Accidental Coincidence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 9 nov. 2015
  • Status: Igang
Sophia Boyd Williams er en pige på 19 år fra San Diego. Til hverdag arbejder hun som medarbejder i Armani Exchange i Fashion Valley Shopping Centeret blot for at kunne betale regningerne måned efter måned.
Men hvordan reagerer den smukke og uskyldige Sophia når den verdenskendte Justin Bieber pludselig dukker op i Armani Exchange og beder om hjælp til noget tøj?
Og hvordan vil de reagere når de støder på hinanden andre steder? Er det tilfældighed eller er det skæbnen der prøver at skabe et nyt forhold?

64Likes
70Kommentarer
30649Visninger
AA

8. "Wow, Sophial?!"


Jeg blinkede træt med mine øjne, og vrissede noget mumlende af den pokkers skarpe morgensol. "Jay..." Mumlede jeg irriteret. Jeg vendte mig besværet rundt så jeg fik udsyn til hans nøgne ryg. "Jeg sagde du skulle trække gardinet for i går aftes..." Hviskede jeg med søvnige øjne og daskede ham blidt på skulderen.

 

Han mumlede et eller andet ligegyldigt tilbage og rykkede kort på sig. Jeg opgav og prøvede at ligge mig til at sove igen. Det var vel indlysende nok, at jeg var det såkaldte b-menneske, ikke? Nu gik vi også pænt sent i seng i går aftes - deromkring ved fire- fem tiden, ville jeg gætte på?

 

Vi har havde det egentligt skide skægt - som altid, og vi fik snakket igennem både seriøse og useriøse ting. Og sjovt nok, havde han spurgt ind til Justin mindst tredive gange! Det drev mig til vanvid, kun fordi jeg vidste, at jeg alligevel ikke ville kunne komme i kontakt med ham - så hvorfor overhovedet bringe det på banen?

 

Jayden boede med fordel alene hjemme, så der var ingen forældre til at komme med den sædvanlige kommentar; "nu skal I i seng", hvilket kun var luksus! Men det var til gengæld ikke ligeså luksus, at vågne op på grund af en skarp morgen sol efter at have gået i seng ved fem tiden natten før. Nej, det var ikke ligefrem behageligt.

 

Jeg opgav at falde i søvn igen, og besluttede mig for at stå op. "Hfor skjal du h-hen...?" Mumlede Jayden fladmast i sin pude. Ja, den dreng var også hundrede procent et b-menneske. Jeg fnes svagt af hans små tømremænd - indrømmet; vi kom også til at drikke en smule i går..

 

"Jeg går lige ned og laver morgenmad..." Jeg tog søvnigt min arm op til mit, sikkert, helt smadret fjæs imens jeg gabte højt. "Vent..." Mumlede han bagfra mig. Jeg stoppede undrende op og kiggede mig tilbage hvor der var kommet en smule mere liv i ham. Han tog sig søvnigt til ansigtet og åbnede sine øjne på klem inde han besluttede sig for at svare. "Vi har ikke mere af det der... øh, hvad f-fanden hedder... det nu?" 

 

Jeg grinte lavt af hans fraværende mine, imens han satte sig lidt op i sengen. "Du ved..." Mumlede han og kløede sig lidt i håret med sammenknebne øjne. "Ja?" Grinte jeg hæst og træt. Pludselig lyste han op, "brød!" 

 

Jeg fnes. Han havde seriøst tømmermænd. Jeg endte med at nikke og gik over til kommoden. "Så dasker jeg lige over i Walmart og køber noget brød..." Han nikkede ligeglad til min forklaring og faldt hårdt ned i sengen igen hvor han helt sikkert lagde sig til at sove igen. 

 

Jeg sukkede lydløst. Jeg magtede simpelthen ikke at skifte tøj eller lægge make-up på, så jeg traskede ud med en sort hættetrøje med hætten over hovedet og derudover en lille taske på ryggen. 


 

Heldigvis lå Walmart kun ét minut væk herfra, så det var klart et plus når man var helt smadret og egentligt blot foretrak at komme hjem med de svage tømmermænd og trætte øjenlåg. Ja, puha. Livet var hårdt engang imellem. 

