Bennys Rebus

Benny har det svært i dagligdagen, fordi han ikke helt passer ind.

0Likes
0Kommentarer
209Visninger

1. One shot

Han har altid godt kunnet lide bogstavet b. Han synes, det lyder godt. Nogen gange smiler han endda, fordi han tænker på det. Det smager sødt ligesom honning, når han bruger det i et ord. Det er en af grundene til, at han er glad for at hedde Benny. Han har takket sin mor mange gange. Det var betænksomt af hende, at give ham sådan et dejligt navn. Hun er en gavmild kvinde, hvis man spørger ham, og Benny er hendes eneste søn, hvis man spørger hende. Engang imellem synes hun alligevel, at det går hen og bliver for meget. Nogen gange skammer hun sig ligefrem. Hun siger tit, at han er for taknemlig. At det bare er et navn, ikke noget særligt. Hun siger til og med også, at det er et åndssvagt navn. Det forstår han ikke.
Forleden dag kom han hjem med en buket blomster til hende. Det var røde roser. Han syntes, de så flotte ud. Duftede så kraftigt til dem, at han begyndte at nyse, men det havde han ikke noget imod.
Han købte dem i en lille bod på torvet. Det var en sort mand, der havde solgt ham dem. Manden havde råbt, at det var et særtilbud, han simpelthen ikke måtte gå glip af. Det lød overbevisende nok i hans ører. Han var den eneste, der købte noget af manden. Resten gik bare forbi uden at ænse blomsterne. Det var en skam, når nu det var sådan et godt tilbud.
Hun blev hverken glad eller begejstret. Hun rystede på hovedet og kløede sig på næsen. Lige pludselig var hendes ansigt rødt og ophovnet. Hun havde aldrig fortalt ham, at hun havde pollenallergi. Det troede han i hvert fald ikke, at hun havde. Han fortrød med det samme, at han ikke havde købt hende en æske chokolade i stedet for. Det gjorde ham en smule bedrøvet. Han fik en fornemmelse af at fejle og ikke at være tilstrækkelig. Det var den samme dag, at han blev smidt ud hjemmefra. Hun prøvede at være nænsom, da hun forklarede ham, at han var nødt til at begynde at leve sit liv. Han kunne ikke blive hos sin mor for evigt. Det var både for hans egen skyld, men også for hendes. Han var en fuldvoksen mand. Han behøvede sin egen lejlighed, et rimeligt job og en løn, der kunne række til de vigtigste ting. Han var ikke helt enig med hende, mente han havde nok i at være her. Hun sagde det kærligt og kyssede ham på kinden. Det kunne han ikke lide. Han prøvede at tørre læbestiften af i trøjen. Han havde aldrig brudt sig om kys og kram. Det var noget mærkeligt noget. Det føltes sjovt, men på en dum måde. Han gav kun sin onkel hånden til særlige lejligheder. Det var noget, hun tvang ham til. Han fik forfærdeligt ondt i maven, når folk kom for tæt på. Han begyndte at græde, da de tog hans kommode ind i flyttebilen. Endelig forstod han, at det var alvor.  
For nyligt fandt han også ud af, at han godt kunne lide bogstavet k. Det skete da han så en orange kat ud af køkkenvinduet. Den var stor og plysset. Han ville gerne ae den. Pelsen var sikkert blød at røre ved. Det var ikke så ofte, at han så katte. De havde aldrig haft husdyr derhjemme. Kun en guldfisk, der hed Steven. Den skyllede han ud i toilettet, fordi den hele tiden sov i vandoverfladen. Det kunne hans mor ikke lide. Han så som regel bare duer. De var ubehageligt påtrængende. Han gøs, når de kurrede. De ville hele tiden have hans opmærksomhed, og de blev ved med at følge efter ham, når han spiste sin sandwich ude på bænken. Måske var det derfor, at han syntes, at katten var sød, fordi den heller ikke kunne lide duer. Så havde de noget tilfælles. Det var ikke tit, han havde det med nogen.
Han kom aldrig til at klappe katten. Han foretræk at blive indenfor I lejligheden. Det vidste han var sikkert, selvom hans mor engang havde brugt lang tid på at fortælle ham, at de fleste ulykker sker i hjemmet. Udenfor var der for mange lyde. Alt for meget larm, han ikke kunne kapere. Han fik altid hovedpine. Det var svært at tænke i al støjen. Nogen gange holdt han sig for ørerne, for at slippe væk, og så skar han tænder og fik vand i øjnene. Han kunne ikke forstå, hvorfor folk skulle være så højrystet. De behøvede da ikke at råbe, når de stod lige ved siden af hinanden. Han kunne heller ikke gøre sig klog på, hvorfor de altid