Om natten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2015
  • Opdateret: 3 apr. 2015
  • Status: Færdig
Man skal passe på, hvad man ønsker sig - især hvis man ikke rigtigt mener det. For William får det fatale konsekvenser. Læs med for at finde ud af mere...
Jeg skrev denne novelle til min terminsprøve i 10. klasse - dvs. for 5-6 år siden. Need I say, at jeg fik 12 for den ;)

0Likes
0Kommentarer
199Visninger

1. Om natten

Mor var sur, far irriteret, og storebror drillede. Han gad ikke være sammen med dem, så han gik en tur. Han vidste ikke rigtigt, hvor han skulle gå hen. Han gik ned mod byen, med håbet om at støde på en ven eller to.

 Der var ikke nogen at se på gaden. Husene så forladte ud. Ikke bare forladte, som om folk bare var taget i byen. Nej, de så ud som om, de havde været forladte i lang tid. Det var virkelig for mærkeligt! Hvorfor vidste han ikke sådan noget?

 

 "Hvad er det jeg kan lugte? Hvorfor er den menneskedreng så tæt på husene? Ved han ikke det, der er sket - det der er sket med os? Hvorfor flygter han ikke?!" tænkte den mærkelige skabning. Han tørstede sådan efter at slå ihjel. Men denne menneskedreng var jo hans gamle bedste ven. Ville han virkelig skade ham - slå ham ihjel? Eller skulle han mon forvandle ham?

Mens alle disse tanker fór gennem skabningens hoved, gik menneskedrengen sin vej. Men hvad menneskedrengen ikke vidste, var at han begik sit livs største fejl. Han gik ind i skoven! Men han kunne jo ikke vide, hvad der ventede forude. Han kunne jo ikke vide, at hans ønske gik i opfyldelse, som han trådte ud af døren derhjemme.

 

   Det var mørkt og uhyggeligt i skoven. Menneskedrengen, William, hørte konstant høje hyl og mærkelige skrig. Han havde aldrig hørt noget lignende! Det var virkelig uhyggeligt. Men han var jo en dreng, en stor dreng. Han ville tage det her som en mand. Men pludselig hørte han et hyl tættere på end de andre, han fór sammen og savnede pludselig sin far og bror. William begyndte at gå hurtigere, men det var endnu en fejl fra hans side. Pludselig hørte han skridt bag sig. Han begyndte at løbe.

 

  "Nej, hvor han dufter godt! Han ser modig ud, men han gik jo også ind i skoven. Og så midt om natten! Ham gad jeg godt forvandle!" Det var en anden skabning, der tænkte disse tanker. Han kendte ikke William, så det var en del nemmere at tænke de sætninger. Men pludselig begyndte menneskedrengen, William, at løbe. Skabningen blev nødt til at følge efter ham, for han ville forvandle William.

 

  "Åh nej! Skridtene følger efter mig!!" tænkte William, og satte farten lidt op, men han kunne snart ikke løbe mere. Nu løb han så hurtigt, han kunne, han havde måske omkring 5 minutter mere i benene, men så heller ikke mere. Hvad skulle han dog gøre, når forfølgeren halede ind på ham? Straks han tænkte det, var der en lille lysning forude, han prøvede at løbe stærkere, så han kunne nå frem, inden forfølgeren indhentede ham.

   William nåede frem i tide. Da han kom ind i lysningen, så han dette sted for første gang i sit liv. Det var som om, det bare var dukket op ud af det blå, fordi han havde brug for at kunne se sin forfølger. Der gemte sig et hus imellem nogle klipper. Det faldt i et med klipperne, han så det kun, fordi månen lyste på lige præcis de klipper. William løb hen til huset, og håbede at forfølgeren var for langsom. Og han nåede også ind i huset tids nok, inden forfølgeren trådte ind i lysningen.

 

  "NEJ! Han sætter farten op nu. Jeg kan ikke følge med! Nå, det går nok, jeg indhenter ham bare senere." Skabningen satte også farten op, men det var ikke meget hurtigere den kunne løbe. Men den kunne til gengæld løbe længere, fordi den havde flere kræfter i benene. Pludselig forsvandt drengen foran skabningen. Den gik lidt i panik, men det skulle nok gå for den. Den fik altid, hvad den ville have.

 

 Nogle minutter senere trådte skabningen ind i lysningen, men den kunne ikke se drengen nogle steder. Den kiggede febrilsk rundt, men kunne ikke få øje på nogen.

  Da William så skabningen træde ind i lysningen, gav han et højt gisp fra sig. Men det skulle han aldrig have gjort! Skabningen hørte det, og gik i retning af huset, hvor William gemte sig.

"Så, nu er det slut. Det her er enden på mit liv. Jeg ved, den vil gøre mig ondt. Hvorfor kunne jeg ikke være blevet hjemme?! Måske jeg..........." Mere nåede han ikke at tænke - skabningen havde set ham, nu var det slut..... Men det var det ikke. Skabningen kradsede William på kinden, hvor der opstod en forfærdelig smerte. William følte, det var enden på det hele, men det var bare fordi giften var så smertefuld - den gik direkte i hjerne, så gik forvandlingen nemlig hurtigst - men det var også mere smertefuldt for offeret.

 

  Da William slog øjnene op igen, 5 dage senere, følte han sig forandret. Skabningen der havde kradset ham på kinden, kom gående med et spejl. William skulle lige til at flygte, men han nåede at se sit spejlbillede. Han lignede skabningen på en prik!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...