Min krop - Min fjende

Novelle omkring det at efterlade vreden og bitterheden til dem, der ikke er stærke nok til at elske. En lille historie om, hvor svært det er at efterlade dem man elsker.

3Likes
0Kommentarer
174Visninger
AA

1. Min krop - Min Fjende

... Min datter spurgte mig om vi havde tabt kampen, men jeg sagde til hende, at man ikke kunne tabe men derimod kun blive klogere. Og selvom det svært for mig at lære af dette, føler jeg alligevel ikke, at jeg har tabt.

 

Det er et dejligt lyst rum at vågne i. Jeg blinker et par gange for at vende mig til det skarpe lys og vender mig møjsommeligt mod vinduet, for at fange dagens første stråler. Det er efterår. Udenfor skinner solen klart ned på de dovne træer, der langsomt strækker sin farverige fjerdragt mod himlen. Bladene er ikke længere grønne, men gyldne. Fra mit vindue kan jeg se et træ, jeg ved ikke hvad det er for et, men der har de smukkeste røde og orange blade der glitre i morgenduggen. Der er også en sø omgivet af piletræer og jeg kan høre de morgenfriske ænder rappe af hinanden. Mine vægge er hjemlige og hyggelige. Her hænger billeder af venner og familie, der glade smiler til mig. Billeder, der minder mig om en anden tid. Der er friske blomster i min yndlingsvase i vindueskarmen og Claras tegninger pryder min allerede alt for overfyldte omslagstavle. Her er hjemligt, selvom jeg kun skal være her for en kort stund.

   Det er Katja, der har morgenvagten i dag. Hun er et lattermildt varmt menneske. Hun er et af de mennesker som man ville ønske, at man havde mødt noget før, så man kunne have kendt hinanden bare lidt længere. Hun hjælper mig op af sengen og vasker mig med erfarne blide hænder. Hun hjælper mig i tøjet og bringer mig min morgenmad. Frugtgele. Det smager egentlig meget godt, men allerede efter et par mundfulde er jeg udmattet og må ned og ligge.

***

Nikolaj og Clara kom springende ind af døren kl. lidt over 11. De er glade og fulde af energi. Clara har favnen fuld af friske blade og hendes fars lommer bugner af sten og hvad hun ellers har fundet hun skal gemme. Nikolaj smiler. Jeg elsker det smil også selvom det ikke længere når helt op til øjnene. Han kysser mig på panden og sætter vores datter blidt op til mig. Clara pludre og sludre løs om alt det hun har oplevet siden i går.

"Far brændte spagettien på, men det gjorde ikke noget for så fik vi bare Mc. Donalds mad. Det kan jeg godt lide. Jeg gemte en burger til dig mor, men jeg kom uheldigvis til at spise den selv". Hun er en lille spilopmager. Jeg får næsten ondt af Nikolaj over han skal stå helt selv med hende. Men samtidig misunder jeg ham. Jeg ville gerne have flere øjeblikke med brændt spagetti. En ældre kvinde tager Clara med hen i legestuen og jeg får en sjælen stund alene med Nikolaj. Jeg nyder vores stunder. Vi siger ikke noget. Vi kender hinanden så godt, at ord er overflødige. Vi ligger bare og venter. Venter...

***

"Mor jeg tror du lyver. Mødre kan da ikke bare forsvinde vel?" Clara stirre forurettet på mig. Jeg trækker hende op på mit skød og nusser hende i håret. Vi sidder i hendes nymalede værelse, lyserødt og fuldt af sommerfugle.

"Mødre kan ikke forsvinde skat. Vi vil altid være her. Kan du huske hvor?" Spørger jeg og ignorer klumpen i min hals.

Clara klør sig i håret og tænker et øjeblik "Her" Siger min spirrevip og ligger hånden mod sit hjerte. Hun smiler stolt. "Det nemlig rigtigt" Smiler jeg til hende. "Og jeg vil altid være der"

***

"Jeg har en tegning til dig mor. Den forestille de onde i din krop og de gode der spiser dem"

Jeg smiler og kigger på tegningen, der mest er krimskrams, men som rummer meget mere i en fire-årigs øjne. "Jeg tror altså ikke helt jeg forstår det alligevel mor. Kan du ikke forklare mig det igen?" Spørger hun og klatre op i sengen ved siden af mig. Jeg trækker hende ind til mig og begynder min fortælling.

"Dybt dybt inde i kroppen langt langt nede i maven ligger det stolte kongerige Natlantis."

"Fordi du hedder Natalie ikke mor" Afbryder Clara.

