Wrong

Hvad ville du gøre, hvis du hadede dit navn? Din højde? Din krop? Og hvad sker der så, hvis det pludselig er nødvendigt? Hvis det er ensbetydnede med, at du kan lave det, du elsker?

0Likes
0Kommentarer
302Visninger
AA

1. Speljer lyver altid

Spejlet løj. Jeg vidste det. For når jeg stod sådan, med siden til, så kunne jeg se, at jeg ikke var så tynd, som alle gik og sagde. Midt på maven havde jeg en bule. Jeg rynkede panden og så på mig selv forfra. Udover natbukser havde jeg kun bh på. Jeg havde ikke en timeglasfigur, sådan så jeg det i hvert fald ikke selv. Hvis jeg skulle have en timeglasfigur, så skulle jeg have haft en smallere talje. Meget smallere talje.

                      Jeg gik væk fra spejlet. Billedet af min egen refleksion sad stadig i mit baghoved, da jeg trak min nattrøje på og kravlede ned under min dyne. Jeg hadede, at jeg ikke kunne lide mig selv, men det kunne jeg bare ikke.

                      Mine ben er lange, alt for lange, og jeg er for høj. Jeg hadede at være højere end alle andre piger i klassen, det fik mig til at føle mig som en freak. Mørket omringede mig, som jeg prøvede at falde i søvn. Hvis jeg skulle nævne en ting, ved mig selv, som jeg godt kunne lide, så var det mit hår. Jeg elskede mit hår. Det var chokoladebrunt med lette krøller, fald, var der nogen, der kaldte det. Og så mine øjne, der havde næsten samme farve.

                      Jeg lukkede øjnene og krøllede mig sammen under dynen. Min hånd fandt min mave, der var en delle nu. Hvorfor kunne jeg ikke være tynd som de andre piger i klassen? Jeg havde set, at de ikke havde den bule på maven.

                      Jeg flyttede min hånd og knugede min dyne i stedet. Søvnen indhentede mig langsomt, meget langsomt. Jeg hadede at sove, specielt når jeg vidste, jeg ikke var så tynd, som jeg gerne vil være. Der var så meget andet, jeg kunne lave. Men på et tidspunkt trak søvnens velkendte mørke mig alligevel med sig.

 

                      Alarmen vækkede mig. Den bippede for højt, alt for højt. Med tunge lemmer rakte jeg ud og slog den fra. Langsomt satte jeg mig op i sengen, min dyne landede i mit skød. Der var så koldt! Jeg slog dynen til side og satte mine fødder ned på mit gulv. Mit mørke gulvtæppe.

                      Jeg fandt rent tøj og trak i det. Mit hår børstede jeg, før jeg med et skuldertræk lod det være løst. Mor havde været i bad nu, jeg kunne høre det. Jeg gik ud fra mit værelse og ind på badeværelset. Der var varmt, ingen tvivl grundet mors nylige bad. Jeg lukkede og låste døren og lagde make-up,

                      Og så til morgenmad.

                      I køkkenet dumpede jeg tungt ned på en køkkenstol. Min lillebror sad overfor mig. Han var femten og stirrede på sin telefon. Skeen med morgenmad hang i luften. Den var tom.

                      Jeg vidste godt, at havregryn med mælk var sundt og et godt alternativ til morgenmad, men det betød jo ikke, at jeg havde lyst til at spise det. Far og mor ville kommentere det. Jeg hældte havregryn op til mig selv, øste mælk ud over og begyndte at spise.

                      Min p-pille!

                      Jeg lod skeen være i skålen. Min pung lå på mit værelse. Jeg smuttede ud af køkkenet, gennem stuen og hen af gangen, hvor mit værelse lå.

                      ”Skal du ikke have morgenmad?” spurgte far, der stod med sin barbermaskine i hånden.

                      ”Jeg mangler bare min pung,” sagde jeg og rynkede panden. Hvorfor spurgte han om det? Med et opgivende suk tog jeg min taske, trykkede en pille ud og tog det hele med tilbage til køkkenet. Jeg tog et glas appelsinjuice og slugte pillen. Min morgenmad ventede på mig. Jeg satte mig ned og spiste op.

                      ”Vil i have et lift til skole?” spurgte mor.

                      Jeg ryddede min skål og ske væk, før jeg lænede mig over vasken og børster tænder.

                      ”Klart,” sagde Frederik. Han så op fra sin telefon, sin iPhone i to sekunder, før hans blik igen var limet til skærmen.

                      ”Jaja,” mumlede jeg. Også selvom jeg faktisk hellere ville gå.

                      ”Så kører vi om ti minutter,” sagde mor, der forsvandt ind på sit kontor efter sine ting. Jeg hentede min taske på mit værelse. Hvorfor tog jeg ikke den med før? Min taske pakkede jeg aftenen forinden, det var lettest.

