Bag låste døre

17-årige Sofia kæmper med lidt af hvert. En samtale med en psykiater ændrer alt, og hun bliver nu præsenteret for en helt ny verden og en helt ny hverdag. Hun skal være forberedt på at kæmpe, fordi hendes livs kamp presser på.

1Likes
1Kommentarer
243Visninger

1. Kapitel 1

Kniven rør endnu engang min hud. En helt ny kniv – en hobbykniv. Jeg presser hårdt kniven mod min arm. Jeg lukker øjnene, og trækker kniven ind til kroppen. En tåre triller ned af min højre kind i takt med regnen på min rude. Jeg holder hånden over snittet. Jeg kniber øjnene sammen. Jeg tør ikke kigge. Jeg ved, hvordan det ender. Det ender altid ens. Angsten og følelserne er genkendt. Mit hoved er et kaos. Kæmpe tankemylder. Jeg kan ikke færdiggøre mine tanker. Jeg er bange. Rigtig bange. Jeg har lyst til at skrige, men bider mig selv i tungen i stedet. Mine forældre ligger i værelset ved siden af og sover. Jeg ønsker ikke at vække dem. Tanken om, at de vil vågne og se mig sådan her, skær i mit hjerte. De har ikke fortjent det.
Jeg kan mærke den sviende smerte. Jeg kan mærke snittet i huden. Jeg kan lugte blodet. Angsten forsvinder, men en hungren efter mere smerter fremtræder. Adrenalinen pumper rundt i kroppen. Det er en god smerte. Det første snit er altid det værste. De efterfølgende snit er befriende. Gang efter gang presser jeg kniven hårdt mod huden, og jeg trækker kniven til mig. Jeg kan mærke blodet løbe ned af mine arme og ben. Jeg åbner langsomt øjnene. Jeg skriger indvendigt.
Jeg hører pludseligt, at min mor går igennem gangen. Jeg tager hurtigt kniven og pakker den ind i dynen. Jeg lægger mig ned under et tæppe, så mine arme er skjult. Papiret er smidt i skraldespanden. Jeg slukker lyset og lukker øjnene. Jeg venter bare på, at døren bliver åbnet.
Jeg hører at toilettet skyller ud. Jeg hører vandhanen efterfulgt af hendes tunge skridt. Hun stopper op foran min dør. Jeg lukker atter øjnene, da jeg ser håndtaget bevæge sig. Jeg trækker vejret dybt og håber, at hun vil tro, at jeg sover. Jeg venter på, at døren skal gå op, men det gør den ikke. Jeg hører, at hun siger noget til min far og lægger sig tilbage i sengen. Jeg ånder lettet op. Puha! Jeg rejser mig op fra sengen, går hen til min kommode for at tage nogle plastre. Jeg har efterhånden et helt lager af plastre og knive.
Det første snit er meget dybt. Overraskende dybt. Jeg ved, at det burde syes, men jeg nægter, at fortælle det til nogen. De burde stort set alle sammen syes. Jeg ved, at jeg får nogle rigtig grimme ar, men det rører mig ikke. Jeg bruger 25 små plastre, men jeg ved, at de nok vil falde af i løbet af natten, så jeg har nogle ekstra liggende ved siden af sengen til i morgen. Jeg pakker kniven ind i toiletpapir og gemmer den i kassen ovenpå mit skab sammen med alle de andre. Alt det resterende toiletpapir fyldt med blod smider jeg i en pose, som jeg gemmer under sengen. Jeg tager en langærmet bluse på, hvis nu mine forældre skulle komme ind. Jeg slukker lyset og lægger mig under dynen. Snittene svier, men jeg har en rar følelse indeni. Jeg lukker øjnene og lader mig selv glide ind i drømmeland.

 

