Skovbunden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2015
  • Opdateret: 5 nov. 2017
  • Status: Igang
Eddie Habert og Amanda Mikaelson har været tætte venner i al evighed. En sommer forsvandt Amanda. Der var ingen, som havde nogen ide om, hvor pigebarnet var henne. Var hun løbet hjemmefra? Bortført? Eller var det alt sammen en spøg? Eddie må forsøge, at stable en ny hverdag uden Amanda på benene, men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når han inden han ser sig om bliver flettet ind i en kaotisk eftersøgning?

29Likes
60Kommentarer
1938Visninger
AA

14. front paper

 

front paper

 

Jeg begyndte at forstå, hvordan kendte måtte leve og forholde sig til almene sammenhænge. Det er det rene helvede, og du er konstant i fokus. Jeg er den nærmeste forbindelse til Amanda, og det gør mig ekstrem spændende, trods min uvidenhed. Ikke engang hendes adoptivforældre kan tiltrække al den opmærksomhed, som jeg formår. Lauren tog rent faktisk en ganske alvorlig snak med mig om det. Hun var nervøs for min fremtid. Mon jeg ville forblive en figur på de sociale medier, som skulle udstilles hver gang man satte sig selv i en dårlig situation helt tilfældigt. Tanken skræmte mig, men jeg lod hende ikke se det, for jeg ville ikke være svagere overfor Lauren end jeg allerede var. 

Men det der satte hele denne snak i sving, var efter udgivelsen af ugens ugeblad. Mit rasende fjæs på forsiden, hvor jeg truer nogle af mine tætteste venner. En fiasko. Jeg var et frygteligt menneske i den situation og jeg fortrød det inderligt, men de var nogle svigtende skiderikker, som jeg alligevel holdte af. Men vi strejkede fra hinanden imellemtiden. Ingen af os turde at se hinanden i øjnene og indse at vi hver især havde begået en fejl. 

Inde i bladet var der en spalte med en beskrivelse af forløbet. En underubrik med et afsnit om Nina, og en anden underubrik, som handlede om mit raserianfald. Resten af siden var en collage med billeder, og med én enkel sætning til hvert billede, som fik mig udstillet som en kujon, der var egoistisk. På ugebladets internetside var der en ordentlig klynge med kommentarer, og her blev mit navn gentaget adskillige gange. Det var psykisk krænkende at læse alle de onde ord, som var rettet direkte mod én. Det var ikke kun  unge mennesker, men rent faktisk også og endda flest voksne mennesker. De var grove i sproget og brugte utallige adjektiver, som var enormt stødende. Jeg troede at folk frastødte onlinemobning og var imod det. Sådan havde det i hvert fald altid været, men det havde åbenbart taget en drejning. Jeg var blevet et offer. De havde intet på mig, men mine handlinger var nok til at fælde mig og nedgøre mig. Det var ynkeligt. Jeg var blevet en syndebuk og nu var min adfærd pludselig mere i fokus, end Amandas forsvinding. Men i bund grund sagde det vel mere om de mennesker der nedgjorde mig end mig selv. Jeg ønskede alt skulle stoppe. Det var det eneste jeg kunne tænke på, udover min kære Amanda. 

 

***

 

Jeg sad i køkkenet. Det regnede og der var koldt udenfor, så jeg lunede mig med en ækel kop kaffe foran min computerskærm. Jeg havde fået en dårlig vane med at dyrke al den hate, som der hver dag hobede sig op på de sociale medier. Det var endda begyndt på facebook, hvor Tutshill havde sin egen gruppe, som var åben for alle. Zoey stod ved køleskabet og ledte efter gårsdagens aftensmad, som hun ofte lunede i mikroovnen dagen efter. 

"Drop det, Ed, det er spild af tid og læse det der," sagde hun.

"Jeg ved det jo også godt, Zoe. Men har jeg andet at give mig til?"

"Nej, eller jo, hvorfor ikke give dem et budskab? Eller bare noget at tykke på?" 

"Hold da op, Zoey, hvor fik du det fra?" Jeg tog mig den frihed at le af hende. 

"Hey hey, ikke gør nar, din fjogede tøsedreng," sagde hun.

