Pretty Little Lace

Gemma Roberts på 19 år lever to liv. Hun passer sin skolegang, men for at få råd til sin skolegang, har hun et job ved siden af. Et job som kun hendes bedste veninde Ellen kender til. Gemma er escortpige og bliver sendt på forskellige jobs ud til mænd, der savner selskab af forskellige arter. Nogle ønsker selskab til middage, andre en veninde at snakke med, nogle ønsker selskab til små weekendture, andre massage og nogle går helt til bunds med sex. Gemma kommer ud for lidt af hvert og mænd med varierende aldre, og hun har sin ret til at kunne takke nej til visse tilbud, men fordi hendes uddannelse er dyr og hun står ene om at skulle betale, så er hendes hemmelige job som escortpige en stor gevinst i sig selv. Hun tjener så godt, at hun har til at spare op og hun kan forkæle sig selv med dyre ting og lækker luksus. Gemma lever efter et princip: Ingen kys, da det er det mest intime Gemma kan forestille sig. Hvad sker der den dag hun står overfor en rigmand med magt og med et formål; Sex?

351Likes
627Kommentarer
555693Visninger
AA

26. "Det kan du ikke bede mig om..."

Restaurant Patina, Grand Ave, Los Angeles, torsdag d. 26 marts, 2015 kl. 19:54

Nok vidste jeg at Patina var en halvdyr restaurant, og normalt vidste jeg, at Deniz ikke havde specielt råd til den slags, jo mindre han havde noget særligt at fejre, men det var der denne gang, og det var faktisk mig, der havde valgt Patina, og ikke Deniz.

Som i nok var klar over, så var Deniz meget ensom og genert og meget almindelig udseende fyr, der havde svært ved at tage skridtet ud. Man kunne jo så at sige, at jeg og Deniz var fantastiske venner med ekstra krydderi på toppen, når der var brug for det. Deniz havde fødselsdag i dag, så derfor havde jeg valgt at invitere ham med på Patina, så det blev mig der gav, og alt det lod sig kun gøre fordi jeg tjente de 20 tusind dollars af Justin, ellers havde jeg nok ikke ligefrem inviteret Deniz på Patina. Det var en luksuøs fransk fire stjernet restaurant. Deniz var nok lidt uvant over det flotte og fornemme sted, hvor imod jeg var lidt mere vant til det, eftersom jeg ofte kom på fine restauranter med mine rige kunder og der kunne Lance jo blandt andet så tælles med.

Jeg sad med albuerne i bordpladen med foldede hænder foran min mund og smilte svagt hen til Deniz, der sad og spiste roligt af hans mad.

"Behager det herreren?", spurgte jeg med et lille fnis. Deniz nikkede med et skævt smil og greb fat om sit glas med rødvin.

"Maden er jo fantastisk smukke... Skål!", svarede han med et stort smil og løftede glasset. Jeg fnes svagt og nikkede og greb fat i mit eget glas med rødvin. Egentligt måtte jeg ikke drikke på grund af min alder, men tjeneren her på restauranten havde givet sig uden at spørge efter min ID. Jeg skålede med ham med et lille smil og tog en lille tår af min rødvin, inden jeg satte mig for at spise videre, selv om jeg måtte indrømme, at min appetit ikke var så stor for tiden. Jeg skar en lille bid af min entrecote og dyppede den let i rødvinssovsen.

"Jeg har forresten fået kontakt med én...", kom det pludseligt fra Deniz. Jeg så med et overrasket smil op på ham.

"Hvad mener du?", spurgte jeg nysgerrigt. Deniz så ud til at rødme svagt, hvor ved han flygtigt gned sit ene øje inden under det ene brilleglas. Han grinte svagt på en genert måde. Jeg smilte stort med gaffelen i hånden.

"Fortæl?", spurgte jeg med et lille fnis og så opmærksomt hen på ham. Deniz nikkede med et flovt lille grin.

"Jo altså... Hun er 32 og bor i Virginia... Hun er mor til to store børn på 11 og 15 år og arbejder på en diner nært hendes hjem...", forklarede Deniz med et lille smil. Jeg så overrasket på ham.

"Hold da op? Er du endelig ved at komme ud af din skal?", fnes jeg forbløffet. Deniz grinte og nikkede på en genert måde. Jeg fnes og puttede min venstre kind op ad min venstre håndflade og så opmærksomt hen på ham.

"Skal i så mødes?", spurgte jeg med et lille smil. Deniz smilte meget svagt og trak på skuldrene.

"Jeg ville gerne, men jeg ved ikke om jeg tør?", svarede han med et suk. Jeg smilte og fjernede min hånd fra min kind og lagde den oven på hans højre hånd på bordet og smilte kærligt.

"Jeg ved du kan søde... Nu har du endelig fået kontakt med en sød pige, så synes jeg bestemt også du skal tage springet...", forklarede jeg roligt. Deniz sukkede med et nik.

