Tematekster 2015

I den seneste tid har jeg gået og tumlet med en ide inde i mit hoved. Den går i korte træk ud på, at jeg hver måned stiller mig selv en skriveudfordring, som jeg så skal leve op til.
En måned kan det være jeg skal skrive fire digte, fire tekster på 1500 ord eller en tekst om had, en om venskab, en inspireret af farven blå og en om regnvejr.
Kort sagt fire tekster, der skal opfylde visse kriterier, hver måned. Jeg har tænkt mig, at projektet skal fortsætte til slutningen af i år. Hvis I har lyst, skal I være velkomne til at slutte jer til mig.

10Likes
20Kommentarer
2692Visninger
AA

17. Ugerning

 

1) 1 tekst fra en drengs synsvinkel

 

Heden brænder sig vej igennem min krop og får mine blodårer til at gå op i flammer. Varmen breder sig ikke kun indefra, men også udefra, hvor solen står i zenit og kaster sine ubønhørlige stråler ned på min udsatte krop. Enlige, svale skygger falder ind over mig og tager det værste af solens ubønhørlige varmebølger, men heden indefra kan de ikke standse.

Jeg smiler let til min søster og klemmer beroligende hendes hånd. Hun stryger mig over håret og prøver at skule sine tåre, men både hendes kinder og øjne er tårevædede. En skælven løber igennem kroppen på mig, da Lisa slipper min hånd for at vride en klud op i det kolde vand og duppe min pande.

Jeg hoster. Min mave krummer sig sammen, og lungerne nægter at indtage luften, der omgiver mig. Lisa prøver at sende mig et opmuntrende smil tilbage, men det lykkes ikke helt. Mit hjerte flyder over med glæde, idet mindste gør hun forsøget. Jeg sender hende et smil tilbage og kæmper mig op at sidde.

Bag mig griber en træstub en del af min vægt og hjælper til med at holde mig oppe, men det bekymrede blik i Lisas øjne er ikke til at tage fejl af; hun bryder sig ikke om, at jeg sidder op og bruger mine kræfter unødvendigt. Verden omkring mig er grøn og frodig eller alt undtagen vejen, der snor sig bag os som en slange igennem landskabet.

Utålmodige prustelyde fra hestene får mig næsten til at le, men mine mavemuskler er så ømme, at de nægter at gøre forsøget. I stedet bliver det ikke til mere end et halvkvalt hvæselyd. Med ru tunge fugter jeg læberne og trækker vejret ind; forbereder mig på at fortælle Lisa det hele.

"Lisa," hvisker jeg.

"Ti nu stille, Per, så du ikke bruger alle dine kræfter," hvisker hun og dypper endnu engang klædet i det kølige vand.

"Der kommer ikke nogen for at finde os, Lisa," kvækker jeg med min knastørre stemme.

"Vær nu ikke fjollet Per. Selvfølgelig kommer de," siger Lisa, men hendes stemme er halvkvalt, og jeg kan høre, at hun ikke selv tror på sine ord. Jeg smiler bittert til hende. Vi kender begge to sandheden. Vi er på egen hånd, men Lisa ved ikke hvorfor.

Hestene pruster frustreret og rykker på sig. Lisa retter sig øjeblikkeligt op og kommer på benene hurtigere, end jeg nogensinde vil komme til at være i stand til igen. Mit liv er ovre, men det er hendes ikke, selvom jeg har sikret mig, at det er så godt som.

"Rid til byen og sig, at du forgav mig," siger jeg lavt, da hun endnu engang knæler ned ved siden af mig. "Fortæl Marcus, at du forgav mig og tag min halskæde med som bevis."

"Nej, Per...hvad snakker du om?" hvisker hun, men jeg kan se forståelsen i hendes øjne.

"Når jeg dør, vil den holde op med at lyse, og jeg har ikke langt igen. Han vil tro dig," fortsætter jeg. "Sig at jeg tvang dig med, men at det lykkedes dig at forgifte mig, hvorefter du stak af. På den måde vil han ikke kunne bebrejde dig noget."

Lisa ryster så kraftigt på hovedet, at hende snavsede lokker river sig løs fra den stramme knold, de har været bundet op i de sidste tre dage. Ingen af os har skiftet tøj, siden vi flygtede for halvanden uge siden. Lisa har ikke plejet sig selv, siden jeg blev syg for tre dage siden.

"Du tvang mig ikke nogen steder hen, og jeg kunne aldrig forgifte dig," hvisker hun bestyrtet og knuger hænderne sammen, så hendes skrøbelige knoer mister alt farve.

"Marcus vil tro dig, Lisa." Det er rigtigt, Marcus vil altid tro hende uanset, hvor usandsynligt det så måtte virke. Det er nok ikke helt rigtigt, Marcus vil altid dække over hende uanset, hvor sandsynlig hendes forklaring så end måtte være. "Jeg fik torvet til at eksplodere."

Lisa stivner. Hendes øjne bliver overvældes af tvivlens mørke farve, og hendes solbrændte hud blegner. De tårer, hun så længe har holdt tilbage, bryder endelig fri, da mine ord slår rod i hendes sind. Hun ryster på hovedet, som om det kan omstøde mine ord eller endnu bedre mine gerninger, men intet kan ændre dem. Gjort er gjort, og sket er sket.

"Nej, du lyver. Det ville du aldrig gøre," hvisker hun og gør et sidste forsøg på at afvise mine ord, men jo mere hun tænker over dem, jo mere passer det hele sammen. Hun rejser sig brat og træder væk fra mig med et såret udtryk i ansigtet. Hun skynder sig over til hestene og lader sig dumpe ned på den anden side af dem, så jeg ikke længere kan se hende.

Endnu et hosteanfald overvælder mig. Da det er overstået lukker jeg øjnene og lader mig synke ind i søvnens mørke favn. Jeg håber bare, at hun gør, som jeg sagde, hun skulle, ellers vil hendes liv være ovre lige så sikkert som mit eget.

"Lisa, jeg elsker dig, min søster. Undskyld," hvisker jeg, inden min bevidsthed forsvinder helt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...