Smykket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2015
  • Opdateret: 6 maj 2016
  • Status: Igang
Da Kate og hendes søskende, Peter og Rosie under anden verdenskrig kommer til at bo hos sin morfar, sker der nye og spændene ting for Kate. Hun bliver gode venner med sin Kusine Abigale, som også bor hos morfaren, hun finder et magisk smykke, som opfylder hendes ønsker når hun har det på og hun bliver for første gang i sit liv, forelsket. Men en dag går det grueligt galt og kun Kate kan gøre det godt igen. Men hvad gør man lige, når man ønsker sin kusine langt væk og det eneste der kan få hende tilbage igen, er et smykke der på mystisk vis er blevet stjålet? ...

8Likes
18Kommentarer
1423Visninger
AA

8. "Jeg hader dig! Jeg ville ønske du bare forsvandt! "

Sommeren nærmede sig og det samme gjorde Kates fødselsdag. Planlægningen var allerede gået i gang, selvom der var en måned til selve dagen.
”Mit barnebarn skal have en ordentlig fødselsdagsfest. ” Svarede Morfar, da Kate spurgte hvorfor de skulle så tideligt i gang. Der var også mange der allerede var begyndt at spørge ind til ønsker. Men problemet var, at Kate ikke vidste hvad hun ønskede sig.
”Kom nu. Du må da ønske dig ét eller andet. ” Havde Abigale sagt en dag de var nede og bade.
”Altså der er faktisk én ting jeg ønsker mig. ” Svarede Kate stille. ”Men det kommer nok aldrig til at ske. ”
”Jo kom nu, hvad er det? ” Abigale havde set nysgerrigt på hende.
”Jeg ønsker mig Bella. ” Den lille hareunge havde fyldt meget i Kates liv for tiden og de var blevet rigtig gode venner. Abigale var stille lidt.
”Javel ja. ” Sagde hun så og den samtale var afsluttet.


***


Det var dagen før Kates fødselsdag og hende og Jaden sad på et tæppe ved vandfaldet. De havde medbragt en kurv med mad og nu sad de, side om side og spiste en sandwich. Jaden havde inviteret Kate med derud, så han kunne give Kate hendes gave. Han kunne nemlig ikke komme til hendes fødselsdag og ville også gerne give hende gaven, uden der var nogen til stede.
Da de havde siddet lidt tid, fiskede Jaden en lille pakke op af lommen, som han rakte til Kate. Den var hård og firkantet og pakket i guldfarvet gavepapir.
”Åben den! ” Sagde Jaden og Kate begyndte stille at tage papiret af. Da hun havde fået pakket den op, sad hun med en lille sort æske i hånden. Hun åbnede den og gispede.
I æsken lå den sødeste halskæde hun i sit liv havde set. Den havde en kæde af sølv og fra den hang et lille rødt, glashjerte. Hun så op på Jaden der kiggede forventningsfuldt på hende.
”Nå. ” Sagde han. ”Hvad syntes du? ”
”Jeg elsker den! ” Hviskede Kate og faldt Jaden om halsen.
”Jeg ved godt at den ikke er lige så sej som dit ønskesmykke, men alligevel. ” Sagde Jaden da de trak sig væk fra hinanden. Kate så forvirret på ham.
”Det er da lige meget! Jeg elsker den! ” Dagen efter at Kate havde fortalt Abigale om halskæden, havde hun også sagt det til Jaden. Så nu var de tre der vidste det. Eller fire, for af en eller anden grund, vidste Fanny det jo også.
Da de havde spist færdig rejste de sig og gik hjemad. Ved kanten af skoven kyssede de som sædvaneligt hinanden farvel, hvorefter de gik hver sin vej.