havde så travlt. Det var næsten som om, at de aldrig havde tid nok. Han ville hellere tage den med ro. Han gik aldrig over vejen, hvis der var rødt. Han havde også set I nyhederne, at der var flest mennesker, der omkom i trafikulykker. Så var der biler, der brændte og folk der skreg. Han havde engang kendt en, som var blevet kørt ned. Hun lå på hospitalet en hel uge. Sådan noget måtte være farligt. Han kunne ikke lide tanken om smerte. På et tidspunkt var han ved et uheld kommet til at brænde sig på gaskomfuret, så hans håndflade var blevet svitset. Det kan han huske gjorde rigtig ondt. Endda mere end dengang, at de kaldte ham for tøsedreng i skolen, fordi han ikke ture at klatre op i bøgetræet. Det var en anden måde, at det gjorde ondt på. Han synes, at det var synd for hende, at hun var blevet kørt ned. Han fik tumult i maven.    
Det var sidste år, at hans mor var blevet enig med sig selv om, at han skulle tage et kørekort. Hun ville gerne betale for det. Til og med gå til bilforhandleren for at finde en brugt en. Han var ikke glad for idéen. Var allerede bekymret over at skulle færdes på gåben i trafikken. Heldigvis havde hans læge sagt, at det nok aldrig blev til noget, fordi han havde tunnelsyn. Det gjorde ham stolt. Han følte sig betydningsfuld og særlig, men hans mor blev ked af det. Det gik ham på, at han ikke var god nok, men han havde ikke lyst til at køre bil. Så skulle han dytte af folk og vise dem langefingeren. Det gjorde alle de andre, han kendte. Det brød han sig ikke om. Han syntes, at folk kunne være så modbydelige over for hinanden.
Han havde heller aldrig kørt i bus før. Tanken om at dele sæde med andres kropsvæsker fandt han frastødende. Der var sikkert nogen af dem, der ikke gik i bad. De lugtede medgaranti af svamp og skimmel. Tanken om sved fik ham til at jamre. Den var sur og sveg i næsen. Tænk vis en ældre dame med rådne tænder, ville sætte sig ved siden af ham. Hun ville lugte af svesker og have appelsinhud. Det havde han ikke lyst til at opleve. Folk ville bare stirre.
Noget af det værste han vidste var fedtet hår. Det var der mange, der havde udenfor. Det var lige før, at man kunne se fedtet glinse på deres kinder. Nogen af dem sov på bænke. Det havde han aldrig prøvet. Hvilket han desuden også var tilfreds med. Han elskede sin seng lige så højt, som han elskede sin mor. Han forstod ikke, hvorfor folk hellere ville sove på bænke. Det måtte gøre ondt i ryggen. Han havde engang set en film om en der hed Quasimodo. Han var pukkelrygget. Derfor kunne folk ikke lide ham.
Han var glad for, at han havde rene hvide lagner, der duftede af kamillete. Fra tid til anden kunne han også finde på at stryge dem.  
Den eneste gang han kan komme i tanker om, at hans mor var rigtig stolt af ham, var da han havde fået sig en kæreste. Så fortalte hun det til alle sine veninder og sagde, ”Se hvor stor min dreng er blevet.”. Han har aldrig set hende så begejstret siden. Han havde ikke selv valgt, at de skulle være kærester. Det var hende, der havde besluttet det. Så gik de i biografen. De delte en bøtte popcorn, selvom han spurgte, om de ikke skulle købe en hver. Han spiste ikke mange af dem, fordi de var salte. Han blev helt tør om læberne, og hans tunge hævede. Han syntes, at hun sad meget tæt på ham, men han kunne ikke lide at kommentere på det. Han lod som ingenting. Filmen var spændende. Han blev helt ivrig. Hun prøvede at kysse ham på munden, da atombomben sprang. Det var den sidste gang, han ture at snakke til hende. Dagen efter kunne han stadig føle hendes tunge mod sine tænder. De føltes slimede og urene. Han fortalte det til skoletandlægen. Spurgte om det var noget farligt. Han fik en flaske mundskyld til at tage med hjem. Det skulle tage det værste af smagen.
Han skriver i en lille notesbog, hans mor har købt til ham. Det var meningen, at den skulle være til indkøbslister. I stedet for skriver han alle sine yndlings ord med b.

Bogmerke

Buseman

Brombase

Blæksprute

Bukstav

Branbil

Badkar

Bølje
Buschufør

Han blev ked af det den dag, hans lærer fortalte ham, at han var ordblind. Det er noget, han stadig tænker meget over. Han har ikke fortalt det til sin mor endnu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...