Tematekster 2015

I den seneste tid har jeg gået og tumlet med en ide inde i mit hoved. Den går i korte træk ud på, at jeg hver måned stiller mig selv en skriveudfordring, som jeg så skal leve op til.
En måned kan det være jeg skal skrive fire digte, fire tekster på 1500 ord eller en tekst om had, en om venskab, en inspireret af farven blå og en om regnvejr.
Kort sagt fire tekster, der skal opfylde visse kriterier, hver måned. Jeg har tænkt mig, at projektet skal fortsætte til slutningen af i år. Hvis I har lyst, skal I være velkomne til at slutte jer til mig.

10Likes
20Kommentarer
2673Visninger
AA

24. At give efter

 

3) 1 tekst i 3. person, datid

 

De rakte hænderne ud imod hinanden, prøvede at nå den anden. Ingen af dem var villige til at give op, selvom de vidste, at en af dem ville komme til det før eller siden. Og det var ikke kun pigernes hænder, der søgte efter hinanden, også deres øjne prøvede at holde fast; forhindre, at de nogensinde skulle skilles ad. De kæmpede for at slippe ud af de andres faste greb. Den ene kæmpede med vredens tårer i øjnene, den anden med frygtens, men de havde begge to tårevæddede kinder. De ville ikke skilles ad, de var søstre, og de havde kun hinanden at støtte sig til efter forældrenes død sidste sommer. De græd magtesløst og kæmpede for at nå hinanden.

Det var dette forfærdelige syn, der mødte Zainas øjne, da hun trådte ud på det lille torv imellem de jordklinede hytter. Hele hendes krop stivnede. Alt, lige fra hendes lerfarvede øjne til de solbrune hænder, hendes rolige aura til musklerne, der var stærke og synlige efter flere år fyldt med hårdt, manuelt arbejde, stivnede. Tårene hobede sig også op i hendes øjenkroge, hendes smalle læber begyndte at ryste. Rundt om hende på pladsen stod andre af det lille landsbyssamfunds beboere samlet og stirrede ligesom Zaina på de to søstre, der desperat forsøgte at klamre sig til hinanden uden held. Altid uden held.

Zaina vidste, ligeså godt som alle de andre tilstedeværende på torvet, at det ikke nyttede noget at kæmpe imod, når de andre kom for at gøre krav på det, de mente var deres - og i visse tilfælde, i mange tilfælde, var det, de kom efter, faktisk deres, om end man blev nødt til at tænke som de andre og ikke som et menneske for at se det. I virkeligheden vidste Zaina bedre end de andre tilstedeværende, at det ikke nyttede at kæmpe imod, når de andre kom for at indkræve deres betaling, uanset om den var i jord, guld eller menneskeliv. Få år forinden havde hun oplevet den virkning og den fortvivle et sådant besøg fra de andre medbragte, men hun tænkte næsten ikke på, hvad hun var blevet frarøvet. Hvem, der var blevet taget fra hende. 

Broeren, det var ham, hun kun sjældent tænkte på. Det var egentligt ikke, fordi hun ikke ønskede at tænke på ham, men fordi de andre ville vide det, hvis hun gjorde, og så ville hun ende op ligesom ham. Men nu tænkte hun på ham. I det øjeblik hun så Joshua komme gående, strejfede broerens ansigt hendes tanker, det var flygtigt, og hun håbede, at ingen af de andre havde opdaget det. Hun håbede, at Joshua ikke havde opdaget det. Hun håbede.

Manden med det sorte hår og de blege, blågrønne øjne, som afslørede ham som en af de andre, kun de andre havde den hårfarve og den præcise øjenfarve, trådte ud på torvet, og alle flyttede sig, så han fik plads til at skræve over støvet og hen til de to søstre, som de alle sammen stod forsamlet om. De to søstre, der snart ville have set hinanden for sidste gang. Zaina stod lidt væk fra de andre mennesker på torvet. Hun stod bag ved de andre og langt væk fra den sti, der var blevet dannet, da folk trådte til side, men alligevel drejede den sorthårede mand hovedet og låste sine blege, blågrønne øjne fast i hendes lerbrune. Kuldegysninger løb ned ad hendes rygrad, så så han væk og fortsatte frem.