"Men det var egentlig helt fornuftigt sagt. Hvordan ville du så have ført dine meninger ud i livet, kære søster?" 

"Ligesom de tumper tryner dig over medier, hvorfor så ikke gøre det samme?" foreslog hun.

"Uddyb, Zoey."

"Det er vel ikke så svært? Bare skriv en længere smøre på facebook, hvor du ligesom kommer ud med det, som du brænder inde med," sagde hun.

"Tror du folk vil læse det?"

"Selvfølgelig. Det er det helt store emne i byen. Du aner ikke, hvor meget der bliver hvisket og tisket i alle kroge."

"Fair nok, jeg giver det en chance, Zoe," sagde jeg og hun smilte med sit gode smil. Det smil som gemte på hendes girlysites, som jeg savnede indimellem. Jeg manglede den søde og artige søster, men hun var her heldigvis stadig.

Jeg begav mig til at skrive. For det første sad jeg og skrev en lorte kladde, som virkede så utroværdigt, at det ville være flovt at slå den op. Men under mit lille skriveri mindede Zoey mig om, at jeg allerede blev hatet, så hvad kunne der ske ved at udtrykke mine oprigtige meninger. Jeg havde allerede forsøgt at få nogle ord indført på politistationen, men min tale var ikke blevet hørt, for der blev kun lagt fokus på mine efterfølgende handlinger og Nina Zjukovskis uønskede tilstedeværelse. Så jeg skrev og skrev.

Jeg sidder med den her ubehagelige følelse i kroppen. Det er mere skræmmende end du, min kære ven, kan forestille dig, at sidde magtesløs og se hvordan tiden flyver afsted når én man holder af er væk. Noget der overgå dette er, at det der burde sættes fokus på er blevet et tamt og dødt emne. Hvis du har levet under en sten de sidste efterhånden mange uger vil jeg nu fortælle dig, hvad du er gået glip af. Min nære veninde, Amanda Mikaelson, er forsvundet. Hun er simpelthen væk. Ingen har hørt fra hende og nu er det bekræftet, at der er sket en forbrydelse. Det store men er så, at hele den her sag er blevet lagt mere eller mindre på hylden af journalister og kommentatorer. De her mennesker, som jeg ingen respekt har for, har besluttet at skabe et mindre debatemne omkring noget, som de har fisket frem i forbindelse med Amandas forsvunden. Mig.

Jeg har været igennem noget, som har slidt mig psykisk og nu er jeg blevet træt af, at lægge skjul på hvad jeg føler. Det er skide respektløs af jer egoistiske journalister og øvrige, blot at tænke på jeres karrierer når I skriver om et tilfælde eller en situation. Amanda Mikaelson blev først og fremmest sat i søgelyset. Hun var spændende i en periode, men nu, hvor alt står mere eller mindre stille vedrørende hendes eftersøgnings sag, så finder I noget nyt at grave i, som kan være fuldstændig irrelevet for sagen. Ifølge mig er det vigtigste for dette samfund, vores by og vores bys sammenhold, at Amanda bliver fundet og bragt sikkert hjem, for at undgå kaos og en krakelerende befolkning. Dem det går mest udover lader deres sorg spredes, for sådan et tab er ikke til at gå igennem alene, men I virke ligeglade. Ligeglade med at en ung pige er væk. Det I nu skriver om er en person, som ikke ved hvordan man skal leve længere. Vedkommende er nemlig begyndt at krakelere. Jeg er den krakelerende person. Mit navn er Eddie Habert. Jeg er Amandas tætte ven, fyren fra politistationen, som flippede ud og fyren der nu skriver dette, for at proppe noget fornuft ind i jeres dysfunktionelle hjerner.

Som afrunding vil jeg gøre jer opmærksomme på en ting. I har de sidste par døgn belastet mig med jeres meninger om mig. Unge som voksne. I har smidt en kommentar, hvor i med grove formuleringer har dømt mig. Men husk på, at jeg bare er en ung fyr, der sidder hver dag og må forholde sig til det faktum, at jeg inden længe kan komme ud for, at miste min ven. Det her er blevet en længere klynge, men jeg har mere at smide i hovedet på jer, hvis I ikke snart tager jer selv i nakken og opfører jer acceptabelt...

