Tankeflod

Krista befinder sig i efterlivet, og det har hun gjort i et stykke tid. Problemet er, at hun ikke har mulighed for at finde sig ordentligt til rette, fordi hendes hukommelse altid slettes næsten fuldkomment efter nogle dage. En morgen finder hun en dagbog, som hun ikke ved, hvor kommer fra. Hun begynder at skrive i den, og langsomt stykkes hendes tilværelse sammen. Men vil hun nogensinde kunne bringe sin fortid i livet og døden tilbage?

5Likes
2Kommentarer
402Visninger

1. Dag 1

Mennesker er ikke til at finde ud af. De siger et, men mener noget andet, og i et og samme åndedræt er de 100% alvorlige igen, og det forventes af en, at man følger med. Det tager tid at huske, hvordan jeg selv benytter mig af den såkaldte sarkasme. Tit når jeg det ikke, før tavlener viskes ren, og jeg skal til at starte forfra igen. Jeg kan være heldig en gang imellem at huske små bider af tidligere oplevelser, men som regel er det hele forsvundet, når det går op for mig, at jeg, modsat andre, ikke har noget bag mig. Jeg snakker med nogle få om det, og dem, jeg taler med, er dem, jeg har størst mulighed for at huske - samt det faktum at jeg er død, at jeg hedder Krista, og at jeg er fjorten år gammel. Jeg ved hverken, hvordan jeg forlod livet, eller hvornår jeg gjorde det. Det meste af min fortid ligger gemt bag en massiv, usynlig mur, som jeg ikke på nogen måde kan nedbryde. Min ven, Emma, siger, at det nok skal komme en dag, men jeg er ret sikker på, at det bare er noget, hun påstår for at gøre mig bedre tilpas. Emma er hende, der er blevet i mine tanker det sidste lange stykke tid. Jeg har ikke holdt tal på nat og dag, men jeg ved, at det er en længere periode. Selvom tid ikke betyder meget i efterlivet, kan man godt fornemme, når der er gået en pæn portion af den. Jeg er begyndt at føre denne dagbog, fordi jeg så inderligt gerne vil huske, og hvis jeg ikke kan erindre noget andet, kan jeg ligeså godt begynde at starte en tilværelse, som vil forblive med mig. Dagbogen lå på køkkendisken, da jeg stod op i morges, og så vidste jeg bare, præcis hvad jeg skulle gøre. Jeg vil starte med Emma, fordi hun forekommer mig at være vigtigst - hvem vil ikke have en ven for evigt? Emma døde, da hun var sytten, i en togulykke. Hun boede i et land, der hedder Danmark, og det tror jeg måske også, at jeg gjorde, for vi bor der begge to nu, og hvad skulle have fået mig til at rejse rundt, når nu jeg hele tiden glemmer, hvem jeg er? Emma har kort, mørkt hår og olivenfarvet hud. Hun har en tyndt ar på venstre håndryg fra engang, hvor brødkniven smuttede. Hendes øjne er stormgrå og mandelformede. Hun er varm og kærlig og siger, at jeg minder hende om hendes lillesøster, Sigrid. På hvilken måde har jeg aldrig helt fundet ud af. Hun elsker te og har altid en masse tebreve med, når hun kommer på besøg. Det fortæller hun i hvert fald. Jeg kan ikke selv erindre det, men jeg stoler helt og holdent på hende. Jeg kan desværre ikke helt komme på mere om hende, men jeg regner med, at jeg løbende vil tilføje flere bidder til hendes personlighed, så jeg måske på et tidspunkt vil have et fuldt billede af hende. 

