.

- ”Jeg har stadig feber, men nu skulle den falde. Jeg håbede faktisk at I regnede det ud da jeg fortalte jer jeg havde feber og derefter skældte jer ud! Det ville jeg normalt ikke gøre." Allan hævede det ene øjenbryn.

- ”Vi har ikke kendt dig så længe Jessica, hvorfra skulle vi vide hvad du ville gøre eller ikke…” Spurgte Luis og Andreas rejste sig for at gå.

- ”Jeg går op for at sove. Jeg har ikke brug for at blive kaldt med mindre der er noget grueligt galt.” Han rakte hånden frem mod Jessica der tog imod den.

– ”Jeg lægger en beskyttelses mur over dit rum så du vil kunne blive fri. Jeg regner ikke med at der kommer flere, men for at være sikker.” Hviskede Andreas da han var ved at gå fra Jessicas værelse.

- ”Andreas, bliver du ikke lidt? Jeg har ikke lyst til at være alene. Jeg er bange for at hvile… Jeg er bange for at forlade dig igen. Jeg frygter at jeg bliver angrebet eller dør… Andreas, jeg beder dig, forlad mig ikke.” Andreas stivnede og vendte sig mod Jessica der sad og græd. Hun var oprigtigt bange for at dø igen. Hun ville ikke være alene. Andreas smilede og kastede beskyttelsen over rummet.

- ”Jeg kommer lige om lidt. Jeg vil bare lige hente mine ting.” Jessica nikkede, men var ikke helt tryg ved tanken om at han lod hende alene. Andreas ventede til han var sikker på at de andre var gået i seng før han listede ud med et tæppe og pude for at kunne ligge inde hos Jessica natten over. Jessica for sammen da Andreas kom ind. Hun havde ikke rørt sig i den tid han havde været væk og hun så nervøst ned. Andreas smilede og satte sig ved siden af hende.

- ”Jeg kan ikke finde hvile. Jeg føler mig så træt, men jeg er så bange for at der skal ske noget af det samme igen. Jeg er så bange. Jeg kan stille mig op for de andre uden at afsløre min frygt, men du ser alt jeg er. Du ved når der er noget galt med mig og om jeg skjuler noget. Jeg kan se i dine øjne at du ved det. Du siger intet, men du ved det.” Andreas nikkede og lagde armene omkring hende.

- ”Jeg ved det, fordi du lader mig se det. Du ved jeg forstår dig bedre end de andre. Du håber at jeg kan lindre din smerte, men det kan jeg ikke. Jeg kan støtte dig, men ikke ændre det der er sket. Du er nød til at acceptere det og leve med den styrke det kan give dig!” Jessica trak sig væk fra Andreas der sukkede.

- ”Elsker du mig?” Andreas stivnede. Jessica mødte hans blik. – ”Elsker du mig? Eller er jeg som din søster? James siger at du ser mig som din søster det er derfor du er så god imod mig. Nu vil jeg vide det." Andreas hjerte gjorde et hop. Havde James fortalt Jessica at Andreas kun kunne lide hende som en søster? Og den person kalder man sin ven! Andreas sank en klump. Sjæle og ånder var en smal sag i forhold til at fortælle en skræmt prinsesse at du kunne lide hende. Andreas rejste sig og begyndte at gå nervøst rundt. Jessica sad og betragtede ham inderligt. Hun ventede kun på svar. Lige nu ville Andreas ønske han kunne spole tiden et par minutter tilbage.

- ”Behøver du at vide det lige nu? Jeg mener det kunne være at…” Jessica så væk og Andreas følte det som et slag. Hun troede at han havde svaret ja til at James havde ret, men det passede ikke. Hvis min vrede er min styrke, hvad er mine andre følelser så? Svagheder!

- ”Undskyld, jeg bragte det på bane. Jeg kunne bare ikke holde til det længere. Jeg elsker dig.” Andreas stivnede og mødte Jessicas blik. – ”Jeg havde håbet på at du ville være her fordi du ville være med mig, ikke for at beskytte mig.” Andreas sank en klump. Jessica sad lige frem og tilbød sig. Hvilken redelighed… Han ville have gjort alt for at være med Jessica i mange år, men nu hvor han vidste at han kunne få opgaver på de mest utålelige tidspunkter var det svært at tage imod tilbuddet.

- ”Det er ikke rigtigt hvad James siger, Jessica. Jeg kan virkelig godt lide dig. Det er derfor jeg ville gå i døden for dig. Det er ikke fordi jeg ikke vil være med dig, men mit liv vil blive besværligt at leve frem over. Jeg kan blive sendt ud på de mest utålelige tidspunkter.” Jessica rejste sig og tog hans hænder.

- ”Så hvorfor stoppe nu? Nu har du ingen opgave eller den slags og du sagde selv det her rum var sikret… Så hvorfor ikke tage chancen nu? Jeg er lige her… Vi ved ikke om der er en dag i morgen eller om der er hundrede år endnu! Hvorfor ikke gøre det nu?” Andreas blev tør i munden og tog dybe vejrtrækninger. Han kunne ikke holde trangen ud. Han var jo trods alt kun et menneske, men hvad ville der ikke ske med ham hvis de andre fandt ud af hvor han havde tilbragt natten? Og så hvis Jessica fik som hun ville? Andreas trak sig tilbage og tog Jessicas hænder.

- ”Jeg kan ikke gøre det. Det er ikke fordi jeg ikke vil, jeg har bare ikke lyst til at få hovedet revet af, hvis din familie skulle finde ud af at jeg brugte beskyttelsen for personlig vinding og ikke at forglemme min egen." Jessica smilede og omfavnede ham.

- ”De kan gøre hvad de vil. Jeg ved hvem du er og jeg ved hvad de tænker. Jeg er lige glad. Jeg elsker dig og vil have dig…” Andreas kunne ikke holde ud at trække sig tilbage. Han tog blidt om Jessicas skuldre og kyssede hende. Han ville ikke lade endnu en dag gå. Måske havde han ikke den chance igen. Han ville gribe den mens den var der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...