Et kollektivt gisp fór igennem de forsamlede mennesker, da Joshua rørte blidt ved den ene søsters kind. Zainas hænder blev svedige og lydløse tårer malede varme, våde streger ned over hendes fregnede kinder, der havde et sundt, rødt skær, men var alt for hule. Zaina var i det hele taget alt for tynd, uhyggeligt tynd. Hendes solbrune hud var lige på grænsen af at være solbrændt og lå stramt hen over de sener og muskler, der var det eneste, der lå imellem knoglerne og huden. Selv i dette øjeblik kunne man høre Zainas mave rumle krævende, den knugede sig sultent sammen, og den lille smule mad, Zaina formåede at skrabe til sig, kunne langt fra fylde det enorme hul af sult op.

Joshua vendte og drejede den ene søsters ansigt og lod sit vurderende blik glide hen over hendes bløde træk. Alle kunne se, hvorfor de andre valgte at tage netop denne søster; hun var køn. Ikke overdrevent køn, men hun havde bløde træk, var ikke senet, og hendes knogler stak ikke ud over alt på hendes krop, ligesom de gjorde på Zainas. Faktisk var den udvalgte søster nok noget af det tætteste, man kunne komme på Zainas modsætning og ikke kun fysisk. Søsteren var vellidt, venlig, respekteret og - vigtigst af alt - født ind i det lille landsbyssamfund.

Joshua lod sit blege blik glide hen over hvert eneste af den stakkels piges træk som for at sikre sig, at hun ikke fejlede et eller andet. Rundt omkring på pladsen rørte folk ubehageligt på sig, lyden af stof, der kradsede imod stof, fyldte luften, og lyden af forventningsfulde åndedrag forvandlede sig næsten til hidsig mumlen, for alle havde hørt rygterne om, hvad der skete dem, der ikke var i stand til at betale de andre. Det var ikke kun de stakler, der ikke kunne betale, som ville mærke følgerne, men også naboerne og naboernes naboer og alle andre i staklens landsby. Til sidst nikkede den mørkhårede mand studst og vinkede sine racefæller af sted med den lammede pige.

"Nej!" Det var et skrig, og det kom fra den tilbageværende søsters mund.

Et skrig. Et tårefremkaldende skrig, som skar sig igennem luften og fik alle til at krympe sig. Hænderne, der holdt den af søstrene, der ikke skulle med de andre, slap, og et øjeblik stod den skrigende pige ubevægelig på stedet, inden hun kastede sig frem imod manden med det sorte hår og de matte øjne. Zaina gispede. Hun handlede på en pludselig indskydelse. Pigen med det jordbrune blik skærmede ørerne med håndfladerne, da hun kantede sig imellem de mange mennesker, der pludselig stod frygteligt i vejen for hende, uanset hvor hun vendte sig hen. Dem, hun ramlede ind i, trådte væk fra hende, men der stod altid en ny klar til at tage den gamles plads.

Ud af øjenkrogen så Zaina den ene søster blive ført væk af to af de andre, og foran sig så hun den tilbageværende søster lukke fingrene om det blå stof i Joshuas vams. Han løftede den tårevæddede pige op så let, som vejede hun ingenting og kylede hende fra sig. Hun kurrede hen over jorden, så støv stod op til alle sider, inden hun stoppede for fødderne af en rystende, ung mand. Den unge mand trådte et skridt tilbage, da Joshua trådte et skridt frem. Man kunne se trangen til at hjælpe den grædende pige, men hans frygt var for stor.

"Vær sød ikke at skade hende," sagde Zaina og kastede sig ind foran den sammenrullede pige, der hulkede hjerteskærende. Hendes lerbrune øjne strejfede kun lige Joshua, før de klistrede sig til jorden. Zainas hjerte bankede hurtigere, end hvad sundt var. Joshua så hendes halspulsåre dunke i samme tempo, som blodet blev pumpet rundt i den unge piges krop.