Jeg var faktisk forbavset over min egen indsats. Det var blevet en lang og tung mundfuld at læse, men med tid og tålmodighed ville det forhåbentligt sætte sig et aftryk i folks til tider medlidende sjæle. Zoey havde delt opslaget og efterhånden begyndte flere at gøre det samme. Jeg fulgte jævnligt op på kommentarer, for at se om nogle forstod eller misforstod mit budskab. Selv mine elendige venner havde delt og liket. De var dog ikke helt uduelige. Angående dem, så besøgte de mig. De kom en stille regnvejrssøndag. I skolen havde jeg formået at undgå hver og én af dem, så nu var det vel på tide at byde dem ind i varmen igen, så jeg ikke endte ud i, at miste alle mine venner.

Vi sad i vores lille betænkelige stue. Joseph sad i lænestolen, Ivy og Bryan i den blåstribede sofa, og Julia i vindueskarmen. De nippede til deres varme kopper kaffe, som jeg havde brygget til dem, fordi det var det man bød sine gæster. Zoey og Lauren var ikke hjemme, for de ville gerne undgå den akavede tavshed, så jeg måtte være værten, men ikke at det var nogen særlig komsammen, for det var skam ikke. 

"Jeg vil gerne starte med at sige noget," sagde Ivy og satte kaffekoppen fra sig. Hun foldede sine hænder og så over på mig i køkkenet, som var i forlængelse med stuen. "Hør Eddie, jeg er flov over, at vi tog hen til politistationen. Det var selvfølgelig aldrig vores mening at gøre dig sur, for jeg havde ingen anelse om, at du ville reagere sådan, men jeg må dog indrømme, at jeg også var nysgerrig. Det kan vi vel godt blive enige om, at vi alle var?" Hun så på de andre, men ingen reaktioner. "Misforstå mig ikke, men jeg aner ikke hvad der sker, og jeg vil vide mere, for at holde håbet i live, okay?" 

Jeg nikkede. "Det er iorden, Ivy, du skal ikke undskylde. Jeg vil være jeres ven og ikke en kujon, og I er de eneste jeg har. Rent faktisk, så vil jeg slet ikke tænke mere over det, for hvem gavner det lige?"

"Jeg synes stadig du er en kujon, Ed." Julia er rædsom nogle gange, men for det meste har hun en god grund til at være det. 

"Julia!" sagde Joseph skrapt med sin mørke stemme. 

"Amen, drop de der falske facader, og lad os være ærlige her. Okay, Ivy har været ærlig, så nu skal vi andre på banen. Drenge, jeg ved hvad I sagde den anden dag og det gør I udmærket også, så kom med det. Eddie skal vide det." Hun så med arrige øjne på Joseph og Bryan, som tydeligvis skjulte noget fra mig. "Hallo?" 

"Hvad med at du starter ud, Julia, inden du bebrejder os andre," sagde Bryan.

"Fair nok. Ed, jeg ved hvilken følelse du du brænder inde med, og at du bliver til den helt store syndebuk er selvfølgelig uacceptabelt, men jeg fik nok af dig på politistationen. Du mistede din selvkontrol og du var skræmmende at se på, for du lignede ikke dig selv. Så jeg betragtede dig som en kujon, ja, og det skal jeg ikke være flov over eller benægte, for det var sandheden og du fortjener den." Hun så over på Bryan i sofaen. 

"Jeg kan ikke sige til dig, Ed, at jeg ved hvilken følelse du brænder inde med, fordi jeg ikke kendte Amanda, men jeg føler sgu med dig, men jeg følte mig udstillet på politistationen, og svigtet af min gode ven. Det var sådan set bare de følelser der rendte igennem min krop." 

"Jeg er enig med, Bryan. Det var ydmygende at stå der, og føle sig mere eller mindre til grin. Selvfølgelig forstår jeg dig, brormand, altså hvad fanden, hun var jo dit livskraftværk. Du vil ikke være det samme uden hende, så jeg respekterer din reaktion," sagde Joseph. Julia himlede med øjnene af ham og så væk. "Jeg ved jeg var vred af raseri den forrige dag, og jeg sagde mange grimme ord om Eddies opførsel, men drop det der, Julia, for jeg har fortrudt det." 

