Skovbunden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2015
  • Opdateret: 5 nov. 2017
  • Status: Igang
Eddie Habert og Amanda Mikaelson har været tætte venner i al evighed. En sommer forsvandt Amanda. Der var ingen, som havde nogen ide om, hvor pigebarnet var henne. Var hun løbet hjemmefra? Bortført? Eller var det alt sammen en spøg? Eddie må forsøge, at stable en ny hverdag uden Amanda på benene, men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når han inden han ser sig om bliver flettet ind i en kaotisk eftersøgning?

29Likes
60Kommentarer
1940Visninger
AA

9. zoey miss zoey

 

zoey miss zoey

 

Zoey sad i baghaven med en ny fyr. Han havde et spøjst ansigt, der var uhyggeligt, som bare fanden. Men drengen kom da med nogle muntre indslag indimellem, som fik Zoey til at bryde sammen i en leende tilstand. Han sad stift på en primitiv havestol, som Lauren ikke havde skiftet ud siden hun fandt dem hos en genbrugsbutik, der var gået konkurs. På tværs af hans nedslidte jeans lå Zoeys ben og hvilede sig på hans lår. De snakkede og kommunikerede på en helt uvant måde, som jeg ikke kunne forholde mig til. Indimellem kom Lauren eller jeg slentrende ned til dem med en vaklende bakke, hvor vi havde stablet glas og en aldrende kande med lemonade. De tog utaknemmeligt imod det, sank enkle mundfulde og så rakte Zoey dirigerende en hånd i vejret, som skulle antyde at de trængte til endnu en optankning. Lauren, som altid forsøgte at rette op på ting, der var ved at smuldre fra hende, løb igennem baggården, og ned til det lille havebord, som de sad omkring. Hun lod sig ikke slide ihjel, selvom hun så småt var ved at falde sammen af udmattelse.

Drengens navn var Luca. Jeg slog hans pigelignende navn op på Facebook, og stalkede hans opslag fra flere måneder tilbage. Lige i momentet følte jeg mig ualmindelig kikset, men det var alligevel meget lærerigt, for drengen var usædvanlig ligeglad med hvad, der blev delt på de sociale medier. Alt der overhovedet var at vide om ham stod der nok. Sort på hvidt. Det mindede mig om engang tilbage til de tidlige skoleår, hvor det først lige og lige var begyndt at gå op for mig, at jeg rent faktisk havde en hjerne, hvor jeg afleverede en ordentlig stak kopiark. Hele bunken handlede om identitetsdannelse gennem medier, hvor jeg nøje og detaljeret havde skrevet utallige ting, der kunne have indflydelse på individet med brug af medier. 

"Hvad så, Eddie?" spurgte Lauren afbrydende, da jeg sad der i min egen verden og tænkte tilbage på de gode gamle stunder, hvor alt fløj afsted omkring mig.

"Ikke så meget, kan jeg informere dig om," svarede jeg sukkende. "Har du hørt mere?" 

"Næ, ikke noget nyt. Jeg læste bare nogle enkle netannoncer, men de var ikke specielt interessante."

"Hvad stod der da?" 

"Tja," hun strøg sin hånd over bordpladen, og fejede de overskydende krummer ned på gulvet, "altså, ikke noget, som vi ikke ved noget om. Alt var kortet mere eller mindre ned, så det var knap så detaljeret, som jeg egentlig havde forventet."

"Så der stod bare med store og fede bogstaver, at Amanda er forsvundet og man ikke har set hende i en længere periode?" spurgte jeg.

"Ja, sådan set. Der var nogle enkle facts, som for eksempel det med, at hun blev født i Rusland og at Ellen og Andrew er hendes nuværende forældre, og så videre, men det var så lidt så lidt, Eddie. De har ikke været grove, de journalister, så værd taknemmelig for det," sagde Lauren. Efterfølgende gjorde hun lidt rent i køkkenet, satte puderne på plads i sofaen og rettede på småtingene i vindueskarmen. 

"Lauren, for resten, hvem pokker er ham der Luca?" spurgte jeg, og så ned til dem forenden af haven.

Lauren rystede smilende på hovedet, imens hun foldede en af tæpperne, og lagde det over sofaryggen. "Helt ærligt, så tror jeg det er tidsfordriv." Vi grinte lidt, og det var helt mærkeligt. Faktisk føltes det helt forkert, fordi det på en eller anden facon var direkte respektløst at stå der og le, som om alt var okay. 

 

Inden jeg så mig om lå jeg på ryggen i min seng, imellem alt rodet og stirrede op i loftet. Der var intet interessant at foretage sig, for jeg var hverken den kreative eller sociale type, der spontant arrangerede legeaftaler, som det hed dengang man var lille og uvidende om den virkelige verden. Zoey levede stadig i den tro, at alt var en leg og ganske enkelt at gennemføre. Hun var en del af et sølle brætspil, hvor man opførte sig pænt egoistisk og slog alt hjem til startfeltet, hvis der stod noget i vejen, som blokerede og hermed gjorde det til en forhindring, at komme først i mål. Jeg derimod kørte mig eget spil, hvor jeg så fint og harmløst lå i min seng, hvor jeg kunne fantasere mig hen til steder, hvor der ikke var alle de her fandens forhindringer, for forhindringer var der nok af. 

