Skovbunden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2015
  • Opdateret: 5 nov. 2017
  • Status: Igang
Eddie Habert og Amanda Mikaelson har været tætte venner i al evighed. En sommer forsvandt Amanda. Der var ingen, som havde nogen ide om, hvor pigebarnet var henne. Var hun løbet hjemmefra? Bortført? Eller var det alt sammen en spøg? Eddie må forsøge, at stable en ny hverdag uden Amanda på benene, men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når han inden han ser sig om bliver flettet ind i en kaotisk eftersøgning?

29Likes
60Kommentarer
1941Visninger
AA

11. forbrydelse

 

forbrydelse

 

Amanda Mikaelson eller Ana Marijana Zjukovskis - om man vil - var udentvivl forsvundet, og hun ville ikke på egen hånd vende tilbage til sine sædvanlige omgivelser.

Dagen efter fundet af hendes rygsæk blev der sat en hundepatrulje i aktion. Hundepatruljen fik tildelt et større område omkring stedet, hvor rygsækken siges at være fundet. Den intense søgen efter Amanda havde stået på i efterhånden to lange og udmattende dage, hvor jeg havde tilbragt de mange timer under et slatten vattæppe, der ikke afgav den store lune tryghed, som jeg havde håbet og forventet, for den sags skyld. 

Efter mødet med Gerard Weston og Jonathan Field, var jeg blevet overført til et lokale på skolen, hvor jeg fik lov til at sunde mig, før Lauren havde mulighed for at hente mig. Én af sekretærerne havde værnet om mig, og sørget for at jeg havde indtaget væske, men jeg huskede ingenting. Absolut ingenting. Men det havde åbenbart ikke været nogen hemmelighed, for inden skoledagen overhovedet var omme havde Zoey fået utallige spørgsmål, der vedrørerede mig og mine besøg hos rektor. Alle vidste hvad der foregik, og panikken spredte sig, for alle frygtede for deres egen sikkerhed. 

Det var torsdag. En ækel en af slagsen, hvor regnen silede ned og en modbydelige uro hang i luften. Jeg lå på sofaen i stuen, som var afgrænset af vinduer, der vendte ud mod skoven og baghaven. Foran mig stod et gammelt kasse tv, der havde været tændt fra den tidligste morgenstund til langt ud på natten. Da jeg lå der, og så mig forvildet omkring, hørte jeg pludselig en velkendt stemme i tv. Den var mørk og maskulin. En svag baggrundsstøj var uvejret og gøende hunde, der fumlede rundt og gled i det ujævne mudder. Som en ren refleks greb jeg udefter fjernbetjening og skruede højere op, end den kunne række til, så den ovenikøbet begyndte at skratte. Bag mig kom Zoey gående efterfulgt af Lauren, som begge hang sig indover sofaens ryg. 

"Tutshills eget politi har startet et samarbejde med øvrige politiberedskaber, der specialisere sig i netop disse opgaver og selvfølgelige også beredskaber, der befinder sig i nærheden i tilfælde af akutte aktioner. De regionale politistyrker har arbejdet effektivt på sagen de seneste par døgn, hvor en større hundepatrulje, der endda er yderlig forstørret, har undersøgt store dele af både den nord- og sydvestlige skovplantage, der strækker sig over et enormt areal," fortæller Weston til nyhedsjournalisten. 

"Har I nogle mulige mistænkte i søgelys?"

"Vi har selvfølgelige sat spørgsmål til visse individer, der muligvis kan have sig et motiv, men intet kan bekræftes så tidligt i processen."

"Individer? Så I har altså konkluderet, at der er sket en forbrydelse, og at Amanda Mikaelson ikke på egen hånd er stukket af, da du netop lige har nævnt, at et andet menneske, hvis ikke flere, også er indblandet?" spurgte nyhedsjournalisten spydigt.

Weston tog spørgsmålet til sig og tykkede på det. "Jeg kan nu afsløre og informere Englands befolkning om, at dette betegnes som en forbrydelse og vi formoder, at der står en gerningsmand bag dette, som kan have et uforklarligt forhold til vores offer," svarede Weston følelseskold og kontant.

"Har I fundet nogle beviser, hr. Weston?" 

