Accidental Coincidence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2015
  • Opdateret: 9 nov. 2015
  • Status: Igang
Sophia Boyd Williams er en pige på 19 år fra San Diego. Til hverdag arbejder hun som medarbejder i Armani Exchange i Fashion Valley Shopping Centeret blot for at kunne betale regningerne måned efter måned.
Men hvordan reagerer den smukke og uskyldige Sophia når den verdenskendte Justin Bieber pludselig dukker op i Armani Exchange og beder om hjælp til noget tøj?
Og hvordan vil de reagere når de støder på hinanden andre steder? Er det tilfældighed eller er det skæbnen der prøver at skabe et nyt forhold?

64Likes
70Kommentarer
30653Visninger
AA

12. "Tak, Justin"


Jeg ved ikke hvad jeg lige havde forventet, men jeg havde ærlig talt ikke troet, at en live koncert som den her, kunne give sådan en syg form for hovedpine - selv med ørepropper i ørerne.

 

Nogle fra crewets kommentar var blot; "man vænner sig til det..." Right, det håbede jeg virkelig på, for jeg havde straks drønet op efter nogle piller i bussen efter koncerten var forbi. Dog havde jeg kun fået lov til at være i ro i cirka to minutter før en dør blev brast op og en masse larm skar forfærdeligt i mine ører igen. 

 

Jeg kneb ubehaget mine øjne sammen og tog noget mere vand med et stærkt greb om vandflasken. Damn, det gjorde ondt! 

 

Med en dyb ind- og udtrækning, kiggede jeg mig en gang i spejlet af ren tilfældighed, inden jeg gik ud fra badeværelsesdøren og hen til trapperne. Det var tydeligt at høre hvordan de alle jublede højt - sikkert over at den første koncert var overstået. 

 

Jeg greb fat om gelænderet til trappen og gik forsigtigt ned af trappen med en smule sammenknebne øjne over al den larm. Seriøst, hvordan kunne de ikke få hovedpine af koncerten? 

 

"Sophia!", jeg kiggede op af lyden mit navn og straks landede en masse blikke på mig. Jeg smilte forsigtigt og heldigvis var jublen blevet en smule lavere. "Går det bedre med hovedet?", spurgte Scooter. Jeg havde fortalt ham at jeg ville gå over i bussen efter nogle piller, så derfor vidste han hvorfor jeg var gået tidligere og først kom ned nu.

 

"Yeah..." mumlede jeg tvivlende og lagde forsigtigt en hånd op til min hovedbund med et trist blik. Scooter nikkede og nogle andre kiggede væk fra mig igen og lige som da jeg troede at jeg ikke fik mere opmærksomhed, begav Justin sig pludselig over mod mig med en intens øjenkontakt. Han så hverken glad eller sur eller midt i mellem. 

 

Et øjeblik troede jeg at der var noget galt, men jeg åndede lettere ud, da han smilte bekymret og lagde en hånd på min arm der lå og hvilede op af trappe gelænderet. "Er der noget alvorligt?" Jeg rystede på hovedet af hans spørgsmål. "Bare en lidt værre hovedpine end normalt," svarede jeg med et skuldertræk. 

 

"Oh, ja, det er desværre ikke til at undgå til koncerter som disse," konkluderede han med et skævt smil i mundvigen. Der opstod et øjebliks stilhed så jeg skyndte mig at tage min arm væk fra hans hånd, og strøg ham istedet flygtigt langs hans arm - dog ikke intimt men blot venligt. "Du var forresten fantastisk til den koncert!"

 

Et stort smil formede sig på hans læber og han nikkede taknemmeligt. Pludselig var der nogle drenge i hjørnet af bussen der pludselig råbte ekstremt højt og jublede over et eller andet, hvilket jeg straks skar grimmasser af. Deres stemmer var som glas der blev tabt på gulvet konstant - okay, måske lød det ikke helt som skingrende toner, da det var mande råb det her, men det føltes fandme som at blive overdøvet af klingrende lyde lige ind i øregangen!

 

Jeg lagde mærke til Justins smil der hurtigt falmede, da han nok havde forstået hvad jeg pludselig skar grimmasse over. "Hør, Sophia, du kan sagtens gå op og lukke dig ind på værelset og få noget fred og ro til hovedet, og så kan du komme ned igen når du har det bedre, okay?"

 

Jeg grinte svagt af hans bekymring men det var dog ret svært at holde smilet oppe, for pludselig brød drengene ind igen med et kæmpe kampråb hvor de efter få sekunder skabte en højlyd diskussion. Det var da helt utroligt som de kunne blive ved...

 

Jeg kiggede igen på Justin, men rystede så på hovedet. "Hvis jeg først ligger mig til at sove, så vil jeg først vågne om to dage. Jeg er rent ud sagt; fucking træt!", grinte jeg søvnigt og gned min hånd lidt i tindingen på mig selv. "Jeg skal nok vække dig hvis du vil have det?", tilbød han med et blink så en svag varme bredte sig i min krop.

 

"Jeg ved ikke..." mumlede jeg med endnu et akavet grin. Men til min overraskelse, trådte Justin pludselig et skridt tættere på mig, og begyndte at halvskubbe mig lidt op af trappen. "Jeg kan se du brænder for at sove! Gør hvad du har brug for i stedet for at tage dig af andres bekymringer. Kom..." Forklarede han lavt og passerede forbi mig hvor han i stedet tog min hånd og trak mig lettere op af trappen. 

 

Jeg var helt mundlam og kunne ikke lade være med at betragte vores hænder der nu var smedet sammen. Var det tilfældigt at han havde taget mig i hånden? Det var bare et blidt tag han havde om min hånd, men det føltes stadigvæk helt underligt.

 

Vi nåede op for enden af trappen og Justin lod mig gå forrest - stadigvæk hånd i hånd - imens jeg afdæmpet gik ind af døren til Justins værelse. 

 

Dog slap Justin så jeg underligt nok lige pludselig følte en vis kulde på dén hånd, i forhold til den anden. Justin havde selvfølgelig også en stor, varm og betryggende hånd...

 

Jeg vendte mig om i det ret beklemte værelse og så op i hans brune øjne der kort efter også kiggede i mine.

 

Tanken strejfede mig fra hvad han egentligt havde sagt nedenunder uden jeg havde nået at snakke, så jeg nikkede roligt til ham imens vi fortsatte den intime øjenkontakt. "Tak, Justin..." hviskede jeg. Han nikkede med et lille smil og hintede mig over til sengen med endnu et hovednik.

 

"Jeg tror vi skal køre hele dagen i dag, så du kan bare tage din tid og så komme ned igen når du er udhvilet," forklarede han med et medfølende smil og bakkede langsomt ud af døren.

 

Jeg nikkede med et tungt suk og smilede halvhjertet. Det begyndte efterhånden at blive ret akavet, så jeg valgte bare at ligge mig ned i sengen og cutte kontakten mellem ham og jeg. Jeg regnede med at der var blevet sagt hvad der skulle siges.

 

Og heldigvis hørte jeg også en dør lukke sig forsigtigt i, efter få sekunder. 

 

Jeg ved ikke hvad der skete for mig for tiden, men fuck hvor var jeg træt hele tiden. Det var pisse belastende! Var der noget galt med mig? Jeg fejlede vel ikke noget, for jeg følte ikke nogen form for feber eller smerte. Og det kunne vel ikke stadigvæk være på grund af gårsdagen, hvor jeg var stået utrolig tidligt op, kunne det? 

 

Måske jeg burde gå til lægen?

 

 


 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...