Det var sådan mine weekender forløb. Jeg lå og så op i loftet, hvor der var ganske ensomt, men jeg gjorde ikke noget ud af det og jeg klagede ikke over min egen tilværelse. Lauren skænkede mig væske i løbet af dagen, for hun ville nødig lade mig udtørre, selvom hun inderst inde nok var ganske træt af mig. Hvad angik Zoey og fyren Luca, så tilbragte de begge to weekenden i vores lille og langt fra isoleret hjem. Det var nærmest krænkende og ligge der, og være vidne til hvordan deres hede nætter foregik. Jeg så ingenting - gud ske tak og lov for det - men jeg måtte imod min vilje lytte til, hvordan min yngre søster forførte alle drenge eller generelt bare alt med en puls. Lauren vidste det, jeg vidste det, alle vidste det, for det var efterhånden spredt sig til alle, at hun var sådan en type. Men hun var trods alt min søster, så jeg kunne ikke bare gå og hate på hende, selvom jeg ikke fattede hendes hobbyer. 

Zoey var en meget interessant pige. Alle vidste godt hvem hun var, men det var overraskende hvor forskellige meninger og fordomme man havde til pigebarnet, for ingen af dem der dømte hende kendte hende oprigtigt. Men det var definitionen på vores skolekultur og det miljø vi befandt os i. Skolen i Tutshill var en overbygningsskole, hvor der ikke rendte små pestilenser rundt og gjorde det hele til en omvandrende lejeplads. Men ulempen ved at være alle unge mennesker samlet på én skole, var netop det, at der farede sladder rundt i luften konstant og man fik aldrig lydløs ro. Det kunne være drænende, men det var dagligdag. 

Søndagmorgen. Vi sad i køkkenet og spiste vores toast. Lauren stod op, så Luca kunne få en sideplads, så vi slap for at skulle dække op ved det større spisebord. Der var en tung duns af kaffe hængende i luften, og Zoey sad flovt og så på imens Lauren fortsatte med at brygge mere kaffe. Både Luca og Zoey væmmede sig ved lugten. 

"Hvad har I af planer idag?" spurgte Lauren os alle. 

"Luca og jeg tager en bus til centrum." Zoey hang ind over bordpladen, som en doven dukke, imens hun nippede til nogle rester, som hun havde på sin tallerken.

"Nu? Altså lige om lidt?" spurgte Lauren chokeret.

"Ja?" 

"Jamen, okay så. Men hvad kan I lige få tiden til at gå med derinde, det er jo søndag, Zoey."

"Der er et arrangement på pladsen, Lauren, så vi klarer os," svarede Zoey. Lauren kunne ikke sige nej, så hun lod dem gå. Luca fulgte tavst i hælene på Zoey ud af døren, da de havde spist op, og så var de ellers smuttet. 

 

Slut august. Jeg nød den milde sommerluft, som var ved at sive væk. Der var snart efterår, hvor bladene elegant faldt fra træernes toppe og landede på jorden, hvor de spredte sig som et fint rødligt tæppe. Men den tid så jeg nødig komme for tidligt, selvom jeg jo godt var klar over, at tiden var inde til at pakke sig ind igen. Hvad der skræmte mig allermest var, at Amanda var derude et sted, og snart ville fryse ihjel, hvis hun ikke blev fundet inden da. Lauren havde været mærkelig på det sidste. Hun havde snakket med en psykolog om mig. Helt ærligt, om mig. Hun mente at jeg burde tage med, så jeg kunne få renset mit hoved, og skylle alle mine bizarre tanker væk, men det var bare langt fra mig. Jeg ville ikke tage til psykolog, fordi jeg havde småproblemer med mig selv, som egentlig ikke vedrørte andre. Det ville også være latterligt, hvis jeg pludselig søgte hjælp udefra, for her sad jeg og klagede over savn til min veninde, men et andet sted i nærheden sad hendes forældre med oprejst pande og de lod sig ikke blive tippet af deres vakkelvorne stole, fordi de troede på det bedste. Så en psykolog var aldeles latterligt, så absurd, at jeg næsten blev helt skuffet over Lauren, at hun ikke tænkte længere, men det fik jeg vidst nok også sagt til hende. Men Lauren var god nok. Hun forstod hvad jeg mente. Faktisk fik hun helt dårlig samvittighed, selvom det nu ikke var min hensigt at kritisere hendes handlinger og de beslutninger hun tog sig.

