Oh, how love can destroy

Carolina er 16 år gammel og bliver mobbet, fordi hun er tyk. Hendes far er alkoholiker og hendes mor lider af skizofreni, men det er der ingen på skolen der ved. Da hun møder Nathaniel, vender hendes liv op og ned, men kærlighed er ikke altid let.

12Likes
6Kommentarer
438Visninger

1. Kap. 1

Endnu en dag i skolen. Jeg vidste jeg måtte være stærk, for mobning var det mindste af det, jeg gennemgik. Jeg gik ned af den lange skolegang og mine fødder frøs, da mine sko var dårlig kvalitet. For enden af gangen stod Lauren og så ud som om, hun ventede på mig. "Jeg forstår ikke hvordan du stadig kan gå, der er jo virkelig meget at bære på. Du må have gode benmuskler." sagde hun og grinede. Jeg gad ikke engang svare hende. Jeg vidste jo godt, jeg var tyk og jeg var efterhånden blevet vant til at høre det i alle de år, jeg havde gået i skole. Det eneste jeg lagde mærke til, var hvor perfekt hun så ud. Hendes lange mørke hår så blødt og sundt ud, hendes brune øjne var store og øjenvipperne var lange. Hendes læber var fyldige og hendes næse var lille. Derudover var hun slank, havde de perfekte former og var solbrun i huden. Hvorfor kunne jeg ikke også se sådan ud? Jeg rystede hovedet og gik videre ind mod klassen. Lauren fulgte efter mig og rev min taske af mig, inden hun løb videre. Jeg havde glemt at lyne den, så alle bøgerne røg ud. Jeg satte mig ned på knæ for at samle dem op, da en dreng gik forbi mig. "Du har vist tabt noget." sagde han helt uden humor i stemmen. Det var så nu, jeg forestillede mig den der kliché romantiske scene, hvor han hjalp mig med at samle den op, vores hænder mødtes og vi kiggede hinanden dybt i øjnene. Men nej, han gik bare videre. Romantik gjaldt vist også kun de flotte piger, ikke de blege, tykke nogen, med en næse på størrelse med rundetårn. Overdrivelse fremmer forståelsen, som man siger.

 

Han var alligevel ret flot, ham drengen. Jeg havde ikke set ham før, så han måtte være ny. Inden han var nået ind i klassen, løb jeg hen til ham og tog mod til mig. "Er du ny her?" sagde jeg og forsøgte at smile, men kunne fornemme det ikke så særlig elegant ud. "Øh ja, jeg skal gå i 9. a." sagde han uden at smile overhovedet. Wow, sikke en idiot. "Der går jeg også, velkommen til". Han nikkede og vi satte os begge ind i klassen. Efterhånden som timerne forløb, tog jeg mig flere gange i at sidde og kigge på ham. Selvom han virkede så kold, var der et eller andet fascinerende over ham.  Jeg tror også, han kiggede på mig flere gange. Han tænkte nok bare, jeg virkede som en creepy stalker. Jeg mener, han kunne jo ikke være interesseret i mig. Det var aldrig mig, drengene var interesseret i. Jeg havde aldrig før haft en flirt eller en kæreste, jeg havde ikke engang fået mit første kys. I det sidste frikvarter, satte jeg mig ud på gangen op af en radiator, for at læse en bog, jeg var startet på. Jeg havde taget et æble med, for jeg var begyndt at være ret sulten. Lauren, Mia-Bella og Rachel kom hen til mig. "Har du ikke fået nok at spise i dag?" sagde Lauren. Mia-Bella og Rachel fnisede. De var ligesom hendes undersåtter, selvom man skulle tro, sådan noget kun fandtes på film. Men nej, det virkelig liv er endnu værre. Jeg sukkede. "Lad mig nu bare læse min bog, okay? Jeg er træt." sagde jeg lavmælt. "Du er også så kedelig, lol." sagde Mia-Bella og derefter vendte de sig om og gik. De kendte mig overhovedet ikke, det var bare noget de troede.

 

Ham den nye dreng, som åbenbart hed Nathaniel, kom gående mod mig. Åh nej, hvad nu? "Carolina, var det ikke det, du hed?" sagde han og satte sig ved siden af mig, op af radiatoren. "Øhm, jo... og du er Nathaniel." sagde jeg uden at smile, for hvis han ikke gjorde, hvorfor skulle jeg så? Han kiggede lidt ned i gulvet, som om han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige. "Du snakker ikke rigtig med de andre piger. Hvad kan det være?" spurgte han. Det spørgsmål kom lidt bag på mig, for han virkede så overrasket, selvom jeg havde været vant til det hele mit liv. "De kan ikke lide mig. Jeg er jo ikke ligefrem en Victoria Secrets model, ved du nok." sagde jeg helt alvorligt. Han trak et smil på læben og kiggede lidt intimiderende på mig. "Jeg synes, du er ret flot. Flottere end de andre piger, for at være ærlig." Mit hjerte sprang et slag over og der kom et kæmpe smil frem på min læbe. Jeg havde slet ikke regnet med, han ville være så ligefrem, men det mærkeligste af det hele var, at han synes jeg var flot. Jeg havde aldrig før fået at vide jeg var flot af en dreng, kun min far og gad vide om han overhovedet mente det, han drak jo hele tiden. Jeg kiggede genert ned i gulvet. "Tak, det er jeg glad for du synes." Jeg ville virkelig gerne sige i lige måde, men jeg turde ikke. Jeg var bare ikke typen der gav komplimenter, hvor end jeg gerne ville.

 

Vi sad i noget tid uden at sige noget, jeg læste bare videre i min bog og spiste mit æble og han sad og stirrede ud i luften, som om han tænkte over livet eller bare et eller andet dybt. Han tog en dyb indånding, som om han skulle til at sige noget, men tøvede så. "Var der noget?" sagde jeg og kiggede på ham. "Jeg tænkte på, om du ville med hjem efter skole? Du skal ikke misforstå mig, jeg vil bare gerne prøve at få venner den her gang, det har jeg ikke rigtig haft på de andre skoler og du virker som en man kan stole på, så ja, undskyld jeg er så ligefrem." sagde han og så virkelig nervøs ud. Jeg smilede, for jeg blev virkelig glad, men samtidig vidste jeg ikke rigtig om jeg turde. "Jo, det vil gerne." sagde jeg og smilede. Jeg kunne ligeså godt bare springe ud i det med begge ben, for hvorfor ikke? Jeg havde jo ingen venner på skolen og han synes jeg var flot. Måske kunne jeg endda få mit første kys. Nej, jeg måtte ikke få for høje forventninger, så ville jeg bare blive skuffet. Han rejste sig op og smilede til mig, inden han gik. Det her skulle nok blive en god dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...