Skovbunden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2015
  • Opdateret: 5 nov. 2017
  • Status: Igang
Eddie Habert og Amanda Mikaelson har været tætte venner i al evighed. En sommer forsvandt Amanda. Der var ingen, som havde nogen ide om, hvor pigebarnet var henne. Var hun løbet hjemmefra? Bortført? Eller var det alt sammen en spøg? Eddie må forsøge, at stable en ny hverdag uden Amanda på benene, men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når han inden han ser sig om bliver flettet ind i en kaotisk eftersøgning?

29Likes
60Kommentarer
1938Visninger
AA

4. endnu et frimærke

 

endnu et frimærke

 

15. august

Kære Amanda

Nu skriver jeg igen. Har du fået mine sms'er? Tænkte at du måske var udenbys, siden du ikke svarede på mine breve, men nu svarer du heller ikke på beskeder. Jeg er urolig for dig, min ven. Det samme er Julia. Du ved hvordan hun er. Men måske har hun god grund til at flippe ud, som hun gjorde tideligere. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget, for at tage kontakt til dig, så jeg med sikkerhed kunne få et svar tilbage, men det er ikke nemt for mig, Am. Ignorerer du mig? 

Hvis du skulle have glemt det, så startede skolen idag. Ærligtalt så forventede jeg at se dig. Jeg troede du ville komme hen til mig, omfavne mig og komme med en undskyldning, for at have været så fraværende. Men nej. Jeg måtte istedet sludre med Julia, og det var ikke ligefrem bekymringsfrit, for hun havde heller ikke hørt fra dig. Selveste Julia, din bedsteveninde. Så skoledagen var lang og tung. Skriv nu til mig, Am. Jeg er urolig for dig, og gør det nu ikke værre end det allerede er for mig.

Hilsner fra Eddie.

 

 

Jeg lagde kuglepennen fra mig, lukkede konvolutten med et slik på indersiden af lappen, hvor jeg derefter smækkede et frimærke på forsiden. Derefter lagde jeg brevet fra mig, og hang mindre rastløst indover bordpladen.

"Hvad laver du, knægt?" Laurens ansigt var skjult bag hendes kolossale krøller, og bag brillerne skjulte hun sine mørke rander.

Jeg tog konvolutten op i hånden og viftede med den. "Har skrevet et brev til Amanda."

"Amanda? Hvorfor har du det? I har vel lige set hinanden." Hun tog en slurk af sin kaffe, og hang sig indover bordpladen.

"Der tog du fejl. Hun mødte ikke op," sagde jeg, og tog kaffekoppen ud af hånden på hende og tog en tår. Hun var tydeligvis forbavset. 

"Mødte ikke op? Jamen, Eddie, hvad har du tænkt dig at stille op?" spurgte hun.

"Hvad mener du?" 

"Vi bør da kontakte nogen? Ikke sandt? Jeg mener hendes familie. Måske er de ikke engang klar over, hvor hun befinder sig henne, og hvis hun har været forsvundet i en længere periode, så burde vi da handle." Lauren var ude af sig selv. Hun fumlede med rodet, der lå henover bordpladen, og satte sig hastigt ned på en stol og tog sig rystende til hovedet. 

"Hvad kan jeg gøre, Lauren? Du mener ikke, at vi skal kontakte politiet vel?" spurgte jeg.

"Måske er det det bedste vi kan stille op. Har du snakket med hendes familie?"

"Nej, Lauren," sagde jeg. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte slog mod mine ribben, som en dinglende bjælde i et kirketårn, der langsomt og lidende slog mod klokkens indersider.

"Amanda, Amanda, Amanda, hvor er hun mon?" Lauren mumlede for sig selv, og rodede endnu engang i en papirsbunke på køkkenbordet. 

"Tag det med ro, ikke. Du skal ikke bekymre dig."

"Hold nu op, Eddie. Vi snakker om Amanda, og det faktum at hun ikke har taget kontakt til dig eller mødt op til første skoledag!" sagde hun med en hævet stemme.

"Siden hvornår er du blevet så bekymret? Før var det dig, der lod som om, at alt var i den allerbedste orden," svarede jeg igen. Det var blevet til lidt af et skænderi.

