Tematekster 2015

I den seneste tid har jeg gået og tumlet med en ide inde i mit hoved. Den går i korte træk ud på, at jeg hver måned stiller mig selv en skriveudfordring, som jeg så skal leve op til.
En måned kan det være jeg skal skrive fire digte, fire tekster på 1500 ord eller en tekst om had, en om venskab, en inspireret af farven blå og en om regnvejr.
Kort sagt fire tekster, der skal opfylde visse kriterier, hver måned. Jeg har tænkt mig, at projektet skal fortsætte til slutningen af i år. Hvis I har lyst, skal I være velkomne til at slutte jer til mig.

10Likes
20Kommentarer
2688Visninger
AA

9. Jaquelines offer

 

3) 1 tekst, der tager udgangspunkt i et ordsprog

 

I KRIG OG I KÆRLIGHED GÆLDER ALLE KNEB

 

Jaqueline sneg sig som en skygge uset igennem de mørke gader, der engang havde været nogle af de mest befærdede gader i det, der engang havde været Kærlighedens By, nu henlå både gaderne og byen øde og ødelagt. Den før så livlige metropol var blevet forvandlet til en kæmpemæssig spøgelsesby, hvor kun nogle af de mere afsidesliggende kvarterer stadig var intakte, og hvor de grønne områder og parkerne lige nu oplevede deres storhedstid.

Jaqueline vidste, at nogle af de mere optimistiske folk stadigvæk kaldte det for Den 2. Revolution, men langt de fleste var efterhånden mere tilbøjelige til at kalde det for regulær borgerkrig. Hun havde også hørt rygter af både den ene og den anden slags. Det sagdes: at Amerika havde sat styrker ind for at forhindre Den Franske Borgerkrig i at brede sig til resten af det europæiske fastland, og at FN havde trukket sig tilbage og sat den vestlige del af landet i karantæne efter et pludseligt og voldsomt udbrud af kopper. Efter sigende skulle Røde Kors have sendt flere konvojer med nødhjælpsudstyr ind, ikke at noget af det havde nået Paris, og at Læger Uden Grænser lige nu arbejdede på at stoppe kopperne i at sprede sig endnu mere. Fra pålidelig kilde havde hun hørt, at det var nærmest umuligt at flygte ud af landet, og at ingen ville tage imod de franske flygtninge.

Bag sig kunne hun høre den sagte lyd af hundrede fodtrin, alle som et fulgte de i hælene på hende igennem mørket. Jaqueline var ikke meget for at indrømme det, men den gnavende fornemmelse i maven, grunden til at hendes håndflader var svedige og nakkehårene stod ret op og ned, var frygt. Jaqueline var ikke bange, hun var rædselsslagen. Det, hun skulle til at gøre, de skulle til at gøre, var forfærdeligt, men måske det ville kunne tiltrække lidt opmærksomhed til landets pressede situation.

Hun klappede blidt på den slidte skuldertaske, hun havde hængende over skulderen, og som engang havde været beige, men nu var så beskidt, at den knapt nok kunne kaldes brun. Et hastigt blik over skulderen afslørede, at de andre var ligeså usynlige som hun selv. Vejen forsvandt alt for hurtigt under hendes fødder, den sidste gade og så var de der.

Stemmer. Der burde ikke være nogen på denne tid af døgnet. Der var aldrig nogen på denne tid af døgnet, jo mindre det var soldater eller en anden gruppe. Stemmer! Hun kiggede sig febrilsk over skulderen og stak hånden ned mod hoften, hvor en fuldt ladt pistol sad i sit hylster ved siden af de to knive i skederne. Pistolen gav et lille klik fra sig, da hun slog sikringsmekanismen fra.

Lidt efter lidt stoppede lyden af de hundrede andre fødder bag hende. De var otte med skuldertasker, lidt flere havde en pistol, men alle havde enten en kniv eller noget, der kunne gå for at være en kniv. Hun vidste at der befandt sig mindst et halvt hundrede stofindpakkede glassplinter rundt om i lommer og bælter. Forsigtigt tittede hun rundt om hjørnet og fik øje på en lille gruppe bevæbnede mænd, der deltes om en cigaret i en portåbning.