Jeg vågner tidligt den efterfølgende dag. Min mor har været inde og vække mig et par gange, men gang efter gang er jeg faldet i søvn igen. Jeg vågner med det klassiske morgenhår. Mine ellers så fine permanente krøller har mistet sin charme henover natten. Her er helt stille, og jeg bliver faktisk lidt urolig. Jeg tager den varme dyne af, rejser mig fra sengen, løfter op i mine ærmer og rigtig nok, så er halvdelen af plastrene faldet af. Jeg skynder mig at sætte nogle nye på. Jeg går ind i stuen og kalder på min mor, men der er intet svar. Jeg nærmer mig spisebordet og ser en lille seddel, hvorpå der står, at mine forældre er taget ud og sejle. Lækkert, tænker jeg. Jeg bruger formiddagstimerne på at gøre de sædvanlige morgen rutiner. Bad, mad, tøj osv.
Jeg kommer pludseligt i tanke om, at jeg har en aftale med en psykiater på Glostrup Hospital klokken 14:00. Jeg bliver lidt urolig. Jeg har slet ikke lyst til det, men jeg ved, at mine forældre vil være tryggest ved, at jeg har en enkelt samtale med psykiateren. Jeg er blevet henvist af min neurolog og min neuropsykolog, men det skal jeg nok vende tilbage til senere. Jeg tager sko og jakke på, men går lidt i panik, da jeg ikke kan finde mine nøgler. Jeg roder alt igennem, hvorefter jeg tager mig selv til panden, da jeg kommer i tanke om, at jeg har lånt dem til min mor, da hun ikke kunne finde sine nøgler i går. Jeg sparker til stolen af irritation, men jeg falder hurtigt ned igen. Nu, hvor jeg ingen nøgler har, må jeg ty til andre metoder. Jeg vælger at låse både hoveddøren og havedøren, hvorefter jeg hopper ud af vinduet i stuen. Jeg krydser fingre for, at der ikke er nogen, der opdager, at vinduet ikke er lukket.
Jeg må håbe på, at mine forældre ikke bliver sure.

Jeg har prøvet at få skæld udaf mine forældre, men det er længe siden efterhånden. Min far kan blive rigtig sur, så jeg vælger aldrig at skændes med ham. Min mor er lidt lettere at skændes med, og hun bliver hurtig god igen. Jeg må dog indrømme, at det er sjældent, at jeg skændes med mine forældre. Jeg synes selv, at jeg aldrig har været sådan rigtig teenagesur, men spørg du min mor, så har hun sikkert en anden mening, men sådan er det vel ofte? Jeg tror egentlig, at jeg har været et let barn selvom, at jeg har hørt mange historier. Trods de mange historier er jeg næsten sikker på, at jeg har været lettere end min storebror. Han kunne være en rigtig bølle, men jeg har altid syntes, at det har været sjovt. Han har låst mig inde i skabe, bundet mine arme og ben sammen, hvorefter han er gået fra mig. Jeg husker engang, hvor han rullede mig ind i tæppe og smed mig i skraldespanden. Jeg tror, at jeg har været omkring 7 år gammel. Min storebror er 8 år ældre end mig, så har været 15 år dengang. I dag er han en voksen mand på 27 år, han har en sød kæreste og to børn. To piger. Han blev far, da han var 22 år, hvilket er tidligt, men jeg har altid vidst, at han fik dem med den rette. De har været kærester i ti år. De mødte hinanden på Nysted Efterskole. Jeg forstår ikke, hvordan de har kunne holde hinanden ud i så mange år. Jeg griner ved tanken. Jeg savner dengang han boede hjemme. Der var altid gang i et eller andet. Jeg ved, at mine forældre også savner det, men de ved jo, at ungerne flyver fra reden på et tidspunkt. Det havde jeg rigtig svært ved at acceptere. Jeg var grædefærdig, da min storebror fortalte, at han skulle flytte hjemmefra. Jeg blev faktisk lidt sur på min svigerinde, fordi jeg følte, at hun stjal min storebror fra mig. I dag elsker jeg hende meget højt! Hun har altid været lidt en storesøster for mig. Det har været rart.
 

Jeg kravler over hegnet i haven og går ned af vejen. Jeg vil mene, at der omkring 700 meter til centeret, så det er ikke så lang jeg skal gå. Jeg kender ruten. Jeg har gået denne vej så mange gange. Jeg lægger dog altid mærke til noget nyt, når jeg går. I dag lægger jeg mærke til en kæmpe plet på kirkens hvide mur. Har den altid været der? Det erindrer jeg ikke, men nu ved jeg, at den er der.  Jeg holder tæt om min iPhone og har min moders telefon nummer indtastet, hvis nu der skulle ske et eller andet. Jeg bryder mig ikke om at gå alene på gaden. Jeg hader Ishøj. Jeg synes, at det er en forfærdelig by, og jeg glæder mig egentlig bare til, at jeg en dag kan flytte hjemmefra, så jeg kan komme så langt væk som muligt.
Jeg har dog ikke altid haft det sådan. Da jeg var yngre havde jeg intet i mod at bo i Ishøj, men jeg tror heller ikke, at man tænker så meget over det i den alder. Ishøj er delt op i tre ”byer”. Der er centrum, landsbyen og Torslunde. Jeg bor i centrum. Jeg synes generelt ikke, at de unge i Ishøj centrum er særlig søde. Jeg ønsker ikke at generalisere, men det er bare mine erfaringer. Jeg har gået i folkeskole i landsbyen, så størstedelen af mine venner og bekendte er fra landsbyen eller Torslunde.