 

Overraskende nok, var jeg allerede nået over til supermarkedet hvor det ikke kunne gå stærkt nok med at handle brød. Jeg marcherede mod skiltet; brød, og nåede næsten ikke engang at fokusere på andet end det skide skilt, før jeg bumpede klodset ind i en anden person der mindst havde ligeså travlt som mig. 

 

Jeg kiggede undskyldende op på drengens øjne der var beklædt med et par mørke solbriller, og jeg fandt straks ansigtet en del bekendt. "Undskyld," mumlede drengen hurtigt med blikket i jorden, og før jeg overhovedet nåede at svare, var han faret videre med nogle mænd bagi sig. Sig mig? Det lignede da pokkers meget Justin Bieber - men han var jo rejst videre, ikke sandt?

 

Jeg kiggede forvirret tilbage og det første der faldt mig i øjnene, var drengens bukser der sad halvt nede om røven på ham. Udover det, havde han et cap på hovedet så hans hårfarve var desværre ikke til at spotte. Hans stil mindede underligt nok utrolig meget om Justins stil, men det kunne da umuligt være Justin?

 

Drengen havde åbenbart maks travlt, for han var hurtigt drejet om et hjørne igen. Jeg rystede svagt på hovedet af det, og skyndte mig selv i et rask tempo mod brødene.

 

På under et halvt minut stod jeg foran brødene, og da jeg ærlig talt var fuldkommen ligeglad om det var fuldkornsbrød, groft brød, lyst brød, sundt brød, usundt brød, hvedebrød - okay, op i røven med brødtyperne - min pointe var, at brød er brød og jeg ville skide på hvilket brød det var - så jeg valgte blot det mest interessante, og skyndte mig mod køen. 

 

Der var, til mit held, ikke særlig lange køer, dog skimtede jeg alligevel kort den der var kortest - men mine øjne fangede overraskende nok et syn af drengen fra før. Uden jeg nåede at tænke yderligere over det, var jeg luntet over til køen ved ham og hans to mænd ved siden af. 

 

Skulle jeg prikke ham på skulderen og se om jeg kunne genkende ham eller omvendt? Måske kunne han slet ikke genkende mig alligevel... Han mødte jo tusinder af ansigter hver dag. Jeg kunne også bare komme til, at skubbe ham ved "tilfældighed", og så få chancen for at kigge lidt grundigere på ham. Når man så ham bagfra, var det pokker så meget, som han lignede Justin Bieber! 

 

Jeg havde vist stået og betragtet ham lidt for grundigt, for pludselig skubbede en dame mig blidt i ryggen bagfra. "Miss, vil De ikke lægge deres varer op nu?" Spurgte hun så jeg nikkede forlegent. "Jo, jo selvfølgelig..." Mumlede jeg. Båndet var helt ledigt, og drengen foran var i gang med, at betale. 

 

Okay, jeg vidste godt, at det var ren uhøflighed, at stå og stirre folk i nakken, men jeg kunne simpelthen ikke lade være med at glo på drengen. Det kunne da umuligt være Justin, når han lige var rejst? Men hvorfor havde drengen så to store mænd med sig, og hvorfor lignede hans tøjstil så meget Justins?

 

"Undskyld, men dit kort er afvist..." Hørte jeg kassedamen sige til drengen. Jeg kunne kort skimte hans øjenbryn der straks pressede sig sammen. "Afvist?" Mumlede han forvirret og kiggede sig flygtigt tilbage på de to mænd bagi. 

 

Jeg bed mig i læben og fik en lille idé. "Jeg kan godt betale for ham!" Tilbød jeg højt med min pung løftet lidt op. Jeg fik straks opmærksomheden fra både kassedamen, de to mænd og drengen hvilket fik mig hjerte til at slå en del hurtigere. 

 

Jeg lod som ingenting og begyndte at åbne min pung. "Jamen..." Mumlede drengen bagved mig. Jeg smilte frydefuldt og fandt mit kort frem. "Du kan også bare tage mit brød med..." Smilede jeg til kassedamen hvor hun kort efter havde bippet det ind. "Vent," Jeg vendte mig om og kiggede på drengen der så meget forvirret og overrasket ud. 

 

"Wow, Sophia?!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...