"Jamen forhulen da. Pigebarnet mødte ikke op!" 

"Hold da ferie, hvad i al verden sker der her?" spurgte Zoey, som stod i dørkarmen og bed i sine negle.

"Ingen ting, søde," sagde Lauren og smilede mindre overbevisende. 

"Amanda kom ikke i skole," sagde jeg, for ikke at ligge skjul på sandheden.

"Sikke en katastrofe." Hendes stemme havde en kant af ironi. 

"Forstæt, Eddie, nu er du alligevel gået i gang," indskød Lauren. 

"Jeg har forsøgt at få kontakt til hende i løbet af sommerferien, men hun har ikke svaret tilbage. Hun er gået under jorden."

"Under jorden, ja right. Hør, brormand, har du overhovedet forsøgt, at få fat i hende på andre måder, end med dine primitive breve?" spurgte hun flabet.

"Selvfølgelig har jeg det. Hvor dum tror du jeg er?" Jeg greb ud efter min trøje, der lå henover stoleryggen og farede ud af havedøren, der førte ud i baggården, der ikke rummede nogen form for hygge. Udadtil havde jeg bevaret min bevidsthed, men jeg stod i en situation jeg ikke anede hvordan skulle tackles. 

Jeg tastede Amandas nummer ind på telefonen. Den ringede og ringede. Men der var ingen som svarede. Hendes stemme skar pludselig igennem højtaleren, og en sus af lettelse skar igennem min krop, men dog gik det hurtigt op for mig, at det var telefonsvaren. Hej, du har ringet til Amanda. Jeg har desværre ikke mulighed for at tage telefonen og svare dig, så prøv en gang på et andet tidspunkt. Du må have en god dag, hej hej. Jeg havde nær glemt hendes lidt hæse, men sukkersøde stemme. Efter få sekunders tavshed gentog jeg opkaldet, og ringede hende op igen. "Hej Am. Jeg... jeg ved ikke hvorfor jeg overhovedet ligger den her besked til dig, men du er her ikke, og jeg aner ikke hvorfor. Ring til mig." 

***

Dagene efter gik flydende. Der var mange lektier i skolen. Lærer- og lærerinderne tog hårdt på os. De skænkede os ikke mange muligheder for fritid eller pusterum, for den sags skyld. Der var ingen udveje. Jeg var blevet presset ud i nye venskaber. I løbet af to små uger havde mit venskab til Joseph Austin udviklet sig til et spøjst bånd mellem ham og jeg. Julia var indimellem en part af vores firekløver, for der var også tvillingerne - Ivy og Bryan Curtis - som gik ind under én person. De var sgu flinke nok. Jeg ville nødig indrømme det, men de fik mig til at glemme Amanda indimellem. Om det så var godt eller skidt, var jeg ikke helt klar over. Måske det var sundt nok for min mandelige sjæl, at jeg også tilbragte tid med mit eget køn. Lauren og Zoey havde haft travlt med hver deres liv. Zoey brugte tid i byen og skjulte det for Lauren, ved at overnatte hos de veninder, som hun i virkeligheden ikke overnatte hos. Hun sov hos drenge. Med drenge, hvilket er flertalsformen af dreng, mener jeg selvfølgelig, at der var flere drenge. Ikke flere drenge på én gang, men hun sorterede jævnligt i dem. Der var aldrig nogen, der stoppede hende, så hun troede vel at det var helt og aldeles acceptabelt. Lauren derimod foretog små fremskridt. Hun var mere aktiv end hun førhen havde været. På ingen tid fik hun sig tilmeldt foreninger, der ville gøre en indsats inde for byområdets samfund, hvad det alt sammen handlede om havde jeg ikke sat mig ind i, men hun havde dog heller ikke givet mig muligheden for at forstå hendes del af arbejdet.

