Danielle Adams | Udgivet bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2015
  • Opdateret: 12 apr. 2016
  • Status: Igang
Mød Danielle Adams, pigen som har en meget stor passion til et bageri. Pigen som har forladt sin uddannelse for, at gøre det hun elsker: at arbejde i The British Baker. En dag sker der noget meget uventet, noget som forandrer hendes liv.
En kort samtale med Harry Williams er med til at hendes liv bliver forandret – for altid. Hans charmerende smil, hans krøllede lokker, hans latter, får hende til at komme i en drømmende trance. Hans forførende grønne øjne stirrer direkte ind i hendes sjæl, og stjæler hendes opmærksomhed.
Der opstår et uforglemmeligt venskab, men hun bliver forbløffet over det faktum, at der gemmer sig mere inden i Harry Williams. Løgne opstår, kærligheden vokser, knuste hjerter popper frem. Kan løgne mon hele alt i hendes hjerte, når hun finder ud af hans dybeste hemmelighed, som kun noget hans bedste ven ved noget om?

55Likes
139Kommentarer
26200Visninger
AA

4. Danielle Adams | Kapitel 1

Kapitel 1

”Darling, din pause er ovre nu. Forsæt nu dit gode arbejde, okay?” kommanderede min chef smilende. Jeg rettede blikket hen mod hende, og mit eneste respons var et nik, samt et mundtligt svar, som kom efter kort tid.

”Javel. Jeg kommer nu, to sekunder,” svarede jeg med et svagt smil, idet jeg rejste mig op, rettede jeg hurtigt på mit hår, og mit forklæde af en art, hvor der stod The British Baker med store og hvide blok bogstaver på det sorte forklæde.

Denne her bager var ejet af én af min mors bedste veninder, hvilket betød, at jeg havde et tilknyttet bånd til hende.

Jeg følte mig hjemme i hendes bageri, som om at det var mit andet hjem. Mit second space.

Min mors veninde plejede at kalde mig for alt muligt, lige fra darling til Dani, og fra Elle til søde, og så videre.

Min mor, Marisol, tvivlede meget på mig, om jeg ville finde mig en fyr. I flere år havde hun sagt til mig, at tvivlen var ved at komme til gode. Fandt jeg det irriterende? Ja.

Jeg kunne ikke ønske mig et bedre arbejde. Denne her bager var absolut også den bedste, og her dukkede altid mange kunder, da bageren var meget populær. Den lå under top tre listen, hvilket var ret sygt i mine øjne.

I starten overvejede min chef, Jacqueline, at lukke ned, men på grund af, at hun lyttede til mine positive bemærkninger, og skaffede sig en ny bager i et andet kvarter. Hun tog imod mit råd og var nu blevet til et succesfuld bageri.

Hurtigt var jeg henne ved kassen og så at køen var blevet okay lang, så kunne jeg bedre forstå, at min pause blev hurtigt slut. De havde brug for min hjælp, hvilket jeg også tog hatten for.

”Jeg åbner her,” meddelte jeg, lige idet jeg stod klar, og var straks klar til at tage imod nogle kunder. Så køen ikke blev al for lang.

Hadede du heller ikke, når køen var alt for lang, og der var ingen der gad at åbne op for en ny kasse?

”Hej, hvad vil du have?” spurgte jeg, mens jeg sendte kunden et imødekommende smil, og ventede på et svar.

”Franskbrød uden de der krummer,” en ældre dame stod i flere minutter og tænkte over, hvad det nu hed. Birkes hed krummerne. Mange kunder, af ældre, glemte næsten altid, hvad de krummer hed, så til sidst blev man vant til, hvad kunderne her prøvede at forklare os.

Jeg tog hurtigt fat i det ønskede franskbrød, og pakkede det ind i en slags papir pose, og foldede det sammen, idet jeg lagde det på bordet foran damen.

”Ellers andet?” spurgte jeg, mens jeg stadig havde mit venlige smil klistret på læben.

Det var faktisk et krav min mors veninde – også bedre kendt som min egen chef – der lavede kravet.

Smil altid venligt til kunden. Giv altid kunden ret – selvom det skete sjældent.

