Something, Somewhere?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2015
  • Opdateret: 15 apr. 2015
  • Status: Igang
Michael er en gæv gut på 19 år, der går på High School på 3. år. Han er et forbillede for alle fyrene på skolen og er egentlig Mr. Right Guy, men sandheden er, at han aldrig har været så forvirret, som han er lige nu. Han ved ikke rigtig, hvad han vil, men College banker på døren til sommer. Han forsøger sig med piger, men langsomt går det op for ham at han heller ikke på det punkt aner noget som helst om, hvad han vil. Han har ikke en fastlagt tøjstil, da den skifter lidt som vinden blæser. I det hele taget aner Michael intet om, hvem eller hvad han er. Og han aner slet ikke, hvor han skal hen efter High School.. Lige indtil han møder dem.

3Likes
0Kommentarer
186Visninger
AA

1. Haunted

Natten faldt på og jeg kunne mærke søvnen komme listende ind på mig. Der var ikke andet at gøre end at bukke under for presset og lægge hovedet på puden.

"Du ved, jeg har altid været den stærke ik'?" Sagde jeg stille nede fra soveposen.

"Det ved jeg godt." Svarede drengen ved siden af mig og kiggede ned til mig. Flammerne lyste hans ansigt op, og skyggerne dansede på teltdugen bag ham.

"Men det er jeg ikke mere. Er jeg vel? Hvis jeg virkelig er stærk, så ville jeg blive og tage kampen op. Men jeg er bare flygtet som en simpel kryster!" Hviskede jeg, som var jeg bange for, at myrerne i skovbunden skulle tysse på mig. 

"Jo, du er en kryster! Men hellere være en lykkelig kryster end en ulykkelig helt. Så let er det." Svarede han småirriteret.

"I morgen pakker vi tingene sammen og så tager vi ned til Lake Force. Der er virkelig smukt." Sagde drengen efter en kort stilhed imellem os. 

Jeg måtte indrømme at det her havde været det bedste i mit liv, men jeg vidste stadig ikke, hvem jeg var. Jeg vidste stadig ikke, hvor jeg hørte til. Jeg ved ikke, hvor jeg er om 20 år, men jeg ved dog med sikkerhed, at mig og drengen ikke rejser rundt i den her lasede dug med huller, der skulle forestille et telt, til den tid. Det værste er, at han forsøger. Han gør alt for at vi skal have en hverdag uden problemer, uden uvenskaber, uden en masse dystre tanker og bekymrede blikke. Han hygger om mig og holder om mig når tankerne tager overhånd. Kunne man ønske sig mere?

"Kommer du ikke herind og sover? Du bliver ædt af myg, hvis du bliver derude." Drengens hoved stak ud af teltets åbning, og et smil spillede om hans mund. Jeg havde det egentlig bedst herude, da jeg trængte til at tænke lidt over tingene, men hans smil lokkede med mig, og jeg havde lyst til at snakke med ham om det, fortælle ham at jeg ville hjem, men han ville blive knust. Hvis jeg skal være ærlig, så har det her bare gjort det hele meget værre. Før vidste jeg ikke, hvad jeg ville, men nu ved jeg det da slet ikke. Jeg er taget ud i den amerikanske ødemark med min såkaldte kæreste (Og har dermed udråbt mig selv til at være bøsse), jeg har brudt kontakten til mine forældre, jeg er droppet ud af High School, mine venner ved ikke, hvor jeg er og jeg ved stadigvæk ikke om noget af det her er rigtigt. Det føles ikke rigtigt. Det føles ikke..

 

***

 

Det var bare en ond drøm, det var bare en ond drøm, det var bare en ond drøm, det var bare en ond drøm.. Jeg gentog det igen og igen i håbet om, at jeg ville vågne op i min egen seng. Please, sig at det bare var en drøm. Jeg kneb øjnene forsigtigt op uden at se fuldt ud. Jeg åndede lettet op og grinede let ned i hovedpuden, da jeg opdagede, at jeg stadig boede hjemme. Det var min egen seng. Ingen skovbund, ingen telte, ingen myrer og bedst af alt; ingen dreng der spillede den latterlige rolle som min bøssekæreste. 

Det var næsten hver nat, jeg drømte om det. Eller havde mareridt om det. Og for hver gang mareridtet hjemsøgte mig, jo mere realistiske blev det. Mine tanker føles som virkelighed, og mine oplevelser bliver også mere og mere realistiske. Jeg har brug for at få noget hjælp. Af hvem ved jeg ikke.

