Veteran

Om en mand, der var med i modstandsbevægelsen under krigen. Om hans død og efterladte.

0Likes
0Kommentarer
122Visninger

1. Veteran

 

Hjertet er svirpet i knæ af hårdt opvredne håndklæder

det fugtige værelse på Nørrebro får det at vide som den første:

onkel er død

væggene græder højere end når naboen slår sin søn i takt til smoke on the water

 

jeg bygger en fæstning af flyttekasserne

orker ikke at samle min vandseng

jeg lægger mig som en bunke kødben på madrassen

i mundrette stykker så natten bedre kan spise mig

 

I drømmen er jeg 12 år og kan læse folks tanker

vi er til familiefest

du er fuld af rødvin og tårer:

ikke mere snak om modstandsbevægelsen Frøslev og alt det andet

 

Jeg vil ikke gå ind i dit hoved og se med men billederne suger mig til sig

som en gyserfilm jeg er for lille til

En ung mand har fået benene og det halve af hovedet sprængt væk

hans blå læber halshugger mit åndedræt:

Sig til min mor at jeg elsker hende at jeg døde en hurtig død

bed en bøn for mig, sid hos mig

Det kan man ikke nægte nogen heller ikke i drømme

din kammerat dør et kvarter senere, to dage før befrielsen

 

Der var andre der trodsede de landminer de selv havde fået ordre om at lægge

du fik ordre om at samle dem op i spande og sække

blodige puslespilsbrikker kastet af krigens hænder

 

Vestre Fængsel nævnte du aldrig

hvad der indlejrede sig i dit sind dér tør jeg ikke drømme om

vil jeg ikke drømme om

 

Asfalten hikker forbi på bagsædet i din grønne 2CV

min far siger noget voksensjovt jeg ikke forstår

jeres øjne danser i bakspejlet

du spiller happy jazz

din lillebror er virkelig lille, 11 år yngre

du voksede aldrig fra ham

for 7 år siden hjalp du ham det sidste stykke

jeg gik bag dig

var slet ikke trænet til denne tyngde

min arm var ved at give op

domkirker er uendeligt lange

 

Det var de lyse nætter også i din fjeldhytte oppe i Norge

indgangsstenen bar de mange fødder der kom og gik

måneskæret sleb granitten rund og glat til en gravsten med dit navn på

 

Jeg havde håbet at se dig lidt mere end til din begravelse

og da jeg sidder på bænken skråler jeg altid frejdig når du går

så senhalvfjerdserne ikke sluger mig

så orglet ikke gennemspiller din datters begravelse i denne så hårdt prøvede landsbykirke

 

Jazztrioen spiller i skovens dybe stille ro

jeg håber du har fundet den nu

skoven er her i hvert fald

 

Din ven lader sit hjerte synge ud gennem kontrabassen

det er stort og varmt og det får mig

det får mig helt op under kirketaget

jeg ser ned på din kiste

rækker en hånd ned

men hov du er allerede væk

gennem det lille vindue kun skovduen kender

jeg følger ikke efter

strengene på bassen holder mig tilbage

holder mig oppe

Jeg er et støvkorn der ikke vil lande

oceanisk, jeg føler mig oceanisk her midt i luften

 

Musikken har sagt det hele

præsten kan godt holde fri

jeg får et syrligt bolsje af min mor

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...