”Nej love,” smilede hun. De ældre personer kaldte os altid for søde ord, det eneste jeg gjorde var at sende damen et svagt smil over hendes ord.

Ville jeg være en underlig person, hvis jeg sagde til folk, at jeg blev glad, når de kaldte mig for søde ord?

Jeg fortalte så damen, hvor mange penge hun så skulle af med. Der gik ikke mange sekunder, så fik hun fisket sit kort frem, hvilket fik mig til at se undskyldende på hende.

”Vores kortautomat er i stykker, desværre.”

Damen så en anelse overrasket, men også lidt trist på mig, da jeg fortalte hende det.

Sandheden var, at vores kortautomat var gået i stykker og en slags mekaniker – eller hvad det nu var – ville dukke op i løbet af dagen og ordne det for os.

”Men der kommer en person i løbet af dagen og ordner det,” opmuntrede jeg hende. Dog hjalp det ikke helt, i stedet for lagde hun bare et par små mønter på disken. Tog posen og forlod butikken, imens jeg stod her og stirrede overrasket over damens hurtige betalingsmetode, og hvor hurtigt hun kunne forsvinde fra bageren.

Hurtigt lagde jeg de mønter ned i kassen. Jo hurtigere det gik, jo hurtigere kunne jeg betjene en ny kunde.

”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte jeg, og igen var mit venlige smil på spil igen.

Jeg så at denne her gang var det en ung fyr med lidt krøller i, dog havde han en slags rød bandana på og en sort læderjakke som matchede perfekt til hans hvide T-shirt. Hans udseende var lige min kop te, men nu måtte jeg fokusere på mit arbejde og ikke på hans udseende.

”Tjo, fire chokolade boller,” svarede han blot med et skævt smil på læberne

I en blid bevægelse tog jeg fat i den berømte papir pose og fandt derefter de fire chokolade boller, som han bad efter. De blev så placeret ned i posen, hvorefter jeg foldede posen sammen, idet jeg lagde den på bordet.

”Ellers andet?”

Lige der, hvor jeg skulle havde tastet de fire chokolade boller ind, mødte mine øjne hans øjne, og det fik min mave til at slå kolbøtter, som bare fanden. Jeg sank kort en klump ned, og jeg følte ærlig talt, at jeg blev hypnotiseret af hans ret så kønne, grønne øjne.

”Der er vidst ikke andet der interesserer mig – udover dig, selvfølgelig,” sagde han med et charmerende smil, hans ord fik mine bryn til at rynke en smule og grine lettere akavet over ham.

”Udover mig? Jamen dog. Men nu taler vi om der er mere mad eller drikkelse du vil have?” mumlede jeg lidt fraværende, men samtidig havde jeg fastholdt mit blik mod ham. Jeg lagde mit hoved lidt på skrå. Han rystede kort på hovedet, men beholdte sit charmerende smil på det højeste gear.

”Nej tak… Danielle,” sagde han, med det kække smil på læberne, over at han kendte til mit navn. Folk vidste kun hvem jeg var, på grund af navneskiltet, som jeg rendte rundt med på arbejde.

”Okay så, det bliver så 2 pund,” sagde jeg, mens jeg sendte ham et svagt og venligt smil. Han rakte mig pengene, samt et kort, hvilket fik mig til at smile svagt, også selvom jeg var forvirret over kortet.

Jeg kunne først se, hvad der stod i kortet, når jeg enten fik pause eller fik fri fra arbejdet.

”Hav en god dag,” smilede han, hvorefter han tog fat i posen, gik hen mod døren, inden han forlod bageren vinkede han kort til mig. Man kunne ikke nå at råbe vent, eller noget, da han forlod bageren som om at en storm var vendt tilbage.

Jeg lagde kortet i min lomme i forklædet, og begyndte at betjene den næste kunde. Sådan blev det ved om og om, de samme rutiner hver evig eneste dag, men jeg brokkede mig skam ikke. Jeg fik mig enten et godt grin eller en virkelig god samtale i gang hos de forskellige kunder. Atmosfæren var altid perfekt her!

Jacqueline mente, at jeg var grunden til, at kunderne hele tiden dukkede op om og om igen – dog var jeg dybt uenig i det. Jeg var ikke grunden til at dette bageri blev holdt kørende. Hun var skylden i det – ikke mig. Hun sørgede for maden, det gjorde jeg trods alt ikke.