"Det er fint nok, Joseph. Bare fordi jeg hader hvad du gør indimellem, Eddie, så er det jo ikke ens betydning med at jeg hader dig. Forstå mig ret. Vi holder af dig, men lad os være dine hjælpende venner med forståelse, okay?" Julia så på mig med sine store udsprungne øjne. 

"Forstået, Julia." Jeg smilte.

Vi var sammen hele dagen til det blev mørkt. Jeg stod udenfor. Joseph kom ud bag mig og lagde en hånd på min skulder. Han virkede bekymret for mig, så bekymret, at jeg følte mig ynkelig. 

"Skal jeg fortælle dig noget, Ed?" 

"Kom med det," svarede jeg.

"Jeg var engang forelsket i den her pige. Hun var sød og et godt menneske. Der var ikke noget ved hende, som tydede på, at hun var en pige, som kunne finde på at trodse nogen som helst regler, og det elskede jeg hende for. Hun gjorde min forhastede hverdag ekstrem jordnær, fordi hun var som hun var, så jeg forgabte mig i hende. Det var selvfølgelig inden jeg kom til Tutshill, så du kender hende nok ikke," han fnes, "men ja, hun var min store kærlighed, ærligtalt man. Det var sådan med hendes familie, at en stor del af den havde bosat sig i Frankrig, så hun besøgte dem med jævne mellemrum. Det er et år siden nu. Hun tog derned og gjorde det klart og tydeligt, at hun ville være hjemme inden sommeren sluttede, så jeg betroede mig til hende. Men hun kom ikke hjem, så jeg blev selvfølgelig skide hamrende nervøs, ikke?"

"Klart, ja," svarede jeg.

"Men altså, så jeg mailede hende og sagde at jeg savnede hende, men det gjorde mig efterhånden lidt småirriteret, at hun ikke kontaktede mig. Efter cirka tre dage, så ringede hun til mig og sagde at hun ikke kom hjem til England, fordi at hun havde fået et kostskole tilbud, som hun ikke kunne rende fra. Det viste sig så senere, at hun ikke kun havde fået det her absurde tilbud, men nyt kød at gnaske i. Tænk at det virkelig kunne lade sig gøre? Hun havde fandme narret mig med hendes charme, men det viste sig jo så, at hun var lidt af en møgso. Men det jeg egentlig ville sige var, at jeg reagerede som dig, da jeg ikke havde styr på hvad hun foretog sig. Jeg var rædselsslagen for hendes tilstand og jeg frygtede det værste. Man kan vel kalde mig magtesløs. Du er måske klar over det, Ed, men du er forelsket i Amanda, jeg kan mærke det på dig, fyr." Min krop stivnede. Hvad fanden var det lige han sagde? "Jeg kan genkende mig selv idag."

"Øhm, hvad fanden mener du?"

"Det er iorden, Ed. Men du kan sgu ikke løbe fra det, for som jeg sagde før, så er du en maskine uden et kraftværk, for Amanda er her ikke ved din side. Hvis det ikke er gået op for dig endnu, så skal du nok finde ud af det alligevel, det er jeg sikker på," sagde Joseph med et par forsigte klap på min skulder.

Jeg begyndte at le. "Joe, for helvede. Hun er min bedste veninde, og jeg kan ikke forestille mig hende som andet end det."

"Det er sgu rart at se dig smile igen. Det er sjældent man ser et smil på dine læber, brormand." Joseph smilte. 

Joseph var skør i bolden. Han fik tingene sagt på den her akavede måde, som altid endte ud i noget useriøst pjat, men det skulle til, for jeg manglede en pause. En pause fra Amanda-sagen, men jeg manglede hende og måske havde jeg nogle skjulte følelser for hende, for hun var uundværlig og Joseph havde fat i noget med hensyn til livskraftværket, som vel skulle forestille sig at være Amandas plads i mit liv. Kraftværket. Et organ, måske hjertet, som pumpede blodet ud igennem mine årer, så det var muligt at skabe og bruge ilt, muligt at ånde og leve. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...