Græsgrønne tanker og hoveder af glas: En samling af korte og kasserede tekster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2015
  • Opdateret: 23 apr. 2015
  • Status: Igang
En samling af skøre, alvorlige, knap så alvorlige tekster og ufilosofiske filosofier fra hjernen hos en gal forfatterspirer.

12Likes
1Kommentarer
334Visninger
AA

1. I mørket er der dværge.

Usynlige øjne i den natsorte tæthed, jeg kan føle dem stikke i kolde ilninger, stikke og stikke og stikke, i nakken og i ryggen og kravle ned ad benene, det kryber sig som klikkende insekter, der kravler og kildrer med deres små insektben. Værelsets kvadratiske form kanter sig mørkt omkring mig, og de lykkelige tanker visner til intet, forvandles til en mørk og knugende ondskab. Det onde lever. I mørket. Det onde lever, holder mig fast, holder mig stangen, det onde lever under min seng, manifesteret i den materielle virkelighed med pibende, rustende vejtrækninger, dæmonisk snerrende, vejrtrækninger, der gurgler blodigt, som en mand, der er blevet skåret i halsen, og nogen gange skraber det ondes kløer også knirkende nedover gulvbrædderne, skraber, skraber bare, længe og ulideligt og uudholdeligt. Men så er det godt, at det onde slet ikke er ondt, og dette ved jeg, fordi jeg har spurgt det. Det onde er ikke ondt, slet ikke, det onde skal bare tisse, derfor skraber det, for ikke at slippe urinen ud i sine bukser, og det onde gurgler så meget, fordi det altid får sin kaffe galt i halsen. Det onde burde slet ikke hedde det onde – Han er bare en lille hjemløs dværg, der er faret vild i sin jagt efter guldet for enden af regnbuen, som ligger i den skotske by Glasgow, i øvrigt. Hvordan han farede vild, spørger du nok? Tjah, citeret med hans egne ord, vil onde tunger påstå, at han kom til at ryge for meget hamp, og i en lidt for skæv tilstand kom til at tage fejl af regnbuens retning. Dværge tåler ikke det stads, for de mister deres indre koordinering, deres naturlige dværgekompas, og ender de mest mærkelige steder – Ja, minsandten om ikke dværgen under min seng havde en fætter, der kendte en som kendte en (vi alle kender jo en der kender en der kender en som kender ham der myrdede John F. Kennedy eller hvem fanden) som endte i Putins badekar. Denne bekendte af fætterens bekendtes bekendte kunne tilmed bekræfte, at Putins store hoved skyldtes hans mangel på størrelse på en hvis ubenævnelig legemsdel – dem som nonner næppe stifter bekendtskab med – og at han i virkeligheden kun var magtsyg fordi han var træt af den ubenævnelige legemsdels ringe størrelse. Og så er der vist ikke mere at sige om denne historie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...