kuffert

Jeg kan godt huske, da far ikke røg, den gang havde han vist skæg, det er efterhånden lang tid siden. Mor havde også langt hår, og jeg kan huske lyden af klirrende kaffekopper og deres grin, jeg kan huske deres kys og kærlighedserklæringer. Feline siger, at jeg er skør, sådan at samle på minder, hun siger, at hun ikke forstår, hvorfor jeg bliver ved med at tro, at far ikke ryger, og mor stadig har langt hår. Så ryster jeg bare på hovedet, for hun ved ikke, at det var mig, der smadrede den sidste kaffekop og samlede resterne af skår i min kuffert.

11Likes
9Kommentarer
616Visninger

1. kuffert

kuffert

 

”Fart på! Kom så, tjep tjep,” skynder mor, men jeg går allerede så hurtigt, jeg kan. Kufferten er tung, men ikke på samme måde som min søsters, for hendes er proppet med tøj og billig makeup, det er min ikke.

Alle vores hjul ruller hen ad fortovet. Fars hjul er grønne, og hans er kuffert sort, skinnende. Han slæber den efter sig, den ser tung ud, gad vide hvad der er i den. Måske er det hende Louise, hende han så gerne vil have til at være min mor, men jeg synes, hun er grim, og mødre er ikke grimme, det er min i hvert fald ikke.

”Helle, har du set min pibe? Jeg er ret sikker på, at jeg lagde den i kufferten, men den er der ikke, ved du, hvor den er?” spørger far pludseligt, stopper op midt på gaden og roder rundt i kufferten, slår ind på dens lommer.

”Lad være!” siger jeg, ”du kan ikke bare slå på den!” men far hører mig ikke, Feline ser bare mærkeligt på mig.

”Skynd dig nu lidt, Christian, vi skal nå flyet.”

”Jamen for helvede, Helle, jeg kan sgu da ikke slappe af uden min pibe!” Far er vred igen, han var også vred i morges.

”Hvad vil du have, at jeg skal gøre ved det?” Mor råber næsten nu, jeg forstår det ikke, hun lagde den jo selv på spisebordet, da far var på toilettet.

Hun begynder at gå fra os.

”Vent mor, vent på os!” råber jeg efter hende, ”kom nu venner,” siger jeg til far og Feline, begynder at løbe efter mor, men min kuffert er så tung, og jeg ser min skulder falde af og kravle væk. Jeg skifter håndtaget til den anden hånd, vinker min skulder hen til mig. Jeg giver ikke slip på kuffertens håndtag, da jeg bukker mig ned for at samle den op og sætte den på igen.

Jeg er glad for, at jeg får øje på ringen, der glemt ligger på fortovet og glimter. Jeg stopper og samler den op, den er fin. Guld med en stor sten i midten. Den ligner lidt den, far gav mor, da han havde været i Afrika. Jeg husker tilbage på den gang, far kom hjem med Build-a-Bear bamser, kjoler og kram til mig og Feline, når han havde været på forretningsrejser. Jeg husker da mor og far kyssede og var så glade. Jeg ser på ringen, putter den i lommen og indhenter de andre.

Vi når lige toget. Det er ret heldigt, at far er så stærk, for jeg kunne ikke selv løfte kufferten op af trapperne til perronen, det gjorde han for mig.

”Så. Vi nåede det, ingen stress,” siger mor. ”Vi er en glad, lykkelig familie, der snart er på ferie i Thailand.” Hun smiler til os, smiler især til far. ”Ikke også?”

Jeg tager ringen op af lommen. Stenen er lidt ridset og beskidt, jeg tørrer den af i min jakke.

”Se, Feline, jeg har fundet en diamantring!” Jeg viser den til hende, hun tager den og ser på den.

”Den er sgu da lavet af plastik,” siger hun så, rækker den tilbage til mig igen.

”Det er den da ikke,” siger jeg. Jeg ser på den en til gang, prøver at slå på den, den klikker mod min negl.

”Det er den altså ikke,” siger jeg stille, Feline hører det nok ikke.

