Frøperspektiv

Det er ikke sjovt at være et glemt tobaksfrø.

0Likes
0Kommentarer
201Visninger

1. One shot

Jeg ligger gemt i posen. Allernederst. I den lille fold, hvor ingen hænder kan få fat på mig.
Jeg er overset. For længst ude af verdenen, selvom jeg ihærdigt prøver at finde min blomst. De har nok allerede glemt alt om mig nu. Kan sikkert ikke huske hvordan de engang selv har set ud. Jeg er stoppet med at bebrejde dem. Jeg går ud fra, at man får andre knopper på stænglen, når man er i gang med at skyde til vejrs. Når man venter på at stå i flor. Det ville jeg have gjort. De lever med garanti i nuet, tager hele dagen med sig. Har alt for travlt med at slå rødder og sprede deres blade. Er de halve, skal de kasseres. Kun det fineste er godt nok. Jeg må derimod blive tilbage og tænke forhåbningsfuldt om fremtiden. Gå i dyrehaven med min sørgelige kimstængel, der nok er det eneste prægtige ved mig. Måske bliver det en skønne dag også min tur. Så kan vi spire sammen, gøre os nyttige og kønne.
Den ene dag var jeg så deprimeret, at jeg tog mig selv i at tage fra sukkerdepotet. Jeg prøvede ellers at dy mig, men jeg havde ikke nok cellulose i cellevæggen. Jeg mæskede mig i stivelse, så jeg fik dårlig samvittighed i mitokondrieren
. Var ligeglad med, at jeg ikke ville have nok til respirationen. Det ville alligevel ikke nytte noget. Jeg misundende dem bare deres glæde. Var hel grøn af misundelse. Ærgrede mig over, at det aldrig blev min tur. Jeg ville have det fint med at blive sat lidt uden for sæson. Jeg skal nok tilpasse mig årstiden.
Nogle gange er det nærmest som om, at jeg kan høre dem le. De fryder sig. Det ved jeg. Jeg kan fornemme deres fotosyntese ude på den anden side. De nyder sikkert godt af den friske luft. Gyser når regndråberne kysser dem med sine sarte læber og til og med mæsker sig i solens liflige stråler.
Der var engang, hvor vi plejede at fortælle hinanden historier om den.
”Min bror er så høj, at han kan nå helt op at røre ved solen.”
”Nå, men min mor blev engang bestøvet af solen.”
”Ja, men min far har samme rødder som solen.”
Jeg havde ingen historier at fortælle. Vidste ikke lige så meget, som de andre. Det gjorde dem intet. De havde nok i at høre sig selv.
Altid dukkede nye, fantastiske eventyr op. Nogen gange var det til og med svært at tro sine egne kimblade. De andre var allerede bekendt med solen. Det var ikke første gang, de skulle gå i blomst. Det var ren sommerrutine for dem, ligesom det havde været for deres forældre. Historierne blev mere og mere utrolige for hver gang, de fortalte dem.
Jeg er stadig trist over, at jeg ikke havde noget at indvende. At min barndom er fortrængt. Jeg kan knapt nok mindes min mors rodhår. Jeg husker kun svagt skyggen. Kort før jeg blev moden, hvor de rev hende op med rod. Det var det sidste, der skete. Jeg fik aldrig et glimt af solen, lov til at opleve dens omsorg. Jeg har måttet nøjes med at høre på fortællingerne - Den kommer os til nød på de værst tænkelige tidspunkter. Sørger for at vi aldrig skal frygte at visne. Jeg elsker alt det, jeg har fået fortalt. Solen lyder så betænksom. Der er sået drømmescenarier i mig. En dag vil vi mødes. Vi vil blive venner. Så vil den varme mig, og jeg vil gøre mig smuk for den. Tage min pæneste fladkravede krone på og pudse alle mine blade med duggen fra græsset. Vi vil blive symbiose.
De sagde, jeg var tosset, når jeg fantaserede højt. Gjorde dagligt nar af mig for mine drømme. De var opblæste og surrealistiske. Jeg stak skallen for langt frem, sagde de. Der var lige så stor sandsynlighed for, at jeg blive bestøvet af bien, som der var sandsynlighed for, at mine drømme nogensinde ville gå i opfyldelse.
”Det bliver du aldrig stor nok til!”
”Du er overhovedet ikke en plante efter dens smag!”
”Du kunne lige så godt være en spore, så sørgelig du er!”
I begyndelsen var det svært for mig ikke at passe ind. Nu har jeg har lært at leve med, at jeg er en drømmer og intet andet. Bestemt ikke når jeg nu er blevet glemt som den eneste.