I idrætstimen sad jeg på en bænk, og trak mine lange strømper op til knæet. De modbydelig idrætstimer foregik på atletikbanen, der lå i skolens baggård. Det var også her skolen mødtes, og udfoldede deres gode dialogiske færdigheder med deres medmennesker. Så noget positivt, var der dog over området. Dog foregik disse møder under sportslige forhold, der selvfølgelig skulle indeholde holdsport, som medførte druk og jubel oveni en kage. Ja, der var gang i den. Jubel og druk var ikke de eneste ord, der definerede disse former for fællesaktiviteter. Det indebar alt muligt ståhej, og med fulde og ikke mindst følsomme teenagere, så medbragte dagens forløb altid skænderier og diskussioner, der endte ud i gråd, men som regel gik alt over når sejren var i mål. 

"Hvad så, Eddie?" Ivy havde en spøjs måde at tale på. Hun var lige til og meget frisk.

"Hey, hvad søren? Deltager Ivy endelig i noget aktivt?" Jeg klappede ironisk og lod et blik flakke ned over hendes idrætstøj.

"Jaja, hvad havde du regnet med?" lo hun, og satte sig ned ved siden af mig. "Det er jo ikke sådan, at jeg pjækker, altså." Der lå en meget sarkastisk stemme bag den sætning, og enhver der kendte Ivy ville vide, at hun var den værste pjækkerøv af alle. 

"Det er godt med dig, Ivy." Jeg tog en slurk af min vanddunk, der trofast fulgte trop, så der var mulighed for at tanke benzin under dagens træning.

Vi startede ud med løb. Ivy, et par fyre og jeg holdte os i baggrunden, for ikke at overstråle de andre. Det passede os fint at løbe langsomt, og hvis vores lærer hentydede til, at vi skulle sætte farten op sagde vi blot, at vi nødig ville overbelaste vores unge og stadig ivrig voksende muskler. Det kostede en bemærkning og en notering på års bedømmelsen, men værre var det ikke. Så vi gjorde hvad der passede os. 

I omklædningsrummet begyndte dagens små tumulter. Der blev småsnakket i de lumske kroge, og det var som at stå i en hønsegård fuld af piger. Da jeg havde trukket tøjet over min kun halvtørre slappe krop, kom en af drengene hen til mig. Jeg konkluderede at ham og jeg lå side om side på samme stadie. Han var ikke noget særligt, men han virkede dog stadig rimelig cool. 

"Eddie? Eddie Habert?" hviskede han, og rodede i sin sportstaske, for at virke diskret. 

"Øhm, ja?" svarede jeg med et forbløffet smil og så mig over skulderen i takt med fyren. 

"De snakker om dig."

"Mig? Det kan umuligt passe," sagde jeg, og hev min hættetrøje ud fra omklædningsskabet. 

Han rystede på hovedet. "Hør på mig," han så sig igen over skulderen, hvor de pumpede fyre åndede ham bittert i nakken,  "der går rygter om din veninde. Amanda, kan det passe?" spurgte han. 

"Hvilke rygter?" sagde jeg utålmodigt, og med en stemme, der gjorde at jeg knap nok kunne genkende mig selv.

"Beklager, Eddie, men jeg hørte ikke det hele. De pegede herover og nævnte hendes navn, så jeg ville bare lige gøre dig forberedt på, at der skabes rygter efterhånden. Du har nok aldrig lagt mærke til mig, men jeg står bag skolebladet med en håndfuld andre, og vi våger over alle skolens elever. Jeg er ikke en sladderhank og langtfra en blodtørstig journalist, så den her småtalk bliver mellem os, men folk ved at hun ikke møder op til timerne og hvad skal de tro, når hun ikke har givet nogen forklaring?"

"Tak, for din bekymring." Jeg tog mine ting, og hastede ud af døren, som blev flået op med et enkelt skulderskub. Fyren var gået fra at være ganske flink, til lidt af en nar. Dog var vi stadig de upopulære fyre, der ikke havde noget ord at indføre, men han skrev artikler til skolebladet. Var det ikke kun pigerne, der havde brug for at nedgøre hinanden, eller var det hans forsøg på at deltage i et fællesskab? Desperat. Ærligtalt, så var jeg blevet en anelse arrig. Han havde pisset mig så meget af, at jeg ikke kunne se mig selv i øjnene, og da slet ikke, fordi han fik mig til at føle mig ansvarlig for Amandas afsked med skolen. Og det nagede mig. For var det virkelig min skyld? Var jeg skurken der havde drevet hende på flugt?

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...