Langsomt kunne jeg se solen stige i horisonten fra mit vindue og jeg vidste, at jeg skulle stå op, hvis jeg da ikke ville komme for sent igen. Ja, det er sket mange gange før. Mine forældre er aldrig hjemme om morgenen, så jeg står selv for at komme op og i skole. Men det lykkes langt fra altid. Mine ben rystede af kulde, da jeg smed dynen fra mig, og jeg skyndte mig efterfølgende at trække de nærmeste joggingbukser på uden at tænke over hvad eller hvordan. Jeg skulle bare have varmen. Jeg rejste mig fra sengen og kiggede ud i horisonten fra mit lille vindue her på anden sal. Solen vidste, hvor den skulle hen. Den havde én bestemt bane, og sådan var det, men jeg rendte rundt som en forvildet haletudse i en spand vand, mens jeg var forvirret over min egen eksistens. Hvad laver jeg overhovedet her? Hvilken gavn gør jeg? Hvorfor er jeg, den jeg er? Jeg ved ikke engang, hvem jeg er.. 

Nej, jeg bliver ikke mobbet og jeg har det ikke svært. Udadtil. Det er nærmere mig selv, der mobber mig selv. Jeg er helt uduelig til at tage beslutninger på mine egne vegne, og jeg aner ikke, hvem jeg er. Jeg aner det simpelthen ikke! Og det er det, der nu jagter mig. Tårerne løber i hælene på mig hele tiden og min undergang rykker tættere og tættere på for hver dag, der går. Jeg har ikke en fremtid, for hvis jeg havde det, ville jeg så ikke vide, hvad jeg skulle bruge den til? Ak, alle de spørgsmål uden svar. Oh, alle de tårer uden ende.

Men i bad skulle jeg i hvert fald. Jeg kiggede flygtigt over på uret og opdagede til min store frygt, at jeg havde stået i mine egne tanker og solens lys i 15 minutter. Jeg havde nu kun 20 minutter til at nå i bad, til at få morgenmad og pakke min taske, hvis jeg skulle nå i skole til tiden. Så jeg opgav på forhånd. Jeg valsede stille og roligt ud på badeværelset og tændte for det varme vand. Jeg smed mit tøj og fangede flygtigt min krop i spejlet over vasken. Jeg blev fanget i et øjebliks glæde over min krop; sixpack, tilpas brun hud, brunt hår, brune øjne og i det hele taget en perfekt krop. Perfekt, perfekt, perfekt. Perfekt. Fuck, jeg hader det ord. Hvis i vidste, hvor mange gange jeg hører det ord om mit liv. Ejjjj, du må have et perfekt liv, med de søde forældre, den perfekte krop, det perfekte tøj, de perfekte karaktere! Hah, det er jo én stor løgn. Mine forældre er kun hjemme, fordi de ved, der er mad i køleskabet, men hvis de kunne slippe, så boede de på jobbet. Min krop er jo bare et hylster og jeg vil ikke have piger, tror jeg da. Jeg ved ikke rigtig, om jeg er til piger eller ej. Og mit tøj er bare lidt tilfældigt. Jeg har ingen stil, ingen rød tråd, bare en masse lort der passer uhyrlig godt sammen og som tilfældigvis altid er moderne åbenbart, lidt ligesom med mine karaktere. Jeg arbejder ikke for dem, men når jeg er til eksamen, så klarer jeg mig altid så frygtelig godt, at de simpelthen klapper af mig. Ja, jeg har oplevet at en lærer har rejst sig under min fremlæggelse og klappet af begejstring. Langt ude. Så god var den slet ikke, men jeg fik 12 alligevel. Men hvad hjælper det at have gode karaktere, når du ikke ved, hvad du skal bruge dem til?

Jeg steg ud af brusekabinen og tog ligeså stille og roligt mit tøj på. En mørkeblå skjorte og et par sorte jeans. Tjah.. Lige nu er jeg inde i business-perioden; skjorter, blazere og slips en gang imellem. 

Jeg droppede morgenmaden og tog i stedet min taske, der ikke var færdigpakket, på ryggen, og så styrtede jeg ellers ud af døren. 

 

 

 

 

-Tak fordi i læser med! Skriv gerne en kommentar! Jeg vil gerne høre jeres meninger! 
Kh

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...