Hvid og/eller gul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2015
  • Opdateret: 26 maj 2015
  • Status: Færdig
Et essay om at hade kaffe. | Denne historie er fiktiv og altså ikke baseret på hændelser fra mit eget liv.

25Likes
14Kommentarer
974Visninger
AA

1. Hvid og/eller gul

Jeg var fem år, da det skete. Når jeg tænker tilbage på dét øjeblik, er jeg ikke sikker på, om jeg rent faktisk allerede fornemmede den sørgmodige nyhed, da hun satte sig i skæret af vores kasseformede tv, eller om de bjerge, jeg senere måtte bestige, har sløret min evne til at se objektivt på sagen. Jeg vil gerne kunne sige, det ændrede mit liv på en positiv måde – at jeg slap for at lide under hungersnøden og endte i et af de mest vellevende lande – men jeg ved samtidig, når min stemme forbereder sig på at vandre et par toner op, at jeg ville lyve om mit velvære.

  Mine forældre vidste det, længe før jeg selv gjorde. De har en tendens til at være hemmelighedsfulde omkring sådanne ting – jeg går ud fra, de tror, de beskytter mig på den måde, og hvis det trøster dem, vil jeg ikke prøve at sige dem imod. Deres lille blåmejse skulle jo nødig brække sin ryg i et forsøg på at bære den tunge vægt af bekymring, der følger med at vokse op i en familie som min.

  Jeg begyndte at regne deres mistænkelige adfærd ud i en forholdsvis tidlig alder. I takt med at mit ansigt formede sig mere og mere efter min fars, blev det også en smule lettere at læse ham, ligesom min sjæl lærte at kommunikere med min mors. Mere end ni måneder før skilsmissen var jeg forberedt på den skæbne, der tilhørte mine forældres ægteskab; det stod klart, da jeg en morgen stirrede på mit eget ansigt efter en søvnløs nat fyldt med giftige skældsord og bebrejdelser. Efter at have hørt dem skændes på en måde, de ikke engang kunne udtrykke på dansk, vidste jeg dybt i hjertet, at det aldrig ville blive det samme igen.

  Da min mor og jeg stod alene i en tom lejlighed, fortalte hun mig, jeg blev nødt til at lade, som om min far ikke havde forladt os for en anden kvinde; at vi endnu var en lykkelig familie, der såmænd bare havde besluttet sig for at finde en mindre, hyggeligere bolig. Hun sagde, der var en vis skam over at være skilsmissebarn, som jeg ikke ville forstå, før jeg blev lidt ældre, og at mine venner ville drille mig, hvis de kendte til sandheden. Jeg var bundet på hænder og fødder, og det var måske netop dét, der fik mig til at hviske det til hver eneste pige i min årgang; jo flere, desto lettere føltes mit hjerte. Én ad gangen ville det blive afsløret til et sæt beklagende øjne, trods otteårige slet ikke bør have sådan en forståelse for hinanden, og i måneder ville sladderen vandre fra øre til øre, indtil der ikke var flere tilbage at afsløre det overfor.

  I årenes løb indså jeg, min tunge ikke længere formede de samme ord som min mors. Jeg forstod endnu alt, hun udtalte, men det var pludselig svært for mig at svare på andet end dansk. Trods jeg gennem hele min barndom ikke havde kendt til andre sprog, føltes mit hoved underligt blankt, hver eneste gang jeg blev introduceret for en af mine forældres venner – det eneste, jeg kunne komme på, var et simpelt hej, man knapt nok kunne høre, hvilket ville blive modtaget med latter og kommentarer som: ”Åh, hun er så genert!” Dengang gik jeg ikke rigtig op i at undgå at føle mig ydmyget, men når jeg tænker tilbage på det, fortryder jeg, jeg ikke kæmpede for at holde fast i det ordforråd, der nu er blevet slugt af et sort hul.

  Jeg føler mig ikke som en typisk dansker på trods af, hvor mange gange jeg efterhånden er blevet spurgt om, hvorvidt jeg er adopteret. Dog ville jeg heller ikke placere mig i kategorien markeret med ordet ”kinesisk”, selvom jeg med lethed ville kunne narre andre med mine mandeløjne og sorte hår. Dag efter dag har jeg diskuteret med mig selv om, hvor jeg ligger i dette store billede fyldt med forskellige mønstre, og jeg er langt om længe kommet frem til, at jeg måske bare befinder mig et sted midt imellem – det hvide, negative rum, som man prøver at undgå at have for meget af. For det er sådan, jeg ser mig selv; ingen har som sådan noget imod mig, men for store mængder fraønskes.