Da jeg har passeret kirken, kommer jeg til en tunnel. Jeg hader tunneller, men jeg ved, at jeg skal igennem den, så jeg tager bare en dyb indånding og fortsætter.
Jeg står nu i døren indtil centeret. Jeg krydser fingre for, at jeg ikke møder nogen, som kunne finde på at råbe efter mig. Jeg hader, når folk absolut skal råbe til mig, at jeg er et cuttersvin eller, at jeg er grim og latterlig. Jeg føler faktisk, at jeg ikke længere kan færdes trygt i centrum.

 

Ishøj centeret er egentlig ikke et interessant center længere. Der bliver reklameret, at de har 50 specielbutikker, men jeg tror max, at der er 10 butikker, men alligevel er Ishøj Bycenter et af de mest besøgte centre.
 Gulvet i centeret er glat. Jeg er konstant bange for, at jeg skal falde. Det er en konstant frygt.
Jeg kigger ind af alle glasdørene indtil de lukkede og tomme lokaler – tidligere butikker. Jeg nærmer mig trapperne til stationen, som ligger i den modsatte ende af centeret. Jeg går ned af trappen, som fører ned til busserne. Trappen ved siden af fører op til togene. Da jeg kommer ud til busholdepladsen kan jeg se, at min bus, 300S, holder ved dens plads. Jeg sætter farten op, og jeg ender med at løbe. Buschaufføren har allerede lukket dørene, men jeg får hurtigt øjenkontakt med ham. Han smiler og åbner dørene for mig. Jeg fumler med at finde mit ungdomskort, men han siger, at jeg bare kan fortsætte. Jeg sætter mig forrest i bussen. Det gør jeg altid. Min usikkerhed hæmmer mig i rigtig meget. Jeg er bange for, at nogen vil grine af mig, hvis jeg vælger at sætte mig længere ned i bussen. Busturen varer omkring 20 minutter, inden jeg når til Glostrup Hospital.

 

Jeg kender turen ind og ud efterhånden. Den somatiske verden er blevet mig et bekendt sted.  Det er nok ikke noget at være stolt over, men sandheden er den, at jeg har været her utallige gange. Min familie har altid sagt, at skadestuen altid har været min bedste ven. Det er nok heller ikke noget at prale med, men jeg har altid været så utrolig uheldig. Jeg kommer altid til skade. Hjernerystelser, brækkede legemer, forstuvet håndled og ankler og krampeanfald. Listen er lang.
Jeg stiger ud af bussen og bevæger mig over vejen. Begge vejbaner er rimelig trafikkeret, så jeg må vente i vejkanten og senere skynde mig over.
Jeg er endelig kommet over vejen, og jeg nærmer mig indgang 3. I forhallen er der en lille café. Den er ikke særlig spændende. Jeg skal ned i den anden ende af forhallen, da jeg skal op i det røde trafikcenter. Hospitalet er delt op i to trafikcentre – et rød og et blåt. Jeg åbner døren til trafikcenteret og kommer ind i en mindre hal med elevatorer og en trappe. Jeg skal op på sjette sal, hvor epilepsiklinikken ligger. Jeg vælger at tage elevatoren. Lidt doven har man da lov til at være! Samtalen skal foregå på epilepsiklinikken, men psykiateren er ikke fast på afsnittet. Hun er der vist kun hver anden fredag. Jeg hiver i snoren, der hænger ned fra loftet, så døren til afsnittet åbner. Jeg skal ned og melde mit ankomst, og så vil jeg blive kaldt ind. Min neurolog og neuropsykolog holder også til her på klinikken. Jeg har efterhånden læst alle de brochurer, der ligger på bordet. Jeg sætter mig i en stol i hjørnet af ventesalen efter, at jeg har meldt min ankomst.
Jeg ved egentlig ikke særlig meget om psykiateren. Jeg har kun haft en kort samtale med hende, hvor jeg brød fuldstændig sammen, da hun ramte alle de ømme punkter. Det var rigtig ubehageligt, men jeg håber, at det bliver anderledes i dag.