                      ”Kan jeg godt få min kuffert med ind i flyet, det vil jeg gerne.” Vi er i lufthavnen. Jeg hiver i mors ærme.

”Mmm, jo jo,” siger hun, ser fraværende på en blå tavle der bare hænger, hun er helt væk.

”Mor, kom lige ned deroppe fra.” Hun er begyndt at lette fra jorden, det må hun ikke, for himlen er kun et sted for gemte og glemte minder. Det er der, alle de der ikke er plads til i kufferten er. Jeg trækker hende ned på jorden igen.

”Må jeg ikke godt, mor?”

”Det går da nok, den kan vel være håndbagage,” siger far. Mor er optaget af noget andet, jeg ved ikke en gang, om hun hører hvad han siger, for pludselig peger hun på en café.

”Det ser hyggeligt ud! Se, der sidder endda en familie der smiler, kom, der skal vi hen, det er et sted for os.”

 

”Skal I have noget at spise?” spørger mor, far snakker i telefon, Feline sidder med ryggen til.

”Må jeg godt få en kage?” spørger jeg.

”Det er for usundt til morgenmad, du skal lige have noget rigtigt mad først.”

”Hvad så med en sodavand?” Jeg kunne godt tænke mig en sodavand, en med appelsin. Mor skal lige til at sige noget, men far afbryder hende, han må vel have lagt opkaldet på.

”Lad hende dog,” siger han, mor lægger armene over kryds.

”For helvede, Christian, skal vi nu stå her og diskutere? Er det det, du vil?” Jeg vender mig væk, ser over Felines skulder.

”Hvem skriver du med?” spørger jeg hende, hun gemmer sin mobil under sin hånd.

”Ikke nogen,” siger hun irriteret.

”Har du en kæreste? Er han pæn?” Jeg smiler, hun vender sig og skubber mig ned fra stolen.

”Av, det gjorde altså ondt Feline,” siger jeg vredt, sætter mig op igen, skubber hende.

”Møgunge,” hvisler hun, niver mig i underarmen.

”Av!” Jeg tager mig til armen, hiver i hendes hestehale.

”Fucking lort! Pattebarn!” råber hun, jeg er ligeglad. Jeg ser hen på mor og far, de har ikke opdaget os, så jeg river hende ned af ryggen.

Feline vender sig om og skubber mig så hårdt, at jeg ryger hen af gulvet, lander lige på mit haleben. Jeg siger ikke noget, også selvom det gør ondt. Den anden familie på caféen ser bekymret på mig, jeg ser på mine forældre. Mor står med ryggen til, far er ikke til at se, måske er han gået ud for at ryge.

Jeg rejser mig, børster mit tøj af for skidt. Jeg kommer i tanke om ringen, tager hånden i lommen, den er der stadig, så jeg går ubemærket hen til min kuffert for at åbne den og lægge ringen i. Ud svæver små ord og begivenheder, og billeder i bevægelse svømmer rundt i en farverig masse, væk væk flyver de, jeg når lige at fange dem og få dem ned i kufferten inden de forsvinder, inden de smelter sammen med alle de rodede, usorterede minder, der svæver rundt højt oppe i luften.

Jeg lægger ringen ned i kufferten, og et minde kommer med op, da jeg er i gang med at lukke, jeg når lige at gribe det. Det er et gammelt et, far har skæg på det, det har han ikke mere. Han kysser mor, ja så må det være rigtig gammelt.

”Skat, er du okay?” Mor lægger en hånd på min skulder, jeg gemmer billedet væk, hun fortsætter inden jeg når at svare:

”Vi skal nå flyet, kom.” Jeg nikker bare, venter på at hun går. Jeg lægger mindet tilbage i kufferten, lukker den og følger efter de andre, de er allerede ret langt foran mig, og kufferten er tung, tungere end før. Jeg ved godt, at jeg snart skal sortere ud i dens indhold, men ikke nu, for nu holder jeg godt fast i håndtaget til min kuffert, den må ikke blive væk, og jeg følges ned af gangen hånd i hånd med solstrålehistorier om en glad familie fra glemte tider.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...