Tilbage

Flashfiction - 1000 ord
Måske giver denne her historie ikke meget mening, men jeg havde bare lyst til at skrive det.

2Likes
0Kommentarer
119Visninger

1. Tilbage

Hun stønnede, inden hun åbnede øjnene. Det sidste hun kunne huske var at hun havde været ude for at købe jordbær til en kage. Gaden havde været fuld af liv og solen havde skinnet på en skyfri himmel. Mere kunne hun ikke huske. Ikke engang om hun nåede at få købt jordbærerne.

Det første hun så var hvidt silkestof. Der var broderet farverige blomstermønstre på det, der så så livagtige ud, at en nok ville blive fristet til at snuse til blomsterne.

Men sådan var det ikke for hende, hun blev grebet af en dyb rædsel, der spredte sig ud i hendes krop. Det mønster, den pude. Det kunne kun betyde en ting.

Drevet af den rædsel satte hun sig straks op i sengen og tog sine omgivelser i øjesyn. En himmelseng med lyseblåt forhæng. Væggene dekoreret med motiver af fordums ridders heltegerninger i ædelstensmosaik. En kraftig lugt af parfume, der hang i værelset.

Jo, der var ingen tvivl. Hun var kommet tilbage. Tilbage til det sted, hun ellers have svoret aldrig at sætte sine ben i mere.

Hun sprang op fra seng med sådan fart og styrke, at dynen røg ned på gulvet på den anden side. Hun var barfodet, men gulvet var varmt mod hendes hud, mens hun skyndte sig hen til døren og trak i håndtaget af alle kræfter.

Den rokkede sig ikke ude af stedet.

Det burde ikke overraske hende. Man skulle være rigtig dum, hvis man lod døren stå ulåst med en fange i værelset.

Alligevel blev hun frustreret. I en anfald af vrede greb hun et grønt glas og kylede den mod væggen overfor hende. Den blev splintret i en højt brag, og glasskårene røg på gulvet.

En iskold gysen gled over hende ved synet. Tænkt nu, hvis det kunne høres. Så ville de komme med det samme.

Hun sank en klump i halsen og ventede. Der kom ingen. Hun hørte ingen ildevarslende fodskridt i hendes retning.
Hun sukkede lettet op og gav sig et øjebliks ro af tilfredshed. Godt, der kom ikke nogen lige nu, så måske havde hun lige tid til at få et overblik af situationen.

For det første, så var hun kommet tilbage – de havde fundet hende, til trods for at hun havde gjort alt hvad hun kunne for at skjule sig for dem. Enten havde hun undervurderet dem eller overvurderet sig selv. Men nu kunne hun ikke gøre noget ved det. De havde fanget hende, og de ville næppe lade hende slippe væk igen.

Hvad kunne hun gøre? Undslippe værelse på egen hånd var umuligt? Hvis hun skulle have en chance, - hvis der overhovedet var en – måtte nogen lukke hende ud først.

Hun var plaget af en rasløshed. En længsel efter at komme væk - nu. Hun havde lyst til at prøve at sparke døren op. Men hun vidste også, at hun måtte beherske sig. Det var vigtigt, hvis man skulle klare sig.

Hvis man skulle overleve en mørk verden skjult under en glitterende overflade.

Uvilkårligt tænkte hun tilbage til sidste gang, hun havde været her. Hun kunne huske at hun ville savne værelset, men allerede engang vidste hun, at hun måtte væk, hvis hun skulle beskytte sig selv. Dengang havde hun løbet en stor risiko. Og nu var hun her igen. Havde alle hendes anstrengelser været til ingen nytte?

Hun spekulerede på om det havde været hendes egen fejl, at hun blev fundet igen. At hun var faldet ind i en falsk tryghedsfornemmelse efter så lang tid ude i friheden.

Havde hun sagt noget, der vakte nogens mistanke?

Var hun blevet for længe på det samme sted?

Hun lod sig falde om på sengen og indhalede det parfumerede luft ind i sine lunger. Havde hun bare haft sin frihed på lånt tid? Hvad ville de gøre ved hende? Næppe slå hende ihjel, dertil var hun alt for vigtigt for dem. Men det betød ikke at hun ville slippe for en straf. Der var mange muligheder. Husarrest, eksil eller det, der kunne afholde hende fra at prøve på at få sin frihed igen.

En ny tanke faldt hende ind. Måske var det her et tegn på at hun ikke længere skulle flygte, men tage et ansvar og stå ret mod dem, hun havde prøvet at undgå. Måske havde hendes frihed ikke været frihed. Hun havde været nødt til at skjule sig, kalde sig ved et andet navn, lyve om sig selv og levet i frygt for at blive genkendt og taget tilbage. Hun havde indtil nu formået at slippe fra dem, men det var næppe rigtig frihed.

Men hvad kunne hun gøre nu? Tale frit fra leveret? Indrømme til sine fejl og håbe på en mild dom. Det kunne da ikke gøre nogen forskel for hende. Der var derfor hun flygtede. Fordi ingen ville lade hende tale og der var ingen, som ville lytte til hende. Og så havde hun ikke set nogen mening i at blive, hvis de andre behandlede hende som noget, der bare skulle fylde en plads ud på stedet. Hvad hun selv mente eller følte, kunne være lige meget.

Men så sig det, sagde en stemme i hende. Hvis du gør det, så har du sagt sandheden, og det betyder noget. Der må være mindst én blandt dem, der vil lytte og forstå. Det er jo dig det her handler, så er de nødt til at lytte til dig.

Hun tvivlede. Lade hende svare, ja, men ville lytte, sikkert ikke.

På den anden side, hvad havde hun at tabe? Hendes chancer for at stikke af igen var få. Hun kunne ligeså godt gøre forsøget.

Hun hørte skridt udenfor døren, og hun rejste sig straks op fra seng og stod rank og oprejst.
Ikke mere flugt. Tid til at forsvare sig selv og tale sandfærdigt.

Hun havde ikke tænkt sig at lade sig blive knækket af dem. De ville være nødt til at spørge hende om hendes motiver til hendes handlinger. Og hun ville give dem svaret.

Denne gang ville hun tale til nogen lyttede.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...