***


På sin fødselsdag vågnede Kate, ved at nogen sang for hende. Hun glippede et par gange med øjnene i det skarpe lys og åbnede dem helt. Ved hendes side stod Rosie, Peter, Abigale og Morfar. Hver af dem havde et flag i hånden, men ud over det bar Abigale en bakke med noget der lignede morgenmad og Morfar bar på to pakker. Kate satte sig op i sengen og så smilende på dem, imens de sang færdig. Da de var færdige sagde Morfar:
”Tillykke med fødselsdagen Kate. ”
”Tak. ” Smilede Kate. Abigale satte bakken foran Kate på sengen. Den var dækket med en tallerken med en bolle, et glas juice, et flag og en kuvert hvorpå der stod:


Til Kate


Hun genkendte håndskriften som Abigales. Morfar satte de to pakker ved siden af hende. Den ene var en mellemstor, blød, firkantet pakke. Den anden var en stor kuglerund pakke. Kate startede med at åbne kuverten. Hun foldede brevet der var inden i ud og læste:


Kære Kate.


Først og fremmest vil sige hjertelig tillykke med din 15 års fødselsdag. Jeg håber du vil syntes rigtig godt om den, selvom du jo ikke kommer til at holde den derhjemme. Jeg vil i hvert til fald gøre mit, til at det bliver en uforglemmelig dag.
Der her brev bliver ikke helt vildt poetisk, men jeg vil bare sige, at siden du kom, har jeg følt mig så meget gladere. Før jeg mødte dig, var jeg altid en meget stille og indelukket pige, der ikke havde nogen venner og som ikke lavede andet, end at lukke sig inde på sit værelse, og læse bøger og digte, og lave lektier.
Men så kom du, og det er jeg dybt taknemmelig for. Du har lært mig, hvad det vil sige at have en ven, én man kunne dele alt med, og snakke med, når man har det svært. For sådan en ven er du Kate, og du aner ikke hvor meget det har betydet for mig. Så jeg vil egentlig bare sige tak.
Nu til noget helt andet.
Jeg har tænkt meget over det du sagde, den dag jeg spurgte dig hvad du ønskede dig i fødselsdagsgave, og jeg er kommet frem til en beslutning; jeg vil gerne ”forære” dig Bella. Jeg ved hvor meget hun har betydet for dig på det sidste, og jeg syntes, at du skal have fornøjelsen af at tage dig af hende. Så du må gerne få hende. Det tror jeg også, hun bliver rigtig glad for.


De kærligste hilsner Abigale 


Da Kate var færdig med at læse brevet, kunne hun ikke lade vær’ med at få en klump i halsen. Det var nok det sødeste brev, hun nogensinde havde fået. Hun gav Abigale et kæmpe knus og takkede hende mange gange. Så tog hun en bid af bollen og tog fat i den bløde pakke. Den viste sig at indeholde en hvid T-shirt med et mønster på og et lyserødt pandebånd. Pandebåndet så meget fint ud, faktisk så det ud som om det var et man havde på til fine fester.
Kate blev meget glad for tingene og takkede mange gange, for derefter at åbne den runde pakke. Da hun havde fjernet papiret, sad hun med en rund, lyserød æske med hvide prikker. Nysgerrigt tog hun låget af. I æsken lå der et lyserødt stykke stof. Hun så forvirret op på de andre.
”Tag den op! ” Sagde Peter. Kate gjorde hvad han sagde og et øjeblik sad hun bare og stirrede på det hun havde i hænderne.
I hænderne havde hun den flotteste kjole hun nogen sinde havde set. Den var lavet i lyserødt silkestof og kanten var prydet med en hvid blonde. Den var syet ind ved livet og havde trekvart ærmer. Foran gik den ned i et V. Den var så fin og så enkel og det var den pæneste kjole hun nogensinde havde set. Da hun kiggede ned i æsken igen, så hun at der lå et par lyserøde ballerinaer i samme farve som kjolen.
”Tusind tak! ” Sagde hun taknemmeligt, hvorefter hun stod ud af sengen og krammede dem alle sammen, én efter én.


