Hvide kat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2015
  • Opdateret: 5 apr. 2015
  • Status: Færdig
Et moderne eventyr om en pige, en kat og København i regnvejr.

31Likes
10Kommentarer
960Visninger

1. -

 

 

Hun har altid elsket forår. Regnen falder lystigt på hendes lyserøde paraply og gør København skinnende og ren. Da hun var lille, sagde hendes mor altid, at nytår først virkeligt kommer, når det er forår, for det er først da, at verden for alvor bliver ny igen. Hun har altid godt kunne lide tanken om det nye. Nye frakker hver vinter, en ny badedragt hver sommer. Hun nynner muntert og smiler til gråspurvene, der fløjter fra alléens trækroner, for de kan jo også have brug for et smil i ny og næ.

 

Det er netop som hun går der og nynner og himlen bag de grå skyer bliver mørkere,  at hun ser den. Forskrækket, midt på vejen og drivvåd. Den mjaver ynkeligt, da den ser hende.

"Jamen lille mis," siger hun og går varsomt hen mod den. Den er større end en killing, men ser ikke helt fuldvoksen ud, og så er den hvid som mælk med klare, lyseblå øjne. Den springer op og løber væk, da hun nærmer sig. Hun stopper op og ser frem og tilbage mellem vejen hjem og vejen, som katten løb. Da en torden buldrer gennem himlen, følger hun efter katten. Hun trækker sin frakke tættere om sig. Hun har længe manglet en ny, synes hun, men hendes forældre mener, at den stadig kan holde et år endnu.

 

Skyerne trækker sig sammen og himlen bliver mørkere, som de nærmer sig centrum, katten hele tiden tre meter foran hende. Hun prøver at kalde den hen til sig, og da den stopper op, tror hun, det er lykkedes, men den mjaver blot og løber videre. Det buldrer i det fjerne igen, og hun kan ikke lade være med at trække sin skuldre helt op til kæben. Hendes far har altid sagt, at man aldrig må være ude i tordenvejr, og hun burde nok lytte til ham, for han er så klog. Hun stopper op, og kort efter gør katten det også. Den ser sig over skulderen og mjaver utålmodigt. Hun sukker irriteret men begynder at følge efter den igen.  

 

De er nået ind til Københavns smalle, sirlige gader, der altid stinker af urin og øl. Hun træder forsigtigt frem på gadens fliser og forsøger ikke at træde i skraldet og hundelortene og brækklatterne der fylder byens gader. Katten snor sig elegant ind i mellem parkerede biler og går skiftevis midt på vejen og på fortovet foran hende. Hun strammer sit greb om paraplyens håndtag. Her er helt tyst, for der er hverken fodgængere eller bilister ude i det her vejr.

 

Et kæmpe brag lyder fra himlen over dem, og både katten og hende farer sammen. I samme øjeblik åbnes en dør til en bar på højre hånd, da to fulde piger vælter ud på gaden, og katten skynder sig ind af den halvåbne dør. Hun står et øjeblik og betragter de gamle vinduer med sorte gardiner trukket helt for og den tunge dør, hvor den sorte maling skaller af. De fulde piger fniser og snubler ned af gaden. Hun følger dem med øjnene indtil de runder hjørnet, og hun ikke længere kan se dem. Så går hun hen mod baren, slår sin paraply sammen og lægger den ned i sin frakke lomme. Den kan knap nok komme halvvejs ned, og hun ved , at hun sikkert vil tabe den. Hun lægger hånden på dørhåndtaget og skubber døren op.

 

Hun bliver næsten væltet af stanken. Baren er proppet med råbende, fulde mennesker. Hun hoster og vifter hånden foran sit ansigt. Hun ser sig om og får hurtigt øje på den lille hvide hale, der bange farer gennem baren. Hun maser sig mellem to mænd, der fylder i indgangen. De griner, da hun går forbi. Hun sætter forsigtigt i løb og er så glad for at se, at katten er stoppet, at hun slet ikke lægger mærke til mennesket, den er stoppet foran.

 

Han bøjer sig langsomt og tager med grove mørke hænder den lille kat op til sit bryst. Hun stirrer på katten, der trækker vejret hurtigt, men er som frosset sin bevægelse. Hun lader langsomt blikket glide op på manden. Han har brune øjne, men de er ikke varme som ilden i en gammel pejs eller venlige som en labradors. Han ser ung ud, selvom hans hårgrænse allerede er vigende.

"Er det din kat?" spørger han og stirrer overlegent på hende, som kender han til en hemmelighed om hende. Hun nikker uden at sige noget og rækker hænderne ud for at få katten. Han tøver og smiler, før han rækker katten en smule frem. Hun strækker armene ud efter den, netop som han træder et skridt tilbage. Hun træder frem igen. Da han ler, kan hun lugte øllen og cigaretterne i hans ånde. Endeligt overrækker han katten til hende. Dens vejrtrækning bliver straks mere rolig, da den hviler i hendes arme, og den læner sit lille våde hoved ind mod hendes bryst. Han hviler et øjeblik sine hænder mod hendes overarm, før hun trækker sig tilbage med vaklende skridt. Hun ser på ham en sidste gang og nikker kort, før hun drejer om på hælen og langsomt går ud.

 

Det regner ikke længere, da de kommer ud på gaden. Biler kører roligt ned langs gaderne, og folk går og griner på det smalle fortov. Hun bemærker det ikke da paraplyen tipper og falder ud af hendes frakkelomme og ned på jorden.

"Undskyld mig, lille frøken!" Hun vender sig om. En ældre herre kommer småløbende efter hende med paraplyen i hånden.
"Jeg tror, De tabte denne her," siger han og rækker den lyserøde paraply frem mod hende. Hun stirrer på hans hånd og derefter på hans ansigt. Hun siger intet, men drejer sig igen og fortsætter i hurtigere i tempo ned af gaden.

 

Hun knuger katten ind til sig, selvom ingen længere prøver at tage den fra hende. Hun ser ned på katten og bemærker, at sømmen er gået på hendes ene jakkeærme. Hun burde købe en ny, men hun ved også, at det kommer hun ikke til. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...