Strandede minder

*Novelle*

-En kort novelle jeg skrev i en dansk aflevering. Jeg fik 12 for den, og ville derfor høre jeres mening? :)

1Likes
1Kommentarer
63Visninger
AA

1. Strandede minder

”People Change. But the memories you have with them don’t”

 

Jeg løb rundt over hele stranden med opspilede øjne og ledte efter hende. Mor og far stod ubekymret ved strandbaren tæt på alle sommerhusene. Et par børn sprang fra badebroen få meter fra mig, men hun var ikke til at se imellem dem. Alle var glade og gik rundt topløse i midsommervarmen. Det var kun mig der var anspændt og utilpas. Ikke bare på grund af varmen, hedebølgen, men også fordi hun var væk.

 

Ud af vinduet var vejret gråt og skyet. Der var ingen mennesker at se på stranden, så jeg valgte at gå en tur. Bernard, min elskede hund, blev lagt i snor. Jeg trak i mine postkasserøde gummistøvler og gik ud af døren.

Det tog nogle minutter før jeg var ude af sommerhusområdet og kom ud på den rigtige strand. Gennem vinduerne kunne jeg se en masse tændte fjernsyn. Måske var det alligevel ikke den rigtige dag at gå en tur. Det var jo også en ulykkesdag.

 

Jeg gik ned langs vandkanten og spejdede ud over det klare hav. Kun badeglade børn og voksne var til at se. Mor og far havde stadig kun øje for deres venner i baren og deres kolde øl. Ved isboden stod mange små børn på hendes alder med dryppende is og sandede tæer. Ingen steder kunne jeg finde hende.

Jeg fortsatte i et raskt tempo. Stranden var mindst fem kilometer lang og hun kunne være hvor som helst. Desuden var vandet dybt når man kom langt nok ud, og alle ved  at ingen på fem år kan svømme. Det er da åbenlyst, ikke?

 

Bernard begyndte at trække i snoren. Vinden tog fat i mit hår, og kastede det rundt om ansigtet på mig. Kulden bed i kinderne og fik øjnene til at løbe i vand, men det havde slet ikke været nødvendigt. Mit næste syn ville alligevel få tårerne til at vælte ud af mine mørkegrønne øjne. Bernard trak mig længere ned mod vandet. Gennem tårerne kunne jeg se noget sløret og lyserødt.

 

Ned af stranden fik jeg øje på en meget lille pige. Det var hende! Jeg løb alt hvad jeg kunne får at få fat på hende i tide. Længere ude i vandet svømmede hendes elskede dukke i sin lyserøde kjole. Det så ud som om, hun prøvede at svømme ud efter dukken.

Hun var alene i området. Der var ikke andre mennesker at se. Ingen var bekymrede. Ingen udrede sig over, hvorfor en lille pige svømmede alene i havet. Og værst af alt: ingen hjalp hende. De svømmede fornøjet videre i vandet, og nød den sjældne sommervarme. Jeg selv gik i panik. En blanding af hedeslag og hjælpeløshed ramte mig som et lyntog i maven. Jeg måtte tage en drastisk beslutning, hurtigt!

 

Jeg måtte løbe efter Bernard som trak endnu mere i snoren. Han snusede omkring i sandet, og det stoppede ikke. Nogle gange blev han distraheret af andre dufte, men han fortsatte sin søgen. Den lyserøde ting blev mere klar, og nu kunne man tydeligt se, at det var noget stof. Det så ødelagt ud, og nogle steder var der grønne misfarvninger.

Et sted under kjolen lå noget hvidt og hudfarvet. Det var ikke et levende menneske. Heller ikke et dødt. Tingen var alt for lille til nogensinde at være nogen eller noget. Det lå bare helt stille på en sten.

Vinden blæste endnu mere, jo længere vi kom på den hvide genstand. Vi måtte op på klitterne. Et par flintesten skar på mine knæer, og fik blodet til at løbe. I samme øjeblik styrtede regnen ned, og blæsten tog til. Jeg vendte mig om for at kigge mod sommerhusene. Alt lys var slukket, gadelygternes gule lys var ikke til at se, og alle fjernsyn var gået i sort.

Jeg kravlede længere ud på stenen. På den yderste sten lå en dukke. Den så meget gammel og ødelagt ud. Jeg prøvede at række ud efter den, men den var for langt væk, stenene var glatte og Bernard ville ikke stoppe med at trække mig længere ud til dukken.