                      Jeg sad i køkkenet og ventede på mor og Frederik. Far mødte først halv ni, mor klokken otte, så han var aldrig helt klar, når vi skulle afsted.

                      Nok var jeg atten og havde kørekort, men mor insisterede altid på at køre. Specielt om morgenen, hvor hun jo skulle videre.

                      Jeg sad bagi og stirrede ud af vinduet. Frederik blev sat af først.

                      ”Hav en god dag,” kaldte mor, før han smækkede døren.

                      Af og til vil jeg ønske, at mit liv var så ukompliceret som hans. Det måtte være lettere at være en dreng.

                      Mor holdt ind ved gymnasiet.

                      ”Tak for turen,” sagde jeg.

                      ”Hav en god dag, Lina,” sagde mor, før jeg steg ud af bilen. Fordi mor og far havde døbt mig Evangelina. Hvad havde jeg gjort dem? De kaldte mig begge Lina nu, så det var lidt spild af bogstaver at hedde Evangelina.

                      Jeg vinkede ikke til mor, som hun fortsatte hen ad vejen. Da jeg var yngre vinkede jeg altid.

                      Den var kvarter i otte, så der var et kvarter til, at timen startede. Jeg gik ind på skolen og ind i kantinen. De få, der var kommet fra min klasse sad ved to borde. To drenge, der begge sad med musik i ørerne og intet så. Ved det andet bord sad der tre piger, Nanna, Tania og Marie. Jeg satte mig mellem Nanna og Marie på en ledig stol. Min taske lod jeg glide ned på gulvet.

                      ”Godmorgen, Lina,” sagde Nanna og kvalte et gab.

                      ”Godmorgen,” mumlede jeg som svar.

                      ”Dansk var sygt svært, synes i ikke?” spurgte Marie og ser op på os med store blå øjne.

                      Jeg nikkede let.

                      ”Jeg opgav analysen fuldstændig,” siger Tania, der tog sine høretelefoner ud.

 

                      Noget af det værste ved skolen var frikvarterne. Det var ikke, fordi jeg ikke gad være sammen med andre, eller fordi jeg sad alene, det var mere det faktum, at jeg ragede et hoved op over alle mine veninder. Jeg hadede det, for det tiltrak de stirrende blikke, som bare lavede et swoop op af min krop, før de gjorde store overraskede øjne.

                      Ingen af de andre piger forstod det. De syntes alle, at jeg burde være glad for det. Hvorfor skulke jeg være glad for, at alle stirrede på mig over en krop, som jeg hadede? Jeg havde ikke sagt det sidste til nogen af de andre.

                      Hvorfor skulle jeg også gøre det? De sagde alle, at jeg var vildt tynd, og det vidste jeg godt, ikke var sandt. Så hvorfor sige noget, når de bare ville stikke mig en løgn?

                      Nogen vil måske sige, at jeg var en meget lukket person, men det var jeg ikke. Alle har hemmeligheder.

                      Så mit liv var helt nede på jorden, ikke noget specielt. Min lillebror var som altid irriterende, men det skulle mindre søskende vel være? Alle mine veninder brokkede sig også over deres mindre søskende, hvis de altså havde nogen.

                      Jeg havde mere eller mindre kun ét stort problem med gymnasiet. Hvad skulle jeg bagefter? Jeg var gået direkte fra folkeskolen og til gymnasiet, fordi jeg ikke gad tiende klasse. Men hvad skulle jeg efter gymnasiet? Der var kun et år til, eller resten af skoleåret, før jeg skulle vælge den uddannelse, som jeg skulle bruge resten af mit liv på. Jeg kunne godt tage et sabbatår, men hvad skulle jeg lave i det år?

                      Dansk kunne ikke fange min opmærksomhed. Det var så afgjort ikke dansk. Jeg stirrede tomt på min computerskærm, Nanna og Tania sad på vær side af mig, Marie sad ved siden af Tania.

                      Timen sneglede sig af sted. Den gik langsommere end ellers. Jeg så op på vores lærer, der stod og plaprede om et digt, som jeg ikke havde fattet en brik af. Måske det her havde været en god idé at høre efter, men jeg kunne bare ikke. Digte sagde mig intet, analyse sagde mig intet, hvilket var grund nok til at fravælge dansk fuldstændigt.

                      Selvom timen føltes uendelig lang, så stoppede den da på et tidspunkt. Vi pakkede vores ting sammen og var ude af lokalet, før der var gået mange øjeblikke. Hele klassen, vel at mærke.

                      Vi endte igen i kantinen, hvor vi satte os ved et bord, en syv piger, og snakkede i et kvarter, før vi skulle have time igen.

                      Skoledagen gik.

 

                      Fredagen i den uge, skulle jeg med mor til Aarhus. En tur, der kom til at ændre mit liv. Jeg kunne sagtens fortælle side op og side ned om, hvordan han kom hen til mig, hvad han sagde, hvad han gav mig. Men det ville være lidt for langtrukkent, så i stedet vil jeg bare fortælle, hvad der skete, og hvor jeg fandt mig selv en uge senere.