 

× × ×

 

Flere timer gik, og tiden blev endelig rundet helt op til halv fem, hvilket betød at bageren endelig kunne lukke – noget af det jeg elskede ved arbejdet: at få fri.

”Jeg skal nok lukke bageren ned denne her gang, dear,” sagde min chef med en kærlig stemme. Hurtigt rystede jeg på hovedet, og tog fat i nøglen til bageren, inden hun nåede at tage den.

”Jeg insisterer, Danielle. Lad mig lukke min egen bager ned,” bad hun med sine bedende øjne, inden hun kort sukkede opgivende, og prøvede derefter at række ud efter nøglerne til bageren.

Et suk forlod mine læber, da hun brugte de samme ord om og om igen. De ord fik mig næsten altid til at give op. Hvorfor brugte hun også lad-mig-lukke-min-egen-bager-ned ordet?

”Okay, fint,” mumlede jeg med et forsigtigt smil på læberne.

Uden tøven gav jeg hende nøglerne. Jeg havde lagt mit forklæde på plads, og stod nu i min egen læder jakke. Hurtigt fik jeg mine hænder ind i lommerne, og med det samme kunne jeg mærke noget skarpt, hvilket fik mig til at få det ud.

Mit smil dukkede automatisk op, da jeg så at det var kortet fra fyren, jeg mødte tidligere i dag. Jeg burde tjekke det ud, hvad der præcis stod på kortet, eller ville det være uhøfligt, hvis jeg så den senere? Hvad nu, hvis det var noget vigtigt? Noget spontant?  

”Oh darling, smut dog hjem med dig inden klokken bliver alt for mange. Du har en familie, der venter på dig,” kommanderede hun, mens hun smilede til mig. Hun viftede med sin hånd, som et slags tegn på, at jeg skulle smutte hjem til min familie nu.

”Okay så, vi ses i morgen, Grace,” kvikkede jeg, og mens jeg langsomt bakkede væk fra hende, så vinkede jeg farvel til hende.

Min chef hed rigtigt Jacqueline Grace Thomsen, men eftersom Jacquline havde jeg stadigvæk bøvl med at få udtalt korrekt, så kaldte jeg hende bare for Grace, da det trods alt var nemmest at sige.

”Farvel, min kære.”

Min nysgerrig tog virkelig meget over, specielt, når jeg var ekstrem nysgerrig i, hvad der stod omme på bagsiden af kortet. Det var faktisk sådan et kort, hvor man kunne få fat på folk, blandt andet vigtige firmaer, forretninger – generelle de vigtige ting, også mennesker man kunne kontakte, når man var i gang med en aftale.

I mens jeg var på vej hjem, så studerede jeg naturen. Naturen var altid så yndig på vej til og fra arbejdet, fordi solen gik op og ned. De samme rutiner – om og om igen.

Men alligevel kunne jeg altid bruge flere minutter på at studere solnedgangen og solopgangen.

Eller rettelse: jeg studerede kun solopgangen, hvis jeg havde tid til det, hvis jeg gik tidligere, end hvad jeg plejede at gøre.

Min mave begyndte endnu en gang at gå fuldstændig amok, bare fordi jeg tænkte på den fremmede, ukendte person med de krøllede lokker, jeg mødte tidligere i The British Baker. Hans udseende kunne jeg simpelthen ikke glemme, og for ikke at nævne hans virkelige sexede, britiske accent. Det var sjældent at jeg fandt sådan noget tiltrækkende, men ved ham kunne jeg virkelig godt lide det.

Mine ben stoppede lige pludselig op, da jeg var endt henne ved hoveddøren til mine forældres – og min egen – lejlighed. Jeg sank kort en klump ned, og følte at jeg måtte fortælle mine forældre, at jeg var klar til at flytte, men jeg havde bare ikke økonomien til det.

Min mor sagde endda tit til mig, at jeg snart skulle flytte hjemmefra, som en ganske normal teenager ville gøre.

Hvorfor fanden skulle det også være dyrt at flytte hjemmefra?