 

Jeg gik ud i vandet og tog fat i armen på hende. Da jeg vendte hende om ,begyndte jeg at skrige. Hendes mund var åben. Hendes øjne var blevet røde, af salten var fra vandet. Nogle af strandgæsterne vendte sig for at kigge efter mig. Flere af dem var ligeglade. Et par livreddere løb alligevel ud til os. I baggrunden kunne jeg se mor og far, men de var for langt væk til at se hvad der foregik. De vendte ikke engang hovederne for at finde ud af det. Mit skrig var ikke højt nok til at nå dem og få deres opmærksomhed.

Jeg glemte alt om hendes dukke. Vi fik hende trukket ud i sandet, og en livredder begyndte at give hende hjertemassage. Hver gang han trykkede, røg der mere vand ud af hendes mund. Jeg har altid gået og sagt til hende, at hun var en stor pige, men som hun lå der mellem alle menneskerne så hun pludselig meget lille og alene ud. Jeg prøvede at skrige igen. En mand tog fat om min arm og stirrede vredt på mig.

”Kan du da ikke fatte at vi prøver at redde barnet?” spurgte han. Jeg nikkede og græd endnu mere. ”Hun er min lillesøster,” hviskede jeg, så ingen kunne høre det. Kun mig selv. Pludselig følte jeg mig helt alene.

 

Med et stort besvær kom jeg ud på stenen og fik fat i dukken. Den havde misfarvninger flere steder, og den lyserøde kjole var revet i stykker. Kun et af ærmerne forbandt den til dukken som nu lå i mine hænder. Jeg græd. Jeg lod tårerne dryppe ned i den allerede gennemblødte dukke.

Dukken havde været væk siden ulykken. Det er et helt år siden. Den dag havde jeg glemt alt om dukken og prøvet på at redde min lillesøster, men jeg var for langsom. Det hele gik så stærkt, men det føltes som om det gik i slowmotion.

Jeg blev enig med mig selv om at gå tilbage til sommerhuset. Vejret var ikke blevet bedre, og vinden blev bare mere og mere kold. Desuden var det ved at blive mørkt udenfor og strømmen var stadig gået i alle sommerhusene.

 

Jeg holdt hendes hånd, mens hun lå i kisten. Hendes øjne var stadig røde, og hendes læber var tørre og sprækkede og en smule blå. Hendes ansigt var ligbleg, og håret var krøllet. Hun havde sine fine kjole på. Den allerflotteste hun havde. Hendes yndlingskjole. Måske fordi den var magen til dukkens kjole? Jeg lagde noget slik ned til hende, et lille brev og hendes sovebamse. Mor og far lagde også noget af hendes babylegetøj ned i kisten.

Jeg fik lov at skrue en af skruerne i låget. Det samme gjorde mor og far. Præsten tog også en og mormor og morfar tog en hver. Til sidst blev hun kørt fra kapellet til kirken og båret op til alteret ved præsten.

Jeg græd i kirken. Præsten holdte en lang tale om hendes alt for korte og liv og hendes tragisk død ved sommerhusene i Vig.

 

Da jeg kom hjem, lavede jeg en kop te. Jeg satte mig i sofaen med et tæppe om mig, og drak den varme te, mens jeg tænkte på min søsters død. Mor og far var stadig i indendørsbaren ved fælleshuset. De drak meget øl før hun døde, men bagefter drak de næsten dobbelt så meget. Vores familie er nærmest gået i stykker. Ingen, undtagen mig, besøger hende på kirkegården, men det ved mor og far ikke. Normalt cykler jeg derhen lige efter eller lige inden skole. Bare for at se det. Jeg kommer ikke med blomster eller tænder lys, jeg ser bare hvordan gravstedet rådner op gang på gang. Kun en venlig gartner passer graven.

 

Da teen var drukket og tankerne ikke længere forstyrrede mig, gik jeg i seng. Mor og far var stadig ikke kommet ind af døren, men det gjorde ikke så meget. De ville alligevel bare være fulde.

Jeg kravlede under dynen og slukkede for sengelampen. Ud af vinduet kunne jeg se en masse stjerner. Det eneste der lyste var månen. Et par blide bølger ramte sandet på stranden. Blæsten var ovre, og alt var stille og øde. Strømmen var også kommet tilbage for lidt tid siden.

Da jeg vendte hovedet væk fra vinduet og mod sengebordet igen, fik jeg øje på et af vores ældste familiebilleder. Dengang var min søster næsten lige født, far havde lige købt det her sommerhus i Vig, og mor var stadig på barsel. På det tidspunkt var jeg lige begyndt i skole. Det var et af de bedste minder, og jeg husker tydeligt, da fotografen bad os smile til kameraet.

Nu har mor og far ændret sig, men sådan er det med minder. Minderne er de samme uanset hvad, men menneskerne i dem forandrer sig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...