***


Senere samme dag, stod Kate foran spejlet på badeværelset og vendte og drejede sig, så hun kunne se sig selv fra alle vinkler. Hun var iført den lyserøde kjole, de lyserøde ballerinaer og pandebåndet som hun havde fået i fødselsdagsgave. Hun var meget smuk, hvis hun selv skulle sige og hun fik en klump i halsen, da hun kom til at tænke på Jaden, som ikke kunne komme og se hende, i hendes nye kjole. Et kvarter efter kom alle gæsterne og det var kun et par stykker, som Kate kendte, eller bare havde set før. Hende, Abigale, Peter, Rosie og Morfar, stod alle sammen klar og tog i mod gæsterne. Og hver og én kommenterede på hendes nye kjole.
Da de sidste gæster var ankommet, begyndte middagen. Kate havde naturligvis bestemt menuen.
Efter middagen, hjalp Abigale, Kate, med at pakke gaverne op. Der var alt lige fra chokolade, til bøger, til tøj. Alt muligt. Og hun var taknemmelig for hver eneste lille ting.
Lidt efter begyndte folk at bevæge sig ud på dansegulvet. Kate blev budt op af Morfar og de dansede et par danse, hvor efter Kate blev nødt til at stoppe, for at hvile sig lidt. Hun valgte at gå udenfor, da hun virkelig havde brug for noget frisk luft. Udenfor var det blevet mørkt. Kate stoppede op på trappetrinet og kiggede op på den stjernestrøede nattehimmel. Månen var kun på halv, men alligevel sendte den sine stråler ned på jorden, og oplyste den mørke forhave. Hjemme i London, havde hun aldrig stået sådan her. Det var alligevel også svært at se himlen på grund af alle husene.
Måske sidder mor derhjemme, og kigger op på den samme himmel lige nu, tænkte Kate, og hun kunne ikke lade vær’ med at smile. Luften var meget kold og hun frøs som bare pokker, men alligevel, blev hun stående. Efter lidt tid gik hun ind.


***

Da alle gæsterne var taget hjem, tog Kate en jakke på og gik over i skoven. Hvorfor anede hun ikke, hun følte bare en ulidelig trang til at gøre noget. Og det blev så dét. Skoven var mørk, og hun kunne næsten ikke se noget, men alligevel gik hun beslutsomt i et rask tempo. Hun ville ned til vandfaldet. Da hun nærmede sig, kunne hun høre lavmælte stemmere, og stemmerne steg, i takt med at hun kom tættere på. Da hun stod i skovbrynet ved lysningen, stoppede hun op. Der sad to mennesker på græsset. En dreng og en pige så det ud til. De snakkede sammen, men Kate kunne ikke skelne ordene fra hinanden. Få sekunder senere, lænede drengen sig forsigtigt ind over pigen og kyssede hende forsigtigt. Kate smilte. Det var præcist det samme der var sket, da hende og Jaden var blevet kærester.
Af ren nysgerrighed, blev hun stående. Lidt efter trak de sig væk fra hinanden igen, og Kates smil voksede sig endnu større, da hun genkendte pigen. Det var Abigale. Desværre var hun kommet til at gispe, og Abigale så nu hen i mod hende. Smilet på Kates læber falmede dog lige så hurtigt som det var kommet, da drengen vendte sit ansigt mod hende, og hun snappede efter vejret. De velkendte grønne øjne skinnede klarer end nogensinde før. Jadens øjne.
Kate kunne mærke hvordan tårerne begyndte at presse sig på. Hvordan kunne han gøre det?! Hvordan kunne hun gøre det?! Hun styrtede ind i lysningen og standsede få centimeter fra hvor de sad.
”Kate jeg kan forklarer – ” begyndte Jaden, men Kate stoppede ham, ved at plante en lussing på siden af hans hoved. Han tog sig stønnende til kinden, men sagde ikke mere. Så vendte Kate sig om mod Abigale.
”Hvordan kunne du? ” hviskede Kate. Abigale så undskyldende på hende.
”Kate jeg … ” Hun tav. Hun behøvede heller ikke at sige noget, for intet ville kunne stoppe den vrede Kate følte lige nu.
”Jeg hader dig! Jeg vil ønske du bare forsvandt! ” skreg hun. Hun drejede om på hælen og styrtede tilbage gennem skoven. Tårerne løb ned af kinderne på hende og halskæden dunkede i mod hendes bryst, i takt med hendes løb. Da hun endelig nåede hjem, skyndte hun sig op af trapperne, flåede døren til sit værelse op, rev hidsigt ønskesmykket af og hoppede på hovedet i seng.
Den aften græd Kate Thompson sig selv i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...