Smykket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2015
  • Opdateret: 6 maj 2016
  • Status: Igang
Da Kate og hendes søskende, Peter og Rosie under anden verdenskrig kommer til at bo hos sin morfar, sker der nye og spændene ting for Kate. Hun bliver gode venner med sin Kusine Abigale, som også bor hos morfaren, hun finder et magisk smykke, som opfylder hendes ønsker når hun har det på og hun bliver for første gang i sit liv, forelsket. Men en dag går det grueligt galt og kun Kate kan gøre det godt igen. Men hvad gør man lige, når man ønsker sin kusine langt væk og det eneste der kan få hende tilbage igen, er et smykke der på mystisk vis er blevet stjålet? ...

8Likes
18Kommentarer
1423Visninger
AA

4. Dyr. Dyr!

”Kom nu Kate! Skynd dig! Er du altid så langsom? ” Abigale trippede utålmodigt foran Kate. Hun var iført en lang tyk jakke, et stribet halstørklæde, en grå hue og nogle tykke luffer. Dertil bar hun nogle store, forede læderstøvler. Kate selv, var ved at knappe sig jakke. Ud over det havde hun et rødt, hjemmestrikket halstørklæde, en hue magen til Abigales’ og nogle matchende luffer. Hun trak hurtigt i sine støvler. Abigale var allerede på vej mod den tunge egetræsdør, der førte ud til husets forhave. Kate løb hurtigt efter hende og nåede lige at komme på siden af hende, da hun åbnede døren og en iskold vind slog imod dem.
Sneen dalede ned fra himlen og knitrede under Kates’ støvler. Det var nu næsten fire måneder siden, Kate og hendes søskende ankom til deres morfars hus. Siden da, var der sket meget. Kate, Peter og Rosie var faldet godt til og de var startet i en skole. Det var bare en lille skole, som lå omkring ti minutter derfra. Den hed Sct. Pouls’ skole og det var den samme som Abigale gik i.
Kate var allerede godt med og hun også begyndt at få ekstra undervisning, sammen med nogle få andre efter skoletid. Der i blandt Abigale og en dreng ved navn Jaden.
Jaden.
Han havde mørkt, kastanjefarvet hår. Ikke filtret og glansløst ligesom Kates’. Hans øjne var grønne og så man ind i dem, blev man fyldt af en dejlig varme og afslappethed. Alle pigerne i skolen var vilde med ham. Abigale var ikke vil med ham. Hun sagde at drenge ikke var noget hende. At de bare var spild af tid. Men Kate var vild med ham. Først ville hun ikke indse, men Abigale fik hende til at indse det. Det var tydeligt sagde hun.
Kate var helt fordybet i sine tanker og pludselig fik hun en snebold i ansigtet. Hun spyttede og prøvede at tørre sneen af. Det var selvfølgelig Abigale der havde kastet den.
”Tænker du nu på Jaden igen? ” spurgte hun med et lille grin. Kate svarede ikke, men hun rødmede en lille smule. Det var heldigt at hendes kinder var så røde af kulden i forvejen. Abigale begyndte at danse rundt imens hun sang i vilden sky:
”Kate, elsker Jaden … Kate elsker Jaden … Kate elsker … ” men inden hun nåede at sige mere, havde Kate tyret en snebold i hovedet på hende.
Den aften sad Kate svøbt ind i et tæppe, på biblioteket. Jenny havde tændt op i pejsen for hende og nu sad hun som hypnotiseret og stirrede ind i de dansene flammer. I den ene hånd havde hun en kop varm chokolade og i den anden knugede hun et stykke papir. Det var et brev fra hendes mor. Hun havde skrevet at det gik godt der hjemme. Hun skrev også, at det gik godt på arbejdet. Moren var skolelære i en lille skole, ligesom den, Kate gik i her. Mor havde skrevet, at der var kommet en ny pige som hed Elinore og at hun mindede rigtig meget om Kate. Og så havde Lady, deres hund, fået hvalpe. Syv styks. Kate ville gerne have været med under fødslen, men det kunne ikke lade sig gøre, da hun jo var her.
Men brevet bragte også en dårlig nyhed med sig. Hendes elskede faster Amber, var død. Hun arbejde på et sygehus, som var blevet bombet. Alle der havde været der inde var omkommet. Inklusiv Faster Amber.
Kate hørte døren, åbne og derefter lukke, men hun tog sig ikke af det, før en hånd blev lagt på hendes skulder og hun kiggede op og så ind i et par, bekymrede brune øjne. Abigales.