"Hvad hvis det viser sig, at hun fortryder, når hun møder mig? Hvad hvis hendes forestillinger om mig falder til jorden, fordi hun havde forventet en supermand og så kun får en Clark Kent?", spurgte han med et usikkert smil. Jeg tog mig fnisende til munden og stoppede mit grin.

"Altså hør her søde, hvis du ikke lærer at tage nogle chancer i livet, så kan det være at du senere i livet vil fortryde de alt for sikre valg, som du ellers havde taget, kun fordi du ikke turde springe selv ud i det... Hvad hvis hende pigen i Virginia viser sig, at være dit livs modstykke? Hvad hvis det viser sig, at du er den hun har søgt i årevis efter? Deniz, sommetider må vi alle hver især tage nogle valg, om vi så kan lide det eller ej, om det så skræmmer eller ej... Vi må tage vores chancer for at vise omverdenen, at vi tør og vi dur til noget...", forklarede jeg bestemt med et smil. Deniz nikkede med et skævt smil og et løftet øjenbryn på mig.

"Hvad med dig min blomst? Har du ikke selv været ude for sådanne valg?", spurgte han med et lille skævt smil. Jeg følte mit smil blegnede over hans spørgsmål. Havde han dog bare ikke vendt det på den måde, for nu følte jeg igen en slem knude i maven bare med tanken på Justin. Her sad jeg og forklarede med kloge visdomsord over for Deniz hvad han burde gøre, og så viste det sig i sidste ende, at jeg faktisk var lige så skræmt i livet som Deniz var. Jeg var ikke et hak bedre. Jeg sukkede og rystede på hovedet og så ned på mit rødvinsglas og roterede let med det på foden af glasset.

"Jeg er ikke et hak bedre...", mumlede jeg trist og sad faktisk og kæmpede med ikke at begynde og græde. En hånd lagde sig på min venstre hånd på bordet, så jeg så op og mødte han bekymrede blik.

"Sludder og vrøvl... Uden dig i mit liv, havde jeg stadigt siddet i min dumme og egoistiske ensomme boble og drysset mit liv ud i rendestenen... Det er din skyld, at jeg har lært at åbne mig op og begynde at søge kontakt med omverdenen - det er din skyld, at jeg har lært at finde selvtilliden frem, ja altså den del mere, der gør, at jeg får lyst til at vise andre hvem jeg er... Det er dig, der har hjulpet mig op ad det mørke triste hul og det er dig der har givet mit liv en masse indhold... Ja, hvis jeg fik lov, ville jeg bestemt ikke have noget imod at du blev min personligt, men det ved jeg godt, at det ikke kommer til at  ske, men søde Gemma, du må lære at indse, at det er pga dig, at jeg har lært ar åbne op for andre... Du er den støttepille, som jeg har manglet i mange år, så kom endelig ikke at sig, at du ikke er bedre, for det er en direkte løgn! Du har hjertet på rette sted og du er ren kærlighed i dig selv og hvis den rette fyr ikke kan se det på dig, så er han ikke noget værd og har bestemt ikke fortjent dig...", forklarede Deniz bestemt men roligt. Jeg så målløs på ham. Han lænede sig lettere frem over bordet mod mig.

"Kæreste lille Gem, lov mig, at du ikke lader chancen passere dig, når den rette sidder på knæ for dig og åbner sit hjerte og sjæl for dig, lov mig det Gem!", forklarede han bestemt, mens han gav min venstre hånd et godt klem. Jeg så målløs på ham.

"Mener du et frieri?", spurgte jeg målløs. Deniz grinte svagt og nikkede.

"Det behøver nødvendigvis ikke være et frieri, men når du kan se at han vil stå ved dig og lade hele verden vide, at du er hans, så lad ikke chancen passere... Undskyld mig, men jeg skal lige på toilettet...", forklarede Deniz med et smil og rejste sig. Jeg nikkede blot uden at smile og betragtede ham gå mod toiletterne. Jeg sukkede og så flygtigt på min vin, inden jeg med et hårdt suk besluttede mig for at tage en tår af vinen. Jeg slap mine læber fra glasset og satte det atter på bordet.

Jeg lod mit blik vandre lettere rundt i det store lokale, til jeg følte et sug i maven, da jeg så hans faste blik hen på mig ovre fra barområdet af. Jeg vidste nærmest ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Hvordan i alverden vidste han, at jeg var her og lige netop dette øjeblik. 


Hans blik sagde alt! Han var langtfra tilfreds i ansigtet. Jeg sank en klump, der føltes så stor og hård, at det nærmest var en umulig opgave, at skulle synke den, så jeg greb straks ud efter vinflasken og hældte mere rødvin op i mit glas og fjernede blikket fra ham og satte mig til at drikke.

