pigen, der slugte alle nattens stjerner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 apr. 2015
  • Opdateret: 30 apr. 2015
  • Status: Igang
det næste år var hun blot et skumsprøjt.

26Likes
11Kommentarer
1186Visninger

1. part I

Første gang jeg ser dig, sådan rigtigt ser dig, er under baldakinen af sydlandske frugttræer, der bakker sig gennem gaderne, mellem kvistene på et mandeltræ med fødderne viklet ind hinanden. Den varme asfalt under mine bare tæer er plettet med overmodne pærer, bløde og rådne under fodsålerne, og dufter sødt, som om regnen er på vej.

Du kigger på mig gennem bladene, de fnuggede lyserøde blomster, uden at sige noget. En fremmed melodi skratter fra radioen længere inde i haven, jeg ved, er din tantes. Hun låner altid vores bagepapir om søndagen, masseproducerer kanelkager til de små, og krammer ens hånd ekstra hårdt og længe om mandagen, hvor hendes ene mørke øje er blåt.

”Hej,” siger jeg til dine brune tæer. De er beskidte, den solgule neglelak krakeleret, og du ligner en, der er klatrer i træer og svømmer i blå have i stedet for at tage bussen, sådan en, der løber uden grund. ”Hvad laver du deroppe?”

”Gemmer mig,” svarer du. Dit hoved titter frem forsigtigt fra dets skjul. Stærk og solbrun strækker du dig dovent, mens du betragter mig med to brune øjne. Der er en dybrød rand om det venstre, som om en kop te har efterladt våde ringe oveni hindanden. Og alligevel ligner du stadig en, der har slugt solen.

Jeg nikker, måske mest til mig selv, mens jeg med øjnene finder vej gennem din forhave, hvor en stribet solseng bader i skyggen fra træerne, mens mørklødede småbørn falder over røde blomsterskud, der gror fra den tørre græsplæne. En mand med læderhud sidder på det øverste trappetrin til den møre veranda, mens han fløjter som fuglene fra sit hjemland. ”Hvad gemmer du dig for?”

”Det er jeg ikke så sikker på længere. Men jeg vil gerne ned nu.” Du svinger sløvt benene over en kroget gren, støtter den ene fod mod stammen, og søger langsomt jorden, som et adræt dyr. Hver enkelt fiber i din lange, smidige krop er spændt.

Vi skæver til hinanden over havelågen, der nu er det eneste, der adskiller vores håndflader fra at mødes. Det trækker op til torden og aftenen dufter af saltvand, tobak og klistret honning i små munde. Du smiler. Et hemmeligt, vildtledende smil. Så drejer du om på hælen, går slalom mellem nøgne søskende og kusiner, og vender dig ikke om før næste sommer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...