Omringet af fjender

En novelle omkring det at være fanget i sig selv. En ting er at miste kammerater i krig, eller støtten på hjemmefronten, men når man mister sig selv i fronten, hvordan finder man så sig selv igen?

0Likes
0Kommentarer
99Visninger
AA

1. Min værste fjende

Min værste fjende

Det var ikke den dag jeg gemte og glemte børnene i skabet i timevis, at det skete. Det var heller ikke, da jeg gennemsøgte huset med en ladt pistol, et baseballbat, en hammer. Heller ikke den dag, hvor jeg evakuerede samtlige af SuperBrugsens kunder og personale. "Du er blevet farlig" sagde hun en dag, og det var den dag hun gik. Hun kunne ikke mere, frygtede for sit og børnenes liv. Jeg ville ønske, at hun kunne forstå, at det ikke er mig, der er den farlige.

   Den lurer på mig alle vegne. Den sidder tæt op ad mig i bussen. Den sidder overfor mig ved bordet. Den klæber til mig og ånder mig i nakken. Den er med mig overalt og jeg har ikke noget helle. Den banker højlydt på mine døre og vinduer og om aftenen ligger den sin klæbrighed over min brystkasse, så jeg ikke kan få luft. Jeg gisper, fryser, sveder, hulker. Min krop har sit eget liv. Men det værste er natten. Der kommer den hviskende sammen med mørket. Den kryber ind under panelet langs gulvbrædderne, op af sengestolpen, op under dynen og op langs mine ben. Den slår mig hårdt i maven inden den maser sig ind i mine øre og øjne. Den starter med at hviske. Utydelige stemmer blander sig med hinanden akkompagneret med voldsomme billeder. Jeg forsøger at klemme mine øjne hårdt i og nynne et væld af forskellige sange, men det virker ikke. Stemmerne bliver blot højere og mere insisterende. Jeg ser den, når jeg lukker øjnene, og jeg høre den, når jeg åbner dem. Mørket er min fjende. En kompromisløs barbar, der langsomt suger livet ud af mig. Jeg kan ikke flygte. Min krop er som et jaget bytte. Mit hjerte hamre så hurtigt, så tungt og jeg bliver bange for, at andre kan høre det. Høre det dunke af sted i natten. Dunk dunk dunk dunkdunkdunk. Klapperne har trængt mig op i en krog. Jeg er bundet på hænder og fødder. Kun mit hjerte flyver rundt i min krop og forsøger at hamre sig ud af brystet på mig. Klapperne har trængt mig op i en krog og i det sekund møder mit blik jægerens, og vi ved, at jeg er færdig.

***

Jeg har altid været en fighter. Intet er kommet nemt til mig og jeg lærte tidligt at kæmpe for overlevelse. Min far skred hurtigere end sædcellen kunne nå at befrugte ægget, og efterlod mig som manden i huset. Jeg bebrejder ham ikke. Struktur og rytme passer mig godt. Jeg bryder mig ikke om uforudsigelighed og kaos. Kaos frustrerer mig, gør mig irritabel, usikker. Når der er kaos, kan intet fungere, nej kaos er altødelæggende og frustrerende. Min krop bevæger sig rundt i et kaosland. Mit sind drukner i kaossets mørke dyb. Alt ved mig er kaos. Alt ved mig frustrerer, irriterer og ødelægger mig.

***

"Hvad synes du om det" Råber Lars gennem larmen. Hans ansigt er beskidt, men et smil afslører hans spænding og glæde. "Det anderledes" råber jeg fraværende, optaget af de mange nye indtryk. Det er Lars' sjette gang. "Der ikke længere noget der kan chokerer mig" plejede han at sige. Han var den fødte helt. En leder. En soldat. "Afghanistan er piece of cake, når man har kæmpet i Kosovo. Se Kosovo, det var voldsomt. Det var krig"

Det er min første gang og jeg føler mig spændt til bristepunktet. Nærmest som et barn juleaften. Måske lyder det voldsomt, at sige sådan, men det er, hvad jeg er trænet til. Mine årer bruser næsten over af adrenalin og testosteron, der skal brændes af. Men samtidig er jeg opfyldt af ærefrygt.  

Kandahar er kaotisk, præcis som jeg har lært, men alligevel langt fra mine menneskelige forestillinger. Her er varmt og sandet. Varmen er det første og værste jeg skal vende mig til. De fem l vand plus 20 kr. oppakning vejer godt i rygsækken på vores rutineture. Her er så langt fra en pæn dansk provinsby som overhovedet muligt, og befolkningen er fattig. Meget fattig. Julehjælpen til danske børnefamilier virker pludselig helt til grin. Uvigtig.

Her i primært mænd. Mænd, der arbejder, mænd der råber, snakker, fortæller, og mænd, der viser vej. Børnene er barfodede og beskidte. Vingummibamser er et hit.  Det er som om, at kvinder ikke eksisterer. Jeg ser i hvert fald næsten ingen eller det vil sige, at jeg ser burkaer.

På trods af, at jeg befinder mig i et land af kaos, har jeg en følelse af, at her er potentiale for udvikling.

***

I Danmark strammer vi reglerne for integration. Vi kigger skævt til de fremmede. Det dem der laver ballade, det dem der ikke vil integreres. De er ikke som os. Kandahar er en omvendt verden. Et parallelt univers. Her er vi de fremmede. Aliens. Vi tramper på deres afgrøder og traditioner i troen på, at det er for det bedste. I ørknen er vi bundet sammen i ønsket om en fredelig verden, men vi er splittet af mistillid. På en måde er verden for stor, når vi skal samarbejde på tværs af landegrænser. I ørkenlandskabet er det os, der ikke passer ind. Os der ikke kan overleve. Vi spiller kort i skyggen, agtpågivende, beredte, velvidende, at når kampen bryder ud ryger våbenbroderskabet også ud. Jeg er trænet til det. Trænet til at skyde først og spørge bagefter. Trænet til konstant at være på vagt. Nat og dag.