  Jeg er ikke grim. Modsat andre fra Asien er mine læber ikke for store og min næse ikke for flad; og folk giver mig ofte komplimenter for mit tykke, skinnende hår og olivenfarvede hud, der formår at gløde året rundt. I det hele taget har jeg været meget heldig med, hvad jeg har arvet fra mine forældre, men det virker, som om der er en forskel på at være smuk og at være en smuk asiat. Misforstå mig ikke, for det glæder mig altid med smigr, men efter at have hørt: ”Du er altså en virkelig køn asiat,” utallige gange, er jeg begyndt at undre mig over, hvorfor det er så nødvendigt at fremhæve racen.

  Sagen er, at jeg ved, det aldrig vil blive helt så let for mig at tiltrække drenge, som det er for mine venner, og selvom jeg så vidt som muligt prøver at undgå at blande race ind i noget som helst, kan dette faktum ikke ignoreres: det gør en forskel. Det er da selvfølgelig ikke med vilje, for jeg ved, at de drengevenner, jeg har, umiddelbart ser mig som enhver anden klassekammerat, men ligesom jeg foretrækker blå øjne over brune, foretrækker de hvid over gul.

  Jeg plejede at tage C-toget fra Valby Station ind til mit gymnasium i indre København hver morgen. Der var noget over at sidde på de blå sæder og stirre på de flakkende omgivelser, som var så vanedannende, at en morgen uden de 30 minutters fred ligefrem kunne ødelægge min dag; jeg ville ikke have samme tålmodighed, og mit sociale timeglas ville løbe ud en del hurtigere.

  Mange af morgenerne parkerede jeg min cykel med 20 minutter til togets ankomst, og det var de tider, hvor den 7 Eleven, der lå lige ved indgangen til stationen, så ubegribelig fristende ud. Især på kølige vintermorgener havde jeg ikke noget imod at bruge en 20’er på en stor kop kaffe, som jeg kunne slubre i mig i dagens løb – ja, faktisk blev jeg så afhængig af denne rutine, at jeg nogle morgener med vilje ankom for tidligt for at hilse på kassedamen. Mine venner lærte også hurtigt, at det var mig, de skulle spørge, hvis de ikke kunne nå at gribe morgenmad på vejen, for jeg var sikkert alligevel på vej til at fylde min kaffekop.

  Det var et forsinket tog på en iskold dag, der satte en stopper for mit overdrevne kaffeforbrug. Den dag blev jeg ikke vækket af Ed Sheerans beroligende stemme, og jeg måtte fare ud til min cykel iført gårsdagens tøj samt et nøgent ansigt, og for at det ikke skulle være løgn, besluttede Moder Natur sig for at velsigne mig med en snestorm, der gjorde det tæt på se så meget som enkelte silhuetter.

  Efter at have betalt for en kop kaffe stillede jeg mig på perronen og kiggede på det store 18 ved siden af navnet på endestationen. Og jeg ventede. Og ventede. Og ventede, indtil det begyndte undre mig, om det ville være hurtigere at cykle hele vejen med halvåbne øjne. Det var den første gang, jeg tog mig selv i at bemærke minuttallet blive større, jo længere tid der gik.

  Da jeg indså, det var for sent at undgå at få fravær for mit første modul, begyndte jeg langsomt at bemærke de mange mennesker omkring mig. Ligesom mig var de utilfredse, men hvorimod jeg forsøgte at bevare et nonchalant ansigtsudtryk, havde de ikke noget imod at vise det på overfladen; bag mig stod en køn blondine travlt beskæftiget med at brokke sig over DSB til sin veninde over telefonen, og helt nede ved enden var der en ældre mand, der kastede et blik på sit Rolex-ur hvert tiende sekund.

  I virvaret af stress og forsinkelse kiggede jeg ned på min nu lunkne kaffe og indså, hvor godt den repræsenterede mig. Tanken havde aldrig strejfet mig før i tiden, men nu, hvor jeg tænkte over det, virkede det pludselig svært at overse ordene skrevet i fed: To go. Og jeg begyndte at tænke på, hvordan min mor altid forsøgte at få mig til at passe ind med alle andre, selvom jeg hverken var høj, blondt eller blåøjet, og hvordan hun blev ved med at forsøge at vende og dreje mig, i håb om at jeg en dag ville blive den manglende brik til dette ene ufuldendte puslespil; og hvordan jeg altid måtte lyve og sige, mine forældre kom til landet for uddannelsens skyld, og ikke fordi de var tvunget; og hvor meget jeg ønskede, vi endnu boede i et hus, fordi jeg så desperat ønskede, vi blot var en typisk dansk kernefamilie; og hvor anderledes alt ville være, hvis vi aldrig var flygtet; og hvor trist det egentlig var, at jeg udadtil aldrig ville blive som dem, fordi jeg for evigt ville være fanget i denne hybridtilstand, som gjorde det umuligt nogensinde at blive god nok for hverken det kinesiske eller danske samfund – og pludselig var jeg enormt vemodig over, hvordan morgenen havde udviklet sig.

  Den dag svor jeg aldrig at drikke kaffe igen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...