100% til mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2015
  • Opdateret: 18 apr. 2015
  • Status: Færdig
Det er frikvarter, og de har ikke snakket sammen i alt for lang tid.

0Likes
0Kommentarer
230Visninger
AA

1. 100 procent til mig

Aldrig før havde jeg brug for at snakke mere med hende end nu. Jeg kunne se hende fra hvor jeg sad i cafeteriaet; hun sad med nogle veninder fra hendes klasse. Pigen ved siden af hende, var i gang med at fortælle en historie, og hun sad dybt fokuseret på venindens fortælling.

Hvis jeg nu bare kunne få mig selv til at gå hen til deres bord, lægge min hånd på hendes skulder, og spørge hende om hun lige havde 5 minutter. Hvis vi stadig var på talefod, så ville hun kigge op på mig med hendes varme brune øjne, smile, og sige: ”Selvfølgelig! Piger vi ses senere. Er du okay?” Jeg kan forestille mig hele samtalen: vi ville gå ud, og sætte os ude på den røde bænk i skolegården, hun ville så sætte hendes lange hår op i en knold med en kuglepen, og så ville hun sidde og stirre fokuseret på mine ansigtsudtryk, imens jeg fortalte hende om hvad der gik mig på.

Hun er den bedste jeg kender til at lytte. Hun får én til at føle, at man er den eneste i verden, og at det man har at sige, er noget af det vigtigste hun nogensinde har hørt.

Jeg savner hende. Jeg savner hende så umenneskeligt meget. Min mave vender sig, og jeg prøver diskret at presse to fingre mod mine læber, for at holde det inde.

Jeg kigger hurtigt på mine venner, for at se om de har lagt mærke til, at jeg har været lidt fraværende. Dennis og Hjalte er i gang med at kigge på en matematikaflevering, og Kristian sidder og skriver med en af Maja’erne fra parallelklassen, og Laura sidder og tjekker det ene sociale netværk efter det andet. Laura og jeg har været kærester i snart to måneder, og jeg har ikke rigtigt fundet ud af, hvad hun vil have at jeg skal købe til hende. Men hun siger det nok til Kristian på et tidspunkt, så han kan sige det videre til mig.

Jeg kan slet ikke sådan noget kæreste-noget. Det virker alt sammen bare lidt for opreklameret det hele.

Jeg kigger mig over skulderen igen, for at se om der er sket noget nyt ved hendes bord. Pigen der før fortalte noget til hele bordet er gået, og nu sidder Jacob - eller hvad han nu hedder -  fra årgangen over os, der i stedet for veninden.

Hvis jeg nu går hen og tager noget vand fra vandautomaten, kan jeg måske lige overhøre hvad de snakker om.

”Jeg skal lige have noget vand,” mumler jeg, og kigger ned. Jeg prøver måske lidt for meget på ikke at virke anspændt, men jeg holder mit blik nedad, så jeg kan ikke rigtigt se, om der er nogen der lægger mærke til det.

Da jeg går nærmer mig hendes bord, prøver jeg at larme lidt ekstra med mine sko, men prøver så godt som jeg kan, at undgå at gå ind i nogle borde eller stole.

”Jeg ved bare ikke om jeg orker det,” hører jeg hende siger da jeg kommer tæt på hendes bord. ”Måske skal jeg bare få det overstået.. Han er bare så kikset!” Der er en der tysser på hende, og helt automatisk kigger jeg op. Hele hendes bord sidder og stirrer på mig, selv hende. Hendes store varme brune øjne er skræmte, og lyser slet ikke som de plejer. Det går hurtigt op for mig, at det var mig hun snakkede om. Og jeg skynder mig at gå.

”Ej Magnus! Lad nu vær, ej seriøst! Stop nu Magnus,” råber hun efter mig. Jeg kan høre hendes stol blive skubbet hen af gulvet, og pludselig er hun lige bag mig.

Hun tager fat i min albue og hiver.

”Det var jo ikke ment på den måde vel?” prøver hun at sige, men hendes stemme bliver kvalt i en gråd. Jeg kigger hurtigt tilbage på hende og stopper. Hun græder. Hvad fanden? Hvorfor græder hun?

”Undskyld,” siger hun og slipper hurtigt min albue.

”Hvad sker der?” spørger jeg. Jeg har forestillet mig denne her samtale så mange gange – vores første samtale i måneder – og så står hun der og græder, og jeg er en total idiot.

“Du er bare så dum Magnus,” siger hun efter en evighed. Hun tørrer hele hendes kind af med håndfladen, så står hun lidt og stirrer på mig igen.

”Det er du sgu da også,” siger jeg.

Så smiler hun. Bredt og varmt og rart.

”Ja jeg er så,” siger hun. ”Undskyld.”

”Sådan kan det jo gå,” svarer jeg og trækker i skuldrene. Hun spejler mig, og trækker også selv i skuldrene. Så griner hun, med tårer der stadig triller ned af kinderne, og håret der stadig hænger, og et smil reserveret helt hundrede procent kun til mig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...