”Jeg hørte hvad der var sket med din faster og Jenny sagde at du var her. Det gør mig ondt. ” sagde hun. Kate fremtvang et smil, selvom det var med største besvær. En tåre fandt vej op i hendes øjenkrog og løb ned af hendes kind, men hun lod den bare være. Hun havde ret til at græde. Det var hendes faster der var død. Uden grund. Abigale gik om foran hende og gav hende et knus. ”Du elskede hende virkelig, gjorde du ikke? ” Kate nikkede. Jo. Hun havde virkelig elsket sin faster.
”Kom, ” sagde Abigale og tog fat i Kates hånd. ”Lad os lave noget, så du glemmer at være ked af det. ” Kate tog tæppet af og lagde det i stolen, hvorefter hun fulgte med Abigale ud af biblioteket og ned af de lange gange.
”Hvor skal vi hen? ” Spurgte Kate.
”Det får du at se. ” Svarede Abigale bare med et smil. Efter noget tid stoppede Abigale op. De var nået til en gang, hvor der kun var én dør og den var for enden af gangen.
”Åben den. ” Sagde Abigale stille. Kate så forundret på hende, men begyndte at gå ned i mod døren. Da hun kom hen til den, lagde hun sin hånd på håndtaget og sig tilbage over skuldren. Abigale gjorde mine til at hun skulle fortsætte. Så Kate trykkede håndtaget ned.
En frygtelig larm brød løs da hun åbnede døren og hun gjorde store øjne, da hun så at larmen kom fra en hel masse dyr.
Dyr!
Hun kunne ikke tro sine egne øjne. Der var alle slags dyr. Kaniner, marsvin, katte, hunde, frøer, ja selv en papegøje, sad på en gren og stirrede på hende. Ud af øjenkrogen så hun Abigale stille sig op på siden ad hende.
”Det er sejt ikke? ” Kate nøjedes bare med at nikke. Hendes blik gled rundt i rummet. Et lille dyr gemte sig i hjørnet af et bur. Var det et pindsvin? Eller en muldvarp? Hun kunne ikke helt beslutte sig for hvad det var, fordi den lå i skygge. Men trods det kunne hun se at det var bange. Meget bange. Hun kunne se hvordan det rystede og hun fik helt medlidenhed med det.
Hun ville heller ikke syntes det var sjovt at være lukket inde i et bur 24 timer i døgnet.
”Hvad syntes du? ” Kate fik med besvær slidt blikket væk fra det lille skælvende dyr og så på Abigale.
”Det er fantastisk. Men … er det ikke lidt synd for alle dyrene. Jeg mener … jeg ville ikke syntes det var rart at være lukket inde. ” Svarede hun. Abigale smilte.
”Jeg forstår godt hvad du mener. Men ser du, det er sårede dyr. Hvis jeg ser eller finder et såret dyr, tager jeg det med mig hertil og passer det. Og når så det engang bliver raskt, slipper jeg det fri i naturen igen. ” Kate var helt paf. Tænk at Abigale gjorde alt det, for at hjælpe dyrene. Hun kiggede ind i rummet igen.
”Men, ” sagde hun. ”Er det alle dyrene der klarer det? ”
”De dyr, som har det meget dårligt, sender jeg på dyrehospitalet. Men det sker, at jeg mister nogle stykker her også, men det er meget sjældent. Jeg har også nogle aftaler med forskellige folk, der kommer med dyr til mig ind i mellem. ”
”Så alle de dyr her, er skadede på en eller anden måde? ” Abigale nikkede og gik ind i rummet. Kate fulgte efter.
”Maya her havde brækket sin vinge. Hun hoppede bare rundt på gaden og prøvede febirlsk at flyve, da jeg tog hende til mig. ”Fortalte Abigale og strøg papegøjen over fjerene.
”Og lille Kisser havde skåret sin pote på et glaskår og kunne næsten ikke gå. ” Abigale kløede en lille kattekilling bag øret.
”Og stakkels Oscar her, ” sagde Abigale og strøg en gylden labrador over pelsen. ”Var blevet efterladt af sin ejer og havde en hel masse sår over hele kroppen. Mange af dem var dybe kødsår, som han havde fået på grund af nærkampe med andre hunde. Han lå bare i vejkanten og forblødte. Det var et held jeg kom forbi. Var jeg kommet bare én dag senere, var det ikke sikkert han ville havde overlevet. ”
Kate så sig rundt.
”Så du hjælper alle slags dyr? ” Spurgte hun.
”Alle der har brug for min hjælp ja. ” Svarede Abigale.
”Jeg syntes virkelig du er sej. ” Kate smilte til Abigale og hun gengældte smilet.
”Tak. ” svarede hun taknemligt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...