"Syv," hviskede hun til den midaldrende mand ved sin side. Han nikkede stift, og i den dunkle belysning kunne hun se hans daggamle skægstubbe. Manden vendte sig om og gav beskeden videre. Skridt bevægede sig rundt om Jaqueline, som holdt vejret. Tre skikkelser trådte rundt om hjørnet på vej lige i armene på de rygende mænd i portåbningen. Jaqueline kunne ikke se dem, men hun kunne høre dem.

De to dæmpede kvindestemmer og den lavælte mandsstemme. Fodtrinnene fra de tre, som blev overdøvet af lyden af de syv mænd, der satte i bevægelse. Jaqueline og en anden pige spurtede igennem mørket på vej over gaden, inden de kunne ånde lettede op med ryggen mod en slidt husmur. To til kom over til dem. De sidste fire spurtede over samtidig. Jaqueline vidste ikke, hvad der foregik i portåbningen, men den rallende lyd fra en overskåren strube gav hende et meget godt billede.

En håndfuld fra gruppen kastede sig ned ad gaden og ind i portåbningen, hvor de syv bevæbnede mænd snart ikke længere ville udgøre en trussel, men da var Jaqueline og de syv andre efterfulgt af den sidste del af deres gruppe alerede på vej ned imod den åbne plads for enden af gaden.

Pladsen lå øde hen. Engang, før alt dette skete, havde den været oplyst om aftenen og lyset ville have kastet et uhyggeligt skær på det høje tårn. Nu stod det bare som en høj, sort silhuet og tårnede sig op over dem. De løb hen til hvert deres bestemmelsessted og kiggede sig nervøst omkring. Ingen af dem kunne se nogen.

Jaqueline åbnede med rystende hænder klappen på sin skuldertaske og fremdrog den eksplosive anordning. Med nænsomme bevægelser fastgjorde hun bomben til det ene af tårnets massive ben. Hun vidste at de andre gjorde det samme med de andre ben, og at der på den anden side af hendes ben hang endnu en sprængladning.

Ligeså snart ladningen, bomben, var fastgjort, spurtede Jaqueline hen over pladsen, alt,hvad rammer og tøj kunne holde. Hun var ligeglad med, om nogen så hende nu, hvis hun blev meget længere, ville hun ikke have tid til at komme væk. Hver af de andre syv, de var otte i alt, løb også så hurtigt, de kunne. Nogle af dem stak af i par, andre løb, som Jaqueline, alene igennem natten.

Det var lige meget hvilken vej, hun løb, så længe de ledte væk fra Eiffeltårnet. Hun vidste ikke, hvor langt eller hvor længe hun havde løbet, da et altoverdøvende brag lød bag hende. Jaqueline håbede, at hun var nået langt nok væk til ikke at blive ramt af det væltende tårn. Hendes øjne spilede sig op, da de så det flere hundrede år gamle, 300 meter høje ståltårn styrte i grus så let som ingenting og forsvinde i en kæmpemæssig støvsky.

Jaqueline skreg, da en skarp smerte borede sig ind i hendes hofte og tvang hende ned i knæ. Hun drejede hovedet væk fra det skræmmende syn af Frankrigs faldende varemærke og kiggede sig over skulderen. Bag hende stod en skikkelse indhyllet i nattemørke skygger. Hendes øjne flød over med vand, og hun begyndte at se pletter danse for sine øjne. Uden at tænke rakte hun ned til sin hofte, hvor blodet fossede ud. Hun lukkede hånden om pistolen, afsikrede den og vendte sig om imod manden med et smertens skrig. Hun sigtede brøkdelen af et sekund, inden hun pressede aftrækkeren ned og skød.

Kuglen fór igennem luften. Den eksploderede imod en stenvæg bag manden, så puds og stenstøv stod om ørerne på ham, men den ikke så meget som snittede sit mål. Hun kunne se lyset spille i pistolens metal, da manden løftede den, sigtede og pressede aftrækkeren i bund.

 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...