"Jeg har ikke lov til, at berette Dem om alt, hvad politiet i øjeblikket undersøger nærmere, men jeg kan underrette Dem om, at én af Amanda Mikaelsons ejendele er fundet i denne del af skoven. Dette er også grunden til, at vores beredskaber netop nu arbejder og fokuserer på denne plantage, for at finde yderligere spor."

"Er det bekræftet, at det er hendes?" spurgte den kvindelige journalist, som ikke havde nogen tillid til Gerard Weston. 

"Vi lader ikke fantasien rende løbsk med os, så selvfølgelig har vi fået godkendt vores konklusion."

"Er denne kilde mon pålidelig?"

"Jeg nævner intet navn, da personen forholder sig psykisk ustabil efter seneste fund, men vedkommende bekræfter dog trods situationen, at genstanden er Amanda Mikaelsons."

"Tak for din tid, Gerard Weston. Vi vil stadig følge op på efterforskningen af Amanda Mikaelson-sagen, og..." 

Jeg slukkede for tv'et. Skærmen blev sort, og jeg så mit eget spejlbillede spejle sig. Bag mig stod Zoey og Lauren stadigvæk. Deres blikke var tomme. Lauren tog efterfølgende det initiativ til at lægge sine hænder på mine skuldre. Hun kyssede mig på kinden, hvilket jeg normalt ville synes var en anelse mærkeligt, men jeg ville ikke bruge kræfter på at stoppe hende. Jeg var jo psykisk ustabil, som Weston havde sagt. Jeg var nu ikke enig med ham, men det var vel sandt alligevel. Imens Laurens aldrende hænder stadig lå harmløst på mine skuldre og hvilede sig, sprang Zoey over sofaryggen og puttede sig ind til mig. Hun omklamrede min krop, og lunede mig mere end vattæppet havde gjort. Aldrig før havde hun været så kærlig og bekymrende, og aldrig før havde jeg følt mig så ynkelig. 

Noget der næsten var lige så ynkeligt og latterligt, som jeg havde været, var at folk hurtigt fandt ud af, at den psykisk ustabile fyr, var mig. Der blev sat spørgsmålstegn ved det i alle skolens kyniske hjørner, hvor selv de mærkværdigste mennesker fandt sted. De rev indimellem fat i Zoey og stillede hende spørgsmål, som hun ikke kunne svare på, da de alle sammen vedrørerede mit sølle legeme og min tilstand. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville bukke under for noget lignende, men tværtimod havde jeg heller ikke regnet med, at min veninde nogensinde ville blive udsat for selv det værste. Bortførelse. Okay, der var intet bevis endnu, men alle sad inde med hver deres tanke, og det udelukkede selvfølgelig ikke mine.

Men det var enormt kedeligt, at sidde i en sofa dagen lang. Om formiddagen sad Lauren i sin lænestol og læste i diverse aviser og da også sladdermagasiner. Indimellem var Amandas ansigt klistret op på forsiden. Hver dag var der en ny overskrift, som skulle overgå den forrige eller bare leve op til den, men efter en uge, var der ikke sket det mindste, så der var ikke meget salg af bladene, da historien blot var den samme tynde note om, at hun stadig ikke gav lyd fra sig.

 

 

”Eddie?” Zoeys stemme vækkede mig.

”Zoey? Hvad så?”

”Du skal se det her, Ed.” Zoey hjalp mig op at sidde. Hun sad i sine shorts og med uglet hår. Det måtte være morgen. Fjernsynet stod tændt. Jeg forsøgte ihærdigt at få øjne, ved at gnide mine håndflader mod mine øjenlåg. Blitz, larm og utallige stemmer forvirrede mine sanser. Hvad var der sket?

”Hvad er det der, Zoe?” Jeg pegede hen på fjernsynet, hvor en politimand havde armen rundt om en mørkhåret kvinde. Politimanden fragtede beskyttende damen op til døren, der førte op til politigården, imens andre politimænd forsøgte at holde journalister og kamerafolk på afstand. Det var det rene kaos. ”Er det Amanda?” spurgte jeg dybt forvirret.

Zoey rystede sorgmodigt på hovedet. ”Det er Nina Zjukovski, Ed. Amandas biologiske mor.” 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...