Skæbnens Hævn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2015
  • Opdateret: 11 maj 2015
  • Status: Igang
Landet er i en usynlig krig, i hvert fald for menneskerne. Dyrerigerne har altid haft deres genstride kampe, og det går nu udover deres afkom. Willow medlem af kattenes verden drager til Seattle i håb om at medvirke til krigens afslutning efter mange års spoleret barndom. Hun er parat, frygtsom, men der er dog håbløse konflikter inkluderet. Kærlighed hører ikke med til hendes skæbne..

0Likes
0Kommentarer
561Visninger
AA

1. Prolog

Tårerne vædede sig op i øjenkrogen på den grå kat, der forsøgte med al sin magt ikke at lade de våde tårer falde. Hendes store pjuskede hale hang slapt ned ad gulvet og de store katteører var trukket tilbage, så hun så endnu mere forpint ud. Det korte grå hår blev trukket tilbage bag de nu menneskelige øre, der før havde været store og fløjlsbløde. Kjolen blev lagt mere op omkring hendes slanke figur. Den var som skræddersyet til hende og den kommende dag, der ville forandre hendes hverdag for evigt.

Et forgrædt hulk trængte dog igennem de skinnende læber, mens pigerne omkring gjorde hende smuk til sit bryllup.

En person kom ind i det store rum, og fik den triste kat til at smække tænderne hårdt sammen og dreje hovedet væk fra spejlet, så ingen så hendes sande tårer.

Den højtrangerende kvinde måtte ikke opdage hendes oprigtige holdninger for dette ægteskab.

Med sig luntede en ganske fin hvid angorakat, hvis spinkle figur fik hende til at sejle elegant rundt med de store isblå øjne rettet på bruden foran spejlet.

Katten holdte et stramt tag om kvindens mørkeblå kjole foran sig. Det usædvanlige lange hår der havde den pureste hvide farve, strøg sig elegant langs hendes tynde krop med den fine lyserøde kjole.

Den grå kat holdte vejret, og forsøgte at skjule den tristhed, der lå dybt nede i hendes bryst. Hun vidste, at hendes lillesøster ville mærke den samme bitterhed over at blive beordret til noget mod sin vilje en dag, når hun var vokset ordentligt op. Hun ville bare ikke føle den med ægteskab, det var hun helt sikker på. Den lille hvide pige var allerede i gang med at træne, og havde fået fjernet sin barndom fuldkommen.

Bruden trippede lidt på den usikre skammel, hun stod på. Egentlig burde hun være glad for at hendes skæbne, var vendt mod ægteskab i stedet for kamp. Så var der da en, som kunne tage sig godt af hende. Men ingen her ville mærke ægte kærlighed, uanset hvilken skæbne de havde fået tillagt dem ved fødslen.

Det var den formelle dame, som nu stod og så sin plan få gjort de sidste ting parat inden den store fest. Hun havde bestemt hendes liv med henblik på at vinde krigen.

En krig hun ikke selv ville afslutte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...