hide it

"Er du ligeså trist som træerne?"

en kort kort, tekst jeg skrev for noget tid siden.

2Likes
0Kommentarer
241Visninger

1. "Er dú glad?"

Jeg satte mig på den nået så slidte gynge ved siden af, den kunne knække hvert sekund.

"Hej.. Nabo" Han kiggede på mig, og lavede et skævt smil. Hans halvlange mørke hår,

faldt perfekt ned over hans ansigt. Hårspidserne nåede lige at dække lidt af det ene øje,

som mindede mig og det krystalklare hav, vi havde besøgt sidste sommer i Kroatien.

"Adam". Jeg kiggede forundret på ham igen, og skyndte mig at sige noget. "Hvad?" Var det eneste jeg kunne få ud.

"Jeg hedder Adam." hans sætning hang i luften i noget tid. Der var så meget jeg kunne spørger ham om,

men jeg kunne ikke komme på noget. Mit hovede var ligesom en krussedulle tegning,

det hele var rodet sammen, som et ufærdigt puslespil.

Jeg kiggede dybt ind i hans blå øjne, indtil det gik op for mig, at jeg faktisk stirrede på ham.

Han lavede en grimasse, og viftede hans hår tilbage med et lille nik.

En varme eksploderede inde i mig, og det føltes som om nogen havde malet mig rød, med en kæmpe pensel.

Varmen nåede mig til kinderne, og jeg begyndte at smile som en eller anden idiot.

"Har du lagt mærke til træerne, som skærer hul i himlen.. De er så triste."

Jeg kiggede tilbage på træerne, som omringede os 190 grader.

Jeg kunne ikke se noget. De så ud som de altid gjorde. Hvordan kunne træer se triste ud? Hvordan kunne de se glade ud? "Men vi kan ikke alle være glade, vel." Jeg skulle lige til at sige noget, men jeg følte mig nøgen.

Jeg anede ikke hvad han talte om. Han lød som en Shakespear.

"Er dú glad?" sagde han roligt, for at referere.

Jeg overvejede, mine muligheder. Er jeg glad? Jeg kiggede nøje på ham.

Han var en spinkel type, ikke en som ville komme ud i slåskampe.

Jeg kunne selvfølgelig bare fortælle ham, hvor lykkelig jeg er,

og hvor taknemlig jeg er for livet,

og at jeg ikke kunne være gladere.

At mit liv var som en dans på roser.

Men det var jo en løgn.

Han virkede så sød og rar, og han gjorde mig helt varm  og glad. "Skal jeg være ærlig.." sagde jeg

og skævede til ham med et lille tilflugts smil. - "Er du ligeså trist som træerne?" Spurgte han forsigtigt.

Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg tog en dyb indånding.

Jeg hev mit lange, varme, trygge ærme op ad min arm langsomt og forsigtigt,

så han kunne se arrene på min arm, de dybe sår og de friske.

Jeg nikkede til ham.  

Ja, jeg er ligeså trist som træerne.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...