Love under the moon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang
Jake lever et helt normalt liv. Jake er 17 år gammel men det har han været i 100 år. Jake går i High school alt ånder fred, men alt ænder sig da han bliver forelsket i varulv pige. Varulve og vampyr har altid været fjerner. Jake ved ikke hvad han skal gøre. Han ved at man ikke må elske en varulv.

1Likes
0Kommentarer
562Visninger
AA

3. Kapitel 3

Måneder gå og jeg kan ikke komme mig over mit tab af James og Hailey. At de rejste uden mig. Jeg har tabt mig selv for jeg ikke længere den vampyr som jeg plejer. Men jeg prøver ikke at tænke mere over det. Det har været en stor forandring i mit liv. Skolen er kedeligere når James ikke er har. Jeg mistede det, jeg har mistede dem, mistede mig selv. Men selv alt virker sort og uforandringligt, har jeg været for blind til at se. Den pige der altid var der for mig. Fra den dag vi mødes, Lucy. Jeg er begyndte at få følelser for Lucy. Hende og hendes smil kan vende hele min dag om, fra alt det negative til at se positiv på det hele. Lucy kan lyse hele dag min dag. Men jeg tro uheldigvis at jeg kommet i hendes vennerne zone. 

Alle fyrer kender den zone, den man bare ikke gider at være i. Men Lucy har inviteret mig med til middag hos hende og hendes familie. Hvilket jeg takker pænt ja til. Det kunne jo være at man kunne vinde familiens tillid. Lucy er meget smuk, med hendes mellemlange sorte hår og hendes gråbrune øjne, hun lider en engle, noget fra en drøm, man havde en gang. Lucy er ikke bare dejlig at se på, hun har også en fantastisk personlighed, hun er venner med alle, nogle bedre end andre, nogle som mig. Alt ved Lucy er perfekt ind til den dag hvor jeg opdager hendes hemmelighed. Alle har en hemmelighed, det gælder jo også mig. Men hendes kunne jeg ikke forstå. Lige fra den dag hvor jeg blev inviteret med hjem. Og fandt ud af hendes familie er varulve.

Jeg kan stadig ikke kommer mig over at Lucy måske er en af DEM! Jeg prøver at lave noget andet imens men jeg kan ikke. I det sekund opdager jeg at jeg ikke har været inde på James værelse siden, han forsvandt. Jeg glemmer i 10 minutter ALT, og går der ind. Der ligger en bog ved sengen, foran stå der : Til Jake

Jeg sætter mig ned på seng rimeligt hurtigt, og sidder nu med bogen i hånden. Derfor gik James ind til sig selv for at skrive denne bog, hvad var det, han vidste som vi andre ikke gjorde, hvorfor så han så alvorlig ud. Hvorfor opdager jeg det ikke før, kunne jeg ænder skæbnes gang, er det min skyld at Molly er død. Var det derfor James ikke lod mig gå med?? 
Alle mine tankere om før, nu og fremtiden er pulselig helt væk, det der før gik mig på, min vrede, var det for intet? Jeg sidder stadig med bogen med uden at have åbent den. Der alt for mange tankere i mit hoved, og mine tankere er over det hele. Og lige i det, hvor jeg åbner bogen, er der helt stile, ikke en lyd, ikke en tanke fra mit hoved. Jeg åbner bogen, og begynder at læse. Pulselig forstå jeg det meste af hvad James prøvede at fortælle mig. Stor set blev alle mine spørgsmål blev besvaret. James forklarer at noget uforudseligt er på vej, og hvad der end sker, er det ikke min skyld, men hans. James vidste ikke hvad der kom, bare at der kom noget, der for så han så alvorlig ud. Han skulle finde på noget at sige, uden at vi vil farer op. ALT DET PRES! Og et dødsfald. Ligger på hans skuldrer. 

Jeg måtte gør noget bevise at vi kun leve i fred, men alt tyder på krig. Krig mellem vampyrer og varulve. Jeg huske en af de love vi har : du må aldrig elske en varulv/vampyr. Det er den eneste lov som vi har tilfældes. Fra tiderens morgen prøvede man at leve i harmoni. Ind til to fra hver slags blev forelsket. Det endte næsten men blive vores undergang. Man må lære af de fejl, man laver, så man ikke laver dem igen. Der måtte være en udvej. For jeg var forelsket i Lucy, jeg er ligeglad med at, hun er en varulv. Jeg elsker hende og gråbrune øjne og den måde hun kigger på mig. Hun får mig til at føle mig ung og menneske. Og der er måske en vej, for os til at være sammen. For hvis jeg husker rigtig, er jeg jo kun halv vampyr. Måske hjælper det at jeg også er menneske. Der altid en vej for kærligheden, Love will always find a way. Måske er det også tilfældet her. For det min historie, og jeg kan ændre den regel. 

