Accidental Coincidence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 9 nov. 2015
  • Status: Igang
Sophia Boyd Williams er en pige på 19 år fra San Diego. Til hverdag arbejder hun som medarbejder i Armani Exchange i Fashion Valley Shopping Centeret blot for at kunne betale regningerne måned efter måned.
Men hvordan reagerer den smukke og uskyldige Sophia når den verdenskendte Justin Bieber pludselig dukker op i Armani Exchange og beder om hjælp til noget tøj?
Og hvordan vil de reagere når de støder på hinanden andre steder? Er det tilfældighed eller er det skæbnen der prøver at skabe et nyt forhold?

64Likes
70Kommentarer
30645Visninger
AA

17. "Tror du på tilfældigheder?"

Der var gået en uge med kærtegn, kys i hemmelighed, hygge og koncerter, og mit liv kunne ikke beskrives som andet end ordet lykkelig. Det var stadigvæk en hemmelighed at Justin og jeg havde vores lille affære, og vi havde snakket om først at sige det til de andre, når tidspunktet faldt godt ind til det. 

 

Lige nu havde vi holdt inde på en restaurant for at få noget aftensmad og feste på en rolig måde. Vi var nærmest tredive mennesker, hvilket gav rimelig meget støj og næsten gjorde umuligt at snakke med hinanden, men så længe det var hyggeligt, gjorde det ikke så meget.

 

Ryan ved min venstre side og Emma ved min højre side, havde helt klart gjort aftenen meget sjovere og hyggeligere. Emma var danser og Ryan var bare Ryan. Ham der afslørede mig og Justin i vores lille affære. Men heldigvis havde han ikke gjort nogle tegn på det han vidste vi havde kørende.

 

Nu når jeg tænkte Justin, så var det faktisk ret lang tid siden, at jeg sidst havde set ham. Sidst jeg så ham, sad han for bordenden af det meterlange bord og siden da, havde vi slet ikke snakket. 

 

Indrømmet: jeg savnede ham utrolig meget allerede. Han begyndte efterhånden at tage al tidsfornemmelsen fra mig og de sekunder hvor han ikke var ved mig føltes som en hel tom verden. Det var helt utroligt hvordan et sammentræf på Armani Exchange, kunne give mit liv en så stor omdrejning. Hvis jeg ikke havde gået op fra pausen på lige præcis dét tidspunkt, så havde jeg sikkert siddet hjemme i min gyngestol med en kop kedelig og ensom sort kaffe uden noget spænding i livet som nu. Jeg kunne slet ikke forstille mig hvor kedeligt det måtte være for det var næsten helt som om, at jeg havde glemt hvordan det var ikke at være sammen med så mange mennesker hele tiden og i det hele taget opleve verden fra et helt andet syn.

 

"Jeg går lige op og henter en drink i baren. Skal I have noget med?" brød Emma ind og kiggede spørgende på os. "Bare tag et eller andet med til mig," svarede jeg og kort efter brød Ryan også ind. "Sour Mix til mig" - "Og 3 Tequila" både Ryan, Emma og jeg, flyttede alle vores blikke over til den anden side af bordet, hvor nogle fra crewet og danseholdet sad med et smørret smil. 

 

"Okay relax, så mange hænder har jeg altså heller ikke," grinte Emma og hentydede vistnok allermest til de tre drenge overfor os. Hun rakte tunge til drengene, da de sikkert lavede en eller anden fornærmelse til hende, og kort efter vendte hun sig for at gå mod baren. 

 

"Nå, hvordan går det så?" spurgte Ryan og egentligt havde jeg nok ikke reageret så underligt, hvis ikke det var fordi at hans stemme lød flabet og han samtidig blinkede kækt med øjet. "Hentyder du til noget specielt?" spurgte jeg mistænksomt og rynkede mine øjenbryn med et svagt smil. Han grinte lavt af min reaktion og lænede sig så frem mod mit ansigt så jeg i et kort sekund blev bange for, om han nu ville kysse mig.