***

Den selv samme søndag aften, da hele paraden var nået sin ende nede i bymidten, havde Zoey taget afsked til Luca for denne gang. Min kære søster og jeg satte os til rette på de gamle og nedslidte havestole, hvor vi havde pakket vores tynde og udsultede kroppe ind i vattæpper og adskillige uldne jakker, der sørgede for at vi ikke frøs til is.

"Hvordan er ham Luca så?" 

"Tja, han er vel som de andre," svarede Zoey og snøkkede ucharmerende op.

"Som de andre simpelthen?" Jeg sad med rynket pande. Hun skruede op for musikken, som hun afspillede på sin mobil, som om der var noget hun ikke ville have, at Lauren skulle involveres i, selvom hun allerede var gået i seng, for at sove randerne væk.  

"Desperate og barnlige."

"Nå, selvfølgelig ja. En modsætning af dig jo," sagde jeg sarkastisk. 

Hun lo irriteret og himlede med sine mørkbeklædte øjenvipper, der sad som tunge klumper omkring hendes øjne. "Du er altid så skide hamrende morsom, Eddie, men jeg vil skyde på, at du bare er pisse misundelig."

"Mig? Misundelig?" Jeg lo. "Hør, søs, jeg dømmer dig ikke, men hvis du havde været en anden tilfældig pige på skolen, som jeg ingen relationer har til, så ville jeg væmmes ved synet af dig." 

"Av, Ed, virkelig av," sagde hun, men jeg vidste at hun ikke ville tage det ilde op, for vi kunne godt være ærlige overfor hinanden uden at bære nag, og skabe konflikter imellem os. 

Vi sad stadig ude selvom solen var forsvundet, og der blot var en dunkel nuance omkring os. Zoey sad med en sodavands dunk i hånden, som hun indimellem tog nogle enorme slurke af. Jeg derimod sad med et sølle termokrus, som var halvfuld af en klam og tynd kaffe. Normalt var jeg ikke den store kaffedrikker, men jeg drak det for koffeinen, der ville holde mig fra at falde søvnig af stolen. Det organiske stof kunne selvfølgelig også indtages på andre faconer, men jeg foretrak kaffe, fordi det virkede og gav den effekt jeg forventede. 

"Jeg tror jeg går op til huset igen, Zoey," sagde jeg og tømte bittert den sidste mundfuld, der var tilbage af kaffen.

"Vent, Ed." Zoey havde grebet ud efter min hånd, og trak mig tilbage i sædet.

"Hvad så?" 

"Amanda? Hvad ved du?" Hendes stemme var kold og desperat. Hun ville vide noget, hvilket var forståeligt, for ingen havde involveret hende eller givet hende nogle - selv de mindste - informationer.

"Der er ikke meget at vide," svarede jeg. Og det var ikke engang løgn.

"Hør Ed, måske tror du jeg er en uduelig unge, for jeg har bemærket hvordan du og Lauren snakker om mig, når I tror jeg ikke lytter, men jeg har medlidenhed med dig, okay? Og jeg forstår rent faktisk alvorligheden i det der sker omkring os begge, for jeg er ligesom også en del af det her cirkus."

"Zoey, jeg, jeg ved bare ikke, hvad der er vigtigt for dig at vide? Der er mange småting, som jeg ikke engang selv ser som nogen hjælp, men det er alligevel vigtige facts," sagde jeg frustreret. 

"Jeg vil bare ikke skubbes til side, eller blive glemt for den sags skyld, fordi jeg er mindreårig."

"Men kære Zoey, jeg og også Lauren, har fået besked om at holde alt fortroligt."

"Jamen, jeg er jo en del af den her familie, og når det eneste I to overhovedet snakker om, så er det fandens svært for mig at skære igennem, for jeg ved ikke en skid om noget, der vedrører Amandas sag," sagde hun med en skinger, men dog meget overbevisende stemme. 

"Stop det, Zoey." Jeg hævede stemmen, og så vredt på hende, imens jeg hentydede til, at hun skulle holde sin mund. Jeg blev frygtelig stødt over, at hun sagde at Lauren og jeg nærmest forsøgte at udstøde hende fra vores lille familie. 

"Så jeg har ikke ret eller hvad?" spurgte hun provokerende. Jeg sprang af min stol, og satte mig hastigt ned på knæ foran hende, og placerede mine hænder på hver side af hendes hoved. 

"Hør her, Zoey, din forbistrede tøs, du er en del af den her forskruet familie, og du skal aldrig i dit - forhåbentlig lange - liv tro noget lignende om vores kærlighed til dig, for du skubber sandheden langt fra dig og bilder dig selv de mærkværdigste ting ind." Hendes øjne blev røde. Jeg havde aldrig set hende så sårbar før. "Måske du ikke bliver kastet ud i Amandas sag, men det er kun for at skåne dig." 

Hun nikkede. "Tak Eddie." 

Vi fulgtes ad op til huset, og gik hver til sit, da vi nåede hver vores værelsesdør. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...