Perspektiv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2015
  • Opdateret: 18 apr. 2015
  • Status: Færdig

1Likes
0Kommentarer
88Visninger

1. Perspektiv

~~”Mit kontor er større end Kims. Men til gengæld har Kim røde lædersofaer på sit.”, sagde far med opildnet stemme. Det gjorde mig vred, men jeg sagde ikke noget. Kiggede ned. Spiste min mad. Denne velbekendte rutine. Denne tomgang, som havde stoppet dagene. Besluttede mig at se op. Mødte mors opmuntrende smil. Det skulle jeg ikke have gjort. Nu spurgte de til skolen. Spurgte til vennerne, de ikke længere hørte så meget om. Jeg nikkede og svarede langt, men alligevel så kort. I al stilfærdighed. Smilede og sank. Skubbede tallerkenen væk, og lyttede. Lyttede til maden, der blev tygget. Bestikkets klirren mod tallerkens overflade. Vandet, der blev hældt op.  Stilheden. Alt det, som ikke havde brug for at blive nævnt.  Det gjorde mig ked af det, så jeg kiggede ud af vinduet. Ud på den sorte Volvo, ud på naboens flagstang- og henover alt dette, til blikket mødte markerne. Markene, skåret igennem af motorvejene. På motorvejene lastbilerne, med deres værdifulde last, deres kønne nødvendighed. Himlen var rød. Ikke blodrød, ikke vulgær. Ikke lyserød, ikke smuk. En svalig rød, stærk nok til vi kunne bemærke, men stadig kvalmende. Himlen, min ven. Denne iscenesættelse. Denne altoverskyggende ligegyldighed. Der ville tynge mig så meget. Brede sig, kvæle hver en malplaceret tanke, hvert et misforstået ord. Husene, række efter række af røde parcelhuse uden karakter, uden nogen personlighed til at konkurrere med vores. Og inde i de huse, menneskene. Menneskene, der villigt havde givet sig til guderne, nu efterladt i mekanikken. Uden tanker, uden ord. Skabt til at eje alt levende. Til at opsuge, til at udnytte. Og bag menneskene, regnen. Regnen, der stadig kunne leve. Regnen, der kunne vise os så meget. Men vi kan ikke længere se. Hvor er smerten stor. Og inde i regnen, blæsten. Blæsten der ville lede os. Blæsten, der kunne vejlede sandt, i en verden af fupmagere. Lede til det ægte, lede os fri. Fjerne vores lænker, fjerne vores ideal, vores væsen, og frigøre os fra denne verden. Denne verden, som ikke længere stræber efter at være god, denne verden som stræber efter at blive større. Men vi kan ikke se enden. Vi kan ikke ane kanterne. Vi kan ikke se, at pladsen mangler. Vi vil overtage og herske. Herske uden ender. Hvor vil vi blive knust. Hvor vil vi dø så pludseligt. Dette kan tilfredsstille mig. Hvor er jeg glad for jeres uvidenhed. Hvor jeg kan beundre jeres tomhed, for I vil ikke kunne bestå ud over jer selv. Væk fra jeres programmering og løfter, fri til jeres sjæl. Fri til at give den luft, lade den ånde. Vejen er ikke lavet af jeres ord, af vores forfædres hvisken. Den er ikke længere blød, I kan ikke lægge jer. I vil ikke få tid til at forsvinde. Jeres ord vil indhente jer, jeres ord vil uddø.
Hvor smukt, at I har glemt. Hvor smukt, at jeres glemsel kan fordufte. Hvor ville jeg stræbe efter dette. Hvor ville jeg kæmpe for at kunne dø. Dø uden at efterlade ar. Dø uden at efterlade sorg og spørgsmål. Dø for at kunne fjernes, hviskes bort, glemt, fortrængt. For at kunne være i fred, og leve der. Hvorfor kan jeg høre lænkerne, når jeg går? I ville skrige efter mig. Men I vil ikke kende hende, jeres skrig er tiltænkt. I vil ikke kunne huske, I vil ikke kunne finde frem, men I vil undre jer. Undre jer så hurtigt, så flygtigt. Og igen være i stand til at fortsætte som lykkeligt uvidende. Uden nogen kamp. Uden at skulle banke jer selv, tvivle- og misforstå det, som skulle være forstået. Verden vil ikke vende på hovedet, I vil kunne balancere. Selvom det I troede, I forstod, er så langt væk. Hårdt, vil livet ikke være for jer. Tyngden er tiltrængt de, som gør plads. Sorgen er tiltrængt de, som kan modtage. Følelserne er tiltrængt de, som kan lukke ind, stoppe op, blinke. Men verden vil tilhøre resten. Denne lille skare af lykke, denne letsindighed, som VIL brede sig over det hele. Rejs jer. Jeg bliver for ked af det nu, siger tak for mad og bærer tallerkenen hen til køkkenet. Haster ind på værelset, ånder lettet bag den lukkede dør. Ser i spejlet. Betragter det, som ikke er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...