 

Men da han passerede sit ansigt med min kind, gik det op for mig at det nok bare var fordi han ville hviske noget tæt på mit øre. "Dig og Bieber. Går det fremad?" Jeg fnes forlegent over hans spørgsmål og kiggede flygtigt rundt omkring for at sikre mig at der ikke sad nogle og blev mistænksomme. "Jeg aner ikke hvad du snakker om," mumlede jeg så imens et ukontrolleret smil poppede frem på mine læber ved tanken om Justin. 

 

"Kom nu, jeg ved der er et eller andet," lokkede han og blev ved med at stirre på mig med et flabet smil. Mit blik røg op igen, men da jeg kiggede på hans ansigt, følte jeg nærmest en rødmen i mine kinder lige med det samme, så jeg endte med at betragte nogle folk bagved ham i stedet. 

 

"Altså, vi er..." jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, og selvom jeg egentligt havde enormt meget lyst til bare at fortælle alt hvad jeg følte og hvor glad jeg var for ham, så stolede jeg stadigvæk ikke hundrede procent på ham selvom han var begyndt af blive en af mine bedste venner på touren. "I er hvad?" grinte han smørret og fik igen min opmærksomhed.

 

"Vi er bare gode venner... Ikke andet," svarede jeg med et opgivende smil og kunne ikke undgå at høre Ryan der sukkede på en overdreven måde. "Dagens joke," fastlog han med et meterlangt stort smil der fyldte hele hans ansigt. "Jeg så jer jo med mine egne øjne i sidste uge. I en seng med to mennesker ovenpå hinanden med hænder på hinandens kroppe, er det helt klart mere end bare venner o..." - "Hold nu kæft, Ryan. Vi lavede ikke det du sikkert går rundt og tror vi gjorde," afbrød jeg ham i et opgivende grin og kunne ikke lade være med at lange ud efter ham for at daske ham på skulderen. 

 

Til min overraskelse endte han bare med at blinke frækt med øjet og rejste sig fra stolen. "Jeg går lige over og hjælper Emma med at bære. Så kan du sidde her og tænke over t..." - "Ja, ses," endnu en gang afbrød jeg ham med et grin og skubbede ham blidt på brystet for at slippe af med ham hurtigst muligt. Egentligt undgik jeg kun emnet på grund af frygt over hvis andre pludselig overhørte vores samtale og fik mistanke og derved sendte det videre til Justins manager eller andre som kunne fortælle det videre til andre og til sidst kunne blive en nyhed over hele verden - hvilket jeg overhovedet ikke var klar til. Vi skulle selv aftale en tid at fortælle det på og vi skulle selv fortælle det til dem vi ville. Så det var nok mest derfor skubbede jeg Ryan væk.

 

Jeg gispede forskrækket, da en varm hånd pludselig lagde sig på mit lår. På et kort sekund havde jeg vendt blikket mod min højre side hvor Justin pludselig havde valgt at tage plads. "Hey sweetheart, hygger du dig?" hviskede han lavt og bevægede stille sin tommelfinger i blide strøg på mit lår. Jeg smilte stort til ham over hans handling og over at han var endelig var kommet over til mig. 

 

"Yeah, men jeg har ikke kunne lade være med at tænke på hvor du har været hele aftenen. Jeg savner dig" svarede jeg med et undrende smil og kunne ikke undgå at hviske de sidste ord med en intens øjenkontakt med ham. "Jeg har også savnet dig,"  hviskede han med et kærligt smil så jeg ikke kunne lade være med at smile stort selv. 

 

"Såå," startede jeg ud og lænede mig tilbage i min stol igen og kort efter, gjorde han det samme. "Hvor har du været?" Han skød forvirret sin underlæbe lidt frem af mit spørgsmål, men endte bare med at trække på skulderen. "Bare med nogle venner," svarede han ligegyldigt og gav mig et troværdigt smil. Jeg nikkede og kiggede rundt. "Well, du har i hvert fald ikke for lidt venner her," fastlog jeg med et efterfulgt grin som han selv gengældte. 