"Jo skat fordi jeg hedder Natalie. I din mave ligger Claritannien. Natlantis er et lille men smukt kongerige. Her lever natlanerne i fred og fordragelighed mens de passer hver deres arbejde. Nogle producere blod, nogle tager imod maden jeg spiser, mens andre sørger for at maden kommer væk igen. Alle natlanernes arbejde er vigtigt for at kroppen kan fungere, men de aller aller vigtigste er dem der holder sygdomme og bakterier ude. De holder øje med, at der hersker fred i kongeriget, at der er mad og arbejde til alle, samt, at der ikke kommer fremmede ind i kongeriget. Men en dag kom en meget snedig bakterie til Natlantis. Den havde forklædt sig så det lignede en almindelig natlaner. Vagtposten fattede ikke mistanke og lukkede i god tro bakterien ind i kongeriget. Her begyndte bakterien langsomt at lave ballade. Den startede med at smide affald i blodårerne og skabe splid mellem natlanerne. Derefter forgiftede han maden og langsomt døde flere og flere natlanere.

Til sidst var der så få tilbage, at bakteriens venner nemt kunne kæmpe sig ind i Natlantis. Natlanerne har kæmpet bragt på trods af at de er så få, men nu har de tabt krigen og bakterierne reagere i Natlantis."

"Er det derfor du er syg?" Spørger Clara mig og jeg svare, at det er det.

***

På en smuk dag som i dag ville jeg ønske, at jeg havde mere tid. Jeg har accepteret, at Nikolaj og jeg havde 9 dejlige år sammen, og at jeg havde det privilegium at have Clara i fire. Jeg har medlidenhed med de forældre, der snart skal begrave deres barn. De søskende, der pludselig bliver en mindre og den mand, der står alene med et barn. Der kommer til at stå en tom stol i mange hjem, men jeg er afklaret med, at jeg skal dø. Til gengæld får jeg lov til at sige farvel. Jeg ved, at det er en stor gave netop at have dato for døden. Kun sådan kan jeg nå, at sige farvel til dem jeg elsker.

***

Jeg kan ikke sove mere. Sygeplejerskerne holder mig smertedækket, og de siger, at der ikke er lang tid endnu. Jeg har svært ved at tro på dem. Tro på, at mit lille kongerige er så svækket, at jeg skal dø af det. Jeg kæmper stadig hver dag. Men krigen er heldigvis snart ovre. Medicinen holder mig smertefri men ikke tankefri. Jeg lokkede Katja til at køre mig udenfor en sidste gang. Her sad vi en stund i kulden og kiggede på stjernerne. Minder om Nikolajs frieri under stjernehimlen gav mig et øjebliks lykke og savnet af ham river mit hjerte i stykker. Kulden bed lidt i kinderne og på mit hoved der i dag var dækket af et tørklæde fuld af tegninger. "Det næsten ligesom hvis du havde gisp på mor" Jublede Clara og tegnede videre. Det er mit yndlingstørklæde. Stjernerne gør mig rolig og afklaret, alligevel gør det mig ondt, at jeg med min død afslutter min datters barndom så bræt. Hun lære alt for tidligt, at vi har hinanden på lånt tid, og at vi ingen indflydelse har på tingenes gang. Erfaringen af, at vi ikke lever for evigt vil rive hende ud af barndommens leg og ind i voksenlivet alvor. Det Nikolaj der opfandt historien om Natlantis. Og jo mere jeg fortæller den til hende, jo mere tror jeg selv på den.

Jeg ånder nattefrosten ind og nyder kulden. Nyder dens prikken. Hver prik fortæller mig at jeg stadig lever.

 

***

Katja ringede efter Nikolaj. Jeg ville gerne berolige ham og fortælle ham at det nok skal gå. Jeg vil fortælle ham at natlanerne har tabt kampen, men at vi kæmpede bragt. Jeg vil fortælle ham om det største slag i Natlantis historie, hvem vi mistede og hvem vi vandt, men jeg kan ikke. Jeg kan knap nok åbne øjnene. "Det vare ikke længe nu" Jeg høre en hvisken i det fjerne. Hvad er det der ikke vare længe? Jeg vil spørge, men der kommer ingen ord ud af min mund. Jeg befinder mig i mørket. Der er ingen vej ud, som et jaget dyr ved jeg at den nærmer sig. Jeg vil fortælle Nikolaj om stjernerne. Om stjerneskuddet, mit ønske. Men pludselig ved jeg ikke hvad jeg ønskede. Jeg vil fortælle om nattefrostens prikken, men jeg kan ikke. Jeg kan som kejseren mærke døden på min brystkasse, men i stedet for en nattergals sang mærker jeg en blød hånd i min. Jeg bruger mine sidste kræfter på at smile til Nikolaj, og da han smiler tilbage ved jeg, at han allerede ved hvad jeg ville sige. Han har set stjernerne glimte og mærket frosten prikke. Han kender til slaget i Natlantis. Han var med i front mod bakterierne. Hans sværd var løftet højere end nogen andens mens han slog tusindvis af fjender ihjel. Han var den der forsøgte at redde kongeriget og jeg ved pludselig med sikkerhed, at med hans hjælp vil Claritannien vokse sig større og stærkere end Natlantis nogensinde var og jeg ved pludselig, hvad jeg ønskede.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...