"Vær sød ikke at skade hende," vrængede Joshua af den magre pige. Et slesk smil spillede om hans læber, han genkendte udmærket pigen, han havde set hende, idet øjeblik han trådte ind på pladsen. "Og hvorfor skulle jeg lade være?"

"Jeg beder dig," hviskede Zaina og vovede flygtigt at løfte blikket fra jorden. Joshua lukkede tommel- og pegefinger om pigens alt for udstående kæbe, løftede hendes ansigt op, så hun var tvunget til at se ham i øjnene. Hendes hjerte sprang et slag over, da hans hud mødte hendes. Åndedraget bar langt fra nok ilt ned i hendes lunger og fik hendes skuldre til at springe op og ned alt for hastigt.

Frygten stod tydeligt malet i hendes varme blik, da Joshua lænede sig helt hen til hende og hviskede en hårsbredde fra hendes øre; "Det kan vel næppe kaldes for en god grund, Zaina," han trak sig lidt væk fra hende, men hans ansigt var stadigvæk ubehageligt tæt på hendes, "men du ved jo godt, hvad jeg vil have. Vil du give mig det, Zaina?"

Zainas vejrtrækning satte farten drastisk op. Hun kunne høre lyden af blodet, der brusede i hendes ører. Koldsveden løb ned over hendes ryg og pande og blev fanget i hendes øjenbryn. Hun nikkede, eller hun prøvede at nikke, men fingrene på hendes hage forhindrede hende i det. Hun udstødte et næsten uhørligt, lavt ja. Et stort, varmt smil bredte sig over Joshuas ansigt, og denne gang kunne de forsamlede mennesker ikke holde deres gisp tilbage. Hvislelyden fra en hel landsby, der synkront trak luft ind imellem tænderne, lød meget lig, den hvislende lyd slanger udstøder, lige før de går til angreb.

Joshua ignorerede dem. De var lige meget. De betød ikke noget for ham. De var kun mennesker. Den mest menneskelige ting, han nogensinde havde været optaget af, stod lige foran ham, og hun havde sagt ja til at give ham, hvad han ønskede sig. Hvad hans hjerte, ja, hele hans sjæl havde længtes efter, lige siden han lagde sine øjne på hende for første gang. Lige siden han hentede hendes bror, og selv dengang, den første gang, havde han forsøgt at presse hende til at følge med sig. Det havde ikke virket, og han havde ikke haft nogen ret (ordet dryppede altid af indestængt harme, når han tænkte det) til at hente hende. Siden den dag havde han skiftevis forsøgt at lokke, true, presse og forføre hende til at følg med, men først nu havde hun frivilligt indvilget. Og han frydede sig.

Zainas krop stivnede for anden gang den dag, da Joshuas arm sneg sig bag om ryggen på hende og pressede hendes krop imod sin egen. Varmen skød op i Zainas kinder og fik dem til at blusse op, og en stille tåre lød ud under hendes øjenvipper, da den andens besiddende arm holdt hende tæt ind til hans side. Den magre piges blik var fæstnet til jorden hele vejen hen til det ventende optog af heste og vogne fyldt med ejendele, veksler, dokumenter, der videregav et jordlod fra en mand til en anden, og mennesker. Den anden, der havde fået, hvad han ville have og mere, end han kom for, sendte intense blikke efter alle, der så meget som vovede at lægge deres øjne på Zaina.

"Der er ingen grund til at græde," hviskede han i pigens øre, lige før han løftede hende op i sadlen på en rødbrun hoppe, der var rolig af natur, og som han havde på fornemmelsen ville gå godt i spænd med Zainas personlighed. Få øjeblikke senere sad han også selv i sadlen, selvom hans hest var langt mere temperamentsfuld end Zainas hoppe. Det betød ikke noget, at hun græd lydløst nu, han skulle nok få lært hende, at der ikke var noget at græde over ganske snart. På et tegn fra Joshua satte hele optoget igang; inklusiv Zaina.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...