The Runner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2015
  • Opdateret: 11 apr. 2015
  • Status: Igang
Hvis du kender The Hunger Games og du kunne lide den, er det her måske noget for dig.

1Likes
1Kommentarer
114Visninger

1. Run!

Folk skreg, vi var inde i en slags kugle, der havde vi været over en uge, og gjort den samme rutine. Så vidt jeg ved galte det om og finde speciale skjulte steder , også kunne man komme videre. Mit hold var en pige jeg havde kendt ligesiden min barndom hun hed Rose , hun betød meget for mig. Og hendes bror var også med vi kaldte ham Peter, ham holde jeg også meget af , og selvom det her nogen lunden gælder om at slå hinanden ihjel.. Har jeg lovet og aldrig give slip på dem lige meget hvad der sker. 
Vi gik og ledte efter tunneller så vi kunne komme videre. Der var mostre og mærkelige væsner. 
Nogen gange blev det så slemt at vi blev nød til og tage livet af de små monstre. Rose og mig var ikke særlig glad eller begejstret over det, men Peter sagde at det var det bedste og gøre hvis vi skulle overleve. Det blev mørkt og vi fandt et sted hvor vi blev liggende. Jeg hviskede til Rose 'Tror du vi klare den?' hun svarede mens hun halv sov lidt 'Ja...'  
Jeg ved godt jeg burde stole på hende, da hun var min eneste ven og den tætteste. Men jeg vidste bare dybt inde et sted at det var helt forkert. Jeg blev bange af den følelse, det var ikke af min egen vilje, jeg kiggede hen mod Peter. Han så så sød ud når han sover. Jeg smilede og kort efter lukkede jeg mine øjne.
Det var blevet morgen og vi skulle skynde os og finde de tunneller hurtigst muligt , vi kunne høre lyden af fortabt og gråd. Men vi gav ikke op. Det blev hurtigt mørkt herinde , og jeg tror det var det der gjorde det forvirrende. En mærkelig form for dyr kom løbende , som om nogen var efter den. Den begyndte og sige noget, vi ikke forstod. Den lød meget forpustet , men den tog modet til sig og sagde højt  'SKYND JEG HOP OP' vi skyndte os og hoppe op på den. Hvis jeg selv skulle gætte tror jeg det var en hest, men det lignede det bare ikke sådan rigtigt, men pyt da! Den red afsted og sagde nervøst 'Hvor mange er i?' jeg så mod Peter mens han sagde 'Vi er tre' , hesten eller hvad det nu det var stoppede op 'jeg leder efter Rose og Peter' sagde den, jeg så på dem som om det var en joke. Jeg begyndte hæst og svare 'hvad med mig?' Peter var forvirret. Og Rose så på mig, det var ikke et trist udtryk men heller ikke et vredt et. Hesten smed mig og løb videre med de andre. Jeg så mod Peter som de første, han hoppede ned af hesten. Rose råbte ' PETER HVAD LAVER DU?!' jeg kunne mærke en følelse af lettelse og en følelse af skyldighed. Jeg sagde anspændt 'Peter hvad har du gang i?' han svarede sikkert 'Lad os finde den tunnel' Vi løb, og vi kunne mærke at vi næsten løb tør for tid. Jeg tænkte hele tiden på Rose, og at vi bare efterlod hende. Måske var hun nået ud, eller måske var hun død. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...