Måske skulle jeg også skrive lidt om min dag, så der sker en smule i min eksistens:

Jeg stod op i morges, da klokken var halv ni. Jeg havde da ligget i et godt stykke tid og spekuleret på, hvad der egentlig foregik, mens de få fasthængende minder flagrede ind og ud af mine tanker. Da jeg kom ned i køkkenet, lå der, som sagt, den her bog, jeg skriver i nu. Den havde en støvet, hvid farve og havde en lidt ujævn overflade. Der stod med sammenhængende skrift: Dagbog. Jeg åbnede den og så de linierede sider. Jeg var godt klar over, hvad man gjorde med sådan en bog, men jeg besluttede mig for at vente til i aften med at nedfælde min historie. På det tidspunkt var der trods alt sket mere, end hvad der kunne være foregået klokken halv ni om morgenen. Jeg tog tøj på og spiste en hurtig omgang morgenmad, inden jeg forlod huset. Ude på gaden gik folk i roligt tempo. Nogle gik alene, mens andre var fordybet i samtaler med venner eller familiemedlemmer. En midaldrende mand i joggingsæt lyttede til en lyshåret pige med blondekjole og laksko, der med sin klare stemme berettede alskens begivenheder. Alle hørte til - havde enten et eller andet formål eller en eller flere, de var knyttet til. Det gjorde en smule ondt inden i. Det med at jeg følte mig så vildfaren og malplaceret som et lille barn blandt en masse målrettede voksne. Jeg vidste godt et sted, hvad jeg ledte efter lige i øjeblikket. Eller rettere sagt, hvem. Emma og jeg havde aldrig noget mødested- eller tidspunkt, men vi stødte altid på hinanden, så jeg gik bare og ventede på, at hun skulle dukke op. Endelig, da jeg gik gennem en park, så jeg hende komme hen mod mig. Jeg smilede. 

'Hey', sagde hun friskt.

'Hej', sagde jeg og gav hende et lidt akavet kram. Hun så undersøgende på mig.

'Er det væk igen?' spurgte hun men den svageste antydning af bekymring i stemmen. Jeg nikkede og trak på skuldrene. 

'I det mindste er du ikke forsvundet', sagde jeg. 

'Det er jo altid noget', svarede hun enigt. 'Men jeg har lagt mærke til, at der går længere og længere tid for hver gang. Du holdt faktisk i hele seks dage. Det er da fremskridt.' Jeg trak igen på skuldrene og smilede skævt.

'Det er det vel.' Vi satte os hen på en bænk. Vinden legede med mit hår, og Emma trak det automatisk væk fra mit ansigt.

'Plejer du at gøre det?' spurgte jeg nysgerrigt. 'Altså det med mit hår?' Hun nikkede og kom til at grine.

'Jeg pillede altid ved Sigrids hår. Nogle gange syntes hun, at det var vildt irriterende, men som regel kunne hun godt lide det.' Hun sukkede. 'Jeg savner hende, og jeg ved, at hun også savner mig. Men vi ses jo heldigvis igen en dag. Gad vide, om du havde søskende...?' 

'Tjah', sagde jeg. 'Det er i hvert fald ikke noget, jeg kender til. Hey, ved du, hvad jeg fandt tidligere i dag?'

'Næ, hvad?'

'Der lå en dagbog nede i køkkenet, og jeg har virkelig ingen anelse om, hvem der har anbragt den der. Den lå der bare.' Emma rynkede brynene. 

'Tror du, at det kunne være dig, der lagde den der?' Den mulighed havde jeg slet ikke overvejet. 

'Det ved jeg ikke. Det kan selvfølgelig godt være. Jeg har lidt tænkt på at skrive i den. Så kan jeg måske begynde en historie, der ikke forsvinder for mig.'

'God idé!' sagde Emma ivrigt. 'Jeg forsøgte at føre dagbog, da jeg levede, men det blev aldrig rigtigt til noget. Men du er jo heldigvis ikke mig.' Jeg grinede og puffede let til hende.

'Jeg vil hellere være dig, end jeg vil være nogen anden!' 

Når jeg nu sidder med dagbogen og får nedfældet min første dag uden for glemslen, føler jeg en tryghed, som det er længe siden, at jeg har mærket. Det er rart at vide, at verden ikke har tænkt sig at forlade mig om nogle dage. Jeg vil gerne bevare min tilværelse i stedet for at begynde en ny hele tiden, og nu kan det forhåbentligt lykkes. Når jeg om lidt lægger bogen på natbordet og slukker lyset, vil det være med en sitrende spænding - et håb om, at bogen ligger der i morgen, og en frygt for at den, sammen med alt andet, er forsvundet, når jeg atter vågner.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...