                      Jeg havde en kjole på, der sad alt for stramt til, hvad jeg selv brød mig om. Mit hår var stylet, og min make-up havde gjort mig næsten uigenkendelig.

                      ”Så naturlig foran kameraer,” hørte jeg ham sige, glad.

                      Måske det var en sær måde at forklare det på, men han havde tilbudt mig et job som model. Han hed Morten, og selvom jeg ikke ville trække noget ned over hovedet på ham, så virkede han bøsset. Ikke som i at han var solariebrun og med afbleget hår, mere som i hans måde at være på.

                      Jeg lå henslængt på en sofa med mit hoved hvilende i min ene hånd. En eller anden, som jeg ikke anede, hvem var, stod og rettede på mit hår, før vedkommende forsvandt ud af syne.

                      Jeg havde lagt ansigtet i præcist de folder, som Morten havde bedt om. Han var den, mit blik hvilede på. Hans hår var krøllet, mørkt, og han havde briller med et sort stel.

                      Ingen af mine veninder vidste det her. Jeg ville være sikker på, at det var noget, før jeg begyndte at sige noget.

                      Jeg så blitzen, før den blev slået fra. Og jeg hørte klikkene fra kameraet.

                      ”Perfekt!” hørte jeg en sige.

                      ”Det er alt for i dag,” sagde Morten og kom hen til mig.

                      Jeg skubbede mig op fra sofaen og rejste mig op. Ikke se ned af mig selv, ikke se ned af mig selv. Hvis jeg gjorde det, så ville jeg se den ufuldkommenhed, som jeg gik og gemte på. Den lille bule på min mave. Jeg vidste, den var der, og jeg vidste, at alle så på den. Der var bare ingen, der sagde noget.

                      ”Jeg tror, det her kan blive godt,” sagde Morten lidt for entusiastisk.

                      Jeg smilede og vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige.

                      Han rystede let på hovedet. ”Vi ses, i morgen,” sagde han.

                      Jeg nikkede. ”Vi ses,” sagde jeg og gik hen mod garderoben. Jeg skulle bare have den kjole af!

                      Alene så jeg med gru ned af mig selv. Jo, min mave var lige så tydelig som altid. Det irriterede mig, men hvad kunne jeg gøre ved det? Jeg lynede lynlåsen ned og trak kjolen af, før jeg skiftede tilbage til mit eget tøj. Kjolen var nok meget pæn, men jeg ville aldrig selv gå i den. Nu havde jeg poseret i den længe, så jeg ville faktisk godt bare have den ud af verden, så jeg ikke længere skulle mindes om, hvordan jeg havde det med mig selv.

                      Mit hår var sat stramt op med elastikker eller hvad vidste jeg. Jeg var ligeglad, jeg ville bare godt ud herfra. Væk fra den kjole!

                      Jeg havde fået besked på, at jeg bare skulle lade tøjet ligge, så det gjorde jeg. Mor holdt udenfor, hun havde været der den sidste halve time.

                      Jeg skyndte mig ud, smilede kort til Morten, før jeg var ude i den friske september luft. Selvom det havde været lidt sjovt, så følte jeg mig ikke godt tilpas i den kjole. Det var en kjole, sådan ville det ikke altid være. Det prøvede jeg i hvert fald at overbevise mig selv om, da jeg gik hen til mors bil og satte mig ind.

                      ”Wauv,” sagde mor overrasket.

                      Jeg så på hende, okay, jeg havde meget mere make-up på, end jeg nogensinde før havde haft.

                      ”Wauv godt eller wauv skidt?” spurgte jeg og smilede.

                      ”Jeg kan bedre lide dig au naturel, det er måske lige lidt for meget til mig,” sagde mor.

                      Jeg lo og spændte mig. ”Jeg skal have det af, når jeg kommer hjem.” sagde jeg.

                      Mor nikkede. ”Fortæl mig om det, var det sjovt?” spurgte hun.

                      Jeg nikkede. Det havde været sjovt, og jeg havde underligt nok ikke så meget i mod at være foran kameraet, som jeg havde troet. Morten havde også sagt, at det kom naturligt til mig. Jeg fortalte mor alt det, der var skete den dag.

                      ”Kan du ikke selv køre herned i morgen?” spurgte mor, da jeg var færdig med at fortælle.

                      Ville hun lade mig låne bilen? Det var vist aldrig sket før!

                      ”Der er en parkeringsplads lidt væk, du kan få GPS’en med, så kan du sagtens finde det.”

                      ”Det kan jeg vel godt,” svarede jeg. Så nu skulle jeg både være bekymret for at køre hele vejen til Aarhus selv, jeg boede i Randers, så det var ikke så galt, men stadig væk. Og så var der bekymringen for, hvad der skulle ske i morgen. Det var nok mest spændingen, men stadig væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...