Skoven kalder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2015
  • Opdateret: 25 aug. 2015
  • Status: Igang
"Hun er død." Han kigger på mig med et vanvittigt blik samtidig med, at han rykker tættere på. "Hvad mener du?" Halvt hvisker jeg og bakker langsomt længere væk fra ham. Jeg kan mærke rædslen komme snigende. "Hun er død," gentager han langsomt. "Og jeg ved hvem der dræbte hende". Mit hjerte hamrer hårdt i brystet og jeg er næsten lammet af skræk, da jeg forfærdet møder hans morderiske øjne. Han træder endnu et skridt frem mod mig, og lader langsomt sin hånd glide om i baglommen. "Du skal ikke være bange," beroliger han, da han trækker en lang blodig kniv frem.


3Likes
17Kommentarer
612Visninger

1. prolog

Prolog

 

 

 

Jeg løber gennem den dunkle tætte skov, mens regnen pisker nådesløs ned i mit ansigt, og grenene svirper og river mig til blods. Jeg kan høre hans larmende løbende skridt og tunge vejrtrækning bag mig, han er ved at indhente mig. Jeg er helt udmattet og kan næsten ikke få vejret, men sætter alligevel farten op. Jeg kan stadig høre ham bag mig, men han lyder længere væk nu. Måske kan jeg løbe fra ham, måske kan jeg faktisk komme ud før det er for sent. Men så går det galt.

Jeg snubler over en lang og kraftig rod, der ligger djævelsk og snor sig, som en slange i skovbunden. Jeg falder tungt forover og ned på den våde klamme jord, slaget slår pusten fra mig. Mit hjerte pisker af sted, og jeg gisper panikslagen efter vejret. Jeg prøver at komme op, men mine ben vil ikke lystre. Jeg prøver at tvinge dem til at rejse sig, og denne gang lykkes det. Jeg skal til at løbe igen, da det går op for mig, at han burde have indhentet mig nu. 

Jeg lytter efter hans skridt, men jeg kan ikke høre andet end min egen hiven efter vejret, og mit hjerte som dunker faretruende af sted. Selv regnen er stoppet. Jeg kigger mig forvirret omkring, og tænker at han måske er væk nu, måske er jeg reddet. Men der er noget galt, jeg kan mærke det med hele min krop. Der er alt for stille, Unaturligt stille. Der er hverken en ugle der tuder, eller en græshoppe der synger. Der er ikke en lyd. Jeg står helt stille med hjertet flagrende langt oppe i halsen, da jeg hører noget bevæge sig bag mig.

Jeg vender mig langsomt om, skrækslagen ved tanken om, hvad det mon er der venter mig.

Jeg skriger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...