 

Måske er der en chance for os. Mig og Lucy er endelig kommet ud af venner zonen. Vi er stor set altid sammen, men nej, vi har ikke kyset i nu. Lucy er det mest bilde væsen jeg nogle side har mødt. Det helt uundgåeligt ikke at elske hende. Men er det, det værd? At starte en krig bare fordi man blev forelsket i en varulv, en pæn varulv. Jeg må fortælle hende det, fortælle at jeg også har en stor hemmelighed, skal jeg? Ja, jeg må fortælle hende det og det jeg ved om hende eller hendes familie.

Skole næste dag bliver vækket kl. 7 som jeg plejer af min vækkeur, står op og gør det alle normalt gør, når man vågner. Nu hvor jeg halv menneske kan jeg spise menneske-føde. Om morgen, middag og aften. Hvis man kan undgå et dødsfald, gør jeg det gerne. Af sted mod skolen eller Lucy. Møder op så jeg lige kan nå at komme til tiden. Dagen starter som alle andre onsdage, engelsk først derefter matematik og efter det er der pause. Tid til at fortælle Lucy sandheden. Det fortjener hun. Vi finder et sted, hvor vi kan være alene. Jeg ville jo gerne starte med fortælle hende, hvad jeg ved. Men lige inden jeg vil sige det til hende, siger Lucy

"Hør. Der er noget jeg skal fortælle dig, og jeg ved ikke hvordan uden at du mister dine følelser for mig......"
Hun stopper op og ser meget ked af det. Hvor jeg afbryder og siger
"Du er en varulv"
Hun kigger mærkeligt på mig som om at jeg har gjort noget forkert. "Hvordan vidste du det?" siger hun meget lavt.

"Jeg har vidste siden, jeg var hjemme hos dig. Da jeg skulle på toilet, hørte jeg, din far og din storebror snakke sammen. Omkring jer alle, hvor de sagde varulv mere end en gang. Det for mig ikke til at hade dig, jeg elsker dig lige så højt, som jeg gjorder første gang, jeg så dig. Ingen kan ænder de følelser, som jeg har for dig.

"Jeg har også noget, du skal hører" jeg holder en lille pause før jeg går videre, men inden da afbryder hun mig og siger "Du er vampyr, ikke?"
Jeg ser overraskede på hende, hvordan vidste hun det, men svarer hurtigt "KUN halv" 

Hun kigger på mig "Jeg troede at varmulven, var uddød"
"Varmulven?"
"Ja, det er hvad man kalder jeg som er halv/halv. Halv vampyr, halv varulv. Varmulv"
"Nej, jeg ret sikker på at jeg er halv vampyr og halv menneske"
"Det er du ikke, ellers vilde jeg kun lugt det"  

 

Jeg løber væk fra alt, væk fra hende. Jeg kun ikke forstå det. I så lang tid har jeg spurgt mig selv om, hvorfor James forlod mig, og nu har jeg et svar. Jeg er halv varulv. Hvordan kan det overhovedet, lad sig gøre? Lucy kom løbene hen til mig. Hun fortalte mig alt hvad jeg skulle vide lige nu. Omkring mit nye jeg. Og jeg stolede på hende, jeg stoler stadig på hende. Hun har været der gennem alt. Jeg blev inviteret med hjem til hendes familie. Lucys far Kyle fortalt mig at et bid normalt dræber en vampyr. Men at jeg var den første, der overlevet et bid. Den første af min slags, den eneste af min slags, og at dette vil blive stort.  Han snakkede meget om at jeg var speciel. Og om at der kom flere af mine slags. Og at jeg skulle kig mig om før jeg gik.

Jeg tænkende meget over det, han havde sagt til mig, da jeg gik på vej hjem. James havde jo efterladt mig for denne grund og mordet på Molly, gjorde ting meget være. For man kun ikke undgå den krig der vil komme, spørgsmålet var hvilken siden, var jeg på. James har lært mig alt, han er som en far for mig, men alligevel han efterlod mig bare. Og på den anden side var der Lucy, hele det var grund nok til at vælge den side, men det virkede lidt for oplagt. Hende og hendes familie, var der for mig, især hendes storebror Daniel, har lært mig, hvordan man er en varulv.

Valget virker lidt oplagt, men det var det jeg følte var rigtig. Puls jeg ikke kun finde en fejl som var stor nok til at sig nej. Hvis de overhovedet havde nogle fejl. Jeg husker tydeligt da jeg skulle forvandle mig om det en ulv, alle fik et kæmpe chok, fordi ikke nok med, at jeg overlevet et varulvebid, var jeg hvid som ulv, hvilket var meget, meget slængt. Fordi krigen vil komme. Alle mine tænker var overalt, især omkring Molly. Som ikke længere var hos os, jeg savnede hende. Hun var den eneste jeg kendte som var vampyr og yndere end mig. Molly så op til mig, jeg håber at gøre hende slot over mig. Hun betød meget i mit liv. Jeg savner at lægge og putte med hende. Jeg nået ikke længere for så var jeg hjemme. Jeg låste døren op og da jeg gik ind, så jeg til min store forventning James sidde på sofaen.   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...