Uden at tænke mere over det, havde jeg åbnet døren og trådt indenfor. Duften af mad fyldte mine næseborer, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke også fortalte, at min mund begyndte at savle lidt for meget over duften af mad.

”Hej, Danielle. Var det en god dag på arbejdet?” spurgte min mor med et kærligt smil. Hendes ord brød direkte mine urealistiske tanker om mad og den fremmede fyr. Jeg smed mine sko og hang min jakke op, hvorefter jeg tog kortet, og gik langsomt ind til min mor.

”Øh ja, den var vel fin nok,” svarede jeg kortfattet, idet jeg kort sendte hende et lille smil.

”Den var anderledes i dag, end hvad den plejer af være,” afsluttede jeg, idet jeg viftede kort med det kort fyren med de krøllede lokker gav mig.

”Jeg kan mærke, at det gør ondt at smile så meget næsten fireogtyve syv. Jeg troede aldrig, at det skulle gøre så meget ondt,” smågrinede jeg, mens jeg lagde ekstra meget tryk på aldrig.

”Velkommen til virkeligheden, skat,” kvækkede hun.

Min mor kom et par gange med et par flabede bemærkninger. Men både min mor og jeg drillede af og til hinanden, og gav hinanden utallige comebacks, så teknisk set, så havde jeg det fra hende, og ikke fra min far.

Fra dengang til nu, så havde mit forhold til min mor ændret sig – på den positive måde.

”Jeg takker. Hvor er far henne, og hvad skal vi have til aftensmad?” spurgte jeg hende om med et svagt smil. Min mave knurrede lidt, hvilket fik mig til at se lidt hungrede på min mor, mens jeg kort aede mig selv på maven.

Lige nu følte jeg, at jeg kunne spise hvad som helst – så længe jeg fik noget mad ned i min mave.

”Grillmad og de diverse tilbehør dertil. Din far er udenfor og ordner kødet, mens jeg er i gang med salaten og de der flutes dertil,” svarede hun med et kærligt smil. Et smil poppede frem på mine fyldige læber, lige da min mor nævnte ordet grillmad.

Jeg havde en virkelig al for stor kærlighed til grillmad – eller det havde jeg generelt på alt slags mad.

”Vi vidste, at det nok havde været en hård dag, og eftersom at din far kom tidligere hjem, så besluttede vi os for grillmad,” forklarede hun, mens hun var i gang med at forklare mig det, så bakkede jeg langsomt hen mod terrassedøren. Jeg ville hilse på min far – en underlig vane, jeg havde.

”Hej far,” hilste jeg, idet jeg krammede ham bagfra. Jeg var en kæmpe kramme bjørn, sådan betragtede jeg mig selv. En person, som elskede at kramme.

”Hej Dani, velkommen tilbage fra dit arbejde.”

”Jo tak, daddy,” grinede jeg, hvilket han også selv gjorde over mit ordvalg. Jeg var aldrig god til at finde på nogle øgenavne til min far, så jeg gav ham bare et par stykker, som passede utrolig godt ind til mine uventede sætninger.

”Det ser forresten godt ud,” kommenterede jeg, inden jeg slap ham og smuttede indenfor igen.

Hurtigt stoppede jeg mig selv, da jeg bemærkede mit kort lå i min baglomme. Endnu en gang tog min nysgerrighed over, jeg måtte vide hvad der stod på det kort, jeg havde en træng til at læse det.

Hvem ville ikke være nysgerrig over sådan et kort?

Jeg satte mig ned på en stol, hvorefter jeg hev mit kort frem igen. Jeg havde lyst til at læse, hvad der præcis stod i den. Jeg måtte simpelthen vide det.

Jeg vendte kortet om og så skriften, hans håndskrift var utrolig køn, hvilket fik mig til at smile endnu mere, da jeg begyndte at læse teksten.

Jeg var faktisk overrasket over hans utrolig pæne håndskrift, da de fleste mænds håndskrifter plejede at være utrolig grimme og sjuskede, så overraskede han mig positiv.

Hey, Danielle.. Mød mig i parken på lørdag klokken 15:00, hvis du tør?

Hilsen fyren med de krøllede lokker aka fyren fra bageren, love.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...