Jeg gjorde mit bedste for ikke at lade mig distrahere af hans blik hen på mig. Ja, jeg kunne nærmest mærke hans øjne på mig, og det at han stod og kiggede på mig, gjorde mig ret ukomfortabel. En skikkelse fjernede Justins direkte blik på mig, da Deniz atter slog sig ned i stolen over for mig.

"Er der noget galt min blomst?", fik Deniz min opmærksomhed. Jeg så på Deniz med et hjerte, der var ved at slå ud af brystet på mig.

"Kan vi ikke tage hjem nu?", spurgte jeg med hjertet i halsen. Deniz så undrende på mig og lagde sin hånd oven på min.

"Gemma, vi har jo kun været her en halv times tid? Jeg troede, at..."

"Undskyld, der er ikke noget...", afbrød jeg ham lavt og rejste mig fra stolen. Deniz så spørgende op på mig.

"Er du sikker på, der ikke er noget galt?", spurgte han med et bekymret blik. Jeg nikkede febrilsk med et halvhjertet smil, og gik de to skridt hen til ham og gav ham et lille kys på panden.

"Jeg skal lige på det lille hus...", sagde jeg lavt. Deniz nikkede med et svagt smil, og jeg fjernede mig fra ham og begav mig lettere frustreret mod dametoilettet og kunne pludseligt ikke lade være med at se over mod baren, hvor Justin irriterende nok faktisk gik mod min retning. 

Jeg gispede og vendte mit blik bort fra ham og sørgede for at gå hurtigere mod dametoilettet. Jeg nåede hen til døren og åbnede den.

"Gemma, vent!", hørte jeg hans stemme kalde efter mig.

Jeg nåede ud på toilettet og smuttede hen i én af toiletbåsene og låste døren efter mig og satte mig blot på toiletbrættet uden jeg egentligt overhovedet skulle på toilettet.

Jeg hørte døren ind til restauranten åbne sig og lyden af skridt kom herind. Jeg bed mig nervøst i underlæben og gispede svagt, da jeg hørte døren til restauranten blev låst. Jeg sad bare og stirrede mod døren til båsen og kunne høre skridtene uden for toiletbåsen. Der var bare stille, til jeg hørte lyden af en tændt vandhane. Alt var bare stille i mange sekunder.

"Aaah!", hørte jeg en velkendt saglig lyd, som med det samme gik op for mig var ham. Hans støn var slet ikke til at tage fejl af. Noget sagde mig, at han havde stået og drukket vand herude. Lyden af skridt nærmede sig og jeg så pludseligt et par flotte blankpoleret smarte sorte herresko nede foran døren.

"Duk duk duk!"

Jeg sukkede frustreret.

"Gem?", spurgte han lavt.

"Lad mig være...", svarede jeg med et knæk i stemmen. Jeg hørte et tungt suk bag døren.

"Det ved du godt jeg ikke kan...", svarede han lavt med endnu et suk efter sig. Jeg følte tårerne rende langsomt ned ad mine kinder, uden jeg snøftede eller hulkede og jeg tøvede ikke med at gribe ud efter lidt toiletpapir.

"Det bliver du nød til Justin...", svarede jeg med endnu et knæk i stemmen.

"Det kan du ikke bede mig om... Du betyder alt for meget nu... Jeg kan ikke stoppe med at tænke på dig firetyvesyv..."

Jeg tog en dyb indånding og klemte øjenlågene hårdt i.

"Jeg er bare en simpel escortpi..."

"Gemma!", afbrød han mig med en bestemt tone.

"Jeg vil blæse på om du er escortpige eller ej. Jeg vil blæse på hvor mange eller hvor få mænd du har været sammen med... Det er ikke det, der betyder noget for mig... Er det slet ikke gået op for dig, hvor meget du betyder for mig og hvor meget jeg vil ofre for at være sammen med dig?"

Jeg kunne ikke holde mine hulk tilbage.

"Gå nu Justin! Du forstår ikke hvor indviklet mit liv er!", græd jeg.

"Jeg kan forestille mig det baby, men det burde ikke være svært at tage et bestemt valg og give slip på dit liv som escortpige - alt der betyder noget, er os to sammen! Burde det ikke være nok for dig i sidste ende?"

Jeg hulkede stille.

"Justin, jeg kan ikke...", hulkede jeg.

Jeg hørte et hårdt suk fra ham og lyden af skridt og døren der gik.

"Justin?", spurgte jeg snøftende, men der var intet svar.

"Justin?!", spurgte jeg med hævet stemme, men der kom intet svar.

Jeg rejste mig fra toilettet og åbnede døren og kiggede omkring, men han var tydeligvis gået. Med tårerne rendende ned ad kinderne begav jeg mig hen til én af håndvaskene og sørgede for at nette mig foran spejlet, så jeg ikke havde mascara i lange render ned ad mine kinder...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...