Røg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2015
  • Opdateret: 21 apr. 2015
  • Status: Igang
Røg førte dem sammen, og røg skilte dem ad igen.

38Likes
36Kommentarer
1052Visninger

1. Røg

   Det hele startede dén dag, jeg røg på den lille café i enden af byen, og netop som jeg skoddede den fjerde smøg i streg, stod du der med dit usmagelige forklæde og latterlige, grønne kasket og begyndte at belære mig om caféens strenge rygepolitik.

   Og jeg rullede øjne af dig og tog provokerende et hiv mere, hvorefter jeg pustede den grå røg direkte op dit åbne ansigt. Du hostede og trak på smilebåndet, fordi jeg var så barnlig, og så lod du mig ubegribeligt nok være.

   Jeg blev på caféen, indtil du havde fri, og sandheden var, at jeg ikke vidste hvorfor. Det gjorde jeg bare. Og så kom du ud, og da du så mig lyste du op i et smil, hvorefter du hev en pakke Prince Light op ad din jakkelomme og viftede med den foran mit ansigt. Jeg grinede, det gjorde du også. Du fortalte, at du egentlig ikke røg, og at du havde købt cigaretterne til mig, og så grinede jeg endnu mere. Så sagde du, at jeg havde en smuk latter, og så rødmede jeg på en tøset måde.

   Pludselig var vi bare sammen, du og jeg, og jeg kunne egentlig ikke huske, hvordan og hvornår det startede. Vi begyndte at ses med hinandens venner, tage i byen sammen og på en eller anden måde sneg nogle af dine ting, dit barbergrej, din blå tandbørste og dine mandedeodoranter, sig ind i min lejlighed. Meget, meget langsomt blev vi mere og mere et par, og det var ikke længere dig og mig. Nu var det os.

   Vi holdt i hånd på gaden, og du talte om alt og intet, imens jeg røg nogle af de lange Prince Light, du købte til mig i ny og næ. Vi købt os en billig paraply i Tiger, dengang det regnede noget så forfærdeligt og vi havde så uendelig langt hjem, men så knækkede en af stængerne ikke længe efter, at vi havde forladt butikken, og så kunne det også være lige meget. Så holdt vi bare ekstra godt fast i hinandens hænder og talte lidt mere om ingenting, og jeg røg lidt flere cigaretter, og vi havde det godt.

   Du spillede muntre melodier på din guitar for mig om aftenen og bar mig i seng, når jeg på en tidspunkt faldt i søvn, og så lagde du dig ved siden af mig og nussede min mave.

   Det hele gik så godt for os, indtil den dag, hvor jeg begyndte at hoste. I starten affejede jeg det, det var bare lidt aprilforkølelse, men du var bekymret for mig, og du hvis du kunne, så havde du nok svunget mig over skulderen og båret mig hen til lægen. Men så stærk var du ikke, og jeg fastholdt, at jeg bare var lidt sløj. Så der lod vi det ligge.

   Det blev værre, hosten, men stædig, som jeg var, nægtede jeg at tage til lægen, selvom du bad mig om det. Du plaprede løs om, at mine lunger nok var smadrede på grund af alle smøgerne, men jeg holdt stadig på, at det bare var forkølelse, selvom jeg nok heller ikke troede på det mere.

   Og så skete det. Lige pludselig mente skæbnen, at du skulle finde mig på dit badeværelses ternede klinkegulv, mens jeg gispede efter vejret, og kort efter skulle jeg lægges på en båre og køres afsted med dig ved min side. Du holdt min hånd, mens du græd, vandet stod som floder ned over dine kinder. Du hviskede til mig, at det hele nok skulle gå. Jeg var ikke sikker på, om jeg troede på dig.

   Jeg ved ikke, om du stadig græder. Jeg ved ikke, om du har glemt mig. Eller om du stadig ikke ryger. Jeg ved bare, at jeg fortryder alt det lort, jeg har inhaleret og alt det røg, jeg pustede ud igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...