Det var hurtigt, at jeg blev enig med mig selv om, at mørket ikke var noget for mig. Rent faktisk den første dag, jeg åbnede øjnene/læbecellerne. Vi har ikke samme interesser. Vi vil hver vores og kan aldrig enes. Det har ingen fremtidsplaner, har det fint med bare at være her. Den ene gang spurgte jeg om, det ikke godt kunne tænke sig at blomstre, at nå helt op til skyerne og slå rødderne til ro? Der tyssede det på mig. Det gad det ikke høre mere om. Det blev til og med stødt. Jeg havde ellers ikke forsøgt at være stilkhøj, bare føre en ganske naturlig samtale. Det gik dog af helt andre stier.
Når mørket er der, må jeg aldrig nævne solen. De er blevet uvenner over et eller andet, det ikke vil nævne. Jeg forstår ikke, hvordan man kan blive uvenner med solen, men ifølge mørket er den uretfærdig og arrogant. Den er noget, der slet ikke skal komme på tale. Jeg er træt af, at mørket altid vil bestemme, og at jeg ikke har ét ord at indvende. Jeg har større forhåbninger. Ambitioner for fremtiden. Bare fordi det er selvisk og intolerant, behøver det ikke gå ud over mig.
Jeg skal se lyset! Det er mit hidtil største ønske. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre, noget mere tiltrængt. Det vil klæde mig at få noget kulør, men indtil videre må jeg nøjes med det, jeg har. Ikke være en forlangende sort og stikke stilken efter mere. Jeg må så mig tilfreds med den lille flængede de lavede i posen den dag, de glemte mig. Der slipper et glimt af friheden ind i ny og næ. Et glimt der giver mig et snært af håb, en duft af hyacinter og skovmærker. Jeg er beslægtet med dem langt ude. Det har de andre i hvert fald sagt. Det er noget betydningsfuldt og fornemt. Jeg elsker at forestille mig en blomstereng af familiemedlemmer. Det lyder tiltalende, at vi alle sammen er beslægtede. Jeg er ikke bare en enlig grønært uden arv. Men tanken forsvinder lige så snart nætterne kommer. Bliver fortæret af en stor bladlus, der gnasker løs på mine håb og drømme. Der kan jeg ikke længere forestille mig, at jeg har søskende og fjerne slægtninge. Kun mig selv.
Nætterne er de værste. Der tillader mørket sig at være endnu mere dominant end ellers. Dets kristtjørnblade stikker til mig. Luften bliver fyldt med plantegift. Sørger for at der ikke er noget tegn på, der findes liv udenfor. Kun øde enge. De stunder er stilheden støjende. Jeg kan ikke lukke et øje, bliver ædt af meldugen. Det nyder mørket godt af. Det fryder sig ved min hæmmede vækst. Det bekræfter det i, at jeg aldrig vil forlade det. Men fornemmelsen af at ligge alene, er ikke lige min kop vand. Jeg føler mig ensom, har brug for lidt planteselskab. Mørket er ikke tilstrækkeligt.
Det skifter mellem at jeg fryser. Andre gange sveder jeg. Jeg kan stadig ikke så mig tilrette i posen. Jeg synes, den er alt for syntetisk. Det er noget, de beklagede sig om før i tiden. Den er indelukket og træng. Jeg vil langt hellere boltre mig i gødning. Det de sikkert allerede er i færd med. Måske vil det til og med få mig til at føle mig sund og rask. Helt frugtbar igen. Desværre angriber alderdommen mig på de dårligere dage. Rynkerne maltrakterer den, jeg engang har været. Jeg savner min glatte skal. Bliver helt vemodig af at tænke tilbage. Engang var jeg så ung, så ny og klar på livet. Nu er jeg bare vissen. Indskrumpet og indtørret.
Når vi kommer ud på de tidlige morgentimer, bliver selv mørket træt. Det gaber og giver mig lov til at fantasere. Det er det eneste tidspunkt, jeg kan sætte mig ind i, hvordan de andre gror. Mulden der kærtegner mig. Jeg hviner. Synes at det er hyggeligt, at lege med regnormene. De er søde ved mig. Laver gange indimellem mine rødder, så luften altid er velsmagende. Regnen der kilder ned langs mit ydre. Jeg gisper. Selvom den er kølig og får mig til at krumme bladene sammen, giver den mig alligevel et friskt pust. Jeg stønner selvtilfreds af min kilde til evig ungdom. Næringssaltene der danser op i mine rødder. Hej, nitrat. Hej, fosfor. Jeg rødmer. Solen der slikker mig. Hvilken forløsning. Det er sådan noget venner gør, har jeg hørt. Jeg vil så gerne vokse, til den dag jeg dør. Være planten frem for frøet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...