 

"Nå, jeg går op til de andre i baren. Vil du med?" spurgte jeg med et stort smil og rejste mig op. Jeg havde egentligt forventet et ja, men da han bare prustede hårdt ud og kiggede sig flygtigt rundt som om at han helst ikke ville sige nej men heller ikke ville med, følte jeg alligevel en skuffelse brede sig. Han vendte sit blik mod mig igen og skulle lige til at svare med et trist men opmuntrende smil inden jeg selv afbrød ham. "Det er fint nok. Vi ses bare senere, I guess," mumlede jeg hurtigt og forsvandt mod baren uden at skænke ham et blik.

 

Da jeg havde stået i baren med Ryan og Emma i nogle minutter og drukket nogle flere drinks, fik jeg pludselig øje på Justin igen. Denne gang havde han placeret sig ved bordet overfor det bord, vi sad ved før, og sad i stedet med armen langs stolens ryglæn til højre for ham. Men stolen var ikke tom. Der sad en anden lyshåret pige med et gudesmukt ansigt, på stolen. Og hende og Justin sad og grinte så man nærmest kunne høre deres latter helt herfra hvor jeg sad.

 

En underlig mavefornemmelse opstod i min krop, selvom den ikke burde. Jeg vidste jo godt, at Justin ikke sad og flirtede med andre piger, når han vidste, at ham og jeg havde noget selvom det var hemmeligt. Men den måde han sad forholdsvis tæt på hende og lod pigen grine af stort set hver eneste kommentar han kom med, føltes som om, at han rent faktisk flirtede. Var det så derfor han ikke gad gå med herop? Var det fordi, han hellere ville snakke sammen med sin veninde?

 

En trang til at gå over til ham og spørge om hvad fuck han lavede var stor - men det ville være barnligt og arrogant, for jeg burde stole på, at han bare sad og snakkede med hende og fyrede nogle platte jokes af som alle og enhver ville grine af. 

 

Jeg vendte mig rundt med et hårdt suk, og koncentrerede mig om ikke at lytte på pigen og Justins grin og stemmer men i stedet fokusere på Ryan og Emma samtale.

 

"... tilfældighed, for ellers ville jeg måske slet ikke have Aaron som kæreste lige nu, vel?" spurgte Emma Ryan hvorefter Ryan lavede en opgivende 'pff' lyd med et efterfulgt grin. Det var tydeligt at de havde gang i en diskussion, og jeg nåede ikke engang at finde ud af hvad de egentligt diskuterede om, før de begge to lige pludselig vendte sig om mod mig. Jeg rynkede mine øjenbryn og rystede på hovedet med et grin. "Hvad?"

 

"Tror du på tilfældigheder?" spurgte Ryan hurtigt og kiggede på mig som om jeg ville være dum, hvis jeg svarede ja. "Øh..." mumlede jeg tøvende så Emma brød ind i stedet. "Hvis ikke det er tilfældigt at møde en bestemt person et bestemt sted som senere i livet måske bliver en bedste ven eller kæreste, hvad er det så?" 

 

Hvis jeg ikke var forvirret før, så var jeg da helt klart på bar bund nu.

 

Emma kunne vist tydeligt se en forvirring stråle ud af mine øjne, da hun med et suk så opgivende på mig så jeg ikke kunne lade være med at udstøde et grin. "Okay. Har du en kæreste?" startede hun ud med. Smilet på mine læber før, falmede på få sekunder, da jeg egentligt ikke selv havde et ordentligt svar til hendes enkelte ja eller nej spørgsmål. Jeg kunne fornemme Ryan der straks smilte flabet til mig hvilket fik en febrilsk følelse til at opstå hvis Emma fik øje på det. "Ja det har jeg" svarede jeg bare og kunne se hvordan Ryan så helt overrasket ud, over mit svar. 

 

Jeg nåede ikke at tænke yderligere over det før Emma nikkede og brød ind igen. "Kan du huske hvor I mødtes?" Jeg tænkte mig lidt om og kunne jo egentligt godt fortælle sandheden uden at røbe hvem det var med. Jeg nikkede og svarede, "i Armani Exchange hvor jeg arbejder." - "Og hvordan mødtes I der?" afbrød hun mig nærmest så man ikke skulle tro, at hun overhovedet havde hørt hvor vi havde mødt hinanden. 

