Tematekster 2015

I den seneste tid har jeg gået og tumlet med en ide inde i mit hoved. Den går i korte træk ud på, at jeg hver måned stiller mig selv en skriveudfordring, som jeg så skal leve op til.
En måned kan det være jeg skal skrive fire digte, fire tekster på 1500 ord eller en tekst om had, en om venskab, en inspireret af farven blå og en om regnvejr.
Kort sagt fire tekster, der skal opfylde visse kriterier, hver måned. Jeg har tænkt mig, at projektet skal fortsætte til slutningen af i år. Hvis I har lyst, skal I være velkomne til at slutte jer til mig.

10Likes
20Kommentarer
2698Visninger
AA

13. Lebensborn

 

2) 1 historisk fiktion

 

Lebensborn: tysk for "Livets kilde."
Under 2. Verdenskrig blev der avlet på den ariske race, det vil sige lyshårede, blåøjede børn. Lebensborn hjemmene, der både talte føde- og børnehjem, nåede aldrig at blive en decideret avlsfabrik, men organisationen var ligeså organiseret som Kz-lejrene (udryddelseslejrene).
Efter krigen blev lebensbornbørnene skæbner gemt og glemt, selvom der i Norge blev registreret 8000 lebensbornbørn. I Norge blev alle lebensbornbørn erklæret åndssvage og sendt på åndssvage anstalter.
Godthaab hjemmet var et af børnehjemmene i lebensbornprojektet.

 

Tove stirrede ud i mørket. Hun kunne mærke det våde sengetøj klistre sig fast til hendes bare hud, og stanken af urin fyldte hendes små næsebor. Med tiden var Tove blevet immun over for mange af de ubehageligheder, der omgav hende, men når alt kom til alt, var hun jo kun et lille, fire år gammelt barn.

På åndssvaganstalten delte Tove værelse med flere andre børn, der ligesom hun var afpillede og usunde at se til. Skrigene fra de andre rum sneg sig ind til de små, der trængte til søvn, men ikke turde lukke øjnene i. Den lille pige huskede godt, hvordan Godthaabs hjemmet havde været. Det var bedre end her, selvom hun ikke havde haft nogen mor. Til sidst faldt den lille pige med de frygtsomme blå øjne i søvn, sammen med de andre børn.

 

"Sinker!" råbte en lille knægt efter den lille børnegruppe, der sammen med en sygeplejerske gik hen ad gaderne i den lille by. Tove havde ikke så meget imod råbene, som hun burde, for hun vidste ikke, hvad en sinke var. Hun havde på fornemmelsen, at det ikke var noget godt, men det var også alt.

En sten fløj igennem luften og hamrede ind i ryggen på en lidt ældre dreng, der gik ved siden af Tove. Den lille, lyshårede pige havde set drengen sidde på gyngehesten og vippe frem og tilbage, og i det øjeblik havde han næsten lignet en dreng. Nu, hvor stenen fløj hen over og ind i dem, lignede han ikke en dreng mere.

Hele børnegruppen opførte sig som en skræmt dyreflok og bøjede skræmte nakkerne og holdt armene op for at afværge de mange småsten, der ramte dem fra alle sider. Da de voksne kom, skulle man have troet, at stenkasteriet ville stoppe, men nej. Stenene fortsatte og det samme gjorde de uvenlige og hadefulde tilråb. De voksne stoppede ikke børnene, de sluttede sig til dem.

Tove var fire og et halvt år gammel og burde for længst have sagt sit første ord, og hun burde have kunnet sige noget, imens småstenene arrede hendes små barnearme, men hendes mund havde endnu ikke lært sig selv at snakke. Hun udstødte en lille, søbende lyd, der fik drengen ved siden af hende kiggede kort på hende, og det var mere opmærksomhed, end den lille pige var vant til at få.

 

Den lyshårede pige løb alt, hvad hendes ben kunne holde til. Vejen forsvandt under hendes fødder, hurtigere end hun havde troet muligt. De blå øjne kiggede skiftevis på vejen foran hende og vejen bag hende, men Tove så ikke nogen. Tårerne løb ned af hendes kinder som et vandfald og efterlod et vådt tårespor i deres kølvand.

Tove drejede af, løb et lille stykke længere og faldt så rystende sammen i vejkanten. Hele hendes krop værkede. Hendes ansigt og arme var dækket af røde og blålige plamager. En tynd, rød streg snoede sig ud af hendes næsebor og løb ind imellem hendes blå læber. Det var ikke første gang, men nu havde den unge pige fået nok.

Tove kunne mærke fortvivlelsen gnave i sit indre. En gren knækkede et sted i et buskads, og Toves hoved drejede så hurtigt, at det lyse hår svingede igennem luften og nærmest lød som et piskesmæld. Der var ingen, og Tove åndede lidt lettere. Hendes hjerte krøllede sig sammen, og det føltes, som om slangen fra paradisets have klemte alt livsglæden ud af det; ikke at der nogensinde havde været meget livsglæde, men nu var der endnu mindre.

Pigen med de blå øjne trak den lille urtekniv op ad sin lomme og trak vejret dybt ned i maven. Kniven blev vendt og drejet igen og igen, så den reflekterede sollyset. De fine hænder rystede ikke engang, da hun førtes bladet hen til håndledet. Hvorfor skulle de også ryste? Tove kunne ikke forestille sig noget bedre end at lade sig omslutte af mørket. Hun kunne ikke se nogen grund til at blive.

Enten var den unge pige så lammet af kulde, at hun ikke følte nogen smerte, da hun skar først det ene og så det andet håndled over, eller også var hun så vant til smerte, at den smerte hun nu følte, ikke engang kunne trænge igennem hendes skjold, men det er også lige meget. Tove lod sig glide ned og ligge, og lidt efter lidt overvandt trætheden hende, og til sidst faldt hun hen i den evige søvn.

 

Hånden var stivnet rundt om skæftet på den blodige urtekniv, det meste af den lyshårede piges blod var sivet ned i jorden, og det lyse hår lå som en glorie om det fredfyldte ansigt, da hendes lig blev fundet tre dage senere. Ingen vidste, at pigens navn var Tove, og dem, der gjorde, var ligeglade med hende.

Den unge pige var blevet meldt savnet dagen før, hun blev fundet, men lige præcis hendes sag var blevet slået hen uden at vække den store bekymring. Hun kommer nok tilbage igen, sagde man, det er jo ikke første gang, hun stikker af på den måde, men denne gang kom Tove ikke tilbage.

De blå øjne var halvt lukkede, halvt åbne, da man fandt liget, og hvis man så godt på det hævede, blålilla ansigt med den gyldne glorie om ansigtet, kunne man nemt bilde sig ind, at hun stirrede både vanvittigt og bebrejdende op på en fra de dødes rige, eller det sagde manden, der fandt hende, i hvert fald.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...