Her story - our story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2015
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Kender du den der fornemmelse af, at man mangler noget. Du ved, når man går hen mod skolen uden sin skoletaske på ryggen, eller når man ikke spiser morgenmad?
En historie om to uadskillelige sjæle, og deres sidste tid sammen.

Baseret på virkelige hændelser.
______________________________________________________________________________________________________________________________________

Det smukke cover er lavet af ophavsmanden, som har en coverstore. Gå ind og tjek den ud! :-)

15Likes
15Kommentarer
1142Visninger
AA

4. Kapitel 4

Hun havde et fast greb om min hånd. Klokken var halv otte om morgenen. Jeg plejede altid at komme en halv time før, bare for at være der når hun kom. Hendes mor stod overfor os. Hun var sød hendes mor. Altså sådan, venlig.
Hun havde lyst glat hår, ligesom Anne-Sofie, og den samme trekantsformede mund, med vampyrtænder i hjørnerne. Rundt om os talte de andre børn i munden på hinanden, imens de sad og spillede uno ved det aflange bord. 
“Nå, jeg tror jeg går nu” sagde hun.
Jeg nikkede, “vi ses”.
Tårerne fyldte Anne-Sofies øjne og hendes læbe begyndte at bævre. Hendes mor vendte ryggen til, og nåede ud ad døren før den lille pige brød ud i gråd. Jeg satte mig på hug og lagde armene om hende. Sådan stod vi i lang tid indtil gråden aftog. Så gik vi sammen op til bordet i stilhed.
“Skal jeg tegne en hest?” spurgte jeg. Hun nikkede. Jeg vidste at hun elskede, når jeg tegnede heste til hende.
Jeg tog et papir og en blyant, og begyndte at tegne omridset af en pony. Det lignede mest af alt noget hun selv kunne tegne. Da jeg var færdig rakte jeg den til hende.
“Du skal farve den” sagde jeg, og sendte hende et smil. Hun smilede med besvær tilbage.
“Skal du så til ridning i morgen?” spurgte jeg.
“Ja” sagde hun, og holdt en kort pause, “jeg skal ride på den store hest!”. Denne gang var der lidt mere glæde i hendes stemme.
“Sejt” sagde jeg før jeg slog blikket op mod uret. Klokken var snart otte, jeg skulle til at op. Jeg kiggede på hende. “Jeg skal gå nu” sagde jeg, og slap hendes lille fine hånd. Hun slog blikket ned i gulvet og nikkede. “Vi mødes igen til morgensang” sagde jeg, og gav hende en hurtigt kram før jeg forlod lokalet. 

 

Timerne gik langsomt, og endelig fik jeg kæmpet mig til dagens ende. Det havde været en hård dag. Et forkert skridt, og så var jeg på Katharinas dårlige side.
Jeg ville bare ønske de ikke gjorde ondt, ordene. Alle de ting hun sagde.
Jeg ville ønske, de bare prellede af på mig. Men det gjorde de ikke. De blev siddende udenpå i nogen tid, hvorefter de langsomt begyndte at bore sig ind i mig. Og det gjorde ondt. Det gjorde så fandens ondt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...