 

Jeg skød det ene øjenbryn i vejret og følte mig helt lost over hvad hun skulle bruge alle de her spørgsmål til. "Jeg havde lige haft pause og skulle på vej tilbage til lageret for at fortsætte mit arbejde, men så spurgte han mig om hjælp," svarede jeg kortfattet. Emma så lidt forvirret ud og det samme gjorde Ryan.

 

"Var det bare det? Blev I så bare kærester 2 minutter efter, eller hvad?" spurgte Emma forvirret. Det var egentligt ret risikabelt at afsløre alt det her, for hvis Emma på noget tidspunkt ville komme til at røbe hvad jeg havde fortalt og Justin sad ved siden af og hørte det, så ville han sikkert afsløre sig selv og vores affære. 

 

"Nej. Det var faktisk ret pudsigt, for om aftenen mødtes vi igen, da jeg havde lejet et hotelværelse og havde glemt min shampoo, og så stødte jeg på ham, da jeg bankede på nabodøren for at spørge efter noget. Så lavede vi en aftale om, at hvis jeg lånte hans shampoo, så måtte han invitere mig ud på en cafe næste morgen," forklarede jeg med et stort smil. "Og så mødtes vi igen en anden dag i et supermarkedet," tilføjede jeg kort efter.

 

Ryan lyste pludselig op i et stort smil og slog ud med armene. "Præcis!" Han vendte sig rundt mod Emma. "Så Emma, vil du kalde den her lange kærlighedshistorie en tilfældighed? Der må da være en grund til at de stødte på hinanden - ikke bare én gang, men 3 gange." 

 

Endelig begyndte jeg faktisk at forstå deres diskussion lidt, og jeg kunne egentligt godt følge Ryan lige nu. Da Emma bare stod og kiggede dumt på Ryan, lod han et suk undslippe sine læber og fortsatte: "Man støder ikke bare tilfældigt ind i en person 3 gange i træk på forskellige dage og steder. Du kan ikke b..." pludselig stoppede han sig selv og kiggede i stedet helt målløs på et sted bag mig. 

 

Jeg løftede forvirret mit øjenbryn og skulle til at vende mig langsomt rundt, lige indtil Ryan valgte at stoppe mig ved at gribe fat i min bluse og trække mig den samme vej tilbage. "Hv..." - "Det var ikke noget du... jeg mener, øh... vent lidt. Jeg skal lige snakke med en..." Jeg kunne ikke lade være med at grine en smule over hvordan han bare faldt over ordene og var hurtigere væk end nogen sinde. Jeg kiggede forvirret hen på Emma som selv sad helt overrasket tilbage med et lille smil på læberne også.

 

"Det var jo slet ikke mærkeligt..." mumlede hun sarkastisk og kiggede over min skulder. "Og hvorfor skulle han tale med Justin?" tilføjede hun og denne gang vendte jeg mig straks rundt for at se om det passede. En klump dannede sig i min hals, da jeg kunne se Justin og Ryan stå ovre i hjørnet af restauranten og nærmest diskutere højt med hinanden. Ryan pegede flygtigt over mod pigen som Justin snakkede med før, og Justin vendte selv hovedet mod hende hvorefter han rystede på hovedet til Ryan og sagde et eller andet. 

 

Jeg vendte mig rundt igen med en knude i maven over hvad Justin havde lavet siden Ryan virkede så oppe og køre. Emma begyndte pludselig igen at snakke om et eller andet, men jeg kunne ikke koncentrere mig om hvad. Lige nu frygtede jeg virkelig hvad der var sket. 

 

~

 

Hej, jeg beklager den lange ventetid og kan sagtens forstå hvis nogle af jer ikke har interesse for historien mere. I ved jo godt hvorfor der ikke kommer opdateringer så tit på den her, men jeg prøver virkelig at skrive noget. Nu har jeg fået skrevet et ret langt kapitel og håber der stadigvæk er nogle få der følger med, haha. 

Håber kapitlet var ok

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...