Jeg bliver kaldt ind efter 10 minutter. Psykiateren, Thea, er en middelalderende kvinde med mørkt hår. Hun er iført en hvid kittel. Jeg rejser mig fra stolen og følger med hende ind på hendes kontor. Jeg kigger rundt. Det var ikke her vi sad sidste gang, men jeg lægger det hurtigt væk. Jeg tager forsigtigt min jakke af, hænger den på stolen og sætter mig forsigtigt ned. Hun vender sig imod mig, folder sine hænder og lægger dem på bordet. Jeg venter på, at hun siger noget, da jeg ikke ønsker at tage initiativ til at starte samtalen. Hun giver mig et bestemt hej og fortæller, at hun er glad for at se mig. Jeg nikker stille og siger pænt, at det er gengældt. Jeg er nervøs. Jeg kan mærke sommerfuglene i min mave. Hun spørger selvfølgelig ind til, hvordan jeg har haft det siden sidst. Kliché. Jeg tager mig selv i at overveje, hvorvidt jeg skal lyve eller ej. Jeg har før løjet under samtaler med psykiatere og psykologer. Det er blevet en vane. Jeg niver mig selv i den højre arm. Min venstre arm gør stadigvæk ondt efter i går. Jeg mærker sveden i mine håndflader. Jeg åbner munden, men ingen lyd kommer ud. Hun kigger mig i øjnene. Hun spørger mig stille om jeg vil have noget vand. Jeg for fremstammet et lille ja, men så heller ikke mere. Hun rejser sig, går hen til en bord i hjørnet og skænker mig et glas vand. Jeg skynder mig at tage fast i glasset og fører det hurtigt om til munden. Hvis nu jeg bliver ved med at drikke, så behøver jeg ikke sige noget. Jeg tømmer glasset og sætter det stille ned foran mig. Hun spørger mig om jeg slet ikke har noget af sige. Jeg niver mig selv i armen igen. Jeg vil så gerne fortælle sandheden. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det. Jeg kigger ned på min venstre arm. En lille rød plet på ærmet. Et plaster må være faldet af. Jeg lukker øjnene, tager en dyb indånding og trækker op i ærmet. Jeg tør ikke se hendes reaktion. Jeg hører et stille ”nå”. Er det alt, hvad hun har at sige. Jeg åbner øjnene igen og trækker ned i ærmet igen. ”Ja, jeg kan jo se, at du har være selvskadende.” Godt spottet, mama! Jeg ruller med øjnene, som hun vender sig mod sin computer. Jeg bøjer mig lidt forover, så jeg kan følge med i, hvad hun laver på computeren. Hun går ind på noget, der ligner en medicinliste. Hun trykker på en præparat ved navn Noritren. Hun tager en af de der gule recept sedler frem. Hun sætter et klistermærke med mit navn, cpr-nummer, adresse og lægenavn på recepten. Hun udfylder den og vender sig tilbage mod mig. Hun rækker mig sedlen. Jeg kigger undrende på hende. Jeg er forvirret. ”Det virker som om, at du går og er lidt nedtrykt. Jeg synes, at du skal prøve det her. Det er antidepressiv og kan stabilisere dig til et vis punkt.” Hun fortæller mig, at hun giver mig 25 mg, hvilket åbenbart er ingenting i forhold til normalen. Jeg kan ikke læse hendes skrift, men jeg putter den i lommen. Hun pointerer, at jeg virker fraværende og spørger om vi skal holde for i dag. Jeg kigger ned på mine meget svedige håndflader og nikker efterfølgende. Hun kigger bekræftende på mig. Vi rejser os begge to. Jeg tager min jakke på og afventer, at hun rækker sin hånd frem, hvorefter jeg gør ligeledes. Vi udveksler et håndtryk og siger pænt farvel.
Jeg tager hurtige skridt ud af døren. Jeg kan mærke tårerne presse sig på. Jeg stiller mig op af væggen til venstre for døren. Jeg kan ikke holde det tilbage.
Jeg begraver mit hoved i mine hænder. Snottet løber, og jeg hulker. Jeg føler mig fortabt. Jeg glider ned af væggen og sætter mig på hug.
Der sidder jeg. Midt i epilepsiklinikken på Glostrup Hospital. Jeg har lukket omverdenen ude. Jeg er kravlet ind i mig selv. Jeg er forvirret. Jeg græder. Jeg banker hovedet i væggen. Jeg skriger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...