Jeg er udstyret med viden, våben og styrke og jeg tysser de tvivlsomme stemmer til ro. Drukner dem i adrenalin og testosteron. Vi er ikke koldblodige. Vi er mennesker og i sidste ende er det som om, at jeg ved, at netop den menneskelige moral bliver vores endeligt.

 

***

Der er noget i luften til morgen. Himmel er mere blå, klarere. Solen mere skarp og varm. Der er stille. Ingen uro og ingen larm. Det er som om, at vi ved, at vi er på vej mod endestationen.

Sandberg kan på trods af øvelse og viden ikke køre videre. PMV'ens brummen stopper. Vi stopper for den lille dreng med den røde bold. Vi stopper for de bare fødder og den slidte Manchester United trøje, der en gang har været klar rød. Han smiler usikkert og vinker. Vores tolk går frem mod ham. Han er et kvæg på vej mod slagtning. Han er den fremmede. Resten ser jeg gennem et slør. Som fra en drømmeverden. Kugler flyver om ørene på os, som regner de ned fra himlen. Ørkenen er gået til angreb på os og alt forsvinder i en kaskade af ild, eksplosioner, skrig, smerte og angst. Jeg ser Lars falde foran mig. Jeg ser våbenbroderskabet smuldre, og jeg ser den røde bold efterlade et blodigt spor i det hvide sand.

 

***

Der lyder et højt skrig og jeg vågner badet i sved. Som så mange gange før styrter jeg rundt i huset med mit baseballbat. "Hvem der" råber jeg, men ingen svare mig. Jeg åbner alle skabe, døre og køkkenlåger. Jeg tjekker under senge og ovenpå hylder, men der er intet. Natten er kold og stille. Stjernerne blinker fra en skyfri himmel og jeg trækker luften dybt ned i lungerne. Mit hjerte finder langsomt sin normale rytme igen og jeg bliver i stand til at forbinde skriget med mig selv. Endnu en gang kom det med mørket. Endnu engang blev jeg overrumplet. Jeg er alene. Fremmed. Alien. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.  

Lars dør hver nat. PMV'er flyver om ørene på mig og maser mine kammerater. En skarp smerte flår min skulder i stykker hver nat, men jeg kan intet stille op. Jeg kan hverken redde Lars, eller den lille barfodede med Manchester trøjen, der ligger kold og livløs i sandet. Jeg er magtesløs og skamfuld.

   Jan siger at det er normale følelser. Han siger, at vi i forhold til før i tiden nu har gode hjælpeprogrammer. Han siger, at jeg skal være glad, for at jeg overlevede. Men jeg forstår ikke, hvordan jeg skal føle glæde. Den eksistere ikke.

Jan har lært mig ord som angst, depression og PTSD. Ord som ikke giver mening og føles forkerte i min mund. Men mareridt, konstant beredskab og flashbacks er noget jeg forstår.

***

"Du var vågen under hele forløbet" Siger Jan "Du har set og følt det hele, men dit sind har fortrængt det, fordi dit traume simpelthen har været for stort." Jeg spørger ham om jeg er sindssyg, hvortil han griner og spørger mig om vi ikke alle sammen er det. Jeg føler mig udsat, blottet. Jeg føler mig som et stykke slagtekvæg, der er fundet for let. Det stykke som ingen vil have. Men Jan siger, at jeg tager fejl. "Din underbevidsthed er i kaos" siger han velvidende, at jeg hader ordet kaos. Men han siger også, at vi kan få den til at stoppe. Jeg ved ikke om jeg skal tro ham. Alting er fremmet for mig. Jeg kan ikke længere genkende min familie, mine venner eller mig selv. Jeg kan ikke genkende det sårbare menneske som Jan beskriver. Men hvorfor skulle han lyve. Han har ret, når han siger, at jeg ikke er det menneske længere som jeg var engang. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg er et menneske mere. Jeg er i hvert fald ikke et helt menneske. Jeg er i mine følelser og kropslige reaktioners vold. Konstant på vagt, mine sanser er skærpede, men krop i konstant beredskab. Jeg lærte at Taliban var fjenden, men nu ved jeg, at min krop er min virkelige fjende. Det er som om, at et mørke har taget bolig i mig, behersker mig og kontrollere mit mindste træk.  Det er såmænd ikke engang vigtigt for mig længere, hvem jeg var. Der er et slør over min hukommelse, mine følelser. Intetheden har sneget sig ind på mig og føre mig hastigt mod endestationen. Jeg er ombord på et løbsk tog. Jeg har ingen kontrol, men må hvirvle med og kollidere med endestationen i en kaskade af lys og lyde.

I Nattens brise ved jeg pludselig, at hun har ret. Jeg er blevet farlig. Måske er det bedst bare at lade mig føre med toget. Lade mig eksplodere ud i intetheden. Så ville der være ro, og jeg ville igen være mig. Jeg ville kunne lukke øjnene og trække vejret dybt. Fri for skyld og PTSD. Men på den anden side kan jeg også springe af toget. Tage springet ud i intetheden på jagt efter et sidste adrenalinkick, et sidste håb om lykke, væk fra min fjende, mens jeg ser toget kollidere med endestationen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...