The Rose Garden (1D)

Mennesker er som roser, der findes mange slags roser; røde, hvide, blå, lyserøde, store, små, stikkende og glatte. Nogle roser bliver plukket, når de har vokset sig store og andre, når de er små. Hvis man har en buket roser, vil der være nogle, der visner efter kort tid, imens de andre må blomstre sig store og smukke. Nogle roser kan leve i det fri, imens andre roser skal have hjælp til at blomstre. Men vigtigst af alt symboliserer roser kærlighed uanset farve og størrelse.

1Likes
3Kommentarer
339Visninger
AA

1. The Rose Garden

                                           The rose garden                                                                         

Mennesker er som roser, der findes mange slags roser; røde, hvide, blå, lyserøde, store, små, stikkende og glatte. Nogle roser bliver plukket, når de har vokset sig store og andre, når de er små. Hvis man har en buket roser, vil der være nogle, der visner efter kort tid, imens de andre må blomstre sig store og smukke. Nogle roser kan leve i det fri, imens andre roser skal have hjælp til at blomstre. Men vigtigst af alt symboliserer roser kærlighed uanset farve og størrelse.
    Luna Oxheart var en rose, en lille smuk hvid rose. Hun var en af de slags roser, der plantede sig uden for rosenbusken, en af de roser som havde brug for at blive vandet, for ellers ville hun gå ud. Men hun var også en af de roser, som de fleste overså, fordi hun var så lille og fin. Hendes hvide sølv blade var så smukke, at man tit glemte de stikkende mørke torne, der sad på hendes yderside.

Det hele startede en forårs dag i april, jeg var kommet hjem efter nogle lange uger, hvor jeg havde spillet koncert med drengene. Jeg var gået en tur ned til en lille sø. Som barn havde jeg kaldt den for svanesøen, fordi den altid var fyldt med svaner, men i løbet af årene var svanerne forsvundet og mange var holdt op med at komme der ned. Jeg gik altid hen til søen, når jeg kom hjem fra en turne eller koncert. Her var så dejligt roligt og det gav mig tid til at samle mig.
     Det var egentlig en ret almindelig forårsdag, men alligevel virkede dagen så speciel. Solen skinnede igennem træerne og gjorde skiftevis mit syn mørk og lyst, den varmede behageligt når den ramte mit blege ansigt. Jeg kunne høre fuglene kvidre og bladene hvisle, alt var så afslappet, at det virkede som en drøm.
     Jeg kom ned til svanesøen og da mødte en skikkelse mig. Nede på den nedslidte brune bænk, som stod helt nede ved søbredden, der sad en lille spinkel skikkelse. Den lille skikkelse havde en sort frakke på og hendes lyse hår hvilede på de spændte skuldre. Jeg gik ned til skikkelse og satte mig på bænken ved siden af den. ”Niall?” Jeg kiggede på hende, jeg genkendte de smaragd grønne øjnene, men de var blevet tomme i løbet af den tid, jeg havde været væk. Hendes læber var stadigvæk de samme to små sprækker og hendes fregner blomstrede stadigvæk på hendes næse, men hendes kinder var udhulet og de sorte rander under øjnene tydede på for lidt søvn.
    ”Luna? Luna Oxheart?” Skikkelsen var Luna Oxheart. Luna sad og knugede en pose med brødkrummer, hun havde vel håbet, at svanerne havde fundet vej tilbage til søen igen. Ved siden af hendes magre ben lå et reb.  Hendes hvide hænder var knoglede og den lille bid, jeg kunne se af hendes håndled havde røde ridser indskåret. Jeg kunne ikke holde mine tanker tilbage og jeg havde på fornemmelsen, at der ikke var tid til at vente. ”Luna hvad er der sket?” Jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg på intet tidspunkt under turneen havde kontaktet hende, for hun lignede en, der havde haft brug for et Niall-kram. ”Det er en lang historie, som jeg ikke vil kede dig med,” sagde hun med den fineste lille stemme. ”Fortæl, jeg skal ikke nå noget.” Hendes ansigt trak sig sammen i en mine og hendes facade faldt. Hendes smaragd grønne øjne fyldtes med vand og de små fregner på kinderne blev lidt tid efter vandet.
    Jeg lagde Luna ind mod mit bryst og strøg hende over det silkebløde hår, ”Luna jeg er her, der sker ikke noget, jeg er her.” Der kommer tidspunkter i alles liv, hvor de vil opleve det, jeg oplevede med Luna, på disse tidspunkter behøver man ikke ord til at få forklaret en historie. Lunas tårer mod mit bryst, gjorde det klart for mig, at hun havde kæmpet en brav kamp mod sig selv. Hendes fine spinkle hånd der også lå mod mit bryst, præsenterede mig for endnu flere røde ridser. Alle disse ridser var et tegn på den kamp, hun gang på gang havde tabt mod sig selv, men også et tegn på at hun havde været stærk og rejst sig op efter hver en tabt kamp. Rebet ved hendes magre ben var tegn på, at hun var ved at tabe det afgørende slag. Men jeg skulle sørge for, at hun ville vinde det afgørende slag og at alle de tabte kampe, som hun havde rejst sig fra, ikke ville være nytteløse.
Hendes spinkle krop skreg efter mad. Jeg tog den lille pose med brødkrummer ud af hendes hånd og tog en lille håndfuld og spiste det. Hvis jeg skulle få hende til at spise, måtte jeg også spise. Hun rettede sig op på bænken og kiggede længselsfuldt på brødkrummerne, jeg rakte hende posen og sagde ”Her, det er okay, du har brug for energi for at blomstre.” Hun kiggede bebrejdende på den lille pose og rystede så på hovedet, ”Nej, jeg kan ikke.” Jeg tog hendes slanke hånd og klemte den roligt ”Jeg ved du kan, uanset hvad din hjerne siger, så ved jeg du kan.” ”Niall, det er ikke så nemt, du forstår det ikke” Sagde hun med sin grådkvalte stemme. ”Nej, jeg forstår det ikke, men jeg kunne forestille mig, at det er ligesom følelsen, inden jeg går på scenen: Skræk, sommerfugle i maven, tanker der hele tiden kredser sig om, hvad der kan gå galt.. Men uanset hvor bange jeg er for at gå op på scenen, uanset hvor meget det skræmmer mig, så gør jeg det alligevel, nødvendigvis ikke for min egen skyld, men fordi jeg ved, at der er nogle, der ville blive ked af det, hvis jeg ikke gjorde det.” Hun tog i mod den lille pose med brødkrummer og spiste så et par få stykker.
    Jeg sad stadigvæk med hendes hånd i min. Jeg strøg min tommelfinger over hendes knoglet håndoverflade og sendte hende små smil hver gang, hun sendte posen tilbage til mig.
   Sådan sad vi i flere timer, imens vi på skift spiste et par brødkrummer, da vi langt om længe havde tømt posen, sad vi i tavshed og studerede den sø, hvor der en gang havde været fyldt med svaner. Til tider, hvis man stirrede længe nok på det dunkle blå vand, kunne man nærmest hallucinere svanerne frem og høre deres rappende lyde.
   Efter et par tavse timer i den bagende sol, fulgte jeg Luna Oxheart hjem. Sammen med hendes familie, dog mod Lunas vilje, men for hendes eget bedste, blev Luna indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor hun kunne få hjælp til at blomstre sig stor og stærk igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...